 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Ørken er betegnelse for landområder med ringe nedbør, men med høj temperatur og fordampning. Vegetationen er meget sparsom eller slet ikke til stede.
Som en grov regel kan en sige, at tørre varme områder som har en årsnedbør på mindre end 250 mm er ørkener. Men også andre forhold som terrænform, jordbund, vind og variation i temperatur og nedbør bidrager til at afgøre forekomsten af ørken.
De vigtigste ørkener findes i de stabile højtryksbælter fra 15 til 35º nord og syd for ækvator - især i de centrale og vestlige dele af store kontinenter. Der løber et stort sammenhængende ørkenområde gennem Sahara over den arabiske halvø til det sydlige Iran og Pakistan. Andre ørkenområder findes i det vestlige USA, ved den sydamerikanske Stillehavskyst, i Namibia og de vestlige og centrale dele af Australien. Gobiørkenen i Mongoliet indtager en speciel placering i forhold til de andre, ved at den ligger mellem 35 og 50º nord - i regnskyggen af Himalaya.
Overfladen i ørkener kan bestå af bjerge, grove sten, grus, sandbanker, ler eller en hård jordskorpe med udfældet salt. Ørkenjorden er ofte grovkornet og fattig på humusstoffer. Med undtagelse af områder langs tørlagte flodlejer og lavtliggende sletter er den dårlig egnet til opdyrkning.
Det diskuteres, i hvilken grad klimaet eller menneskenes udnyttelse af naturen er den vigtigste faktor bag ørkenernes spredning. Der findes eksempler på langsigtede klimavariationer på jorden over tusinder af år, som forekommer uafhængigt af menneskelig aktivitet, men som sandsynligvis er forårsaget af variationer i indstrålingen fra solen og den globale luftcirkulation. Men afbrændingen af skov, overgræsning og intensiv dyrkning i tørre områder giver ørknerne mulighed for spredning, langt ud over det der er «naturlig ørken». Man kan tale om «falske ørkener» skabt af mennesket.
Kunstvanding i ørkennære områder kan fremme spredningen. Både ved at grundvandet synker og ved saltudfældning i jordskorpen ved ufornuftig drift. Agerbruget er i mange tilfælde trængt ind i områder, som tidligere var brugt af nomader, og har skubbet disse ud i dårligere græsningsområder med erosion og ørkendannelse til følge. Brøndboring som giver vand til husdyr, har ofte medført en hastig øgning af bestanden og dermed et stærkt pres på græsgangene. Dette har haft katastrofale følger - både for husdyrflokken og for ressourcegrundlaget i tørre år.
Alene i løbet af de seneste 20-30 år mener mange at kunne observere, hvordan ørknerne - især Sahara - har udvidet sig. Selv om en denne påvisning betvivles af andre, er der stor enighed om, at ørkendannelsesproblemerne er prekære, og kan medføre en alvorlig trussel for verdens fødevareforsyning i fremtiden. FN's konference om ørkendannelse i Nairobi i 1977 konkluderede, at en mere omfattende kortlægning af ørkendannelsen var nødvendig, samt effektive modforholdsregler som skovplantning, vandforsyning og andre udviklingstiltag.