Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Peder Furubotn

Furubotn (1890-1975), norsk politiker og modstandsleder under 2. Verdenskrig. Kommunistlederen Peder Furubotn hører til blandt de mest markante og omstridte personer i norsk arbejderbevægelse. Fra 1923 til 1930 og igen fra 1942 til 1949 var han den reelle leder af Norges Kommunistiske Parti.

Furubotn var medlem af præsidiet i Komintern 1930-38 og blev dermed den nordmand som fik det højeste tillidshverv i den kommunistiske verdensbevægelse. Furubotn tilpassede sig stort set de skiftende direktiver og teser, der blev udstukket under Stalinperioden. Furubotns stridbare personlighed bidrog imidlertid til, at han lå i stadig fraktionsstrid med andre ledere i partiet. Under partiopgøret med Emil Løvlien og Johan Strand Johansen i 1948-50 fik han også Moskva mod sig. Brændemærket som imperialistisk agent blev Furubotn i 1950 udstødt af NKP.

Det var ikke kun i sin samtid - som kommunistleder - at Peder Furubotn var omstridt. Efter sin eksklusion forsøgte Furubotn med støtte fra enkelte meningsfælder at opbygge et billede af sig selv som en nationalkommunist, der efterhånden kom i stadig større konflikt med Stalins politik og underordningslinie. Blandt norske historikere findes der en yderliggående repræsentant for denne holdning. Torgrim Titlestad har i sin biografi om Peder Furubotn karakteriseret ham som eurokommunismens fader og som den første modstandspolitiker i Norge i 1940. Vurderet ud fra sine samtidige handlinger og udtalelser, er det imidlertid Furubotns loyalitet mod det russiske kommunistpartis politik, der er det dominerende træk. I afgørende valgsituationer i den norske arbejderbevægelses historie var det også den internationale kommunist - Furubotn - der sejrede.

Furubotns vej til nationalt lederskab gik over fagforeningsarbejde og lokalt partiarbejde i Arbejderpartiet i Bergen. Som tusinder andre så han med beundring og håb på det der skete i Rusland i 1917. Forskellen var, at han længere end de fleste bevarede sympatien overfor Moskva. I striden om fortsat medlemskab af Komintern blev han på Arbejderpartiets to landsmøder i 1923 Tranmæls hovedmodstander. På februarlandsmødet blev Einar Gerhardsen generalsekretær med blot to stemmer mere end modkandidaten Peder Furubotn. På novemberlandsmødet førte forholdet til Moskva til ny splittelse i Arbejderpartiet. Mindretallet stiftede NKP med Furubotn som partiets generalsekretær. Også ved samlingsforhandlingene i arbejderbevægelsen i 1927 og 1945 valgte Furubotn Moskva fremfor en uafhængig arbejderbevægelse. Ligeledes accepterede han i hovedtrækkene Moskvas skiftende politik formuleret som Moskvateserne, Strassburgerteserne, folkefront og enhedsfront, tyskrussisk pakt, national befrielseskamp mod fascismen. Først efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 tog Furubotn definitivt afstand fra Stalinepoken.

I 1930'erne sad Furubotn i Kominterns præsidium, og både accepterede og forsvarede Moskvaprocesserne. Til trods for at han en tid selv blev anklaget for at være hemmelig agent og flere af hans venner forsvandt, fik det ham ikke til at tvivle på Stalins politik.

Efter en usædvanlig voldsom strid blev NKP's leder under krigen i 1949 ekskluderet. Mange af NKP's dygtigste medlemmer led samme skæbne.

Det var let at være kommunist, så længe de norske og sovjetiske interesser var sammenfaldende. Den tysk-russiske pagt i 1939 og den tyske okkupation af Norge skabte derimod et dilemma for norske kommunistledere. Partiledelsen i NKP valgte at følge Moskvas kurs. Krigen blev tolket som imperialistisk. NKP's politik blev dermed præget af en passiv og til dels samarbejdsvillig holdning overfor den tyske okkupationsmagt under de første krigsår.

Peder Furubotn forsvarede også aktivt den tysk-russiske ikke-angrebspagt. Det tyske angreb på Norge skabte derimod tydeligt vanskeligheder for ham. Mens den tysk-russiske pagt bidrog til at passivisere NKP-ledelsen, lagde Furubotn mere vægt på tesen om den imperialistiske krig. For ham indebar det, at Tyskland som imperialistisk magt og okkupant i Norge måtte bekæmpes. Det betød imidlertid ikke, at Furubotn støttede Storbritanniens og Nygaardsvoldregeringens krig mod Tyskland. I perioden 1940-41 findes der heller ingen opfordring fra Furubotns side til væbnet kamp for at ramme de tyske økonomiske og militære interesser. Den tysk-russiske pagt begrænsede i denne forstand altså også Furubotns modstandspolitik.

En mere aktiv kommunistisk modstandspolitik blev først sat på dagsordenen efter det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941. Furubotn havde da skelettet til en kommunistisk modstandsorganisation klar, og ved årsskiftet 1941-42 blev han valgt til leder af partiet. Både for NKP og for Furubotn var de tre sidste år af krigen en heroisk tid. Den kommunistiske modstandsgruppe arbejdede illegalt og blev det meste af tiden ledet fra en forlægning i Valdres. NKP's aktive modstandspolitik fik øget tilslutning, men den førte til modsætninger ifht. den øvrige hjemmefront og regeringen i London. Regeringen og hjemmefrontsledelsen prioriterede længe holdningskampen mod fascismen, og ønskede først at indsætte våbenmagt ved befrielsen af Norge. Men uenigheden om modstandsformerne og konkurrencen om opbakning, blev alligevel underordnet kampen mod fascismen.

Det var ingen revolution indbygget i kommunisternes modstandskamp. Under Furubotns ledelse afsluttede NKP krigen som talsmænd for konge, fædreland, regering og storting. Ved valget i 1945 blev NKP det fjerde største parti med opbakning fra ca. 12 % af vælgerne. Furubotns succes kan tilskrives den kommunistiske krigsindsats efter 1941 og partiets afradikalisering. Under Furubotns ledelse varede denne reformisme frem til 1948, hvor den kolde krig igen skulle radikalisere kommunistbevægelsen og føre til politisk isolation og tab af vælgere.

Furubotn blev heller ikke nationalkommunist som partileder efter krigen. I 1945 var han blandt de kommunister, der stærkest modsatte sig samling med Arbejderpartiet. Han forsøgte heller ikke at lede NKP ind på samme kurs, som Tito ledte det jugoslaviske kommunistparti. Til han blev udstødt af NKP i 1950, var Moskva ledestjernen. Årsagen til at den internationale kommunistbevægelse støttede Løvlien i den bitre indre kamp i NKP i 1948-50 skyldtes bl.a., at de fleste gammelkommunister befandt sig på denne fløj, og at Furubotn ikke blev betragtet som tilstrækkelig politisk tilregnelig og loyal. Blandt Furubotns tilhængere var der mange, der havde sluttet sig til NKP under krigen, og som kom fra Arbejderpartiet og dets ungdomsorganisation. På den måde opstod der to lederkerner i partiet, og de blev ikke smeltet sammen efter krigen. Striden havde derfor utvivlsomt nationale rødder, selv om man ikke kan udelukke, at Moskva opmuntrede Løvlien til at fjerne Furubotn og hans tilhængere.

Kampen mellem de to fløje blev ført med stor intensitet. Furubotn blev beskyldt for at være trotskist og titoist. Modstanderne troede næppe selv på agentteorien. Med sit iltre temperament mente Furubotn derimod, at beskyldningerne stammede fra provokatører i partiet. Han begik den politiske fejltagelse at fralægge sig posterne i NKP, mens anklagerne mod ham blev undersøgt. Løvlienfløjen udnyttede denne chance til at erobre partiet og ekskludere Furubotn og hans tilhængere.

Også efter at han blev ekskluderet, fungerede Furubotn som et lille kraftfelt i norsk arbejderbevægelse. En række af hans tilhængere i partistriden fik centrale positioner i norsk arbejdsliv og politik. Der kan nævnes Ragnar Kalheim og Sverre Andersen fra Akers Mekaniske Verksted, Arvid Kokaas og Gunhild Emanuelsen fra Standard Telefon og Kabelfabrikk, Egil Berg og Per Gulbrandsen fra Ungdommens Selvbyggerlag. Formannen i Herøya Arbejderforening, Haakon A. Ødegaard, senere formand i Norsk Kjemisk Industriarbejderforbund, hentede også vigtige impulser i sit faglige arbejde fra Peder Furubotn. Specielt i 1950'erne mødtes disse fremtrædende faglige tillidsmænd hos Furubotn for at diskutere faglige eller politiske udspil. Andre centrale Furubotntilhængere som Leif Vetlesen og Roald Halvorsen brød dog tidligt kontakten med ham. Efter 1950 var Furubotnfolk ved flere anledninger aktive: Ved starten af Orientering, i modstanden mod vesttysk oprustning og i protestbevægelserne mod atomvåben og EF. Men nogen ledende udenrigspolitisk oppositionsrolle fik gruppen aldrig.

Gennem 1960'erne blev Furubotn stadig mere isoleret i sin egen kreds. Blandt andet brød gruppens mest fremtrædende medlem, Ragnar Kalheim, definitivt de politiske og personlige bånd med Furubotn. Som gruppe fik Furubotnkredsen derfor ikke nogen særlig betydning i norsk politik efter 1960. Enkeltpersoner som bl.a. Ragnar Kalheim og Roald Halvorsen spillede derimod en central rolle i den udenomsparlamentariske opposition mod EF i 1960 og 1970'erne. Begge disse fik også centrale poster i norsk fagbevægelse og i Sosialistisk Valgforbund, der blev dannet ved stortingsvalget i 1973.

Få norske politikere kan siges at have ændret samfundssyn så stærkt gennem deres liv som Peder Furubotn. Det store revolutionære spøgelse i norsk historie endte sin politiske karriere som talsmand for øget produktivit, klassesamarbejde og EF-medlemskab. Også når det gjaldt forholdet til Moskva blev hans holdning fuldstændig ændret i hans sidste leveår. Hans omtale af Sovjetunionens politik blev ensidigt fordømmende. Det gjaldt både inden- og udenrigspolitikken.

K.E.E.