Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.545
: :
Basis og overbygning

I den marxistiske teori om overgangen fra een samfundsform til en anden, står begreberne «basis og overbygning» centralt. Dette skel mellem et samfunds økonomiske grundlag (basis) og dets juridiske, politiske og sociale former (overbygning), blev først brugt af Marx i 1851 i »Louis Bonapartes 18. Brumaire». Marx' materialistiske historiesyn stod i skarp kontrast til det materielle liv - at der findes en vis overensstemmelse mellem ånd og materie. I senere marxisme, specielt inden for den officielle marxisme-leninisme, der udvikledes i Sovjetunionen, er dette skel blevet fortolket mere mekanisk - som om det drejede sig om to abstrakte sfærer i samfundet, der muligvis kunne påvirke hinanden, men i så fald således, at basis havde en dominerende position i forhold til overbygningen, der betragtedes som en ren genspejling af forholdene på det økonomiske område. Den kendteste fremstilling af teorien om den historiske materialisme - og dermed af forholdet mellem «basis og overbygning» - har Marx givet i forordet til «Grundrids til kritik af den politiske økonomi», hvis 15 «teser» ofte opfattes som en sammenfatning af den materialistiske historieopfattelse.

Ved samfundets økonomiske basis forstås sædvanligvis:

1. Produktivkræfterne
2. Produktionsforholdene og
3. Produktionsbetingelserne.

Med produktivkræfterne menes redskaberne, der anvendes til produktion, (maskiner og transportmidler indbefattet), selve produkterne, som fremstilles i produktionsprocessen og «den vigtigste produktionskraft»: arbejderne og deres faglige kompetence. Produktionsforholdene er de måder, produktionen er organiseret på; dvs. ejendomsforholdene og ledelsesstrukturerne generelt i produktionen.(Allerede her ses det problematiske i at lave skel mellem basis og overbygning, da ejendomsforholdene og ledelsen også er en del af overbygningen i form af love, aftaler osv.) Med produktionsbetingelserne menes råmaterialer, råstoffer og de miljømæssige betingelser ved produktionen. Sammenfattende anvendes begrebet produktionsform ofte til at definere den form, brugsværdiproduktionen finder sted på i samfundet.

Der findes et lovmæssigt forhold mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene. Der er en vis overensstemmelse mellem produktivkræfternes udviklingsstade og typen af produktionsforhold. På et vist niveau i den historiske udvikling kommer produktivkræfterne i modsætning til produktionsforholdene, og modsætningen mellem samfundets klasser lader sig ikke længere løse inden for rammerne af de herskende produktionsforhold. «Der indtræder en periode med social revolution», siger Marx - dvs. en omvæltningsproces fra eet samfundssystem til et andet (f.eks. fra feudalisme til kapitalisme). En nødvendig forudsætning er, at «alle produktivkræfter, som den gamle samfundsmodel er bred nok til at rumme, er udviklet.» Dette kan således forandre de politiske, juridiske og sociale forhold i samfundet og vil kunne tilpasses den nye dominerende produktionsform.

I forordet til «Grundrids...» betegner Marx de tidligere nævnte teser som «ledetråde» i sine videre studier. I den såkaldte «videnskabelige socialisme« - marxismen-leninismen - har teserne imidlertid status af beviste og almengyldige love, en komplet og etableret teori, som gælder for alle former for samfund. I følge denne udlægning kan overbygningen overhovedet ikke gøres til genstand for studier før den økonomiske basis er grundlæggende analyseret, da overbygningen som nævnt er en ren genspejling af basis. Denne fortolkning er senere blevet afvist som økonomisme eller som mekanisk historieopfattelse.

At forholdet mellem «de to niveauer» er mere kompliceret end som så, var Engels også klar over. I 1890 skriver han, at overbygningen også har indflydelse på den historiske udvikling og at den endog kan bestemme retning og form på de historiske kampe, og at Marx og han, Engels, ikke havde ment andet end at basis i sidste ende er bestemmende for historien. Denne præcisering ændrer alligevel ikke på begrebernes status i marxismen, men tilføjer et vist spillerum for indirekte årsagssammenhænge, undtagelser o.lign., som har dannet grundlag for forskellige teorier om overbygningens «relative selvstændighed» eller vekselvirkninger mellem basis og overbygning. Den russiske marxist Georgij Plekhanov har formuleret forholdet i sin 5-trins model, der går fra produktivkræfternes niveau, de økonomiske forhold, de sociopolitiske forhold, menneskets psykiske forhold og til dén måde disse reflekteres i de forskellige ideologiske former.

Denne og senere teorier om niveauerne inden for de enkelte samfundsformer - Althusserskolen - repræsenterer afgjort fremskridt i forhold til det mekaniske skel mellem to adskilte «lag», men de løser alligevel ikke problemerne om forholdet mellem ånd og materie, mellem økonomi og politik, mellem handling og bevidsthed. Basis og overbygning er analytiske kategorier, der ofte fortolkes som selvstændige beskrivende termer og har som sådanne fået forrang frem for den reelle sociale proces, de søger at beskrive. På den måde taber man det faktum af syne, at historien og samfundet grundlæggende har karakter af at være processer. Der er centralt for den historiske materialisme at der eksisterer store modsætninger i produktionsformen, og dermed i de tilsvarende sociale forhold. «Den økonomiske basis» er i sig selv en dynamisk og modsætningsfyldt proces, som omfatter konkrete handlinger af konkrete mennesker og klasser - handlinger, som går fra samarbejde til uforsonlighed. Den økonomiske «basis» er derfor ikke een faktor, der har indvirkning på politikken. Politikken er en del af «basis»; således anskuet kan marxismen befri sig fra den opfattelse, at der findes områder med visse naturgivne egenskaber - basis - hvorfra man logisk kan gætte sig frem til afhængige processer i et andet område - overbygningen.

P. H.