Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Ønsketænkning er at lade sin opfattelse af faktiske forhold påvirkes af, hvordan man ønsker forholdene skal være. En almindelige form for ønsketænkning er rationalisering, hvor man fortolker virkeligheden, således at det bliver muligt at forklare et nederlag e.l. på en måde, man kan acceptere. En anden form er ubegrundet optimisme, hvor man tror, at et ønsket mål lettere lader sig realisere, end der faktisk er grundlag for. En speciel form for ønsketænkning er selvbedrag, hvor man i en eller anden forstand formår at skjule noget for sig selv, man egentlig ved.

Men ikke al ønsketænkning er selvbedrag. Dette kommer bl.a. til udtryk, når ønsketænkningen leder til en holdning, som er velbegrundet nok; Det er da ikke holdninger, der er noget i vejen med, men måden den er blevet til på. Hvis en person tror, at han snart vil blive forfremmet, og i og for sig har gode grunde til at tro dette, kan hans tro afsløres som ønsketænkning, hvis den består, også efter at de gode grunde falder bort. Ved selvbedrag vil der derimod altid være en afstand mellem det en person ledes til at tro af ønsketænkningen, og det han «inderst inde» godt ved.

Tæt knyttet til ønsketænkningen er den proces, hvor man tilpasser sine ønsker til det mulige. Når ræven i fabelen sagde om bærrene, at «de og sure», kan det opfattes både som ønsketænkning - den tillagde bærrene andre egenskaber, end de faktisk har - eller som udtryk for, at den tilpassede sine ønsker til det, der var indenfor rækkevidde. En vigtig forskel mellem disse to processer er, at ønsketænkning aldrig kan være fornuftig, mens der derimod kan være gode grunde til at tilpasse sine ønsker til det man kan få. Både stoisk og buddhistisk filosofi lægger stor vægt på denne bevidste karakterplanlægning, som må skelnes skarpt fra den ikke-bevidste tilpasning, som sker «bagom ryggen på» personen.

Frygten for ønsketænkning kan være lige så forstyrrende som ønsketænkningen selv. Mange af vore vurderinger er et slags kompromis mellem vor tendens til ønsketænkning og vor frygt for ønsketænkning. Men der er ingen grund til at tro, at dette kompromis overvejende vil ligge i nærheden af den bedst begrundede holdning.

J.E.