Buddhismen er sammen med kristendommen og islam den største af verdensreligionerne. Buddhismen opstod i Indien i det 5. århundrede f.v.t. og var oprindeligt én blandt mange religiøse protestbevægelser rettet mod hinduismens ritualdyrkelse og kasteprivilegier. Buddhismen var tidligt en aktivt missionerende bogreligion der satte sit præg på kultur, politik og socialt liv i Sydasien helt frem til i dag.

Buddhismen har to hovedformer. Den sydlige gren, Theravada eller Hinayana er dominerende i Sri Lanka, Myanmar, Thailand, Cambodia og Laos. Den nordlige gren, Mahayana, er dominerende i Tibet, Kina, Korea, Japan og Vietnam. Theravadaskolens hellige skrifter, Tripitaka, fremstiller læren, religionsstifterens liv og buddhismens tidligste historie. Mahayanaskolens skrifter omfatter Tripitaka og har derudover en række egne skrifter.

Buddhismen har gennem historien ikke haft nogen central organisation eller et forpligtende læresystem. Religionssamfundet har været meget tilpasningsdygtigt. Dets egenart består, uafhængigt af de lokale udformninger, i en klar todeling: På den ene side munkesamfundet, Sangha, på den anden side lægfolket. Sangha omfatter også nonner, og nonneordener eksisterer fortsat i nogle buddhistiske lande, men har aldrig spillet nogen fremtrædende rolle.

Sangha og lægfolket har gensidige forpligtelser: Lægfolket skal sørge for munkenes materielle behov. Munkene skal forkynde læren for folket. buddhismen forudsætter også samarbejde og gensidige forpligtelser mellem Sangha og de politiske magthavere. Gennem historien finder vi en række egenartede udformninger af forholdet mellem staten og Sangha. I vore dage har Sangha bl.a. fungeret som en nationalistisk enhedsfaktor overfor kolonimagterne.

Religionsstifteren, Siddharta Gautama Buddha, (ca. 500 f.v.t.) er en historisk person. Buddha, «den Oplyste», er imidlertid en ærestitel, ikke et egennavn. Målet er, at mennesket selv skal blive «oplyst» ved at følge den vej, Buddha har udpeget. Theravadabuddhismen har ingen lære om en gud, der skaber og styrer verden, eller om at mennesket trænger til guds hjælp for at blive frelst. Mennesket er af natur ikke syndig, men holdes fast i denne verden gennem et uendeligt antal genfødsler, så længe det er uvidende om sin egentlige natur. Den nødvendige viden udtrykkes gennem «de fire ophøjede sandheder»: 1) om lidelsen, 2) om lidelsens baggrund, 3) om lidelsens ophør, og 4) om den ottefoldige vej til lidelsens ophør. Det centrale begreb, «lidelse» (dukkha) kan også gengives ved begrebet «ufuldkommen eksistens». buddhismen benægter ikke oplevelser af glæde og tilfredshed i dette liv, men lærer at alt dybest set er utilfredsstillende, fordi det er foranderligt. Dette gælder både synet på verden og på mennesket. Mennesket har ingen uforanderlig kerne, en sjæl, der kan leve evigt.

Buddhismen giver sin egen særprægede fremstilling af de indiske tanker om handlingens konsekvenser (karma), om genfødslen (samsara) og om at frelsen (Nirvana) består i at standse rækken af genfødsler (se Hinduismen). Ideelt set kan mennesket ved askese og meditation nå ind i Nirvana. I praksis bliver dette opfattet som et så vanskeligt mål at nå, at det ikke længere er muligt for nogen, hverken asketen eller lægmanden, at nå frelsen før den nye Buddha, Maitreya, kommer en gang i fremtiden. Den religiøse målsætning er altså først og fremmest rettet mod en livsførsel, der skal skabe mulighed for stadig bedre genfødsler. Nogle mennesker er bedre egnet end andre til at virkeliggøre de buddhistiske idealer om indre frigørelse. Dette bliver samtidig udgangspunkt for sociale forskelle. En mand har et overlegent udgangspunkt overfor en kvinde. En munk står bedre rustet end en lægmand. Kvinder har deres muligheder for frelse knyttet til håbet om at genfødes som mand. Lægmanden kan, ved at opfylde sine forpligtelser, genfødes som munk. Kvinder har lav religiøs og social status, men samtidig må den egenartede personopfattelse understreges: Køn og social/religiøs status er konsekvensen af det tidligere livs fortjenester eller fejlgreb og kan ændres i kommende tilværelser.

Den nordlige gren, Mahayana, fik sin klassiske udformning omkring vor tidsregnings begyndelse og har udviklet andre særtræk end Theravada. Mahayana er inddelt i en række skoler - flere af betydelig religionsfilosofisk interesse. Som et fællestræk ved Mahayana kan nævnes betydningen af gudetro/kult og tanken om guds nåde som afgørende for frelse.

Det er usikkert hvor mange buddhister der findes i dag, men man regner med et antal mellem to og fire hundrede millioner.

K.V.