Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Strukturrationalisering bruges som betegnelse på forandringer der sker indenfor brancher og erhverv som helhed. Almindelige former for strukturrationalisering består i, at virksomheder nedlægges, at produktionen koncentreres i stadig færre og større virksomheder, at virksomhederne indenfor en branche specialiserer sig i forskellige produkter, at en branche som helhed begrænser sin produktion til færre produkter, og at virksomheder går sammen i større koncerndannelser. Koncentration, specialisering, centralisering er stikord for de tendenser, der gør sig gældende.

Strukturrationalisering bruges om forandringer i strukturen indenfor alle erhverv. Man taler om strukturrationalisering indenfor industri, indenfor handel og indenfor landbruget. Supermarkeder og såkaldte «kæder» - dvs. butikker underlagt en fælles organisation eller koncern - er typiske for den strukturrationalisering der finder sted indenfor varehandelen. Disse virksomheder tager over, mens småbutikkerne nedlægges. Indenfor landbruget har strukturrationaliseringen medført, at småbrugene er blevet nedlagt i stor stil, og at kun landbrug over en vis størrelse har overlevet. Der er også sket en klar specialisering af produktionen i landbruget. Man har fået rene landbrug specialiseret i produktionen af korn, mens andre landbrug koncentrerer sig om mælke- og kødproduktionen.

Ordet strukturrationalisering indikerer, at de ændringer der sigtes til er fornuftige og hensigtsmæssige. Det drejer sig jo tilsyneladende om at skabe en mere «rationel» struktur indenfor et erhverv. Under kapitalismen er målestokken for det rationelle imidlertid altid størrelsen af overskuddet i virksomhedernes regnskaber.

Forenklet kan dette overskud enten øges ved at man skærer ned på produktionsudgifterne eller ved at man skaffer sig bedre priser. Strukturrationalisering bliver gerne fremstillet som et fænomen, der tager sigte på at gøre produktionen billigere. I virkeligheden er det andet formål mere dominerende.

Økonomisk koncentration og store og dominerende koncerner giver bedre kontrol over markeder og priser. Dette er «rationelt» set fra et profitsynspunkt, fordi det giver højere overskud i regnskaberne. Denne side af strukturrationaliseringen kommer imidlertid ikke almindelige mennesker til gode. Tværtimod betyder det, at folk må betale højere priser.

Strukturrationalisering som tager sigte på at nedbringe produktionsudgifterne, er blot en videreføring af den kontinuerlige rationalisering af produktionen, som foretages internt i virksomhederne. Rationalisering og strukturrationalisering kan på enkelte punkter indebære mere fornuftig indretning af produktion og brug af arbejdskraft. Men med profitten som den eneste målestok, bliver det meste direkte fornuftsstridigt.

Der kan godt være fortjeneste at hente på at producere ting, som folk har ret ringe gavn af; Det lønner sig at drive rovdrift - både på arbejdstagere og naturressourcer; Det lønner sig at afskaffe priskonkurrencen gennem økonomisk koncentration og få forbrugerne til at betale mere; Der er profit at hente ved at samle produktionen i kæmpestore anlæg enkelte steder i landet, til skade for mange distrikter og lokalsamfund, som tidligere har haft del i denne produktion. Strukturrationaliseringen er præget af, at den nok giver profit, men samfundsmæssig er skadelig og ufornuftig.

S.Se.