 |
|
 | ||||||||||||
Øgruppe bestående af næsten 100 øer og skær i Sydatlanten. Til området hører desuden øgrupperne Georgias, Sandwich og Shetland. Den består af to hovedøer: Soledad mod øst og Gran Malvina mod vest adskilt af San Carlos kanalen. Kystområdet er ujævnt og det indre af øerne bjergfyldt. Soledad er den mest befolkede ø, og her findes også hovedbyen, der huser mere end halvdelen af befolkningen. Den vigtigste økonomiske aktivitet er fåreavl. Det formodes, at Malvinas rummer olie i undergrunden, og desuden er der mulighed for kommerciel udnyttelse af forekomsten af krebsdyr - krill. Øgruppens beliggenhed tæt ved Antarktis giver den en strategisk betydning.
Folket: 3.000 efterkommere af engelske indvandrere (2005)
Religion: De fleste er anglikanske protestanter. Andre protestantiske retninger og den katolske kirke udgør en minoritet.
Sprog: Engelsk
Hovedstad: Port Stanley (Puerto Argentino), 2.000 indb. (2000)
Regering: Britisk koloni. Nigel Phillips, guvernør siden september 2017, udpeget af Storbritannien. Det lovgivende råd har 10 medlemmer, hvor af 2 udpeges af Storbritannien og 8 vælges for en fireårig periode. Ved valget i november 2005 vandt uafhængige kandidater alle 8 pladser.
Væbnede styrker: 4.000 soldater fra Storbritannien siden juni 1982.
Øerne der ikke rummer nogen oprindelig befolkning, blev første gang set i det fjerne fra en spansk båd og blev i det 18. århundrede døbt «Malouines» af franske fiskere til ære for havnen Saint-Malo. I 1764 grundlagde Louis-Antoine Bougainville byen Port-Louis på øen Soledad. Spanien protesterede og Frankrig anerkendte de spanske rettigheder. Englænderne grundlagde samme år Port Egmont, der i 1767 blev omdøbt til Puerto Soledad, da englænderne overlod øerne til Spanien formedelst 24.000 £. England havde siden 1690 kaldt øerne «Falklands».
Kort efter sin selvstændighed i 1820 udpegede Argentina Daniel Jewit som den første guvernør på Malvinas. I 1831 udpegede Buenos Aires Vernet til guvernør, og denne opbragte samme år to nordamerikanske skibe for ulovligt fiskeri. En nordamerikanske eskadre der besøgte Sydamerika tog hævn over denne form for «pirateri» ved at ødelægge alle huse og militære installationer i Puerto Soledad. Den 3. januar 1833 ilandsatte den britiske korvet «Clio» settlere på øerne, uden at den sparsomme lokale garnison var i stand til at hindre det.
Siden afslutningen på 2. verdenskrig har FN's Afkolonialiseringskomite haft Malvinas øgruppen på sin liste over «ikke-autonome» områder samt besluttet, at princippet om folkenes selvbestemmelse ikke finder anvendelse for øgruppen, selvom dens indbyggere er britiske statsborgere, der er direkte afhængige af centralmagten. Anerkendelsen af Argentinas overhøjhed var derfor implicit den juridisk eneste mulige løsning på denne koloniale situation.
Den 2. april 1982 besatte argentinske styrker Malvinas. Efter 2 måneders kampe og mere end 1000 dræbte, blev det britiske flag atter hejst over øerne.
Ved begyndelsen af sin regeringsperiode genetablerede Argentinas præsident Menem relationerne med Storbritannien, men det vanskelige spørgsmål om overherredømmet over øgruppen var fortsat uløst. Under sit første officielle besøg på Malvinas erklærede den daværende engelske udenrigsminister Douglas Hurd, at øerne skulle forblive under engelsk overherredømme. I november 1991 gav Storbritannien guvernøren på Malvinas tilladelse til at indgå aftaler med selskaber om udforskning og udvinding af olieforekomster indenfor øgruppens kontinentalsokkel.
I marts 1994 anklagede den argentinske forsvarsminister de britiske styrker for mordet på 2 argentinske soldater i overtrædelse af Genevekonventionen om behandling af krigsfanger. Der findes fortsat 15.000 ueksploderede miner på øerne.
I september 1995 indgik præsident Menem og daværende britiske premierminister John Major en aftale i FN, efter hvilken de to lande i fællesskab udnytter den vestlige del af øerne, hvor grænsen mellem de to lande går.
Det nordamerikanske olieefterforskningsselskab Amerada Hess offentliggjorde i maj 1998 tilstedeværelsen af «mindre olierester» under en boring i havet 120 mil nord for øerne.
I anledning af 20 årsdagen for krigen udtalte Argentinas præsident Eduardo Duhalde i 2002, at Argentina fortsat havde til hensigt at opnå suverænitet over øerne, men ikke ved magt men derimod «tålmodighed og udholdenhed».
FN's afkoloniseringskommission krævede i juni 2004, at Argentina og Storbritannien satte sig til forhandlingsbordet for at forhandle øerne fremtid og dermed afslutte 171 års disput om suveræniteten over øerne.
I juni 2005 blev den første bog om Storbritanniens officielle historie om konflikten med Argentina offentliggjort. Iflg. forskellige tolkninger var Argentinas territorialkrav på øerne «meget tæt på at være fuldstændig legitime», hvilket udløste fornyet debat om Storbritanniens overherredømme over øerne.
Ved en mindehøjtidelighed i maj 2006 for 24 året for krigen om øerne erklærede den argentinske indenrigsminister, Aníbal Fernández at Argentina «engang» vil genvinde øerne.
FN's afkoloniseringskomite opfordrede i juni 2007 Argentina og Storbritannien til at genåbne forhandlingerne om en fredelig løsning på konflikten om øerne.
De britiske myndigheder fejrede i april 2012 30 årsdagen for sejren over Argentina.
I marts lod de britiske myndigheder gennemføre en folkeafstemning om det fremtidige tilhørsforhold. 99,8% stemte for at forblive en britisk koloni.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||