Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I snæver forstand betyder totemisme symbolisering af forhold mellem grupper ved hjælp af symboler, som lånes fra naturen. I denne form findes totemisme mest udpræget i jæger- og i samlersamfund, som er organiseret på grundlag af slægtskab.

Men denne «primitive» totemisme har en indre logik, som går igen i kommunikation af sociale forhold i alle samfund. Totemisme ytrer sig forskelligt i forskellige samfund, men har også fællestræk med den gruppe-symbolisering, vi kender fra vort dagligliv, nemlig signaleringen af forskelle mellem køn, etniske grupper, tilhørsforhold til kvinde- og andre politiske bevægelser. Analytisk set udspringer totemismen af en almenmenneskelig opgave: At klargøre forskellen mellem «os» og «dem», «mig» og «dig» og «andre».

Ordet totem er afledet af et ord i det nordamerikanske indianersprog ojibwa og betyder noget i stil med: «Han er en slægtning til mig». En person med dette sprog kan sige: «Jeg er en hjort», «du er en krage», og illustrerer dermed sin og modpartens klantilhørsforhold. Ojibwa-samfundet består af et antal klaner - slægtsgrupper - og for hver gruppe eksisterer der et totem-emblem. Totemismen er et system, som består af et sæt af grupper og et sæt af emblemer, og de to er tilordnet hinanden.

Meningen med et emblem kan ikke forstås, hvis vi betragter det isoleret. Emblemerne har betydning ved at kontrasterne mellem dem udtrykker kontrasten mellem grupperne. Gruppeserien er en del af samfundet, kulturen, og emblemserien er hentet fra naturen. Folk flytter ting fra naturen ind i kulturen: Mennesker «bliver» bjørn, ugle, osv. Dette er en metaforisk brug af tegn. Men emblemet får først mening ved at det også er en del af et større hele - ved at det er et metonym. Metafor og metonym er knyttet til hinanden, og forbindelsen af de to udgør kernen i totemistisk tankegang.

Natur-totemisme i vort samfund anvendes nok kun i spejderbevægelsen og en smule i militæret. Men i laugstegnene finder vi kulturproduktet som gruppe-emblem - barberfadet, smedehammeren - og dette er analogt til markeringen mellem slægts- og kastelignende grupper i Mellemøsten og Indien.

Hos os virker træk ved klædedragten, gestus, talemåder og andre signaler tilsammen som identitetssignaler for køn, aldersgruppe, etniske grupper og klasser. Enkelttræk ved vor optræden i situationer virker da som identitetstegn. Tegnene udtrykker det der er fælles og samtidig modsætningsfyldt mellem parterne, og folk kan bevidst vælge dem ud og viderebearbejde dem for at kommunikationen skal blive klarere og styres i bestemte retninger.

Tegn virker da metonymiske ved, at de står for en kategori som helhed - vi «kvinder», «arbejdere», «grønlændere» osv. Og de virker metaforiske ved at vi laver tegn af materialer som ikke er tegn, og giver dem ny mening ved at overføre dem til nye sammenhænge.

Politisk arbejde forudsætter, at folk får tegn at samle sig bag og anvende til at adskille sig fra andre med. Dette indebærer et selvstændigt kulturelt arbejde, der består i at udforme og skabe enighed om tegn i forbindelse med alle de andre opgaver, det politiske arbejde omfatter. I denne udformning af tegn i politisk og socialt liv er den totemistiske anvendelse af metafor og metonymi den grundlæggende operation.

R.Gr.