Befolkning 45,1 mio. Valuta Argentinske pesos Areal 2.766.889 Km2 Hovedstad Buenos Aires Befolkningstæthed 13,3 indb./Km2     HDI placering 47

I den vestlige del af landet løber Andesbjergkæden fra syd til nord. Ved foden af Andesbjergene findes en række frugtbare landbrugsområder, der er baseret på kunstvanding. Her dyrkes sukkerrør og citrusfrugter i nord og vindruer i de centrale dele. Øst for Andesbjergene breder sletterne sig ud: I nord Chacosletten der har subtropisk klima og hvor der dyrkes bomuld. I landets centrale egne findes Pampassletten der har frugtbare og dybe jorde, tempereret klima og som er præget af fåre- og kvægdrift samt dyrkningen af hvede, majs, soja og hø. I den sydlige del findes Patagonia, der er en gold og kold lavtliggende højslette med steppe. Den er præget af fårehold og udvindingen af olie. Argentina kræver endvidere overherredømme over Malvinas (Falklands) øgruppen i det sydlige atlanterhav udfor Tierra del Fuego (Ildlandet) og nord for Antarktis. Udledningen af ubehandlet spildevand har forværret forureningen af adskillige floder - især Matanza-Riachuelo i Buenos Aires. Et andet alvorligt økologisk problem er den stigende jorderosion, især i den nordlige del af den fugtige Pampas.

Folket: Størstedelen af den argentinske befolkning er efterkommere af europæiske emigranter - specielt fra Italien og Spanien - der i stort antal ankom i perioden 1870-1950. Blandt dem Latinamerikas største jødiske samfund. Ifølge uofficielle opgørelser består den oprindelige befolkning af 447.300 mennesker fordelt på 15 folk og 3 blandingsgrupper. De er især koncentreret i den nordlige og sydvestlige del af landet samt slumkvarterene i de større byer. Mapucherne, Kollas og Tobas er de største etniske grupper. De oprindelige folk helt i syd, i øst og i den centrale del af landet er ved at være udryddet.

Religion: Katolsk (92%, officielle religion). Desuden protestantiske, evangeliske, jødiske og muslimske minoriteter.

Sprog: Spansk. En lille del af befolkningen taler quechua, guaraní og andre af de oprindelige folks sprog.

Politiske partier: Partido Justicialista (PJ, peronistpartiet); Alianza Electoral (Valgalliancen) er en koalition bestående af Unión Cívica Radical (UCR, Den radikale civile Union) og Frepaso, der igen er en koalition bestående af ex-kommunister, socialister, uafhængige, Partido Intransigente samt ex-peronister, Izquierda Unida og Partido Socialista Popular (Det folkesocialistiske Parti); Alternativa para una República de Iguales (ARI); Frente para el Cambio / Polo Social (FC); Autodeterminación y Libertad (AL); Alianza del Centro Liberal (Den liberale centrumsalliance), bestående af partierne Demócrata Progresista, Autonomista, Federal, Demócrata, Modin (nationalistisk), Unión de Centro Democrático (UCeDé) og Fuerza Republicana (Republikansk Styrke) - de 3 sidstnævnte knyttet til 80'ernes militærdiktatur; Partido Humanista; Movimiento al Socialismo; Partido Socialista Auténtico; Partido Comunista; Movimiento Socialista de los Trabajadores (MST); Convergencia Socialista (CS).

Sociale organisationer: Confederación General del Trabajo (CGT, landets LO), af peronistisk observans, blev dannet i 1930. Som konsekvens af den nuværende regerings økonomiske og faglige politik er den delt i 3 fraktioner. Central de Trabajadores Argentinos (CTA). Madres de Plaza de Mayo (forskellige tendenser). Federación Agraria Argentina. Federación Universitaria Argentina. Movimiento Ecuménico por los Derechos Humanos. Pueblos Indígenas.

Officielt navn: República Argentina

Administrativ inddeling: 4 regioner med 23 provinser, Distrito Federal de Buenos Aires (Hovedstadsområdet) og Territorio Nacional de Tierra del Fuego (Ildlandets Nationalterritorium).

Hovedstad: Buenos Aires, 13.356.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: Córdoba, 1.521.700 indb.; Rosario, 1.339.100 indb.; Mendoza, 957.400 indb.; La Plata, 813.800 indb. (2000).

Regering: Præsidentstyre. Alberto Fernández, præsident siden december 2019. Den lovgivende Forsamling (Congreso Nacional) er et tokammersystem bestående af deputeretkammeret (med 257 medlemmer) og senatet (med 72). Hver provins og hovedstadsområdet har 3 pladser i senatet.

Nationaldag: 25. maj (Revolutionen 1810), 9. juli (Uafhængighed 1816)

Væbnede styrker: 67.300 (hæren 60%, flåden 26,8% og luftvåbnet 13,2%)

Paramilitære styrker: 18.000 (Gendarmeriet)

 

Prekoloniale folkeslag

To store befolkningsgrupper beboede i starten af det 16. århundrede det område, der i dag er Argentina: Patagonerne og Andinerne. I den første gruppe fandtes folkeslagene tehuelches, rehuelches, rampas, matacos og guaycurúes. De to sidstnævnte havde udviklet landbrugssamfund med stabile bosteder. De førstnævnte var jægere og nomadiske samlerfolk. Patagonerne fandtes både i syd, de mellemste dele og i nord. Andinerne bestod af følgende folkeslag: Rehuenches antiguos, rehuelches algarroberos, huerpes, diaguitas, capayanes, omahuacas og patamas. Kontakten med inkaerne havde medført en perfektionering af deres landbrug, herunder anvendelsen af terrasser og kunstvanding. De holdt lamaer som husdyr og handlede i vest og nordvest. Som følge af de spanske erobringstogter i det 17. og 18. århundrede emigrerede araucan folket fra Chile til de centrale og sydvestlige dele af det nuværende Argentina med en efterfølgende «araucanisering» (mapuche) af befolkningen i denne region.

De spanske erobringstogter i det 16. århundrede bragte i 1502 Américo Vespucio og i 1516 Juan Díaz de Solís til den flodmunding, som de døbte Río de la Plata (Sølvfloden) til ære for det metal de søgte - men ikke fandt. I 1526 oprettede Sebastián Gaboto et fort ved udmundingen af floden Carcarañá - den første kolonialbebyggelse i det der i dag er Argentina. For at bremse portugisernes fremmarch sendte Spanien Pedro de Mendoza til områder. Det skete på grundlag af udstrakte politiske og økonomiske privilegier til conquistadoren (erobreren). I 1536 oprettede de Mendoza en lille landsby, Santa María del Buen Aire, der dog allerede blev opgivet i 1541, da den ikke kunne modstå indianernes belejring.

Spanien indtog nu Asunción (nuværende Paraguay) og gjorde byen til udgangspunkt for erobringstogterne. En række byer i det nuværende Argentina blev grundlagt: Santiago del Estero, Córdoba, Santa Fe og i 1580 blev Buenos Aires for anden gang grundlagt. Denne havneby blev hurtigt et handelsmæssigt og politiske strategisk centrum for Spanien. I 1776 oprettedes vicekongedømmet Río de la Plata med hovedstad i Buenos Aires. Det dækkede de nuværende lande Chile, Bolivia, Paraguay, Argentina og Uruguay. Det stærke handelsborgerskab der udvikledes i Buenos Aires var venligt stemt overfor frihandel og var drivende i den revolutionære bevægelse i 1810, der oprettede De forenede Provinser Río de la Plata og knuste vicekongedømmet, som de beskyldte for manglende troskab overfor halvøen, der på den tid var besat af Napoleons tropper. De forenede Provinser Río de la Plata besluttede sig i 1816 for uafhængighed, da det viste sig at den nyligt indsatte spanske monark Fernando VII og hans politik ikke var forenelig med den institutionelle og kommercielle liberalisme, som lokalregeringen i Buenos Aires stræbte imod. General José de San Martín organiserede de hære, der knuste de kongetro styrker og bidrog afgørende til Chiles og Perus uafhængighed.

De oprindelige folkeslag i Argentina var imidlertid endnu ikke nedkæmpet. De havde ført kampe mod de spanske erobrere og så sent som i 1878 gennemførte den argentinske hær sit «la conquista del desierto» (erobringen af ørkenen) mod de oprindelige folk i Patagonien. Et felttog der førte til patagonernes næsten fuldstændige udryddelse.

Afhængigheden af England ... og USA

Den formelle politiske uafhængighed indebar imidlertid ikke nogen afgørende forandringer i den økonomiske struktur - hverken i Argentina eller i de andre latinamerikanske lande. Efterhånden som verdenshandelen øgedes, blev Buenos Aires en stadig vigtigere havneby, hvor sølv fra minerne i Bolivia og kød samt skind fra de enorme argentinske sletter udgjorde de vigtigste eksportartikler. Samtidig anvendte England byen som marked for den store produktion af tekstiler fra tekstilindustrierne i England. Denne import smadrede hurtigt den tekstilproduktion, der tidligere var foregået lokalt i de indre dele af Argentina. Kun mellemhandlerne - specielt handelsborgerskabet i Buenos Aires - tjente på denne udvikling.

Handelsborgerskabet og storgodsejerne var de dominerende klasser, og allerede før uafhængighedskrigene var de nærmere knyttet til Storbritannien end til Spanien. Eksportens dominerende stilling i økonomien førte til en stærk centralisering i Buenos Aires. Jernbanen var under britisk kontrol, og alle linierne fra indlandet førte direkte til Buenos Aires uden indbyrdes forbindelse mellem indlandsbyerne. Der udviklede sig dermed et stærkt modsætningsforhold mellem provinserne inde i landet og Buenos Aires-regionen. Et modsætningsforhold der fortsat er mærkbart i dag.

I 1829 kom Juan Manuel de Rosas til magten på en alliance mellem hidtil fjendtlige sektorer i Buenos Aires og det indre af landet. Han gennemførte en toldlov og restriktioner overfor importartiklerne fra Frankrig og England. Han blev udsat for militære angreb fra begge stormagter, der blokerede havnen i Buenos Aires for at knække regeringen, men hvert angreb blev slået tilbage. Det var de første forsøg på med vold at integrere Argentina i verdensmarkedet. Det lykkedes først efter den såkaldte «store krig» mellem Argentina og Uruguay i 1839-52. Den inddrog også Brasilien og direkte intervention fra Englands og Frankrigs sider.

I 1833 besatte England med USA's samtykke Malvinas øgruppen. Efter at Rosasregeringen var besejret, blev Argentina gjort fuldstændig åben overfor import af engelske industriprodukter og kapital samt eksporten af kød og hvede. Under påberåbelse af økonomisk og politisk liberalisme, allierede Bartolomé Mitre (præsident i 1862-68) sig med Pedro II, kejser i Brasilien og Venancio Flores, præsident i Uruguay, med det formål at føre en udryddelseskrig mod Paraguay. Den såkaldte «Triplealliance» indledte sin krig i 1865, og den sluttede først i 1870 med Paraguays præsident Francisco Solano López' død. I «sejrens øjeblik» var Mitre dog blevet udskiftet med Domingo Faustino Sarmiento.

Samtidig gjorde en ny fremstormende imperialistisk magt snart briterne rangen stridig - såvel i Argentina som i en række andre afhængige lande. USA-kapitalen etablerede først sin dominerende stilling i fryserierne, der stod for kødeksporten, for senere at ekspandere til en række andre sektorer af det argentinske erhvervsliv.

1870-1910 Masseindvandring

Den udenlandske indflydelse gav sig ikke kun udtryk gennem investeringer. Ved slutningen af 1800 tallet startede en immigrationsbølge, der nåede sit højdepunkt i årtiet fra 1901 til 1910, da over en million emigranter kom til et land, der i 1867 havde under halvanden million indbyggere. Mange af immigranterne håbede, at de i Argentina skulle kunne få deres egen jord at dyrke, men da storgodserne allerede i vid udstrækning havde delt jorden mellem sig, blev disse forhåbninger hos de fleste snart knust. En del blev landarbejdere eller lejede lidt jord, men det store flertal slog sig ned i byerne og næsten halvdelen bosatte sig i Buenos Airesområdet. Dette indebar en drastisk ændring af klassestrukturen, og immigranterne udgjorde snart et klart flertal i den voksende arbejderklasse og en endnu større andel i tjenesteerhvervene i byerne. Blandt emigranterne voksede de første spirer til arbejderorganisering frem - bl.a. under indflydelse af anarkosyndikalismen som mange af dem havde været involveret i, før de drog afsted fra Europa.

En anden politisk bevægelse der voksede sig stærk i begyndelsen af det 20. århundrede var Unión Cívica Radical (UCR, Den borgerlig radikale Union). Partiet stod i opposition til storgodsejerne og var domineret af borgerlige grupper som f.eks. handelsfolk og mellemlag, der ekspanderede økonomisk uden tilsvarende at styrke deres politiske stilling. Efter en udvidelse af stemmeretten fik UCR i alliance med dele af arbejderklassen regeringsmagten i 1916 og dets leder Hipólito Yrigoyen blev præsident. Den fortsatte industrialisering under 1. verdenskrig skabte nye skillelinier og konflikter i samfundet, der kulminerede med «den tragiske uge» i 1919, hvor soldater beskød strejkende arbejdere med maskingeværer, og hvor ultrahøjreorienterede kommandoer i opposition til regeringen gik til angreb på den jødiske bydel i eftersøgning efter «bolsjevikker».

1930-46 Storborgerskabet atter på magten

Verdenskrisen i 1929 afslørede agroeksportstrukturens svagheder. I 1930 gennemførte borgerskabet et militærkup, der bragte Yrigoyen regeringen til fald. UCR havde i sin regeringsperiode ikke i væsentlig grad ændret de økonomiske strukturer i landet, og den viste sig også at være ubrugelig for det fremvoksende industriborgerskab. Efter militærkuppet havde storgodsejerne og eksportinteresserne atter den politiske magt. Ironisk nok var det denne alliance, som også udgjorde drivkraften i den forholdsvis omfattende industrialisering, der skete før og delvis under den anden verdenskrig. De var de eneste grupper der havde samlet kapital, som kunne sættes ind i denne virksomhed, da verdenskrisen omkring 1930 førte til, at de ikke længere kunne importere varer, de tidligere havde fået fra udlandet. Disse grupper var imidlertid ikke særlig interesseret i industriproduktion for et udvidet nationalt marked. Efter krigen ville de vende tilbage til det gamle mønster i udenrigshandelen, og de modsatte sig alle tiltag, som kunne vanskeliggøre dette. F.eks. beskyttelsestiltag for at opbygge en industri til hjemmemarkedet.

Under den industrielle vækst i 30'erne blev der imidlertid også akkumuleret kapital blandt grupper, der stod i et mere uafhængigt forhold til eksportinteresserne. I disse grupper finder vi grundlaget for et nationalt borgerskab, der ønskede en mere selvstændig industriel udvikling i Argentina - rettet mod hjemmemarkedet. De ønskede beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, og kom derfor i et klart modsætningsforhold til de herskende jordejer- og handelsinteresser. Industrialiseringen førte også til en stærk vækst i industriproletariatet, der ganske tidligt var forholdsvis godt organiseret. I 1939 var omkring 30 % (ca. 440.000) af industriarbejderne organiseret. Et tal der må siges at være højt, når man tager de vanskeligheder i betragtning, som fagbevægelsen stod overfor i perioden før krigen. De måtte kæmpe mod en massiv alliance af storgodsejere, storindustriborgerskab og militæret. Først mod slutningen af perioden var udviklingen af modsætningerne i industriborgerskabet nået så vidt, at en ny klassealliance var mulig. 1930'erne var en periode med stor kapitalakkumulation og meget skæv fordeling. Samtidig førte en stor tilstrømning af arbejdere fra indlandet til omfattende arbejdsløshed og vanskeliggjorde arbejdernes kamp for bedre kår. Reallønnen for arbejderne var i 1939 lavere end 10 år tidligere, og en række strejker førte kun til nederlag.

1946-55 Peronistbevægelsens første år

Denne baggrund er det vigtigt at fastholde, når man vil forsøge at forstå den klassealliance, der blev skabt fra 1943 med Juan Perón som øverste leder. Peronistbevægelsen er et eksempel på, hvordan kampen for frigørelse i et afhængigt kapitalistisk land kan hindres ved, at ledelsen for arbejderklassens faglige og politiske organer overtages af et klassesamarbejdende arbejderaristokrati. Arbejderklassens tilslutning til peronismen har i alt for høj grad været forsøgt forklaret med, at det var de nye arbejdere, der kom fra indlandet uden klassebevidsthed og klassekampserfaringer, som udgjorde hovedstammen blandt de peronistiske arbejdere. Nyere studier viser imidlertid, at tilslutningen var lige så stærk blandt de erfarne og organiserede arbejdere, og at tilslutningen snarere end at forklares med manglende klasseerfaring bør forklares med de konkrete erfaringer, som arbejderklassen gjorde i en periode med stor kapitalakkumulation og meget ringe fordeling.

I begyndelsen af 40'erne finder vi altså en arbejderklasse, der har opnået meget lidt i den politiske og økonomiske kamp, den har ført, og som til trods for at den er forholdsvis velorganiseret ikke har nogen muligheder for på kort sigt at nå politisk magt uden at indgå i en alliance med andre samfundsklasser. Samtidig var industriborgerskabet spaltet i to dele. Både arbejderklassen og det «nye» borgerskab havde interesse i en udvidelse af hjemmemarkedet gennem øget købekraft til de bredere lag, og der var dermed skabt et objektivt grundlag for en alliance mellem begge klasser rettet mod storgodsejerne, eksportinteresserne, og de der var knyttet til den imperialistisk dominerede del af industrien. Det var af stor betydning, at der samtidig udviklede sig modsætninger blandt de militære ledere. De gjorde et nyt kup i 1943, men modsætningerne imellem dem gjorde styret meget ustabilt. Som leder for arbejds- og forsyningssekretariatet styrkede oberst Perón sin position ved at give arbejderne bedre kår og samtidig knytte kontakter til det «nye» industriborgerskab. De officerer der stod på godsejernes og eksportinteressernes side, greb ind i 1945 og fik Perón arresteret. Resultatet var en massemobilisering, som Argentina hverken før eller senere har oplevet magen til. En milliontallig demonstration i Buenos Aires den 17. oktober 45 tvang regeringen til at løslade Perón. Gennem denne mobilisering skabtes det subjektive grundlag for den peronistiske klassealliance, og Perón blev valgt til Argentinas præsident i 1946.

Forholdet til peronismen skabte et dybt skel i den argentinske arbejderklasse. Størstedelen fandt som nævnt, at de økonomiske fordele ved den ny klassealliance måtte veje tungest, og gav derfor deres fulde tilslutning til peronistbevægelsen. Mindre grupper af fagligt organiserede, især fra fagforbund hvor Kommunistpartiet og Socialistpartiet stod stærkest, så denne klassealliance som den største trussel mod arbejderklassens selvstændighed, og modarbejdede den derfor med alle midler. For at stoppe Perón, gik de før valget i 1946 sammen med «Den demokratiske Union», hvor storgodsejerne og det imperialistisk allierede storborgerskab dominerede i samarbejde med UCR. Resultatet af dette var, at Kommunistpartiet og Socialistpartiet blev isoleret fra størstedelen af arbejderklassen, og det har de siden været. Kommunistpartiet har f.eks. spillet en langt mindre betydningsfuld rolle end i nabolandet Chile. Socialistpartiet har på sin side gennemgået en række afskalninger, og ingen af fraktionerne kan opvise nogen nævneværdig tilslutning.

Peróns politik havde fra første færd en klar korporativ karakter, og frygten for at arbejderklassen skulle tabe sin selvstændige stilling var berettiget nok. Gennem statens tiltag og kontrol fik arbejderne indfriet flere af de krav, de gennem mange år havde kæmpet for, som bedre lønninger, arbejdsforhold og sociale vilkår. Men de krav arbejderne gennem den peronistiske klassealliance fik indfriet, var alle krav som ikke pegede ud over systemet. Derimod var de fuldt ud forenelige med de mål, det voksende nye industriborgerskab satte sig. Arbejderne udgjorde den dominerede del af klassealliancen, men opnåede fordele ved at opgive sin selvstændighed. Bedre organisering indebar i denne periode ikke øget kampkraft, men øget integrering af fagforeningsbureaukraterne i en korporativ stat. Lønforbedringerne blev ikke opnået gennem frie forhandlinger, men i stigende grad gennem regeringsdekreter.

Argentina havde under krigen opsamlet store valutareserver, og høje priser på landbrugsvarer lige efter krigen gjorde det mulig at financiere et øget offentligt forbrug og flere nationaliseringer med høje erstatninger. Peronisternes kamp mod storgodsejerne gav sig imidlertid kun udslag i forsøg på at anvende dem som malkekøer. Der blev ikke gjort forsøg på virkelige strukturændringer - f.eks. i form af jordreformer. Perón sørgede for en stærk statslig støtte til det nye nationale industriborgerskab, der hovedsageligt baserede sig på let industri. Importen af kapitalvarer måtte øges kraftigt, og andelen af disse varer øgedes i perioden 1945-48 fra 13 % til 47 % af den totale import. USA var på dette tidspunkt det eneste land, der kunne skaffe Argentina de nødvendige kapitalvarer og teknologi. Afhængighedsforholdet til USA blev derfor stærkere. Det drejede sig i høj grad om teknologi og maskiner, der var blevet udviklet i USA under den 2. verdenskrig, og som nu blev betragtet som forældede i USA.

Kup og reaktion

Efter 1950 begyndte priserne på landbrugsvarer på verdensmarkedet at synke, og industriborgerskabet der krævede mere kapital for at kunne ekspandere, kunne ikke længere få den gennem tapning af landbrugseksporten. Dermed øgedes presset på arbejderklassen, og mens reallønningerne for industriarbejderne var steget med 70 % fra 1945 til 1949, sank de med 25 % fra 1949 til 1953. Perón syntes, at nationalismen blev for kostbar i det lange løb, og gav i 1953 øget adgang for udenlandske investeringer indenfor vigtige industrisektorer, samtidig med at han startede forhandlinger med Standard Oil of California om olieudvinding i Patagonien. Dermed fjernede Perón sig fra de nationalistiske sektorer blandt militæret, samtidig med at åbningen mod udlandet ikke var tilstrækkelig for det industriborgerskab, der tidligere havde støttet Perón. Manglen på indenlandsk financiering gjorde nu, at størstedelen af dette borgerskab så sig bedre tjent med at gå i direkte alliance med de udenlandske kapitalinteresser. Utilfredsheden i arbejderklassen var stigende, og da Perón samtidig kom på kant med den tidligere allierede katolske kirke - bl.a. ved at tillade skilsmisse og offentlig prostitution - var for mange af hans alliancepartnere faldet bort. I 1955 kunne de mest imperialistisk allierede sektorer indenfor de væbnede styrker - i første række marinen - derfor føre an i et kup med støtte fra storgodsejerne, der stort set havde bevaret deres magtposition gennem de ti års peroniststyre, og fra store dele af industri- og handelsborgerskabet. Store dele af arbejderklassen støttede fortsat Perón, men selvom nogle krævede våben for at forsvare deres leder, var de ikke organiseret med henblik på at konfrontere sig med militærmagten. Perón fandt det klogest at flygte til Paraguay uden at tage kampen op. Senere drog han til Spanien i eksil. Udviklingen i Argentina viser, hvordan et imperialistisk allieret borgerskab omformes til et massivt undertrykkende militærstyre - for hele tiden at bevare sit og imperialismens herredømme.

Kuppet i 1955 var rettet mod arbejderklassen og de nationalistiske interesser. For kupmagerne var peronistbevægelsen det vigtigste udtryk for dem begge. Peronistpartiet blev forbudt. Kupmagerne greb ind i den peronistisk dominerede faglige landsorganisation CGT, og hundredvis af fagforeningsledere blev arresteret. Den økonomiske politik efter 1955 varetog naturligt nok storindustriens og godsejernes interesser. Devalueringer blev gennemført til gavn for eksporterhvervene, og de indenlandske priser på landbrugsvarer blev sat kraftigt op. Med denne nationale indtægtsoverføring til landbruget måtte kapitaltilførslen til industriborgerskabet sikres på anden måde. Det skete ved at åbne landet for udenlandsk kapital, der strømmede til, for senere at trække store værdier ud af landet igen. For at øge eksporten var det nødvendigt at reducere det indenlandske forbrug, hvilket naturligvis gik ud over de bredere lag. Lønandelen af nationalproduktet sank efter 1955 derfor hurtigt, og reallønningerne faldt tilsvarende.

Modsætninger i fagbevægelsen

Indenfor fagbevægelsen udviklede der sig i perioden 46-55 en klar modsætning, som senere blev afgørende for arbejderklassens politiske kamp - modsætningen mellem dem der står for en samarbejdslinie og vil acceptere de regler, som statsmagten fastsætter, for på den måde at kunne vinde kortsigtede økonomiske fordele, og dem der står for en kamplinie og nægter ethvert samarbejde med en statsmagt, de ikke vil anerkende. Sidstnævnte tendens er klar over, at denne holdning vanskeliggør kampen for de dagsaktuelle økonomiske krav, men vil ikke lade de kortsigtede økonomiske krav overordne arbejderklassens politiske krav. Denne modsætning i arbejderklassen blev stadig stærkere gennem 60'erne, og udviklede sig både indenfor den peronistiske fagbevægelse og ved organiseringen af klassekampsorienterede fagforbund - gremios clasistas - der ikke var peronistdominerede. De centrale fagforeningsledere i CGT er imidlertid historisk overvejende gået ind for forskellige former for samarbejde med militæret. Enten ved erklæret støtte eller ved at nå frem til former for «fredelig sameksistens» til fælles fordel for fagforeningsbureaukraterne og militæret. Især i perioden 1966-73 afslørede den centrale ledelse i CGT sig som klare arbejderaristokrater, der gjorde alt hvad de kunne for at bremse massemobillseringerne mod militærregimet. I denne periode voksede der derfor en stærk oppositionel fagbevægelse frem - både indenfor peronismen (CGT de los argentinos, argentinernes CGT) og udenfor (bl.a. gremios clasistas, klassefagforeninger).

Peronisterne var i slutningen af 50'erne endnu bandlyst. Alligevel var det deres stemmer der i 1958 bragte dem fremskridtsorienterede Arturo Frondizi til magten. Han åbnede landet overfor de multinationale olieselskaber og bilfabrikker, og gennemførte en økonomisk politik der indebar en hastig koncentration af rigdommene og skærpede sociale konflikter. Frondizi ophævede bandlysningen af peronisterne, der ved parlamentsvalget i 1962 sejrede i 10 provinser. Dette udløste en ny militær intervention i det politiske liv. Frondizi blev fjernet, og efter to voldsomme sammenstød mellem sektorer af de væbnede styrker trådte general Juan Carlos Onganía frem som sejrherren. Han bandlyste atter peronismen og overdrog regeringsmagten til den radikale Arturo Illia, hvis regering var den første i fire årtier, der ikke indførte undtagelsestilstand eller andre undertrykkelsesforanstaltninger. Illia annullerede de oliekontrakter Frondizi havde undertegnet og udbetalte erstatninger til de berørte udenlandske firmaer. Flere gode høstresultater og åbningen af kommercielle relationer med de socialistiske lande bidrog til at overvinde den krise militærets indgriben havde udløst. Illia nægtede at bidrage med argentinske styrker til USA's invasion af Santo Domingo i 1965, men samtidig var hele hans regeringsperiode præget af sammenstød med de peronistiske fagforeninger, der gennemførte strejker, mobiliseringer og fabriksbesættelser.

Militærregimerne

Argentina blev fra 1955 og 30 år frem skiftevis styret af rene militærregeringer og formelt civile regeringer, der styrede på militærets nåde. Der har været modsætninger i det argentinske militær, og ofte har striden tilsyneladende stået mellem dem der ønsker, at militæret skal stå som garanter for et borgerligt demokratisk styre, og dem der mener at militæret bør styre direkte. Ofte har den første gruppe - «legalisterne» eller «konstitutionalisterne» - været stærkest, men det har vist sig, at når de politiske konjunkturer har gjort det nødvendigt for effektivt at forsvare de dominerende klasseinteresser, da har netop disse gennemført kup mod svage og uduelige civile regeringer. Det klareste eksempel på dette er Onganias militærkup i 1966. Onganias regime førte til en skærpelse af modsætningerne i det argentinske samfund, både mellem de dominerede og de dominerende klasser og mellem de to hovedretninger indenfor den argentinske arbejderbevægelse. Alle Onganias ministre blev hentet fra det ekstreme katolske højre, og de allerfleste havde personlige økonomiske interesser i industri- og handelsvirksomheder kontrolleret af udenlandsk kapital. Den økonomiske politik der blev ført medførte en øget kapitalkoncentration og monopolisering, og et stort antal større argentinske selskaber blev opkøbt af udenlandsk kapital - i alt 99 selskaber mellem 1965 og 1970. Antallet af konkurser blandt mindre argentinske virksomheder blev fordoblet under Onganias styre. Omfattende devalueringer førte til prisstigninger, som regeringen bekæmpede ved at fastfryse lønningerne. Resultatet var et stadig fald i reallønningerne i perioden. Mens spædbarnsdødeligheden lå på omkring 70 promille da Perón blev præsident i 1946, og var nedbragt til 57 promille i 1955, steg den under Ongania fra 54 promille i 1966 til 64 promille i 1970. For at få gennemført en økonomisk politik stik imod de brede lags interesser, måtte Onganias regime ty til omfattende politisk undertrykkelse. Al partipolitisk virksomhed blev forbudt, og der blev grebet ind overfor universitetet. Over 30 % af universitetslærerne blev afskediget eller gik frivilligt af. I 1955 var peronisterne militærets hovedfjende, og kommunisterne blev betragtet som mere eller mindre ufarlige - i hvert fald så længe de var antiperonister. Nu var det kampen mod kommunismen, der blev givet første prioritet. Fagforeninger med kommunistisk eller anden venstreorienteret ledelse blev opløst, mens peronistiske fagforeninger kun blev «sat under opsyn». Hovedårsagen til dette var, at disse overvejende havde ledere der stod for en samarbejdslinie i stærk kontrast til den klassekampsorienterede del af fagbevægelsen. Striden mellem disse to retninger tilspidsede sig kraftigt i denne periode, og den kampvillige fagopposition styrkede sin stilling gennem omfattende massemobiliseringer. Den vigtigste af disse var «El Cordobazo». Et masseoprør i Córdoba i maj 1969. Efter en generalstrejke i byen med massiv tilslutning gik arbejdere og studenter til aktion og overtog store dele af byen. Militærstyrker blev sat ind, og oprøret blev snart nedkæmpet, men «El Corbobazo» står alligevel som en skelsættende begivenhed i argentinsk politik. Samtidig med at fagoppositionen blev styrket, opstod «radikale bevægelser» i andre dele af samfundet - bl.a. «Tredjeverdenspræsterne» i den katolske kirke under ledelse af venstreperonistiske præster. Omkring 1970 blev der også organiseret venstreorienterede guerillagrupper. De vigtigste af disse var den venstreperonistiske bevægelse Montoneros og ERP (Folkets revolutionære hær) af trotskistisk oprindelse. En række massemobiliseringer tvang militæret til at omvurdere sin politik, og Ongania blev afsat i 1970. I 1971 overtog general Agustín Lanusse præsidentposten og udskrev valg men forbød samtidig Peróns deltagelse.

1973-76 Peronisterne atter ved magten

Héctor Cámpora var kandidat for Frente Justicialista de Liberación - det navn som peronistbevægelsen havde antaget op til valget. Han fik 49% af stemmerne ved valget i marts 73. Cámpora overtog præsidentposten i maj for blot 2 måneder senere at træde tilbage for at bane vejen for sin leder, Juan Perón. Den 23. september blev Perón valgt til præsident med 62% af stemmerne. Han gjorde sin hustru María Estela Martínez de Perón - «Isabelita» - til vicepræsident. Peronismen genoptog relationerne med Cuba, foreslog forandringer i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) for at den kunne blive til gavn for Latinamerika, meldte Argentina ind i de alliancefri landes bevægelse og øgede samhandelen med de socialistiske lande.

Perón havde udvist en fabelagtig evne til at balancere mellem de politisk meget forskellige fløje indenfor peronistbevægelsen, men de stadig stærkere modsætninger i det argentinske samfund og specielt Ezeiza-massakren den 23. juni, tvang Perón til åbent at vælge side, og han valgte højrefløjen. Udrensningen af venstreperonister blev gennemført med rekordfart, og højredrejningen tog endnu mere fart, da Perón i juli 1974 døde, og blev efterfulgt af sin hustru. Hun var totalt domineret af socialministeren, José López Rega, der bl.a. oprettede Alianza Anticomunista Argentina (AAA, Argentinas antikommunistiske Alliance). Et parapolitimæssigt organ der fik til opgave at henrette folk fra den marxistiske opposition og den peronistiske venstrefløj. Samtidig intensiverede guerillaen sine aktiviteter både i byen og på landet. Bl.a. oprettede ERP «befriede zoner» i Tucumánprovinsen. López Regas og Isabel Peróns terrorregime mødte stadig stigende modstand i folket, og det uduelige regime var heller ikke i stand til at varetage de herskende klassers interesser.

1976-83 Militærdiktatur

Militærkuppet den 24. marts 1976 kom derfor ikke som nogen overraskelse. Det var nødvendigt for de herskende klasser at sikre sig den direkte kontrol over statsapparatet gennem loyale militærledere. Argentina føjedes dermed atter til rækken af sydamerikanske lande med militærdiktaturer. Mellem disse regimer blev der udviklet et stadig tættere samarbejde. Bl.a. i form af fællesaktioner mod venstreorienterede, der opholdt sig udenfor deres eget land. Der blev endvidere i Paraguay oprettet et fælles efterretningsarkiv over venstreorienterede.

Kuppet i marts blev ledet af general Jorge Rafael Videla (fra hæren), admiral Emilio Eduardo Massera (fra flåden), og brigadegeneral Orlando Ramón Agosti (fra flyvevåbenet). Et tidligere kupforsøg i december 1975 var slået fejl, fordi de eneste kupmager var Orlando Capellini fra luftvåbenet. De to andre værn havde endnu ikke en klar holdning. Holdning og magtfordeling var forhandlet på plads mellem værnene i marts. Videla blev indsat som de-facto præsident og kupmagerne arresterede Isabel Peron og satte hende i fængsel i Neuquen.

Militæret suspenderede alle forfatningsmæssige rettigheder og udløste en voldsom bølge af bortførelser og mord og skabte selve begrebet «forsvinding». Menneskerettighedsorganisationer opgjorde antallet af «forsvundne» til over 30.000, og udarbejdede en liste med mere end 7.000 sager, hvor mere end 80% blev bortført af sikkerhedsstyrker for øjnene af vidner, og hvor deres skæbne aldrig blev fuldstændig klarlagt. I 1983 erklærede de væbnede styrker i et dokument, at de «forsvundne» var faldet i kamp mod anti-guerillastyrker. Militæret henrettede de mange tusinder i sine torturcentre rundt om i landet, og nogle hundreder blev udsat for en særlig henrettelsesform. De blev fløjet i fly ud over Atlanterhavet og fra flere tusinde meters højde kastet levende i oceanet. Militæret benægtede i årtier denne praksis til et af deres fly i 2023 dukkede op i USA med intakte logbøger over dødsflyvningerne. (‘No one can deny it now’: death flight plane to be returned to Argentina, Guardian 24/3 2023)

Militærjuntaen åbnede grænserne for fri import, hvilket smadrede en tredjedel af produktionsapparatet. Et halvt århundredes sejre i arbejderbevægelsen blev annulleret, lønningerne faldt til halvdelen og de regionale økonomier blev kvalt af tårnhøje renter. Kvægbestanden med reduceret med 10 millioner hoveder, og udlandsgælden voksede til 60 milliarder dollars, af hvilke en fjerdedel blev brugt på import af våben. Den produktive kapital blev i stigende grad kastet ind i spekulation og bidrog til, at finanssektoren fra 1980 begyndte at bryde sammen. Videla blev udskiftet med general Roberto Viola og denne siden med general Leopoldo Galtieri, der som øverstkommanderende for de væbnede styrker havde indgået en aftale med USA om argentinske militærfolks deltagelse i USA's intervention i Mellemamerika. Han troede, at han dermed havde fået ubegrænset opbakning fra USA's præsident Reagan, og besluttede derfor at «løse» den interne krise i Argentina gennem erobring af Malvinas øgruppen. Den 2. april 1982 blev argentinske tropper sat i land der. Det viste sig dog øjeblikkeligt, at Galtieri fuldstændig havde fejlbedømt situationen. USA støttede fordømmelsen i FN's sikkerhedsråd, England reagerede militært voldsomt og fik USA's fulde opbakning. Efter 45 dages kamp der kostede 750 argentinske og 250 britiske soldater livet, måtte Argentina den 15. juni overgive sig. To dage senere trådte Galtieri tilbage.

I OAS anerkendte 17 lande Argentinas rettigheder over Malvinas og stemte mod Washington for USA's støtte til den udefrakommende agression - i overtrædelse af Den interamerikanske traktat om gensidig Assistance. Efter Galtieris afgang blev der gennemført en delvis udrensning indenfor ledelserne af de tre militære værn. Juntaen udskrev parlamentsvalg til 30. oktober 1983 og udpegede den pensionerede general Reynaldo Bignone til præsidentembedet, indtil det kunne overdrages en civil - den 30. januar 1984.

1984-89 Overgang til parlamentarisk demokrati

Den nye leder af UCR, Raúl Alfonsín, fik 52% af stemmerne mod peronisternes 40%. Under valgkampen afslørede Alfonsín eksistensen af en hemmelig aftale mellem militæret og peronisternes LO (CGT). Han førte sig frem på et budskab om legalitet og liv overfor tilfældighed og død. Det gav ham sejren - selv i en stor del af industriområderne omkring Stor Buenos Aires, der traditionelt havde været en peronistisk bastion.

Den nye regering gik til frontalt angreb på inflationen, der havde nået et rædselsvækkende niveau - 688% ved udgangen af 1984. I 1985 blev den stabiliseret på omkring 25% månedligt. De offentlige udgifter udviste et underskud på 70 millioner dollars årligt, og blev derfor drastisk beskåret. Militærets udgifter blev f.eks. reduceret fra 30% til 18% af det samlede budget. Samtidig høstede finansborgerskabet profitter større end noget andet sted i verden.

Arbejderklassens og mellemlagenes andel af nationalindkomsten faldt fra 48% til 35%. Det peronistiske CGT prøvede i denne situation at spille på flere heste og støttede bl.a. en strejke blandt de mindre bønder, mod at disse til gengæld anerkendte CGT's lønkrav og den faglige kontrol over «sociale projekter» - specielt indenfor sundhedsforsorgen og den nationale turisme.

I midten af juni 1985 lancerede myndighederne Australplanen, der indefrøs priserne, servicetarifferne, lønningerne og som samtidig indførte en ny mønt - Austral - der var knyttet til dollaren.

I striden med Chile om Beagle kanalen i den sydligste del af landet blev der undertegnet en aftale, der reducerede risikoen for krig mellem de to lande. Vatikanet havde fungeret som mægler i striden, og aftalen var blevet sendt til folkeafstemning og her godkendt med 80% af stemmerne.

Studier fra Comisión Nacional sobre Desaparición de Personas (CONADEP, Den nationale kommission til opklaring af Personforsvindinger) gav ny ammunition til den offentlige retssag mod de 9 øverstkommanderende fra diktaturet, der var anklaget for at have givet ordrer til de kriminelle handlinger, der var blevet udført under diktaturet. Dommen over flere højtstående militærpersoner - deriblandt expræsident Videla - og den efterfølgende retsforfølgelse af andre officerer førte til et voldsomt pres fra militærets side. Under påsken i 1987 kørte flere militærenheder ud af deres kaserner med retning mod hovedstaden for at sætte magt bag deres krav om stop for yderligere retssager og amnesti til de dømte. Selvom de militære rebeller kun udgjorde en militær minoritet, blev der bagefter rejst store spørgsmålstegn ved de «loyale» styrkers villighed til at nedkæmpe oprøret.

Præsident Alfonsín indkaldte til demonstration på Plaza de Mayo i Buenos Aires centrum til forsvar for demokratiet. En opfordring der blev fulgt af 1 million argentinere. Krisen blev løst Palmesøndag, da Alfonsín personligt gik i dialog med oprørerne i Campo de Mayo militærforlægningen. Alligevel blev flere af de højtstående militærpersoner de følgende dage udskiftet og præsidenten udarbejdede et forslag til kongressen om «pålagt lydighed», der fritog de fleste af de militærpersoner der var anklaget eller dømt for menneskerettighedskrænkelser for ansvar, udfra en argumentation om at de handlede efter ordrer ovenfra.

Under de to følgende år indskrænkede inflationen fortsat reallønnen for størstedelen af befolkningen. I perioden december 83 til april 89 var tusinder af jobs elimineret, lønningerne var faldet drastisk og recessionen forværrede situationen for de små og mellemstore virksomheder. CGT stod i spidsen for modstanden mod Alfonsíns økonomiske politik og gennemførte i perioden 14 generalstrejker. De sociale omkostninger ved denne udvikling var stadig stigende, og nåede et punkt hvor omkring 10 millioner - næsten 30% af befolkningen - var stort set marginaliseret ifht. konsummarkedet.

I sommeren 88 blev der gennemført nok en militær opstand - omend af mindre betydning - i forlægningen Monte Caseros. Dens leder var oberstløjtnant Aldo Rico, der blev stillet for retten og smidt ud af hæren. I vinteren samme år stod oberst Mohamed Alí Seineldín i spidsen for det tredje militære oprør. Oprørerne kunne forklare, at formålet med dette oprør var et løse interne modsætninger i militæret, der var splittet mellem en «nationalistisk» tendens, der bakkede op omkring Seineldín, og en anden tendens af «liberal» observans, der fulgte hærledelsen. Selvom begge oprør godt nok blev overvundet, var de interne modsætninger fortsat uløste.

I februar 89 gennemførte en væbnet gruppe fra venstrefløjsorganisationen Movimiento Todos por la Patria (MTP, Bevægelsen alle for Fædrelandet) et angreb på en militærforlægning i udkanten af Buenos Aires, med det angivelige formål at hindre et militærkup. MTP havde indtil da opereret i fuld legalitet. Undertrykkelsen var helt ude af proportioner, og de overlevende blev idømt langvarige fængselsstraffe. Nogle af de medlemmer der overgav sig blev henrettet og andre «forsvundet».

1989-95 Menem til magten

De tre sidste måneder af Alfonsíns regeringsperiode var præget af hyperinflation på 100-200% månedligt. Økonomien lå i ruiner pga. recessionen og den afgående præsidents mangel på prestige. En række forretninger i hovedstaden og byer i det indre af landet blev udsat for plyndringer. Angriberne stjal fødevarer og andre basale varer. Ved præsidentvalget i maj 89 vandt peronisten Carlos Saúl Menem 47,6% af stemmerne overfor den radikale kandidat Eduardo César Angeloz' 38,4%. Det økonomiske kaos havde et sådant omfang, at regeringsovertagelsen blev fremrykket med flere måneder. Menem havde tidligere været guvernør i Rioja provinsen, og iværksatte fra august 89 et omfattende privatiseringsprogram med udgangspunkt i Statsreformloven. Programmet åbnede op for privatiseringen af statslige virksomheder, afreguleringen af markederne og decentralisering af administrationen. Under hans første regeringsår gennemførtes privatiseringen af det statslige olieselskab, flere kommunikationsvirksomheder, administrationen af telefonselskabet og statens luftfartsselskab. Endvidere genoptog Menem diplomatiske forbindelser med Storbritannien, idet det centrale spørgsmål om overherredømmet over Malvinas øgruppen blev henvist til en tvetydig bestemmelse om «beskyttelsesparaply». Endelig eftergav han i to etaper de ansvarlige militærfolk for den «beskidte krig».

Den fortsatte økonomiske og sociale krise samt Menems forandring af peronisternes traditionelle doktrin førte til rystelser i landets institutioner. I CGT fandt der en dyb splittelse sted mellem de sektorer, der støttede regeringen, og de der bekæmpede den. Udover den omtalte splittelse indenfor militæret fandt der tilsvarende splittelser sted indenfor de vigtigste politiske partier. Kirken tog afstand fra regeringen og gennemheglede ledelsen af de politiske partier og de offentlige institutioner, der alle var præget af en stadig stigende mistillid fra befolkningens side. I december 1990 blev der i Buenos Aires gennemført et oprør blandt underofficerer. Det varede 24 timer og kostede flere civile og soldater livet. Oberst Seineldín der var dømt og sad i fængsel for det oprør han stod i spidsen for i 88 tog fra sin fængselscelle hele ansvaret for oprøret.

Under Golfkrigen sendte den argentinske regering tropper til området til støtte for den anti-irakiske koalition under ledelse af USA. Det skete uden parlamentets godkendelse. I 1991 bekendtgjorde Menem regeringen, at Argentina trak sig ud af De alliancefri landes Bevægelse, og i de første måneder af 1992 sluttede landet sig til USA i kritikken af menneskerettighedssituationen i Cuba. En lang argentinsk tradition for ikke-indblanding var dermed brudt.

Lige fra starten var Menem regeringen præget af skandaler. Flere af hans nærmeste rådgivere blev tvunget til at forlade deres stillinger efter at være blevet anklaget for hvidvaskning af narkodollars eller modtage bestikkelse for at favorisere bestemte virksomheder ifbm. licitationer eller privatiseringer. Trods korruptionsskandaler og prestigetab var Menem i stand til at bevare sit image. Ved valgene af guvernører og provinsparlamentarikere i 1991 bevarede peronisterne magten i 13 ud af 23 provinser, UCR vandt 4 og lokalpartier vandt 6. På landsplan fik peronisterne 40% af stemmerne - 7% mindre end i 1989. Af nederlaget ikke blev større skyldtes gennemførelse af en økonomisk stabiliseringsplan, der drastisk reducerede de offentlige udgifter, introducerede en ny valuta - peso'en - og gjorde den omvekselig 1:1 mod den nordamerikanske dollar. Inflationen faldt og nåede med 7,4% i 1993 et historisk lavt niveau.

Ved parlamentsvalget i 1993 scorede peronisterne deres 4 valgsejr i træk. De fik 42,3% af stemmerne mod UCR's 30%. UCR gik efterfølgende med til en ændring af forfatningen, der gjorde det muligt at genvælge en siddende præsident, mod at regeringsperioden til gengæld blev reduceret fra 6 til 4 år.

På det økonomiske område fandt der en betydelig vækst sted. Trods dette lå industriproduktionen fortsat på et lavere niveau end i 1987. Fordelingsforholdet mellem de forskellige regioner af landet blev forværret, og ved slutningen af året gennemførte offentligt ansatte i flere provinser protestdemonstrationer efter ikke at have fået løn i flere måneder. I nogle tilfælde nedbrændte de offentlige bygninger og plyndrede huse tilhørende politikere og gejstlige. Den største overraskelse ved valget til grundlovgivende forsamling i 1994 var gennembruddet for venstrekoalitionen Frente Grande (Den store Front), der blev den 3. stærkeste politiske kraft, sejrede i hovedstadsområdet med 37,6% af stemmerne og vandt den sydlige Neuquén provins. I selve Buenos Aires blev den med 16,4% af stemmerne den næststørste politiske kraft. Alligevel var peronister og radikale (UCR) i stand til at få flertal og dermed vedtage forfatningsreformen.

1995 Menems 2. periode

1995 startede med truslen om, at den mexikanske krise kunne sprede sig til den Argentinske økonomi. Økonomiminister Domingo Cavallo gennemførte derfor reduktioner i statsbudgettet og gennemførte økonomiske nødforanstaltninger. Det politiske klima blev i marts forplumret pga. de mystiske omstændigheder omkring Menems søns død. Han døde, da den helikopter han fløj i faldt ned undervejs nordpå til byen Rosario. Menems tidligere hustru og mor til den omkomne, Zuleima Yoma, bekræftede at der var tale om mord, på trods af det føderale politi karakteriserede det som et uheld. Ved det efterfølgende præsidentvalg den 14. maj, blev Menem genvalgt med 50% af stemmerne, mens ex-peronisten og kandidaten for Frepaso, José Bordón, fik 29% og den radikale Horacio Massaccesi 17%. I august anklagede økonomiminister Cavallo direktøren for postvæsenet, Alfredo Yabrán for at være «chef for mafiaen» der søgte at monopolisere postvæsenets service og gennemføre millionforretninger i ly af statsapparatet.

Midt i 1996 oversteg antallet af arbejdsløse 2 millioner og antallet af underbeskæftigede 1½ million ifølge de officielle statistikker. Arbejdsløsheden nåede et landsgennemsnit på 17,1% og var i nogle provinser på over 20%. Udlandsgælden var vokset med 57% ifht. 1991, da regeringens antiinflationsprogram blev sat i værk. I de første måneder af 96 udskiftede Menem økonomiminister Cavallo. Den nye minister, Roque Fernández, med en doktorgrad fra Chicago erklærede, at han ville fortsætte sin forgængers politik til løsning af statsunderskuddet, arbejdsløsheden og krisen.

Mordet på fotografen José Luis Cabezas fra et regeringskritisk blad skabte i slutningen af januar 1997 en del spændinger. Guvernøren for provinsen Buenos Aires, Eduardo Duhalde, udlovede en stor dusør for oplysninger om ham eller hans mordere, og nåede at inddrage opdagere fra det nordamerikanske FBI i efterforskningen. Efterforskningen førte frem til en hypotese om, at Cabezas var blevet udsat for repressalier for hans undersøgelser af Yabráns aktiviteter.

I april og maj gennemførte lærerfagforeningerne en række vigtige protester i Buenos Aires og fire provinser i det indre af landet. Ved en af disse protestdemonstrationer i provinsen Neuquén, sårede politiet en kvinde dødeligt. I juli blev ex-minister Cavallo idømt en betinget dom på 4 måneder for injurier, der dog ikke ikke hindrede ham i at fortsætte sine politiske hverv. Anklagen var blevet fremført af advokaten Jorge Kolon - en tidligere funktionær i Den nationale Toldadministration. Cavallo havde i et TV program erklæret, at Kolon var «en hindring for kampen mod korruptionen indenfor toldvæsenet». Cavallo stod anklaget i 20 lignende sager og argumenterede, at dommerne var blevet indsat af Menem og justitsminister Carlos Corach, som Cavallo karakteriserede som «andre af sine personlige fjender».

Valget til deputeretkammeret i oktober blev vundet af Alianza Electoral, bestående af UCR og Frepaso. De fik 46% af stemmerne mod peronisternes 36%. Det var første gang i 51 år peronisterne tabte et valg mens de sad i regering, men de bevarede kontrollen over senatet, der ikke var på valg.

I begyndelsen af 1998 blev det politiske klima yderligere forplumret, da fregatkaptajn Alfredo Astiz offentligt fremsatte erklæringer om illegale aktiviteter under militærdiktaturet fra 1976-83. Aztiz har siden 1977 været eftersøgt af det franske retsvæsen for mord på 2 franske nonner, og af Interpol for ikke at ville afgive forklaring for de spanske domstole om forsvindingerne af spanske statsborgere under diktaturet. Han var dermed blevet et symbol på militærdiktaturets undertrykkelse. Efter hans erklæringer blev Aztiz fjernet fra sin stilling af præsident Menem, og af et militærtribunal dømt til 60 dages civilarrest. Dette skabte splittelse indenfor oppositionsalliancen Alianza Electoral, da Aztiz var omfattet af de amnestilove, der var blevet vedtaget under den radikale Raúl Alfonsíns embedsperiode.

I marts kunne den schweiziske statsanklager, Carla del Ponte, afsløre, at han ifbm. sine undersøgelser af de midler som visse argentinske militærfolk havde røvet fra de «forsvundne» i 70'erne, at både Aztiz og andre tidligere officerer der havde deltaget i undertrykkelsen under militærdiktaturet besad schweiziske bankkonti. Sammen måned konstaterede en ny undersøgelse fra det føderale argentinske politi, at Carlos Menems (jr.) dødsfald kunne skyldes et attentat. Gendarmeriet bekræftede eksistensen af fragmenter fra et grovkalibret våben blandt resterne af helikopteren, samt rester af bly og antimonium der anvendes i projektiler.

Præsidentvalget i oktober 1999 blev vundet af oppositionens Alianza Electoral. Dens kandidat, den radikale Fernando de la Rúa, var tæt ved at få 50 % af stemmerne i første valgomgang. På andenpladsen var peronisten Eduardo Duhalde og på tredjepladsen med ca. 10 % den tidligere finansminister Domingo Cavallo. Kontrollen over hovedstaden blev til gengæld med spinkelt flertal vundet af den tidligere vicepræsident og peronist Carlos Ruckauf.

Økonomisk og politisk krise

Den økonomiske krise forværredes i 2000, og den nye regering der havde lovet et bekæmpe korruptionen blev viklet ind i sin egen skandale. I september bekræftede vicepræsidenten Carlos «Chacho» Álvarez rygter om, at regeringen havde brugt midler reserveret til efterretningstjenesten til i april at købe politisk støtte fra en række parlamentarikere ifbm. vedtagelsen af en ny arbejdsmarkedslov. Vicepræsidenten anmodede om, at de implicerede blev fyret, men de la Rúa beholdt dem i sin regering. Det fik i oktober vicepræsidenten til at trække sig tilbage.

Samme måned erklærede senatoren fra provinsen Neuquén, Silvia Sapag, at hun var blevet tilbudt penge af en peronistisk senator, der samtidig var formand for energikommissionen. Pengene stammede fra olieselskaber og skulle sikre opbakning bag en ny olielovgivning. Álvarez anmodede om, at de involverede blev fjernet, men de la Rúa omdannede sin regering, og lod dem sidde. Det fik i oktober vicepræsidenten til at træde tilbage.

I slutningen af 2000 bevilgede IMF en hjælpepakke til en værdi af 40 mia. US$ til Argentina for at dække landets sociale udgifter. Men hjælpepakken viste sig utilstrækkelig da det mislykkedes at tiltrække udenlandske private investeringer. Renterne på udlandsgælden steg, og renterne til blot IMF løb op i 2,7 mia. US$ årligt.

Efter mislykkede forsøg på atter at sætte gang i økonomien og efter at landets risikovurdering overskred de 800 point, trådte økonomisteren José Luis Machinea i marts 2001 tilbage. Dagen efter bad de la Rúa hele regeringen om at træde tilbage, for at der kunne gennemføres en større omstrukturering. Efter et misslykket forsøg på at udnævne den liberale Ricardo López Murphy til økonomiminister, udnævntes Cavallo til posten. Han erklærede, at han ville nedbringe det offentlige underskud til nul gennem nedskæringer, og senatet vedtog en lov hvori det hed, at staten ikke kunne give mere ud, end den fik ind, og samtidig blev de offentlige lønninger og pensioner reduceret med 13%.

I starten af december afviste IMF at give nye lån til Argentina. Fonden udtalte, at en økonomisk politik der kombinerede statsligt budgetunderskud med kraftig gældsætning og en fastkurspolitik over dollaren ikke hang sammen. Den krævede i stedet yderligere nedskæringer. Argentina skyldte nu 140 mia. US$ til udlandet - svarende til 54% af landets BNP - og som følge af krisen havde det mistet 19 mia. US$ i investeringer.

Valutaflugten tog hastigt til og førte til en række midlertidige indgreb. Den 1. december gennemførtes et ingreb, der skulle vare 90 dage, og som begrænsede udførslen af valuta. I mellemtiden var arbejdsløsheden nået op på 18,3%, og utilfresheden førte til generalstrejke, der lammede landet og førte til økonomiminister Cavallos afgang.

De la Rúa forsøgte nu at danne en national samlingsregering, men dette mislykkedes, og den 20. december blev de la Rúa selv tvunget til at træde tilbage efter omfattende demonstrationer. Under demonstrationerne blev supermarkeder plyndrede, og de blev derfor angrebet af sikkerhedsstyrker, der skød med skarpt mod de demonstrerende, dræbte 6 og sårede i snesevis. Samtidig blev flere hundrede arresteret.

Efter de la Rúas tilbagetræden blev senatspræsidenten, peronisten Ramón Puerta udnævnt til præsident. Han var den næste i arvefølgen i mangel af en vicepræsident. Kort efter udnævnte parlamentet en anden peronist, Adolfo Rodríguez Saá til præsident. I løbet af sine 5 dage på posten nåede han at erklære, at han ville indstille betalingen af udlandsgælden og skabe 1 million nye arbejdspladser. Rodríguez Saá trådte tilbage den 30. december efter pres fra sine egne partikammerater. Posten blev nu overtaget af formanden for deputeretkammeret, peronisten Eduardo Camaño. Han indkaldte atter parlamentet, og dette valgte den 1. januar 2002 peronisten Duhalde til præsident. Han blev udnævnt for en periode frem til september 2003 og det planlagte parlamentsvalg i marts blev aflyst.

I statstidende fra januar 2002 blev det offentliggjort, at begrænsningerne i valutatransaktionerne ville blive forlænget frem til 2003. Argentinerne fik kun adgang til deres penge i bankerne i kvoter. Samtidig blev Centralbanken tvunget til at gribe ind i valutamarkedet for at hindre, at den argentinske peso brød helt sammen. Protesterne fortsatte i hele landet og førte til sammenstød i banker og ved pengeautomaterne. Duhalde havde i starten af januar erklæret, at de der havde indeståender i US$ også ville få dem udbetalt i dollars. Dette løfte brød han nu og erklærede, at indeståender kun ville blive udbetalt i devaluerede pesos. Bankkonti ført i US$ løb iflg. Nationalbanken op i 44,8 mia. US$.

Den 26. januar gennemførtes over hele landet en meget omfattende «cacerolazo» - demonstrationer hvor der blev slået på gryder. Mellemlagets foretrukne demonstrationsform. Demonstrationerne rettede sig mod korruptionen, valutarestriktionerne og Højesteret. Den offentlige utilfredshed med denne retsinstans skyldtes først og fremmest, at den havde løsladt ex-præsident Menem, der havde været fængslet for illegal våbenhandel med Kroatien og Ecuador.

Deputeretkammerets politiske retskommission indledte i februar en retsag mod højesterets dommere for korruption. Efter i flere måneder ikke at have udtalt sig om valutarestriktionerne truede højesteret nu med at erklære disse for forfatningsstridige, og kendte dem i sidste ende for forfatningsstridige. Det blev af præsident Duhalde afvist som et forsøg fra rettens side på selv at undgå at blive stillet for retten.

I februar fjernede regeringen koblingen til dollaren, og lod denne flyde. Det fik kursen til at skyde op på 3 peso/dollar. I april mislykkedes det finansminister Jorge Remes Lenicov at få kongressens støtte til sin plan Bonex, der skulle konvertere dollarkonti, der var omvekslede til pesos til kurs 1,4 til femårige statsobligationer. Lenicov trådte derfor tilbage. Han blev erstattet af Roberto Lavagna, der indledte arbejdet med en plan, der skulle hindre pesoens ukontrollerede devaluering. Undersøgelser viste, at 14 millioner argentinere - lidt under halvdelen af befolkningen - levede i fattigdom.

Efter næsten et års vanskelige forhandlinger nåede Lavagna og IMF i januar 2003 frem til en aftale. Med aftalen accepterede IMF at Argentina midlertidigt indstillede sine betalinger til denne og andre internationale låneinstitutioner. Aftalen blev fremstillet som en sejr for Duhalde regeringen og Lavagnas forhandlingsevner, men fra IMF's side var begejstringen mere mådeholden. IMF karakteriserede den som resultat af afpresning, og oppositionen kritiserede den for ikke at anvise nogen langsigtet løsning på landets gældsproblemer.

2003 Kirchner til magten

27. april 2003 gennemførtes første runde af præsidentvalget, der med 24% af stemmerne blev vundet af ex-præsident Menem, fulgt på andenpladsen af guvernøren for den sydlige provins Santa Cruz, Néstor Kirchner med 22%. Af frygt for at få Menem tilbage gav alle de mindre kandidater deres støtte til Kirchner, der derfor trådte frem som en klar vinder i meningsmålingerne. Det fik en forsmået Menem til at trække sig ud af kampen. Dette skridt blev af Kirchner betegnet som krysteragtigt, fordi det reducerede hans repræsentativitet. Iflg. forfatningen medførte Menems tilbagetræden fra valgkampen nemlig, at Kirchner umiddelbart kunne udnævnes til vinder og dermed præsident. Han blev dermed indsat som præsident med den hidtil laveste vælgeropbakning i landets historie. Allerede efter få måneder på posten havde den 54 årige præsident imidlertid opbakning fra 80% af befolkningen. I sin tiltrædelsestale havde han erklæret sig for «søn af mødrene og bedstemødrene fra Plaza de Mayo», der under og efter diktaturet kæmpede for opklaring af det enorme antal forbrydelser diktaturet havde gjort sig skyldig i. Kirchner erklærede samtidig, at han ville skabe et «forenet, seriøst og mere retfærdigt Argentina».

Kirchner udnævnte en regering der overvejende bestod af personer fra hans egen generation. Alligevel levede ca. 60% af befolkningen under fattigdomsgrænsen, der er defineret som 1622 Dkr månedligt for en familie på 2 voksne og 2 børn. Kirchner erklærede derfor, at han ville igangsætte offentlige arbejder for at reducere fattigdommen. Han ophævede endvidere to tidligere amnestilove for officerer, der var aktive under diktaturet 1976-83. Det åbnede op for retsforfølgelse i Argentina og i udlandet af omkring 1300 officerer, der var anklaget for menneskerettighedskrænkelser. Han gennemførte endvidere en udrensning inden for det føderale politi, hvor han fjernede de embedsmænd der var involveret i korruption. Disse tiltag var baggrunden for, at han i meningsmålinger - trods den dybe økonomiske krise - blev støttet af 70-80% af vælgerne.

Gennem sit anti-korruptionskontor blev der indledt sager mod medlemmer af højesret, der havde været involveret i køb af dommere. I december fik de anklagede forbud mod at forlade landet, og det samme gjaldt ekspræsident Fernando De la Rúa.

Indenfor det økonomiske område tildelte Kirchner staten en nøglerolle. I 2003 forhøjede han lønnen til de statsansatte og ophævede samtidig den lov om fleksibilisering af arbejdsmarkedet, der var blevet gennemført under Menem æraen. Han forstærkede kampen mod sort arbejde og for inddragelse af skatter, og det lykkedes ham derfor at øge skatteindtægterne med 45% i løbet af året. Han fastfrøs prisen på el og gas og forhøjede arbejdsløshedsunderstøttelsen. «Formålet er at kickstarte økonomien gennem øget forbrug», erkælærede Lavagna ved flere lejligheder.

Ved sin tiltræden var Argentinas udlandsgæld på 178 mia. US$. I sin tale til FN's Generalforsamling i september erklærede Kirchner, at det var nødvendigt at ændre betalingsordningen overfor IMF: «de multilaterale organisationer der fremmede gældsætningen må nu tage dette ansvar på sig». I oktober erklærede Lavagna overfor IMF, at Argentina kun ville betale, hvis udlandsgælden blev reduceret med 75%, og han sløjfede desuden rentebetalingen for denne måned. Måneden efter erklærede Kirchner, at i 2004 ville statens midler ikke blive brugt til afbetaling på udlandsgælden, men på sociale programmer.

Valget til guvernørposten i provinsen Buenos Aires fandt sted i august og blev vundet af Kirchner støtten Felipe Solá. Måneden efter var der valg til borgmesterposten i hovedstaden, og dette blev vundet af en anden Kirchner støtte, Aníbal Ibarra. Han vandt over Mauricio Macri, der repræsenterede en kapitalstærk gruppe, hvis magt var blev samlet og konsolideret under Menem administrationen. Duhalde støttede Macri, og dette forstærkede splittelsen indenfor peronistbevægelsen.

Kirchner og Brasiliens præsident, Luiz Ignacio Lula da Silva igangsatte i juli 2004 et projekt til styrkelse af det sydamerikanske fællesmarked Mercosur, for at gøre dette økonomiske samarbejde til en modvægt overfor EU og USA's NAFTA frihandelsprojekt.

Den 16. juli 2004 angreb flere hundrede venstrefløjsaktivister og gadesælgere parlamentsbygningen i Buenos Aires i protest mod ændringer af politivedtægten. Politiet anvendte vandkanoner og tåregas under det fem timer lange slag for at hindre demonstranterne i at trænge ind i parlamentet. Aktionen blev gennemført i protest mod skærpelsen af sanktionerne overfor bl.a. prostitution, gadesalg og demonstrationer. Borgmester Aníbal Ibarra fordømte angrebet, og erklærede at politiske uenigheder ikke løses ved vold. Han erklærede videre, at politiet havde ordre til at handle rationelt og uden brug af skydevåben.

Den 28. september dræbte en 15 årig skoleelev 4 af sine kammerater og sårede mindst 5 andre på Islas Malvinas skolen i Carmen de Patagones i den sydlige del af Buenos Aires provinsen. Skoleeleven havde stjålet våbnet - en 9 mm pistol - fra sin far, der var ansat i flåden. Hverken drengens forældre eller de ansatte på skolen kunne forklare hans adfærd. Han havde ikke tidligere opført sig voldeligt overfor sine omgivelser.

I januar 2005 tilbød regeringen en aftale til landets kreditorer for de 100 mia. US$ der ikke kunne afdrages i 2001. Regeringen tilbød at betale 25% af beløbet - eller intet. Hvis dette tilbud blev accepteret af kreditorerne ville det få stor indflydelse for andre stærkt forgældede tredje verdens lande.

Samme måned blev den tidligere officer Adolfo Scilingo stillet for retten i Spanien, anklaget for at have kastet politiske modstandere ud af fly under diktaturet i 70'erne. Scilingo blev i april idømt i alt 640 års fængsel. Han havde i 1997 frivilligt overgivet sig til de spanske myndigheder for at vidne i en proces ført af den spanske dommer Baltasar Garzón. Scilingo trak senere sine erklæringer tilbage, men retten tillagde dem fortsat vægt, da de blev bekræftet af uafhængige vidner og af vidner fra menneskerettighedsorganisationer. Iflg. menneskerettighedsorganisationerne åbnede dommen dørene på vid gab for retsfølgelse af personer, der begår overgreb mod menneskeheden.

Parlamentsvalget i oktober var særdeles fordelagtig for Kirchner, og gjorde det muligt for ham at stille op til en 2. præsidentperiode i 2007, hvis han skulle ønske det. Hans gruppe Frente para la Victoria (FPV, Fronten for Sejr) opnåede særdeles gode resultater. Kirchners kone stod i spidsen for gruppen i Buenos Aires og vandt stort over sin modkandidat Hilda González - «Chiche» Duhalde - der var ekspræsident Eduardo Duhaldes hustru.

Kirchner fjernede i oktober overraskende Lavagna fra finansministerposten og erstattede ham med Felisa Miceli, der indtil da havde været direktør for Banco Nación. Det var første gang i landets historie, at denne vigtige post gik til en kvinde. José Pampuro blev erstattet med Nilda Garré som forsvarsminister; Rafael Bielsa med Jorge Taiana på udenrigsministerposten; og på socialministerposten blev præsidentens hustru Alicia Kirchner erstattet af Juan Carlos Nadalich.

USA's præsident George W. Bush besøgte i november Argentina for at deltage i det Amerikanske Topmøde. Det udløste omfattende demonstrationer mod den særdeles upopulære præsident.

Efter 4 år med statsoverskud betalte landet sin gæld til IMF på 9,81 mia. US$ med reserver fra Nationalbanken. Regeringen erklærede, at den på den måde gjorde op med sin afhængighed af den internationale finansinstitution.

I juli 2007 erklærede præsidentfrue Cristina Fernández de Kirchner officielt, at hun stillede op til præsidentvalget i oktober. for nogle sektorer var det en indikation på, at præsident Néstor Kirchner var syg. Hun vandt valget i oktober med 45,29% af stemmerne - 22% mere end hendes nærmeste modkandidat. Hun blev indsat på posten i december og blev landets 2. kvindelige præsident efter Isabel Peron, der sad på posten i midten af 1970'erne. Hun indledte sin politiske karriere i Peronistpartiet i 70'erne og blev i 1989 vandt ind i delstatsparlamentet i Santa Cruz.

USA indledte straks en destabilisering af Kirchners regering. Der blev spredt rygter om at Venezuela havde kanaliseret hemmelige midler ind i hendes kampagne. Rygterne blev afvist af præsidenten, der svarede igen ved at begrænse USA's ambassadør til kun at kunne mødes med embedsmænd i udenrigsministeriet, men ikke med repræsentanter tættere på regeringen. I befolkningen steg hendes opbakning til 57,8%. Efter nogle måneder indstillede supermagten sin destabilisering og søgte atter nærmere relationer.

Verden var i starten af 2008 præget af hastigt stigende priser på fødevarer. I Argentina reagerede Kirchner regeringen ved at forhøje eksportafgiften på soya fra 35% til 44% for dels at begrænse fødevareeksporten, dels sikre statens andel af de stigende priser på verdensmarkedet. Skridtet blev fulgt af voldsomem protester fra de argentinske bønder.

I april erklærede præsidenten i anledning af 26 års dagen for krigen om Las Malvinas, at øerne er argentinske.

Efter det første år på præsidentposten hvor hendes popularitet var høj er den siden faldet, og peronisterne mistede opbakning ved midtvejsvalget i 2009. Dette svækkede hende indenrigspolitisk, men hun var til gengæld særdeles aktiv udenrigspolitisk.

En argentinske domstol dømte i april 2010 general Reynaldo Bignone for tortur, mord og flere kidnapninger under diktaturet i sidste halvdel af 1970'erne. Bignone var den hidtil mest fremtrædende officer der blev sat på anklagebænken og dømt efter diktaturet. Flere andre officerer har deres sager undervejs i retssystemet. 30 år efter diktaturet er Argentina nu på vej med det længe ventede retsopgør.

I juli legaliserede parlamentet ægteskab mellem personer af samme køn. Den dybt konservative katolske kirke havde inden da ført en intensiv kampagne mod loven.

Den 27. oktober 2010 døde Néstor Kirchner efter at have gennemgået 2 hjerteoperationer. Han fik en statsbegravelse fra Casa Rosada.

Ved valget i oktober 2011 blev Kirchner genvalgt med 54,1% af stemmerne. Hendes parti, Frente para la Victoria gik samtidig 28 pladser frem til 115 i parlamentet. Den solide politiske opbakning blev brugt til at gennemføre skattestigninger, begrænse lønstigningerne og reorganisere den statslige sektor af økonomien.

Kirchner blev i december 2011 diagnoticeret med kræft i skjoldbruskkirtlen, men diagnosen viste sig en måneds tid senere at være forkert. I august 2013 gennemgik hun en hjerneoperation og i oktober blev hun beordret til en måneds rekonvalecens efter blødninger i hjernen.

Efter valget i oktober udvikledes et stadig stærkere modsætningsforhold mellem Kirchner administrationen på den ene side og den faglige sammenslutning CGT og dennes formand Hugo Moyano på den anden. Moyano have op til valget krævet, at flere CGT medlemmer blev sat på Frente para la Victorias valglister, men det blev afvist af Kirchner. Moyano svarede i 2012 igen med demonstrationer og strejker mod Kirchner. Dette udløste en splittelse af CGT, der indsatte en ny formand for landsorganisationen, mens Moyano fortsatte som formand for en udbryderfraktion.

I december 2012 idømtes tidligere indenrigsminister (1976-79) Jaime Smart og 22 officerer livsvarigt fængsel for deres andel i bortførelser, tortur og mord på faglige- og venstrefløjsaktivister i sidste halvdel af 70'erne. For at slippe af med de torterede aktivister fløj diktaturets flyvevåben dem ud over Atlanterhavet, hvor de blev smidt ud fra stor højde - i levende live.

Argentina havde i flere år støttet Palæstina i dets krav om selvstændighed og samtidig anklaget Iran for at stå bag Amia attentatet i 1994. I starten af 2013 fik Argentina en aftale om at anklagede iranere skulle afhøres i Iran omkring deres involvering i terroraktionen.

I marts blev jesuitter kardinalen Jorge Mario Bergoglio valgt som ny pave i Vatikanet. Trods den dybt konservative argentinske katolske kirke, der under militærdiktaturet i 1970'erne havde støttet dette, viste den nye pave sig hurtigt at være langt mere progressiv end de forrige i embedet.

Omfattende oversvømmelser omkring Buenos Aires kostede i april 70 argentinere livet.

I maj 2013 døde tidligere militærdiktator Jorge Rafael Videla i fængslet, hvor han afsonede en livstidsstraf for forbrydelser mod menneskeheden. Han var blevet dømt og sat i fængsel i juli 2012.

I september 2013 indgik Argentina en alliance med Brasilien om beskyttelse mod USA's internet spionage. Edward Snowdens læk af dokumenter fra supermagtens spionageorganisation NSA havde nogle måneder tidligere afsløret, at USA gennemførte omfattende spionage mod latinamerikanske ledere. USA's direkte kontrol over de latinamerikanske stater med militærdiktaturer frem til 1980'erne blev siden erstattet med omfattende elektronisk baseret spionage.

2013 var præget af flere korruptionsskandaler og lovgivningsmæssige problemer for regeringen. Regeringen fremsatte en lovpakke der ville gøre det vanskelige at føre sager mod staten, at lade en valgt forsamling udpege dommere og tage stilling til retlige skridt mod kriminelle dommere, og endelig at oprette endnu en retlig instans, der skulle aflaste højesteret. Pakken blev i juni kendt i strid med forfatningen af højesteret. Årets tumult førte til, at Kirchners Frente para la Victoria led nederlag ved midtvejsvalget i oktober. Nederlaget var dog ikke større end at partiet bevarede flertallet i begge parlamentets kamre.

USA tog i 2014 en række skridt til økonomisk at destabilisere Argentina. Anledningen var, at grådige nordamerikanske Hedge Funds der 10 år tidligere havde opkøbt argentinske gældspapirer til få procent af den pålydende værdi krævede at få 100% af værdien udbetalt. Snylterkapitalisterne blev støttet af USA i deres krav. Den økonomiske ustabilitet førte i januar 2014 til strejker blandt lærerne og til en «generalstrejke» udløst af Hugo Moyano. Krisen blev umiddelbart løst da renten blev hævet og regeringen iværksatte programmet Progresar der gav en måneds økonomisk støtte til studerende, der ønskede at afslutte deres studier.

Første runde af præsidentvalget i oktober 2015 blev vundet af Daniel Scioli fra Frente para la Victoria (FPV )med 37,1% af stemmerne. Partiet var oprindelig dannet af Néstor Kirchner og var også den siddende præsidents parti. På andenpladsen kom Mauricio Macri fra den højreorienterede Cambiemos koalition med 34,2%. Anden valgrunde i november blev imidlertid vundet af Macri med 51,3% af stemmerne. Helt anderledes gik oktobervalget til senatet og deputeretkammeret, hvor FPV fik cirka dobbelt så mange mandater som Cambiemos. Det var med andre ord præsidentens politiske modstandere der kontrollerede parlamentet. Macri blev indsat som præsident i december.

Magtskiftet i Argentina fik dramatiske udenrigspolitiske konsekvenser. Præsidenten opsagde samarbejdsaftalerne med Iran og anlagde en stærkt kritisk linie overfor Venezuela. Til gengæld styrkede han forbindelsen til USA, der havde modarbejdet Argentina under Kirchner og til den højreradikale PP regering i Spanien. På det økonomiske område ophævede Macri valutakontrollerne, der havde været i kraft gennem 4 år. Konsekvensen var, at den argentinske peso i løbet af få dage blev devalueret 30% overfor US$. Ligeledes afskaffede han eksporttolden og eksportkvoterne på korn, oksekød og fisk. Eksporttolden på soya blev dog bevaret, omend reduceret fra 35% til 30%. Soya er landets vigtigste eksportprodukt, og en fuldstændig fjernelse af tolden ville underminere statens finanser.

Magtskiftet var en underminering af den uafhængige kurs et flertal af Latinamerikas lande gennem 15 år havde ført ifht. USA. Argentina var tilbage i USA's fold. Det blev måneden efter (delvist) fulgt af Venezuela og i maj 2016 af Brasilien. På under ½ år var magtbalancen på kontinentet tippet til USA's fordel.

Gerardo Morales vandt guvernørvalget i Jujuy i 2015. I januar 2016 satte han sin modkandidat Milagro Sala i fængsel, anklaget for svindel. Arrestationen blev kritiseret både af FN og af OAS, men centralregeringen afviste at løslade den fængslede.

Den konservative regerings politik var en katastrofe. Den lovede økonomiske vækst udeblev og arbejdsløsheden forblev høj. Regeringen søgte derefter at fjerne de offentlige subsidier til energi og vand. Konsekvensen var, at prisen på gas i juni 2016 steg 300% og prisen på elektricitet steg 500%. De dramatiske prisforhøjelser faldt sammen med den koldeste vinter i 60 år og udløste omfattende demonstrationer. Flere domstole kendte loven om fjernelse af subsidier for ugyldig, fordi den krævede forhandlingsprocedure ikke var blevet fulgt. I september genindførte højesteret halvdelen af de subsidier regeringen havde fjernet overfor private husholdninger.

Med offentliggørelsen af Panama Papers i marts 2016 om økonomisk hvidvaskning og manglende skattebetalinger fra hemmelige konti i Panama blev det afsløret, at præsident Macri selv havde været involveret i økonomisk kriminalitet, da han ikke havde oplyst myndighederne om hans hemmelige konti i udlandet.

Retssagerne mod officerer involveret i forbrydelser mod menneskeheden under diktaturet fortsatte gennem 2016. I maj blev afsgat skelsættende domme i Plan Condor sagen. Plan Condor var et efterretningsmæssigt samarbejde med diktaturene i Argentina, Brazil, Bolivia, Chile, Paraguay og Uruguay i 1970'erne. Det sikrede, at dissidenter blev forfulgt og dræbt på tværs af landegrænserne. Argentinas sidste diktator, Reynaldo Bignone, blev idømt 20 års fængsel, og andre 14 officerer blev ligeledes idømt fængsel. I august blev der afsagt kendelser i La Perla sagen om hemmelige torturcentre i Córdoba provinsen. 28 anklagede fik livsvarigt fængsel, 9 andre fik 2-14 års fængsel, mens 6 blev frikendt.

I et forsøg på at øge energiproduktionen igangsatte regeringen i januar 2017 et projekt til udnyttelse af skifergas i Patagonien.

En domstol i Buenos Aires dømte i november piloterne Mario Daniel Arrú og Alejandro Domingo D’Agostino til livsvarigt fængsel. 40 år tidligere havde de fra deres Skyvan PA-51 fly smidt 12 personer i Atlanterhavet fra stor højde. En af militærdiktaturets yndede drabsmetoder. En af de 12 myrdede var Esther Careaga, der var en nær ven af jesuitterpræsten Jorge Bergoglio - den senere pave Frans. Piloterne var 2 af de tiltalte i en stor retsag, der involverede ialt 54 tiltalte, der havde været involveret i mordenene på 789 personer på Flådens Mekaniske Skole -  ESMA - i Buenos Aires. Ialt 5.000 formodes at være myrdet på dette torturcenter i 1975-83. (Argentina 'death flight' pilots sentenced for deaths including pope's friend, Guardian 29/11 2017)

Macris forsøg på at rette op på Argentinas økonomiske krise slog endegyldigt fejl i 2018. Dels blev landet ramt af tørke, hvilket reducerede produktionen af sojebønner og dermed landets eksportindtægter. Samtidig steg renten i USA, hvilket fik US$ til at stige på finansmarkederne, hvilket udløste voldsom kapitalflugt fra Argentina, trods nationalbankens forsøg på at standse flugten ved at sætte renten op til 60%. For at hindre økonomisk nedsmeltning søgte Macri hjælp hos IMF, der gav landet et lån på 57 mia. US$. Det største i fondens historie. Knæfaldet for IMF var ikke populært. Nationalbankdirektør Federico Sturzenegger og næsten hele hans stab trak sig i protest. Hans efterfølger Luis Caputo holdt kun i få måneder.

I takt med den økonomiske krise forværring styrtdykkede Macris popularitet

2019 Peronistpartiet genvinder magten

Præsidentvalget i oktober 2019 blev vundet af peronistpartiets Alberto Fernández, der fik 48,2% af stemmerne allerede i første runde. Den siddende præsident Mauricio Macri måtte nøjes med 40,3%. Det var første gang i landets historie en siddende præsident ikke blev genvalgt, men det afspejlede den højreorienterede Macris upopularitet. Venstrefløjskandidaten Nicolás del Caño måtte nøjes med 2,2% af stemmerne. Ved kongresvalget fik Frente de Todos tilsvarende 45,3% af de pladser, der var på valg. Ny vicepræsident blev den tidligere præsident Cristina Fernández de Kirchner.

Efter sin indsættelse på præsidentposten i december igangsatte Fernández en række økonomiske initiativer til afbødning af landets dybe økonomiske krise. Han fordoblede erstatningen til arbejdere, der blev fyret uden grund for at tvinge virksomhederne til at holde længere på deres arbejdere; der blev gennemført skattestigninger på køb af udenlandsk valuta, landbrugseksport, formuer og bilsalg; der indført et 6 måneders prisstop på el og vand, pensionsforhøjelse til landets pensionister, forhøjet børnebidrag og fødevaretilskud til landets 2 mio. fattigste familier. Skatten på landbrugseksporten skabte stor utilfredshed blandt landets bønder og landbrugshandelsfirmaer og medførte alvorlige gnidninger ifht. statsmagten.

Trods de økonomiske initiativer fordybedes krisen i 2020, forstærket af COVID-19 pandemien. I maj var staten ude af stand til at betale 500 mio. US$ til sine udenlandske kreditorer og nye forhandlinger blev indledt for at omstrukturere landets 100 mia. US$ store gæld til private kreditorer og de 45 mia. US$ tidligere præsident Macri havde lånt af IMF. I august blev en aftale om omstrukturering af gælden indgået.

COVID-19 pandemien udløste en drastisk forværring af situationen i landet. Allerede før pandemien var arbejdsløsheden oppe på 10,4%. I marts til september 2020 blev landet sat i lockdown for at dæmme op for smitten. Skoler og grænser blev lukket, handel og transport begrænset. I 2. kvartal faldt den økonomiske aktivitet med 19% ifht. samme periode året før. Det største fald i landets historie. Samtidig faldt investeringerne med 38%. I januar 2021 var 1,63 mio. argentinere rapporteret smittet med COVID-19 og næsten 45.000 var døde. Argentina forsøgte selv at udvikle en vaccine mod COVID-19, men lænede sig også op ad udenlandske aktører. I november indgik landet aftale med Rusland om at købe den russiske Sputnik V vaccine. De første argentineer blev vaccineret med denne i slutningen af december

I november vedtog parlamentet at legalisere dyrkning og salg af cannabis til medicinsk brug. Allerede sin valgkampagne havde Fernández erklæret, at han gik ind for legaliseringen af marihuana til eget forbrug.

I december vedtog parlamentet at legalisere abort. Både tilhængere og modstandere havde inden da gennemført omfattende kampagner.

Udenrigspolitisk indebar præsidentskiftet i Argentina, at landet rykkede mod venstre. Relationerne til Trump regimet i Washington og Bolsonaro regimet i Brasilien blev drastisk forværret. Bolsonaro brød traditionen i regionen og udeblev fra Fernández' indsættelse som præsident i december 2019. Til gengæld gav Argentina øjeblikkelig politisk asyl til Bolivias præsident Evo Morales, der var blevet afsat ved et kup i november. Da Evos parti genvandt magten i Bolivia i november 2020 fulgte Fernández Evo Morales til grænsen til Bolivia, hvor de to fejrede landets tilbagevenden til demokrati, inden Morales vendte hjem til sit land.

A.J. og Guia del Mundo