Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet samfundsklasser og de beslægtede begreber, som er knyttet hertil, er grundlæggende i samfundsteorien. Samtidig er de særdeles omstridte, hvilket hænger sammen med, at selve emnet fremkalder retfærdsvurderinger og politiske standpunkter hos alle, som beskæftiger sig med emnet.

Klasseteorien beskriver udbytningsprocesser på grundlag af arbejdsdelingen i et samfund. Nøglen til udbytningsforholdet ligger i ejendomsretten til produktionsmidler. Samfund er præget af klassemodsætninger, når en del af befolkningen ejer og disponerer over produktionsmidler og bruger dette til at tilegne sig resultatet af andres arbejdsindsats. Selv om udbytning sædvanligvis forbindes med  økonomiske forhold, kan den også dreje sig om samfundsmæssige goder som magt eller kundskaber.

Klasseteorien drejer sig først og fremmest om muligheden for kollektiv handling. Den vil både beskrive, hvordan grupper af individer handler ens - uafhængigt af hinanden - og hvordan de organiserer sig for at fremme fælles mål. Som udgangspunkt er begreberne i klasseteorien enkle, men de bliver forvansket gennem mange led i det sociale handlingsfelt. Klassemodsætninger er altid vævet ind i andre sociale processer, som angår specielle træk ved organisation, kultur eller arbejdsdeling mellem kønnene. Derfor bliver der aldrig fuldt overensstemmelse mellem de klassemodsætninger, som en udenforstående kan pege på, og de faktiske grupper som i et samfund dannes og kæmper mod hinanden.

Klassebegrebet bør afgrænses fra begrebet lagdeling, som både er mere omfattende og mere abstrakt. Organisationer, lokalsamfund, familier eller smågrupper er altid lagdelte, dvs. at de indeholder uligheder, som skyldes arbejdsdelingen. Selv om sådanne uligheder indebærer interessekonflikter, bliver de først klassekonflikter, når de får betydning for samfundet som helhed. På den anden side må klassebegrebet afgrænses mod abstrakte klassificeringer af mennesker ud fra egenskaber, som ikke sættes i sammenhæng med deres faktiske handlinger. Både i marxistisk og ikke-marxistisk samfundsteori er der en tendens til at uddrage klasseskel fra løsrevne kategorier som f.eks. erhvervsstatus eller indtægtsniveau, mens de rammer som menneskene handler indenfor overses. Problemet med klassebegrebet er, at klasserne eksisterer i samfundet, samtidig med at de ikke er levende organismer, men sammensatte grupper, som giver grundlag for politisk og samfundsmæssig handling.

Klasser i før-kapitalistiske samfund

Udbytning i før-kapitalistiske samfund er som oftest kendetegnet ved, at herren har rettigheder over den udbyttedes person - enten direkte eller indirekte. Slaveriet består i, at herren har uindskrænket magt over slavens liv. Ved andre former for udbytning, som livegenskab eller husmandsvæsen, er herrens rettigheder begrundet i ejendomsretten til jorden. Mod at udleje jorden sikrer herren sig ret til en betydelig del af den underordnedes arbejdsindsats - enten i form af pligtarbejde eller produktrente. Ved livegenskab er den underordnede bundet til herren på livstid gennem jorden. Husmandsvæsenet havde ikke dette præg af direkte tvang, men blev alligevel opretholdt over lang tid på grund af overskud på arbejdskraft, dårlig udviklet teknologi og mangel på jord.

Da forholdet mellem herre og undersåt er direkte, er udbytningen også helt tydelig. For den underordnede er den direkte målbar i arbejdstid og livskvalitet. Han kan genkende sin egen arbejdsindsats i herrens velstand. Når herren alligevel kan opretholde sin overlegne stilling, skyldes det dels at hans rettigheder er baseret på overlegen voldsmagt, dels at herrens overlegenhed bliver opfattet som retmæssig og bliver anerkendt af undersåtterne gennem en blanding af frygt og beundring.

Klasser i kapitalistiske samfund

Udbytningsprocessen i før-kapitalistiske samfund hvor standsforskelle ofte er fastlagt gennem juridiske ordninger, adskiller sig stærk fra klassedannelsen i industrialiserede samfund. Et specielt træk ved kapitalismen er, at en stigende del af samfundets arbejdsindsats formidles gennem arbejdsmarkedet. I dette tilfælde har den overlegne part ingen rettigheder til den udbyttede person. Udbytningsprocessen udspringer af køb og salg af arbejdskraft, hvor begge parter optræder som frie aftalepartnere.

Indenfor udviklede industrisamfund, hvor både arbejdsopgaver og samfundsgoder fordeles over markedet, kan man tale om klasser, når følgende tre betingelser er opfyldt: 1) Der eksisterer interessemodsætninger i overensstemmelse med den samfundsmæssige arbejdsdeling. 2) Disse modsætninger bliver udkæmpet gennem organiseret konflikt. 3) De udskiller forholdsvis stabile samfundsgrupper, som genskabes fra en generation til den næste.

De fleste individer er samtidig medlem af flere grupper, som i nogen udstrækning har modstridende interesser. Som producent vil en person f.eks. have interesse i højere priser, mens han som konsument ønsker lave priser. Dette indebærer, at der sjældent eller aldrig kan trækkes en definitiv grænse mellem klasser i kapitalistiske samfund. Her danner klassemodsætninger et sammensat mønster af krydsende konfliktlinier mellem grupper i flersidige alliancer (se Alliance og Klassealiance).

Klasser og økonomi

Den vigtigste repræsentant for den økonomiske tilnærmelse til klasser er Marx. Han byggede videre på den klassiske nationaløkonomi, hvor klasserne blev defineret ud fra «produktionsfaktorerne» arbejde, jord og kapital, således at samfundet blev inddelt i arbejdere, jordejere og kapitalister. De forskellige klassers medlemmer er da de personer, som hører ind under hver af de tre produktionsfaktorer - enten gennem ejerforhold eller familieforhold.

Mellem klasserne beskriver Marx to typer af modsætninger. Den ene type omfatter interessemodsætninger. Indenfor rammerne af de bestående klasseforhold, kæmper medlemmerne af de tre klasser om, hvordan samfundets ressourcer skal fordeles. Den anden type af modsætning drejer sig om, hvorvidt ejendomsretten til produktionsmidler i det hele taget kan legitimeres som retmæssig. Med udgangspunkt i Hegel indtog Marx det standpunkt, at der kun er arbejdet, der skaber værdi (se Arbejdsværditeorien). Heraf følger, at kapitalister og jordejere - dvs. ejere som forpagter jord bort og lever af lejeindtægterne - ikke selv skaber værdier, men tilegner sig de værdier, som arbejderne i industri og landbrug har frembragt. Dette kan de gøre i kraft af deres ejendomsret.

Jordejeren har et passivt og rent juridiske ejerforhold til jorden, eftersom han ikke deltager i driften, men bare trækker en del af overskuddet ud. Han kan altså betragtes som en rentier. Det kapitalistiske ejerforhold til produktionsmidler rækker imidlertid langt ud over dette. Udover 1. den juridiske ejendomsret, omfatter ejerforholdet 2. ret til at ansætte og afskedige arbejdere 3. ret til at fastsætte, hvad arbejderne skal lave og 4. ret til at disponere overskuddet til investeringer eller forbrug. Dette sæt af rettigheder udgør grundlaget for udbytningsforholdet under kapitalismen (se Udbytning). Når udbud og efterspørgsel bestemmer tildelingen af arbejdsopgaver, får dette bl.a. følgende konsekvenser for arbejdstagerne: sikre og gode jobs bliver ujævnt fordelt blandt forskellige grupper, alt efter hvilken forhandlingsstyrke de har. Mange - som ellers ønsker det - får ikke arbejde og bliver periodevis eller permanent arbejdsløse. Den fornuftsmæssige strategi for arbejderne er at danne fagforeninger for at begrænse konkurrencen om arbejdspladserne og presse lønningerne i vejret. Kapitalisterne vil til gengæld prøve at presse lønomkostningerne ned ved at indføre arbejdsbesparende teknologi.

Marx' opfattelse af forholdet mellem arbejdere og kapitalister på lang sigt sammenfatter han i, hvad han kalder de to store love for den kapitalistiske udvikling. Stærkt forenklet går disse love ud på, at arbejderklassen rammes af stadig tilbagevendende arbejdsløshed og en faldende andel af samfundets totalproduktion. Kapitalisterne rammes til gengæld af, at kapitalen giver stadig lavere afkastning. På denne måde får kapitalisterne stadig mindre handlefrihed, mens arbejderne efterhånden lærer at føre klassekampen som et politisk angreb på selve ejendomsretten i stedet for at knytte den til kortsigtede interesser i lønkampen.

Men interessemodsætningerne er ikke begrænset til forholdet mellem klasser. På baggrund af konkurrencen på markedet opstår der indenfor alle klasser modsætninger mellem «store» og «små», mellem højtlønnede og lavtlønnede eller lignende, hvilket også kommer til udtryk i organisatoriske skel mellem forskellige erhvervsorganisationer indenfor industri og handel. Ydermere findes der en række professioner, som forsvarer deres særinteresser mht. lønforhold og rekruttering til erhvervet. På den anden side opstår der et interessefællesskab på tværs af klassegrænserne. Arbejdere og kapitalister indenfor samme branche kan have fælles interesser i at opretholde beskæftigelsen, og begge parter kan have fordele af øget produktion - både i den enkelte virksomhed og i samfundet som helhed.

Marx' teori om forarmelse af arbejderklassen er i snæver forstand bevist af historien. Der er en langsigtet tendens til, at en stadig mindre andel af den samlede værdiskabelse i de kapitalistiske lande bliver disponeret til privat forbrug, mens en stigende andel går til investeringer og offentlig forbrug. Men denne side af indtægtsfordelingen lader til at have begrænset politisk betydning, så længe der er økonomisk vækst. Det offentlige forbrug virker samtidig udjævnende i forhold til indkomstforskellene. Derimod spiller spørgsmålet om lønforskelle mellem faggrupper og udviklingen af indtægterne med tiden en vigtigere rolle. Når lønningerne stiger for alle, fører dette til, at de eksisterende lønforskelle lettere bliver accepteret. Men i de årtier hvor indtægterne stagnerer eller falder for større grupper, bliver der sat spørgsmålstegn ved selve fordelingsmønsteret.

Det bør samtidig understreges, at den private ejendomsret til kapital delvis er blevet udhulet i den udviklede kapitalisme, selv om den på ingen måde er blevet ophævet. En betydelig del af magten i de større virksomheder er overført fra ejere til ansatte virksomhedsledere. Samtidig bliver private organisationer og virksomheder mere og mere afhængige af offentlig styring. Større virksomheders dispositioner har så store konsekvenser for resten af samfundet, at offentlig kontrol og støtte ofte er nødvendig. Samtidig har fagbevægelsen fået øget magt, således at det er ret vanskeligt at drive en virksomhed i strid med, hvad de ansatte opfatter som deres interesser og rettigheder - især i de større virksomheder. Dette giver på mange planer spillerum for forhandlinger og magtkampe mellem arbejdstagere og virksomhedsledere.

Organisation og interessekamp

Klassemodsætninger bliver til aktiv interessekamp gennem organisering og repræsentation. Dette sker direkte gennem arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne. For at en abstrakt fælles interesse mellem klassemedlemmer skal slå ud i konkret organisering og fælles aktion må en række vilkår være opfyldt: geografisk nærhed og mulighed for kommunikation er én forudsætning, social nærhed og tilknytning til fælles arbejdsopgaver en anden. I sin analyse af de franske småbønders stilling under Februarrevolutionen viser Marx, hvordan de ikke formår at repræsentere deres egne interesser, både fordi de bor spredt og fordi de ikke indbyrdes har en «organisk arbejdsdeling» (se Arbejdsdeling). Et tredje krav til interesseorganisering drejer sig om stabilitet i grupper. Indvandrere eller studerende har f.eks. vanskeligt ved at give slagkraftigt udtryk for deres fællesinteresser, fordi der er meget stor gennemtræk i grupperne. For at en interesseorganisation kan blive effektiv, kræves der endelig at medlemmerne har klare forventninger til, hvad den enkelte skal yde, og føler langsigtet forpligtelse overfor den fælles målsætning (se Arbejderkollektivet).

Organisering og repræsentation af klasseinteresser har ofte utilsigtede følger. Et paradoks som angår forholdet mellem ledelse og basis er følgende: organiseringen dannes for at medlemmerne ikke skal stå splittede overfor en stærk modpart. Samtidig med at ledelsen handler på vegne af medlemmernes interesser, vil den altid udvikle visse særlige interesser i forhold til organisationen. Medlemmernes muligheder for kontrol med deres egen ledelse er nødvendigvis mere begrænset end ledelsens kontrol med medlemmerne. På denne måde bliver afmagten i mange henseender bevaret i basis indenfor organisationen. Selv om ledelsen er valgt fra basis, udvikler den sig ofte til en organisationselite med professionelle eksperter, som arbejder på fuld tid.

Når en interessemodsætning først har fået et organisatorisk udtryk, bliver konflikten af begge parter oftest opfattet som et fælles anliggende. «Det kommunistiske manifest» giver en klassisk beskrivelse af, hvordan modsætningerne mellem arbejdere og kapitalister udvikler sig fra spontane, lokale sammenstød og ender med at blive organiseret som en politisk kamp på nationalt plan. Senere har det vist sig, at en sådan proces ikke behøver at ende med, at den ene part nedkæmper den anden. Modparter som er næsten lige stærke, har tværtimod en tendens til at anerkende hinanden og fastlægge de rammer, som konflikten udkæmpes indenfor. Dette gælder ikke mindst for arbejdere og kapitalister, som på kort sigt også kan have fælles interesser i f.eks. øget produktion.

Forhandlingssituationen tvinger samtidig repræsentanterne for parterne til at sætte sig ind i hinandens motiver og krav. På den måde opstår der et samspil mellem forskellige eliter, hvor der udvikles en fælles forståelse af, hvad der er «forsvarlige løsninger indenfor realistiske rammer», samtidig med at de indbyrdes modsætningsforhold bliver opretholdt. I lønkampen i den senkapitalistiske økonomi har parterne udviklet et fælles regelsæt for forhandlinger og detaljerede regler for rettigheder og pligter indenfor aftaleperioderne.

Et konfliktforhold mellem to parter vil ofte trække en tredje part ind som mægler eller ankeinstans. I kapitalismen får staten en sådan mæglerrolle, og den stiger i betydning efterhånden som økonomien bliver mere udviklet. Retningslinierne for statens mæglerrolle under senkapitalismen kan sammenfattes i fire hovedtyper:

1. Natvægterstaten. Staten beskytter parterne mod hinanden ved at garantere, at rammerne for forhandlingerne ikke bryder sammen.
2. Reguleringsstaten. Staten beskytter parterne mod sig selv ved at forhindre, at enkeltpersoner forfølger kortsigtede interesser, der på længere sigt kan undergrave klassen som helhed. Eksempler er regulering af kreditvolumen, lønpolitik eller renteregulering.
3. Velfærdsstaten. Staten beskytter svagere grupper mod stærkere ved at garantere, at handlingerne ikke får uacceptable følger for udenforstående. Omfordeling gennem skatte- og forsikringssystemer er de vigtigste virkemidler.
4. Klassestaten. Staten favoriserer de stærkeste grupper, fordi de som bedst organiserede, også har lettest ved at få deres krav accepteret som vigtige. Statslig neutralitet bliver dermed ingen hindring for, at stærke grupper langt hen ad vejen kan bruge staten til at fremme egne mål. Denne modsætningsfyldte mæglerrolle kan staten spille, fordi den forvalter politisk legitimitet og økonomisk ekspertise, samtidig med at den administrative koordinering på tværs af de statslige sektorer ofte er svag.

Klasser og partier

På en mere indirekte måde end gennem interesseorganisationerne bliver klassemodsætningerne udkæmpet gennem de politiske partier. Den politiske kamp sigter ikke mindst mod at påvirke rammerne for interessekonflikterne. I de kapitalistiske lande er de tre modpoler, arbejde, kapital og landbrug ret lette at genkende i partimønstrene. Men foruden erhvervsinteresser er også kulturelle, regionale og historiske forhold afgørende for udformningen af det konkrete politiske konfliktmønster. Foruden klare borgerlige og socialistiske blokke findes der i det vestlige partimønster forskellige centrums-venstre eller centrums-højre-koalitioner. Man støder endvidere på splittelser, som går tværs af blokkene med baggrund i ideologiske eller kulturelle træk - f.eks. opdelingen i en katolsk og en kommunistisk fagbevægelse i Frankrig og Italien.

Flere træk ved det politiske system bidrager desuden til, at partierne ikke optræder som rene forsvarere af klasseinteresser. Bl.a. må partier som kæmper om regeringsmagten bevæge sig ind mod det politiske centrum for at tiltrække vælgere. Resultatet er, at de fleste partier har vælgere med forskellige klassetilhørsforhold, mens partiernes ideologiske profil tenderer mod at blive moderat og ansvarlig.

At stridende parter enes om de rammer, som konflikten skal udkæmpes indenfor, gælder i særlig grad for de politiske partier. En følge af dette er, at de politiske institutioner opnår en meget stærk legitimitet. Et revolutionært parti som deltager i det politiske system for at få gennemslagskraft for sine synspunkter, samtidig med at det ønsker at omdanne selve institutionerne, vil derfor blive stillet overfor mange og svære dilemmaer. For at sådanne ændringer skal kunne gennemføres uden vold, har det vist sig nødvendigt at mobilisere kræfter, som ikke tidligere har deltaget i de politiske processer.

Nærmiljø og klassekultur

Den økonomiske og politiske side af klasseteorien tager udgangspunkt i store menneskegrupper eller organisationer. Endvidere er er det nødvendigt at undersøge, hvordan klasseforholdene dannes og opretholdes ud fra enkelte personer og handlinger, hvilke normer de opstiller og hvilke ressourcer de har til at opnå deres mål. Det kan beskrives ud fra fire livsområder, som hænger nøje sammen: 1. familie, 2. lokalsamfund, 3. sprog og 4. arbejde. Dette er de vigtigste områder, hvor individerne skaber deres sociale sammenhæng. Ud fra deres erfaringer fra disse områder danner de deres tilhørsforhold, deres selvopfattelse og deres fremtidsplaner.

I den udviklede kapitalisme er kernefamilien blevet den dominerende husholdningssenhed og er samtidig det vigtigste område for individernes følelsesmæssige udfoldelse. I kraft af denne stilling bliver den lille familiegruppe næsten enerådende, når det gælder om at formidle værdier, holdninger og selvopfattelse til børnene i de tidligste leveår (Se Socialisering). Normer og forventninger i opvækstmiljøet får stor betydning for de senere valg af uddannelse og erhverv. Sådanne valg er vanskelige at ændre igen, så familie og slægt formidler kundskaber, som børnene behøver for deres videre karriere i samfundet. En sådan social startkapital kan have form af penge, motivation og «forbindelser». I hvert enkelt tilfælde er den meget skævt fordelt, hvilket bidrager til, at ulighed i vid udstrækning opretholdes fra generation til generation.

I forlængelse af opvæksten i familien bliver individernes livsforløb påvirket af normer og arbejdsmuligheder i lokalsamfundet, hvad enten det drejer sig om landsbyer, småbyer eller afgrænsede nærmiljøer indenfor de store byer. Efterhånden som lønarbejdet bliver mere udbredt, ændres også bosættelsesmønstret og dermed mønstret i lokalsamfundet og lokal kultur. Før-kapitalistiske lokalsamfund var gerne små, tætte samfund med megen kontakt på tværs af klassegrænserne, således at de klassemodsætninger som eksisterede blev opfattet og oplevet af alle. Ikke mindst nærværet af tjenestefolk i velstående familier på de større gårde bidrog til dette. Så sent som i starten af det 20. århundrede fandtes der omtrent lige så mange tjenestefolk som industriarbejdere i Danmark. Men efter krigen er de store grupper af hushjælpere og landbrugsarbejdere stort set forsvundet, samtidig med at nærmiljøerne både på landet og i byerne har fået et mere ensartet præg.

Landsbysamfundene er blevet mere koncentrerede om få specialiserede erhvervsvirksomheder, mens bymiljøerne er blevet præget af, at indbyggerne har fået en mere ens social status. Især i storbyerne opstår der fint graduerede forskelle mellem forskellige kvarterer, afhængigt af indbyggernes indtægt og erhverv. Følgen af dette er, at direkte konfrontationer mellem grupper med modstridende interesser bliver svagere. Grupper som står nok så lige, når det gælder økonomisk formåen, «kapsles inde» i afgrænsede boligområder. Når en familie ændrer position på den sociale rangstige, betyder det ofte, at den flytter fra ét lokalmiljø til et andet. Samtidig bliver forskellen mellem lokalmiljøer i mange tilfælde stor, hvilket bidrager til, at erhvervsmulighederne og omkostningerne ved social mobilitet bliver meget ujævnt fordelt (se Mobilitet).

Uddannelse og erhverv

Teknologiske nyskabelser er hidtil blevet stadig mere fremtrædende i industrisamfundet. Dette afføder samtidig kulturelle skel, som indgår i klasseforholdene. Store grupper af tekniske og videnskabelige eksperter får til opgave at videreføre den tekniske udvikling. Mange af disse arbejdsopgaver kræver færdigheder i abstrakt tænkning og bearbejdning af symboler. Derfor fordrer de en lang og specialiseret uddannelse af udøveren. Men højere uddannelse medfører også specielle mønstre for kommunikation og gruppedannelse. Fremvæksten af flere ekspertgrupper fordeler samfundets samlede kundskabsmængde mere ujævnt end før. En gruppe som sidder inde med efterspurgte kundskaber, kan også ofte tilkæmpe sig betydelige særrettigheder, hvilket i sig selv fører til, at gruppen udvikler sin egen standsbevidsthed. Desuden bliver gruppens sproglige udtryksformer præget af særtrækkene i ordforråd og sætningsbygning. Det gælder også «saglige» udtryksformer med høj prestige.

Disse udtryksformer får let et vist komisk skær - hvilket ofte bliver påpeget. Alligevel er sådanne udtryksformer et vigtigt socialt gode for de, som behersker dem, fordi de er en forudsætning for at beherske abstrakte problemer. De er fremherskende i store dele af massemedier og skolesystemet, og de udgør en ressource, som er meget skævt fordelt. Følgen er at der opstår en «informationskløft» mellem de veluddannede og resten af befolkningen, hvilket giver meget ulige muligheder for politisk påvirkning og handling. Denne kløft bliver på mange måder opretholdt gennem skolesystemet. Børn fra miljøer præget af mindre uddannelse må overvinde større forhindringer for at hævde sig, og dermed bliver de lettere sorteret fra ved eksamener og optagelsesprøver.

Sådanne skel bliver ikke kun gentaget, men ofte også forstærket i selve arbejdssituationen. En ting er at højere stillinger kræver formelle kvalifikationer. Dertil kommer, at nogle stillinger øger indehaverens personlige ressourcer, mens andre ikke gør det. Det er overvejende arbejdstagere med højere uddannelse, som får stillinger hvor der er muligheder for viderevikling og langsigtede karrierer. Gennem arbejdet kan de ofte opbygge en «personlig kapital» i form af personlige kontakter, indsigt i og håndtering af opgaver, som kræver lang erfaring. På den måde opstår der muligheder for avancement, som ellers er uopnåelig i andet arbejde.

Indenfor disse grupper finder man ikke kun de, som har de højeste lønninger og oplever den største tilfredshed i arbejdet. Hvad enten det drejer sig om forskellige «frie» job eller topstillinger i den offentlige forvaltning eller private virksomheder, har de højere erhvervsprestige og større frihed i deres egen arbejdssituation end andre arbejdstagere. De er også i langt mindre grad præget af fremmedgørelse, fordi de gennem deres arbejde handler på vegne af en høj organisation og gør dens mål til deres egne. Dermed tilegner de sig samtidig organisationen, gør den så at sige til deres egen, selv når de ikke formelt står som dens ejere.

Eksisterende uligheder - når det gælder adgangen til samfundsmæssige goder - bliver opretholdt gennem individernes livsforløb og videreført til næste generation, fordi samfundsmedlemmerne står overfor forskellige klasseforhold og handler ud fra forskellige valgmuligheder. På den måde sluttes cirklen, som omfatter familie, bopæl, sprog og arbejde. Det er ikke en lukket cirkel, for så vidt som det er muligt at bryde den i alle leddene. Det er heller ikke vanskeligt at dokumentere, at der faktisk sker en vis bevægelse. Enten fordi individer har speciel begavelse eller fordi erhvervsmønsteret ændres på grund af ny teknologi. Alligevel forbliver klasseforholdene yderst stabile over tid. Også når de ikke opretholdes med tvang, men genskabes gennem enkeltmenneskers handlinger og valg.

Lønnet og ulønnet arbejde

Kønsmæssig diskriminering af kvinder hænger også tæt sammen med klassemodsætningerne. Under kapitalismen skyldes dette dels de almene mekanismer, som skaber klassedelingen, dels fordelingen af opgaver knyttet til husholdning og omsorgsarbejde. I en markedsøkonomi er det umuligt at undgå, at en række arbejdsopgaver som er nødvendige i samfundet, ikke formidles over arbejdsmarkedet. Dette fører til, at en betydelig mængde ulønnede arbejdsopgaver bliver «til overs», og det danner et klart skel mellem lønnet og ulønnet arbejde. Når det i udgangspunktet er sådan, at kvinder er svagere stillet på arbejdsmarkedet end mænd, da vil der også  blive forholdsvis flere af dem i de jobs, som er mest usikre, har lavest løn og de dårligste arbejdsforhold. Samtidig udfører de den største andel af arbejdet indenfor den ulønnede sektor.

Familien som institution bliver bindeleddet mellem lønnet og ulønnet arbejde, samtidig med at den i stigende grad er den ramme, som det ulønnede arbejde organiseres indenfor. Familien udfylder markedsmekanismerne og fordeler opgaver, som ikke bliver løst via markedet, til personer som ikke har lønnet arbejde. Pasning af småbørn og pleje af syge og gamle er opgaver, som traditionelt er blevet tildelt kvinder. Disse opgaver er samtidig de, som det i deres helhed er vanskeligst at overføre til markedet, fordi både de økonomiske og følelsesmæssige omkostninger i så fald ville blive uoverskueligt høje. Dermed bliver det stor flertal af kvinder udelukket fra langsigtede erhvervskarrierer, der kræver langsigtet planlægning. Samtidig får husholdningsarbejdet lav prestige, fordi det ikke kan kombineres med de højeste og mest krævende stillinger i samfundet. Dette mønster bliver forstærket af opdragelse og almene normer.

At kvinder har hovedansvaret for husholdningen og omsorgen i så godt som alle familier, danner grundlag for fælles interesser knyttet til det at tage vare på de «bløde værdier». Kvinderne kan stille krav til myndighederne om bedre opvækstforhold for børn og øget offentlig støtte til omsorgsarbejdet i nærmiljøet. Vanskeligheden ved at få sådanne hensyn igennem på linie med etablerede erhvervsinteresser skyldes især, at kvinderne som gruppe har begrænset magt at sætte bag deres krav. De kan ikke true med strejke, leveringsstop eller tilsvarende aktioner. Dermed bliver husholdningsarbejdet nærmest en gratis indkomst for den offentlige politik.

Oplevelsen af klasseforskelle

Formue, indtægt eller uddannelse er objektive størrelser, som er tydelige for enhver. Langt hen ad vejen er det samtidig ting, som af alle bliver opfattet som goder. Alligevel viser det sig ofte, at de faktiske uligheder, der eksisterer i et samfund, ikke bliver opfattet som uretfærdige i en grad, som en udenforstående umiddelbart ville forestille sig. Det er sjældent de fattigste, der føler størst bitterhed over, at de rige er rige. Dette beror i høj grad på social afstand. Der er forholdsvis få, som får anledning til at opleve, hvad de privilegerede faktisk kan disponere over. Sociale ressourcer hænger desuden sammen med, at det kun er enkelte der deltager i aktiviteter og træffer beslutninger, som ellers er et «lukket land» for de fleste.

Derfor vil oplevelsen af social uretfærdighed ofte ikke følge de klassegrænser, den udenforstående ellers kan identificere. Et individ oplever en følelse af uret i forhold til personer eller grupper, som det er «naturligt at sammenligne sig med». Og ofte kan man støde på det paradoksale forhold, at øget lighed indenfor en gruppe kan føre til større oplevelse af uretfærdighed. Det sker hvis privilegier som tidligere var forbeholdt nogle få bliver tilgængelige for flere. Da vil alle opleve, at de har krav på dem. I mindre samfund hvor klasseulighederne er tydelige, samtidig med at der er megen kontakt over klassegrænserne, vil modsætningsforholdene blive oplevet som stærke.

Klasser i de statssocialistiske lande

Til trods for mange indbyrdes uligheder mellem de (tidligere) statssocialistiske lande, er der især to træk som adskiller disse lande fra de kapitalistiske industrisamfund. Ejendomsretten til produktionsmidlerne - bortset fra jord - er overgået fra private kapitalister til staten, og mængderegulering og prisfastsættelse på produkterne sker for det meste gennem statslig planlægning og i mindre grad gennem åbne markeder. Ejendomsretten til jord varierer derimod meget, fra selvejende bønder i Polen, over folkekommuner i Kina og til kollektivbrug i Sovjetunionen.

I Sovjetunionen blev det officielt hævdet, at klassemodsætningen mellem arbejde og kapital var afskaffet, fordi der ikke fandtes kapitalejere. Samtidig mente man, at der eksisterede en ikke-antagonistisk modsætning mellem arbejderklassen og bondeklassen på grund af de forskellige ejerformer indenfor landbrug og industri. Ud over disse to klasser regnede man med et samfundslag, som ikke blev betragtet som en klasse, nemlig intelligentsiaen.

Denne måde at betragte klassedelingen på tog kun hensyn til de rent juridiske ejerforhold, mens de sider af ejendomsretten som var knyttet til arbejdsmarked, arbejdsledelse og investeringer, ikke blev taget i betragtning. I Sovjetunionen var der flere aspekter ved tildelingen af arbejdsopgaver, som gjorde at man kunne hævde, at arbejdsmarkedet var ophævet. Virksomhederne havde ringe eller slet ingen anledning til at opsige arbejdstagere for at rationalisere. Organiserede lønforhandlinger mellem arbejdere og virksomheder forekom ikke, og lønniveauet i de forskellige brancher blev fastsat gennem central planlægning. De geografiske variationer var store, men i den udstrækning man overhovedet kan sammenligne, var indtægtsfordelingen for de brede grupper i befolkningen i Sovjetunionen ikke forskellig fra den der kan genfindes i f.eks. Danmark. Men arbejdspladserne var meget tryggere og andelen af erhvervsbefolkningen i lønnet arbejde var langt højere end i Vesten. Halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i Sovjetunionen var kvinder. Kvinderne var imidlertid i flertal i lavtlønsgrupperne - på samme måde som i Vesten.

Arbejdsmarkedets erstatning af central planlægning medførte samtidig, at lederne både i de enkelte virksomheder og centralt fik langt større magt. Fagforeningerne tjente som rene rådgivende organer uden nogen beslutningsmyndighed. Indenfor virksomheden havde ledelsen nærmest uindskrænket magt og stod kun økonomisk og politisk ansvarlig overfor det centrale bureaukrati og ikke overfor arbejdsstaben. På gulvet var der heller ingen mulighed for at påvirke, hvordan virksomhedernes overskud skulle disponeres. Disse beslutninger blev taget centralt i statsbureaukratiet. Det politiske system gav defor kun små muligheder for en indirekte kontrol nedefra med investeringsbeslutningerne.

Selv om der ikke eksisterede nogen ejerklasse i juridisk forstand, blev der på denne måde udskilt en elite med meget stor politisk og økonomisk magt i forhold til den øvrige befolkning. Denne gruppe rådede samtidig over indtægter og forbrugsvaner, som lå langt over det, man kunne finde hos den almindelige befolkning. Derved fik den også helt klare særinteresser at forsvare, selv om den ikke kunne købe eller sælge produktionsmidler eller overføre dem til andre gennem arv. Til trods for at alle stillinger i princippet var åbne for alle, havde elitens børn meget større chancer end andre for selv at blive medlemmer af eliten. Vejen til toppen gik gennem uddannelsessystemet og partiapparatet, og i begge disse havde elitens børn store fordele fremfor andre.

For så vidt som den sovjetiske magtelite disponerede over samfundets merværdi, tilegnede en del af denne til personligt luksusforbrug og over tid reproducere sig selv, var også den en klasse i den forstand begrebet er brugt her. Samtidig havde modsætningerne mellem denne overklasse og andre klassedannelser i det sovjetisk samfund dog et andet præg end i den kapitalistiske økonomi. Dens overtag var ikke i samme grad baseret på den måde arbejdsmarkedet var bygget op på, men derimod på kontrol over parti og statsbureaukrati.

Et helt andet mønster end det sovjetiske eksisterede i Jugoslavien. I 1960- og 70'erne lagde man der stor vægt på at prøve at kombinere central økonomisk planlægning med brugen af markedsmekanismer og arbejderkontrol i virksomhederne. Det jugoslaviske eksperiment gik gennem mange faser og ofte med store problemer - blandt andet i form af en betydelig arbejdsløshed. Men samtidig blev der høstet vigtige erfaringer med arbejderrådsystemet. Arbejderrådene blev valgt blandt alle arbejderne i virksomhederne og udgjorde deres højeste organ. Arbejderrådene var samtidig repræsenteret i de lokalpolitiske organer. Men det viste sig også, at arbejderrådene fik vanskeligheder, da de ikke havde kontrol over banker og finansinstitutioner.

Klasser i «den tredje verden»

Selv om de fleste u-lande er knyttet sammen med de udviklede kapitalistiske lande gennem økonomisk og politisk afhængighed, kan klasseforholdene ikke uden videre sammenlignes med situationen i de kapitalistiske i-lande. U-landene er i hovedsagen koblet til verdensøkonomien som 1. leverandører af vigtige råvarer, 2. leverandører af billig arbejdskraft og 3. deltagere i international våbenhandel og partnere i verdensomspændende militæralliancer.

Den herskende elite i u-landene baserer som oftest deres herredømme på deltagelsen i det internationale system gennem kontrol over en eller flere af disse faktorer. I mange tilfælde er de nationale magtkonstellationer fuldstændig afhængige af multinationale virksomheder, der dels har direkte ejendomsret til råvarekilderne, dels har monopol på den teknologi, der er nødvendig for at udnytte dem.

Bortset fra olie og andre strategisk vigtige råvarer er der en tendens til, at u-landenes råvareproduktion får mindre betydning for den kapitalistiske verdensøkonomi. Derimod har deres reserver af billig arbejdskraft fået en stigende betydning. Det tydeligste udtryk for dette er den direkte import af arbejdskraft til de udviklede lande (se Hjerneflugt).

De kapitalistiske landes teknologiske industri, forbrugerelektronik o.lign. bliver massivt overført til
«lav-omkostnings-lande» i den tredie verden (Se International arbejdsdeling). Resultatet er at der vokser industrialiserede enklaver frem, som får ringe eller slet ingen virkning for den øvrige økonomi, samtidig med at både arbejdstagere og den lokale magtelite øger deres afhængighed af de udenlandske koncerner.

Den største del af befolkningen i den tredie verden er fortsat knyttet til landsbyerne, om end i varierende grad. Stærkest er dette tilfældet i Afrika, hvor den største del af indbyggerne er knyttet til landbruget som selvbeskæftigede småproducenter. Klasseskellet er langt skarpere i landsbyerne i Latinamerika og i dele af Asien, hvor en lille overklasse ejer enorme jordgodser, mens flertallet af bønderne lever som fæstebønder, husmænd eller ejendomsløse landarbejdere. Sammen med mekaniseringen i landbruget medfører dette, at stadig flere bliver presset bort fra landsbyerne, uden at de kan finde anden beskæftigelse i industri- eller servicesektoren i byerne. Konsekvensen er, at der vokser udstrakte slumområder frem med millioner af mennesker omkring storbyerne. Dette er mest udbredt i Latinamerika, men sker i stigende grad også i andre dele af den tredie verden. Dette mønster har mange lighedstræk med den udstødning der fandt sted fra landet i Storbritannien og andre lande som optakt til den oprindelige kapitalistiske udvikling for 200-250 år siden.

I forhold til landarbejderne i landsbyerne og de arbejdsløse slumbeboere i byerne udgør arbejderklassen i traditionel forstand en lille gruppe i den tredie verden, selv om omfanget varierer betydeligt fra land til land. I Latinamerika finder man mange steder en stor arbejderklasse med langvarige kamptraditioner. De steder hvor betingelserne for at arbejderklassen kan blive en politisk magtfaktor er til stede, finder der ofte en stærk politisk undertrykkelse sted med forbud mod frie fagforeninger og socialistiske partier samt forfølgelse af oppositionelle. I starten af 1980'erne var denne undertrykkelse blevet så voldsom, at næsten alle lande i Latinammerika var omdannet til militærdiktaturer, men siden er den direkte politiske og voldelige undertrykkelse aftaget betydeligt. Efter udryddelsen af over 500.000 oppositionelle i perioden 1950-2000 er den økonomiske undertrykkelse i dag tilstrækkelig til at holde befolkningerne på plads.

Mod et klasseløst samfund?

Den traditionelle marxistiske opfattelse af hvordan klassemodsætningerne kan afskaffes gik ud fra, at ændringerne sker i to faser. Først en brat omvæltning som giver arbejderklassen det politiske overtag. Dernæst en langvarig social ændringsproces, som gennem stigning i produktiviteten skaber betingelserne for et klasseløst samfund, hvor alle får tilfredsstillet deres behov. Denne tankegang har været tiltrækkende for mange revolutionære socialistiske bevægelser i det 20. århundrede, fordi deres umiddelbare mål har været at styrte reaktionære regimer i økonomisk underudviklede lande. De vigtige problemer der opstår når man skal skabe hurtig økonomisk vækst, samtidig med at klassemodsætningerne skal svækkes eller ophæves, er derimod blevet overset og til dels aktivt benægtet. I sidste ende var det denne fortrængning af de grundlæggende økonomiske vilkår der var hovedårsagen til, at de fleste statssocialistiske samfund brød sammen i de sidste 20 år af det 20. århundrede. Statssocialismen var aldrig en egnet model for de udviklede kapitalistiske samfund.

I de udviklede kapitalistiske lande har der hidtil kun været få tegn til, at det politiske system taber legitimitet - selv når de økonomiske problemer bliver store. Forholdet mellem politisk og social forandring må derfor betragtes på en måde, der tager hensyn til, at kampen om hegemoni er vævet ind i andre typer af samfundskonflikter. Spørgsmålet om hvad det klasseløse samfund kan være, kan også stilles direkte i de senkapitalistiske samfund, fordi den teknologiske udvikling er nået så langt, at der er materielt grundlag for at dække alles behov.

Et klasseløst samfund er et samfund, hvor lighed mellem medlemmerne er en overordnet værdi. Lighed kan ikke tolkes i absolut forstand, men betyder at individuelle uligheder på et område skal kompenseres af uligheder på et andet. Det er dette Marx sigter til, når han siger, at i det klasseløse samfund yder alle efter evne og modtager efter behov. Men i et teknologisk avanceret samfund er lighed mellem samfundsmedlemmerne umulig i yderligere to betydninger. For det første kræver arbejdsdelingen mange og meget forskellige arbejdsopgaver. Dette indebærer ikke i sig selv, at der eksisterer nogen ulighed i rangordningen mellem opgaverne. For det andet forudsætter arbejdsdelingen, at der delegeres magt nedefra og opefter. Enhver større organisation er afhængig af, at der eksisterer forskelle i magt og mellem medlemmerne.

Disse to former for ulighed kan let kobles sammen, således at ulighed i opgaver også medfører ulighed i magt, eller at delegeret myndighed fører til, at der opstår særinteresser i toppen af organisationen. Dermed øges uligheden mellem medlemmerne ud over det, der er nødvendigt, hvilket kan danne grundlag for udbytning og undertrykkelse. «Objektive» grænser for hvad der er nødvendig ulighed, er det imidlertid ikke muligt at trække; det afhænger bl.a. af deltagernes selvforståelse. Derfor er der altid fare for, at nødvendig ulighed mellem samfundsmedlemmer udvikler sig til varige interessemodsætninger.

Sådanne modsætninger kan modvirkes på flere måder, uden at nogle af dem fremviser en endelig løsning. Marx anså mobiliteten i kapitalismen som et vigtigt gode, fordi det gav menneskene størst mulig alsidighed. Endvidere er det muligt at indføre åremål (rotation) som princip i overordnede stillinger, således at ingen kan sikre sig varig kontrol over organisationer eller virksomheder. Hvis man ikke hindrer overgangen mellem organisationer, skabes der dog samtidig et marked for ledere og dermed også et særligt lederlag i samfundet. Det er netop markedsmekanismerne som gør, at fordele på et felt kan udnyttes på et andet, således at de som har meget også får mest.

Alternativet til markedsforhold er, at arbejdsopgaver bliver tildelt efter kriterier som alder, køn eller forældres indtægt. Sådanne kvoteordninger har været brugt i statssocialistiske lande - f.eks. ved optagelser til videregående uddannelser. Men når sådanne ordninger bliver brugt i stor målestok, modvirker de deres egne hensigter, fordi de kræver omfattende magtkoncentration for at blive gennemført. Endelig er det muligt at indføre et princip om kompensation, som f.eks. går ud på, at de tungeste og kedeligste opgaver skal give den højeste løn. Et sådan princip vil forudsætte, at magt og interesse bliver adskilt fra hinanden, hvilket sædvanligvis kun sker i meget nære og tætte forhold (se Altruisme). Det kræver derfor en yderst stærk solidaritet for at kunne gennemføres i praksis.

Indtil nu har den økonomiske og teknologiske udvikling medført udviklingen af stadig større organisationer både indenfor administration og produktion. Med en teknologi der gjorde det muligt at skabe mindre og mere uafhængige enheder, ville alle disse lighedsprincipper blive mere anvendelige. I så fald vil det også skabe samfundstyper, som vi endnu ikke kan ane konturerne af.

F.E.