Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Cyklen er mere end et transportmiddel, den er en livsstil. Gode, snusfornuftige argumenter til fordel for cykelbrug er, at cyklen fremmer motion, sparer ressourcer og ikke forurener - i hvert fald hvis cyklisten ikke spiser for meget kød, og produktionen af cykler ikke anvender forkerte former for energi. Dette burde være mere end nok til at sikre den en langt stærkere position i trafikbilledet med flere cykelstier.

Og dette er blot en lille del af det, en cykel kan tilbyde. Cyklen er stilhed: Man kan nyde det man passerer. Man kan følge træerne om foråret fra morgen til morgen. Man kan undre sig over avisoverskrifter i en kiosk, man kan lure efter, om en specielt tiltrækkende person også vil stå ved stoppestedet i dag. Man kan - i hvert fald enkelte steder - strække kroppen, kaste hovedet bagover og indsuge frisk luft. Man kan presse sig akkurat så hårdt, som man vil, for «det er ingen skam at stå af».

Men der findes også mangler: Cyklen er stort set uforandret gennem hundrede år - fra Starleys cykel i England i 1885. En utrolig konservatisme som tyder på, at branchen ikke rekrutterer mange talenter. Og der er savn knyttet til en cykel. Den er ensom, et ægte produkt af vesterlandsk individualisme. Den er heller ikke helt fri for konkurrencementalitet, hvilket tydeligt ses af ansigtsudtrykket på vinderne af Tour de France og lignende løb.

Tandemen er ikke en god løsning på følelsen af ensomhed. På grund af seriekoblingen er det vanskeligt at holde nogen god samtale gående, styringen er kontrolleret af én person, og den der sidder bagest kan lidt for let slappe af i pedalerne. Cykler bør derfor laves således, at de let kan parallelkobles - ved siden af hinanden - med fuld ligestilling, styrings- og energideling,  og et lille bræt mellem cyklerne til madpakker ville øge konkurrenceevnen overfor biler.

I et regnvådt land som Danmark står cyklen overfor et uomgåeligt klimaproblem: Den gode cykel-poncho som gør, at vandet hverken trænger ind på kroppen eller samler sig i et reservoir, som så tømmes ned ad benene ved afstigning, er endnu ikke opfundet.

Kort sagt: Cyklen må anses for at være en livsform i udvikling. I princippet skulle den være ideel, ikke bare for individualisten, men også for et par, gerne med to små børn. Nordahl Grieg har set cyklens koblende evne i sin dejlige «Oh cykelstyr, oh Kærlighed», men i længden er to personer som triller én cykel og holder i hver sin ende af styret både upraktisk og afromantiserende. «Skal vi koble vore cykler sammen» burde kunne blive et naturligt spørgsmål, som åbner for mange muligheder - og en videre udvikling af cyklen som livsform.

J.G.