Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arbejdsskader kan groft sagt karakteriseres som skader, der er opstået umiddelbart (ulykker) eller som følge af en langtidspåvirkning (erhvervssygdomme) på arbejdet. I Danmark behandles sådanne sager af Arbejdsskadestyrelsen. Arbejdsgiverne er forpligtiget til at tegne en forsikring, der dækker tilskadekomst, hvis arbejderne kommer til skade. Forsikringen dækker ved ulykker og ved erhvervssygdomme. Det er i praksis vanskeligt, at få anerkendt enhver form for tilskadekomst og erhvervssygdomme, der stammer fra arbejdet. Hvor mange der anerkendes er i høj grad afhængig af aktiviteten fra fagbevægelsens side og i sidste ende et udtryk for klassestyrkeforholdet. Antallet af anerkendelser må derfor ikke tages som et udtryk for, hvor mange arbejderne der skades eller nedslides af arbejdet. Hvis man skal vide dette, er det langt bedre at spørge arbejderne selv - evt. kombineret med undersøgelser af arbejdsmiljøet.

Arbejdsulykker

En arbejdsulykke vurderes ud fra et forsikringsretsligt princip. Dette betyder, at der skal ske en pludselig udefra-kommende begivenhed, som er uden for ens egen vilje. Konsekvensen af dette er, at der eksisterer et gråzoneområde, hvor Arbejdsskadestyrelsen har mulighed for at skønne. I de seneste år har dette medført, at lang færre arbejdsulykker er blevet anerkendt. Især er der sket et alvorligt skred indenfor de erhvervsgrupper, der har med mennesker at gøre. Det betyder, at en sygehjælper der vender en patient i sengen skal kunne forudse, at patienten kan komme med et spjæt og dermed forudse, at en begivenhed indtræder. Iflg. Arbejdsskadestyrelsen er sygehjælperen derfor ikke udsat for en arbejdsulykke og dermed ikke berettiget til erstatning.

I praksis betyder dette, at arbejderne i en række situationer ikke er dækket af deres arbejdsgiveres forsikring, hvis de kommer til skade på arbejde.

Erhvervssygdomme

Anerkendte erhvervssygdomme står på erhvervssygdomslisten. Sygdomme der står på denne, kan administrativt behandles af Arbejdsskadestyrelsen. Sygdomme som ikke står på listen kan forelægges for erhvervssygdomsudvalget. Det drejer sig f.eks. om museskader og psykiske skader. Erhvervssygdomsudvalget består af eksperter, repræsentanter fra Arbejdsskadestyrelsen samt repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagerside.

Arbejdet i erhvervssygdomsudvalget er yderst politisk og bærer præg af studehandler mellem parterne. Dette sker under dække af tekniske og komplicerede diskussioner, om hvornår f.eks. en given medicinsk sammenhæng er tilstrækkeligt bevist og om hvorvidt der er overensstemmelse med arbejdsgiverens udsagn og arbejderens udsagn mv.

Dette betyder i praksis, at arbejdere med samme type job og samme type erhvervssygdom kan blive tilkendte henholdsvis berettiget og ikke berettiget til erstatning. Gennemskueligheden vanskeliggøres yderligere af, at referaterne fra erhvervssygdomsudvalgets møder er interne arbejdspapirer - og dermed ikke er offentlig tilgængelige.

En lang række erhvervssygdomme anerkendes ikke af Arbejdsskadestyrelsen. Det gælder f.eks. museskader, en række kræftlidelser samt psykiske lidelser der skyldes nedslidning.

Lovens udvikling.

Siden 1898 har der eksisteret en lov vedr. forsikring mod arbejdsulykker og senere af arbejdsbetingede lidelser. Loven fra 1898 - «Lov om Arbejderes Forsikring mod Følger af Ulykker» dækkede «arbejdere, ulønnede lærlinge samt tilsynsførende med en årsløn under 2400 kr». Loven dækkede som udgangspunkt arbejdere på særlig farlige fabrikker - dvs. med kontakt til farlige maskiner.

Derudover var arbejdere indenfor større udendørs byggeri, stenbrud, skorstensfejning, skibsværfter, større anlægsarbejder, arbejde med lastning og lodsning, kloak, gas- og vandledningsarbejde omfattet af loven.

I 1916 blev loven revideret og loven omfattede nu også kortvarige skadelige påvirkninger af højest nogle få dages varighed. Dette åbnede mulighed for erstatning for stærk kulde- og varmepåvirkning samt smitte.

I 1933 revideres loven og her kommer erhvervssygdommene med ind i loven. Det var dog kun fem erhvervssygdomme, der umiddelbart blev indskrevet i et skema til selve loven. Det var: blyforgiftning, kviksølvforgiftning, miltbrandinfektion, kroniske- og kronisk tilbagevendende hudsygdomme fremkaldt af eksotiske træsorter samt lungesygdomme, der skyldtes indånding af stenstøv og mineraler. Under behandlingen af lovforslaget kom silikose (lungesygdom, der skyldes indånding af støv med krystallisk siliciumdioxid - f.eks. kvarts) også med på listen.

Siden 1970'erne - hvor der har været øget fokus på arbejdsmiljø, udbygning af arbejdsmiljøapparatet samt oprustning i fagbevægelsen via ansættelse af miljøkonsulenter og socialrådgivere - er der sket en støt stigning i antallet af anmeldte arbejdsskader. Udviklingen over de seneste ca. 25 år ser således ud:

Årstal	Anmeldte erhvervssygdomme	Anmeldte arbejdsulykker	Ialt
1975	442	13.383	13.825
1980	4.051	18.567	22.618
1985	8.786	18.641	27.427
1990	13.210	23.626	36.836
1995	15.856	24.879	40.735
1998	14.235	19.500 (1597)	35.332
Anmeldelser til Arbejdsskadestyrelsen. Tabellen er til dels taget fra «Arbejdsskadeforsikringsloven gennem 100 år» dels fra «Statistikhæfte for Arbejdsskadestyrelsen 1998». Parantesen ved arbejdsulykker i 1998 er antallet af pludselige løfteskader. Statistikken for 1998 er ikke den endelige, idet arbejdsulykker sket i 1998 som evt. først anmeldes i løbet af 1999 vil blive placeret i 1998: det år ulykken skete. Antallet af arbejdsulykker er derfor højere.

Sagsbehandlingen har betydet, at der er sket en betydelig professionalisering af arbejdsskadeområdet. Arbejdsskadeområdet bærer på dette plan således præg af megen teknik og meget lidt politik. Det er yderst sjældent, at der er en forbindelse mellem arbejdsskadearbejdet og det forebyggende arbejde. Ligeledes er det vanskeligt, at politisere arbejdsskadeområdet, idet det er embedsmænd der er ansat og ikke valgte faglige repræsentanter, der arbejder med området.

I 1986 lykkedes det Fagbevægelsen efter mange års politisk pres, at få anerkendt hjerneskader fra organiske opløsningsmidler, og i 1990 lykkedes det efter 10 års kamp syerskerne at få nedslidning af skulder/nakke sat på erhvervssygdomslisten.

Loven blev ændret i 1996, hvor pludselige løfteskader kom med ind i loven. De kom med som et forsøg på at kompensere for det uheldige ulykkesbegreb, der i praksis betyder, at en del ikke får anerkendt deres skade. Kriterierne for anerkendelse af en skade som en pludselig løfteskade er imidlertid så stramme, at der i praksis er meget få, der får den anerkendt. I 1998 var der i alt anerkendt 26 pludselige løfteskader - selvom det reelle skadeantal (alene 1.597 anmeldte) er langt højere.

I 1999 er lænderyglidelser kommet på erhvervssygdomslisten; undtaget er dog skader fra personløft, som stadig skal behandles i erhvervssygdomsudvalget. Om dette er en fordel eller en ulempe, er der delte meninger om. Når en lidelse først er kommet på listen, er det vanskeligt at få ændret på kriterierne. Det kan frygtes, at de er for stramme, og at der er så mange parametre med, at det bliver vanskeligt at få alle med i de beskrivelser af arbejdet, der er nødvendige for en anerkendelse.

I sidste ende handler erkendelsen - og anerkendelsen - af arbejdsskader i højere grad om klassestyrkeforholdet og dermed om aktiviteten på arbejdspladserne og i fagbevægelsen generelt end om medicin.

J.H.