Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bryggeriarbejderne blokerer Hans Knudsens Plads og Lyngbyvejen i København i sympati med buschaufførerne under HT-konflikten i 1984. Blokaden bragte det borgerlige Danmark i koma, og 60 bryggeriarbejdere blev i første omgang dømt efter den milde terrorisme paragraf i byretten. Dommen blev senere omstødt i Højesteret.

Samfundsklasser dannes ud fra konflikterne om fordelingen af goderne i et samfund. I den udviklede kapitalisme er penge, magt og kundskaber de vigtigste sociale ressourcer. Forholdet mellem klasser kan enten have form af passive modsætninger eller aktive konflikter. Kun i det sidste tilfælde er det berettiget at tale om klassekamp. Der er flydende overgange mellem klassekamp og andre interessekonflikter mellem sociale grupper.

Alment kan man skelne mellem tre forskellige former for klassekamp: interessekamp, magtkamp og udskillelsesprocesser. Skellet mellem interessekamp og magtkamp svarer til skellet mellem defensiv og offensiv eller koorporativ og hegemonisk klassekamp. I den marxistiske tradition blev disse begrebspar knyttet til hhv. økonomi og politik. Fagforeningerne skulle tage sig af de kortsigtede økonomiske krav, mens arbejderklassens parti skulle arbejde på lang sigt for en magtovertagelse for at omdanne det politiske system. I de udviklede kapitalistiske lande er der ikke længere grundlag for en sådan opdeling mellem økonomisk og politisk kamp. Økonomiske beslutninger og politisk styring er ofte umulige at skelne fra hinanden, og der har vist sig vanskeligt for et parti at kan skabe ændringer i det politiske system, samtidig med at det deltager i det.

Økonomiske interessekonflikter mellem arbejdstagere og kapitalister kommer til udtryk i form af forhandlinger om lønningernes størrelse. Arbejdstagernes styrke ligger i organisering og i muligheden for at lamme arbejdsprocessen gennem strejker eller andre aktioner. Kapitalisterne kan ty til lockout, men det sker sjældnere. Ud over lønforhandlingerne kan kapitalisterne presse lønomkostningerne ned gennem rationalisering og arbejdsbesparende teknologi. Dette kan føre til reduceret beskæftigelse, enten i form af fyringer eller ved «naturlig afgang». Interessekampen føres først og fremmest gennem de store organisationer. På grund af de samfundsmæssige konsekvenser af udfaldet går staten ofte ind som en aktiv deltager i forhandlingerne. Det at parterne er organisationer, gør det muligt for interessegrupper uden en direkte forhandlingsmodpart at tage del i kampen om ressourcefordelingen. Det gælder f.eks. i landbrugskampene, som er forhandlinger mellem staten og landbrugsorganisationerne.

Kamp om magt er i først række en kamp om kontrol med de rammer, som interessekonflikterne udkæmpes indenfor. Det indbefatter magt til at bestemme, hvad der egentlig er kampens tema, hvem der retmæssigt skal deltage i forhandlingerne, hvilke regler der skal gælde for forhandlingerne og hvilke arenaer de skal ske på. De centrale lønforhandlinger er ikke blot en strid om kroner og procenttillæg, men også om selve forhandlingsformen: Skal de ske forbundsvis, samlet eller gennem en statslig «pakke»? I disse temaer kommer vigtige sider af parternes styrke frem. De mest vidtrækkende konsekvenser ligger i spørgsmålet om, hvem der er retmæssig parter. Hvis Dansk Arbejdsgiverforening blev nægtet deltagelse i lønforhandlinger, ville der faktisk være sket en revolution.

Udskilningsprocesserne er vigtigst, når det gælder om at opretholde klasseforhold og føre dem videre fra generation til generation. En række institutioner i det kapitalistiske samfund er baseret på formel lighed i behandlingen af deltagerne. Hvis deltagerne på forhånd stiller med forskellige ressourcer, vil ligebehandling favorisere de stærke. Skolen som er domineret af det urbane mellemlags sprog og værdier, viser tydeligt dette. De børn der står længst væk fra denne kultur, bliver også sorteret fra først. At det drejer sig om faktiske interesser som bliver udkæmpet, og ikke kun utilsigtede bivirkninger viser sig, når der bliver taget initiativ til skolereformer, der truer med at svække det borgerlige overtag. Så slår den passive accept af et system der skaber ulighed om og bliver til aktiv kamp for at bevare et mønster, som har vist sig at være til fordel for borgerskabets børn.

I praksis er modsætningsforholdene mellem klasser ofte flertydige. Det hænger sammen med flere forhold. 1. De fleste grupper i konflikt har samtidig fælles interesser. Arbejdere og kapitalister kæmper om lønningernes størrelse, men begge parter kan dele ønsket om øget produktion. 2. Når klassekamp udkæmpes gennem organisationer, opstår der ofte et interessefællesskab mellem organisationseliterne og modsætninger mellem top og bund i organisationerne. 3. Uligheder i ressourcer genskabes gennem deltagernes handlinger og ikke kun gennem tvang eller strukturelle mekanismer. Disse processer gør, at klassemodsætninger har været vanskelige at ophæve.

F.E.