Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 41.695
: :
Politik

Ordet politik kommer af «polis» - bystaten i oldtidens Grækenland. Det svarer til tre ord i det engelske sprog: Polity, policy og politics. Til sammen giver de et indblik i begrebets omfattende betydning: «Polity» refererer til styringsorganerne i forfatningen indenfor et bestemt territorium - regering, parlament osv. «Policy» henviser til den politiske linie de følger eller den politik de fører - industripolitik, udenrigspolitik, kvindepolitik osv. «Politics» refererer til den virksomhed, som har til formål at påvirke forfatningsorganernes politik - via valg, partideltagelse o.l. Mere generelt omfatter politik både de handlinger der er med til at definere, prioritere og fordele værdier i et samfund, og de strukturer eller rammer som disse handlinger udføres indenfor.

I vort samfund forbinder de fleste mennesker nok politik med kampen mellem politiske partier om repræsentationen i folkevalgte forsamlinger, med striden mellem de folkevalgte om hvilken politik det offentlige skal føre og med regeringens lovarbejde. Spørgsmålet om adgangen til de formelle, offentlige styringsorganer er et centralt politisk spørgsmål, og har altid været det.

Traditionelt har adgangen været begrænset til et fåtal af rige mænd. Også i oldtidens bystat - kendt for sit «direkte demokrati» - var flertallet uden offentlige politiske rettigheder. Børn, kvinder og slaver fik ikke lov at deltage. De blev ikke betragtet som fuldgyldige mennesker. (Det danske ord «idiot» stammer fra det græske «idion» - betegnelsen for dem der ikke fik lov til at være med i beslutningerne.) I Romerriget, under nationalstatens udvikling, og under den kongelige enevælde i Europa, blev de offentlige, politiske beslutninger taget af de få, men rige mænd - aristokratiet. Først da kapitalismen udvikledes og industrialiseringen begyndte, blev kredsen af beslutningstagere udvidet. Borgerskabets mænd kom med, og fortrængte efterhånden aristokratiet.

Grundlaget for politik

Selv om den offentlige politik i Danmark formelt udformes i bestemte institutioner - partierne, de folkevalgte organer, regeringen - er det vigtigt at forstå, at værdier også defineres, prioriteres og fordeles i andre sammenhænge. Grundlaget for politik er, at der hersker mangel på materielle goder, og at der altid er mulighed for uenighed om værdier. Alle sociale systemer må møde disse problemer, og har derfor en politik, selv om systemerne varierer. Politikken udformes, også selv om der ikke er udskilt særlige organer, som specielt skal tage sig af samfundets værdifordelingsopgaver. En situation eller et samfund uden åben konflikt er i denne sammenhæng interessant. Fraværet af konflikt kan betyde at der eksisterer enighed, eller at goderne er fordelt, så de tilfredsstiller alles behov. Men lige så ofte kan den være et udtryk for, at konflikterne skjules.

Det som ikke gøres til genstand for debat, det som ikke kommer på dagsordenen, kan være konsekvensen af en langvarig gruppekonflikt hvor den ene part har haft held til at realisere sine interesser på en sådan måde, at strukturene og det bestående stiltiende accepteres af de tabende grupper - «den lykkelige slave», fremmedgørelse, afmagt.

Et vigtigt spørgsmål er, hvilke betingelser der må foreligge for at et regime kan få gennemført sine beslutninger. Alle samfund har regler - uanset om de er formelle eller uformelle - for hvordan konflikter skal håndteres. Reglerne skal bl.a. sikre, at også taberne i en konflikt bøjer sig for det endelige resultat. Så længe dette sker, er styret legitimt. Det har autoritet. Men legitimitet er historisk betinget og kan slå revner eller ophøre, dersom folk organiserer sig omkring interesser, som ikke imødekommes af administrationen eller som systematisk nægter at acceptere endelige afgørelser.

Politik som en proces

Vor dagligdags forestilling om politik er snæver og til en vis grad tilslørende. Politik udformes i en proces med flere faser. De politiske institutioner og deres beslutninger kan sammenlignes med et isbjerg, hvor kun den øverste spids er synlig: Begyndende bevidsthed om et problem er processens første famlende fase. Dernæst kommer arbejdet med at præcisere problemet, og dernæst arbejdet med konkrete løsninger. Det vil ofte ske i form af organisering, hvor folk med fælles interesser samarbejder om at udforme krav og strategier. Dernæst kommer selve beslutningsfasen, hvor alternativer stilles op mod hinanden efter forskellige regler. Og endelig skal beslutningen iværksættes, og tilsigtede så vel som utilsigtede konsekvenser skaber igen nye problemer og opfattelser.

I denne proces fra bevidsthed om et problem til beslutning og iværksættelse, kan deltagerne være enkeltmennesker og/eller organiserede grupper af forskellig størrelse - f.eks. partigrupper på forskellige geografiske niveauer. Sagsforholdet kan være knyttet til rammebetingelser og/eller til mindre justeringer indenfor det etablerede - f.eks. ophævelse af patriarkatet eller pension til husmødre. Processen kan strække sig over lang tid, som f.eks. kampen for almen stemmeret, eller være relativt kortvarig. Den kan omfatte alle eller blot nogle af de nævnte faser. Ofte må den gentages på forskellige niveauer i det politiske system, som når et initiativ fra et lokalsamfund må behandles i kommunalbestyrelsen, før det kan sendes videre til myndighederne centralt.

Politik forstået som en sådan proces foregår indenfor alle sociale systemer. Ikke kun i dem vi kalder politiske. Det er også vigtigt, at de sidstnævnte heller ikke altid er de mest centrale, når det gælder om at definere og fordele værdierne i et land.

For det første har hele den private, økonomiske sektor sine klare politiske sider. Mest enkelt udtrykt ved den værdifordeling - arbejdspladser, løn - der finder sted. Kontrollen over denne sektor er fortsat udenfor flertallets rækkevidde, mens erhvervslivet omvendt stiller en række betingelser til regeringens og de folkevalgtes politik.

For det andet har væksten i offentlig administration - som er øget drastisk i takt med at staten har grebet ind i stadig flere felter af det sociale liv - gjort det stadig mere påtrængende at afdække administrationens politiske rolle overfor de folkevalgte. Den dramatiske stigning i offentlige råd og udvalg efter 1945 - med deltagelse af interesseorganisationerne indenfor erhvervslivet og det øvrige samfund - har rettet søgelyset mod de parlamentariske organers betydning i forhold til de korporative - «stemmer tæller, men ressourcer afgør».

Endvidere begrænses den enkelte stats handlefrihed i større eller mindre grad af forhold i det internationale samfund. Værdier fordeles gennem mange kanaler og processer, men kun enkelte af disse er åbne overfor almindelig deltagelse, indblik og kontrol.

Kvinder og politik

Med den nyere kvindebevægelses fremmarch har en bredere opfattelse af politik vundet genklang. Slagord som «politiser privatlivet» og «det private er det politiske» markerer, at politik ikke kun er knyttet til mænd og «udeområdet», men at den griber direkte ind i dagliglivet. Kvindeundertrykkelse kan ikke ophæves, før kvinder - og mænd - begynder at stille spørgsmålstegn ved det der sker på «hjemmeplanet»: I seksuallivet, i forældre-børn-forholdet, mellem ægtefæller osv.

Formuleringen af dette politikbegreb er et svar på århundrede gamle sexistiske forestillinger om politik. Den er et forsøg på at nedbryde myten om, at kvinders verden er privat og dermed upolitisk. Den er et angreb på ideen om, at kvinder og magtudøvelse ikke hører sammen. Og den er én blandt mange strategier der har til formål at påvise, at det private ikke nødvendigvis er individuelt, men at det for mange netop ofte er fælles og kan danne grundlag for organisering og kollektiv handling.

Dagliglivets politikbegreb er kvindeundertrykkende på flere måder: Når politik knyttes intimt til magtudfoldelse og konflikt, samtidig med at samfundets definition af det mandlige netop omfatter aggression, ligger der et modsætningsforhold indbygget mellem politikerrolle og kvinderolle. Offentlige kvindepolitikere må ofte vælge mellem at spille på deres traditionelle kvindelighed og derigennem risikere at blive karakteriseret som andenrangs politikere, eller at gå ind i politikerrollen som mænd har udformet den, og derved risikere at få deres kvindelighed mistænkeliggjort

Så længe politik overvejende drejer sig om forhold i udeverdenen, og denne samtidig er en mandeverden, bliver politikernes gøren og laden fjern og uvæsentlig for kvinder. Politikkens umiddelbare betydning - bl.a. for hjemmeverdenens underordnede rolle - bliver tilsløret. Når politik forstås på traditionel måde og kvinder fortsætter med at være underrepræsenteret i offentlige organer, bliver kvinder som politiske aktører usynlige i begge køns bevidsthed. Dertil kommer, at de kvinder som faktisk deltager, ofte bliver glemt - hvilket yderligere indskrænker kvinders muligheder for at identificere sig med politik og politikerrolle.

Sager som hovedsagelig angår kvinder, bliver lavt prioriteret af de bevilgende myndigheder. Det kan svække lysten og modet til at deltage på kvindepolitiske præmisser, samtidig med at det forstærker indtrykket af politik som mænds område. Kvinders problemer, behov og interesser forbliver private og skjulte. Men uden forståelse for at der ofte eksisterer en sammenhæng mellem individuelle problemer og forhold udenfor den enkeltes umiddelbare rækkevidde, bliver muligheden og viljen til at organisere sig og deltage i samfundsstyringen dårlig.

Det hele bliver som en ond cirkel: Kvinder må deltage i alle de processer og organer som fordeler goder og byrder i samfundet og være med til at tage de afgørende beslutninger om rammerne for samfundsudviklingen. Men samtidig er et af kendetegnene ved patriarkatet et politikbegreb, som kun omfatter mænd, som hæmmer kvinders politiske bevidsthed og som tilslører vore interesser i udesfæren. Det bidrager til at bekræfte myten om, at kvinder ikke er interesseret i politik, og at de undlader at deltage for at ændre deres situation.

Der har aldrig hersket fuld enighed om, hvad politik betyder. Heller ikke kvindebevægelsens politikbegreb er modtaget med velvilje. Det at definere politik, er i sig selv politik.

B.Hal.


Litteratur

B. H. Albrektsen: Kvinder og politisk deltakelse, Oslo 1977.