Ifølge kommunistisk partipraksis forudsættes ethvert væsentlig spørgsmål at blive behandlet i partiets centralkomite, hvor den fremtidige taktik slåes fast som partiets «linie» i pågældende sag. Linien gives eventuelt en bestemt tidsbegrænsning, men forudsættes almindeligvis at gælde indtil en ny drøftelse på samme niveau udkrystalliserer en ny taktik. I mellemtiden vil partiets tillidsfolk i deres praktiske virksomhed let kunne komme til at formulere sig anderledes end den vedtagne linie. Dette betragtes som afvigelse. Afvigelsen karakteriseres, ifølge traditionelle konventioner, som enten højre-afvigelse eller venstre-afvigelse, og måles udfra dens afstand fra linien, som grov venstre/højre-afvigelse, eklatant venstre/højre-afvigelse osv. I nogle tilfælde vil én og samme person konstant ligge på venstre- henholdsvis højre-afvigelse, men oftest vil en person eller en gruppe afvige snart til højre og snart til venstre, og på denne måde tegne en slingrekurs i forhold til partiets officielle linie. Mønstret kompliceres i realiteten af, at partiets linie ofte skifter og i sig selv udgør et sik-sakmønster, ved siden af partimedlemmernes forsøg på at justere sig efter den gældende taktik. Det findes mange eksempler på, at personer der er gået ind til et partimøde i forvisning om, at de nu står på linien, bagefter må konstatere at de efter at have fået de sidste informationer fra partiledelsen igen befinder sig i en afvigerposition. Det er sådanne erfaringer, der ligger bag det gamle mundheld om, at «en venstre-afvigelse i dag bliver en højre-afvigelse i morgen».

Afvigelsen kan være national - i forhold til det nationale partis linie - eller internationalt, hvis det lykkes kommunistpartierne at indgå et centraliseret samarbejde. Under Komintern 1919-1943 var det eksekutivkomiteen i Moskva, der fastlagde linien og dermed bestemte hvad der var afvigelse. I årene efter anden verdenskrig blev der udviklet en mildere form for samarbejde i Kominform (1947-1956), men stadig med en international linie i de vigtigste spørgsmål. På NKP's kongres i 1949 blev formanden Peder Furubotn og hans fløj i partiet således anklaget af en udsending fra DDR for højre-afvigelse i bondepolitikken og venstre-afvigelse i magtspørgsmålet. Det var den internationale kommunisme der talte. Året efter var Furubotn og hans 700 tilhængere ekskluderet eller udmeldt af partiet.

H.F.D.