Befolkning 699.000 Valuta Solomon Island dollars Areal 28.900 Km2 Hovedstad Honiara Befolkningstæthed 13,8 indb./Km2     HDI placering 155

Solomon Islands udgør størstedelen af øerne af samme navn, bortset fra de nordvestligste der hører under Papua New Guinea: Ontong Java øgruppen, Rennell Islands og Santa Cruz. Solomon Islands er beliggende i Melanesien øst for New Guinea. Øerne har vulkansk oprindelse, og de vigtigste af dem er Guadalcanal (hvor hovedstaden også er beliggende), Malaita, Florida, New Georgia, Choiseul, Saint Isabel y St. Christopher. Landskabet er bjergrigt, og mange orkaner er fortsat aktive. Økonomien er fortsat baseret på fiskeri og subsistenslandbrug. Samtidig medfører skovningen, at en af landets vigtigste ressourcer er ved at blive opbrugt. Voldsomme regnskyl medfører erosion af de mest udsatte jorder.

Folket: Befolkningen er overvejende af melanesisk oprindelse (93%); polynesiere (4%), mikronesiere og små grupper af kinesere og europæere.

Religion: Anglikanere 45%, katolikker 18%, metodister og presbyritanere 12%, baptister 9%, pinsebevægelse 7%. Andre protestanter 5%, lokale traditionelle religioner 4%.

Sprog: Engelsk (officielt, men det tales kun af 1-2% af befolkningen); «pidgin» (lokal dialekt afledt fra engelsk) og yderligere over 120 dialekter.

Politiske partier: Gruppen for National Enhed og Forsoning (tidligere Folkealliancen); Folkealliancen; Solomons parti for national Aktion; Solomons Arbejderparti; det Forenede Parti.

Sociale organisationer: Solomon Islands Fagforeningsråd (SICTU), dannet i 1986 med 6 tilsluttede fagforeninger.

Officielt navn: Solomon Islands.

Administrativ inddeling: 8 provinser og hovedstaden

Hovedstad: Honiara, 68.000 indb. (2003).

Andre vigtige byer: Gizo, 7.000 indb.; Auki, 5.000 indb.; Kira Kira, 3.800 indb.; Buala, 3.000 indb. (2000)

Regering: David Vunagi, guvernør udpeget af det britiske koloniregime i juli 2019. Manasseh Sogavare er siden april 2019 premierminister. Parlamentet har 50 pladser; valgperioden er 4 år.

Nationaldag: 7. juli (Uafhængighedsdagen, 1978)

 

Solomon Islands har været beboet de sidste 4000 år. Øernes oprindelige beboere var et melanesisk folk, hvis sociale organisering var enklere end blandt folkene på andre øgrupper i Stillehavet.

De første europæere der ankom til øerne var spaniere under ledelse af Alvaro de Mendaña, der søgte efter El Dorado (Guldlandet). De omdannede i det 18. og 19. århundrede øerne til slave-arbejdskraftreserve for sukkerplantagerne i Fiji og Australien.

Efter første verdenskrig omdannede Storbritannien øerne til koloni. Japan besatte øerne i 1942, og da 2. verdenskrig sluttede, besatte Storbritannien atter øerne og delte dem op, således at den østlige del på 14.000 km² blev lagt ind under australsk administration og indlemmet i Papua New Guinea.

Peoples Progressive Party (PPP) under ledelse af Solomon Mamaloni og Solomon Islands United Party (SIUP) stod i spidsen for kampen for selvstændighed. Den kulminerede i 1976, da øerne fik intern autonomi. Den 21. maj 1975 var Storbritannien og lokalregeringen blev enige om at give øerne selvstændighed, og den blev proklameret den 7. juli 1978.

Både finanssystemet og landbrugsproduktionen er på udenlandske hænder. Selv om der er gjort forsøg på at diversificere økonomien, er landets økonomi fortsat meget afhængig af verdensmarkedet.

Solomon Mamaloni blev valgt til premierminister i august 1981, efter parlamentet havde besluttet at oprette 5 ministerier med ansvar for regionale anliggender. Endvidere besluttede parlamentet at forbyde, at der kom atombestykkede skibe eller fly ind på landets territorium.

I 1984 valgte en koalition af partier Kenilorea til præsident. Han forbedrede relationerne til USA og overlod i 1986 magten til Ezekiel Alebua, der fortsatte sin forgængers politiske linie.

I 1989 genvandt Mamaloni det parlamentariske flertal, og blev genvalgt som premierminister. I 1991 afviste landet et forslag fra et nordamerikansk selskab om at deponere industriaffald på øerne. Miljøorganisationen Greenpeace konstaterede, at der i de seneste år er fremsat 20 lignende forslag.

Mamaloni regeringen blev i 1992 stillet overfor en parlamentarisk undersøgelseskommission, der skulle undersøge uregelmæssigheder omkring salget af det Nationale Fiskeriudviklingsselskab til en canadisk virksomhed. Selvom der ikke kunne konstateres nogen direkte andel i uregelmæssighederne fra regeringens side, tabte den alligevel anseelse. Samtidig medførte regeringens udviklingsplan, at der blev oprettet 21 landbrugsuddannelsescentre, der skulle bidrage til moderniseringen af landbruget, og samtidig blev der vedtaget en række skridt til stimulering af turismen.

Udenrigspolitisk fandt der en stadig forværring sted af relationerne med Papua New Guinea, pga. selvstændighedskampen på øen Bougainville. I september 1992 døde to statsborgere fra Solomon således i et væbnet sammenstød på Bougainville. Trods en række forsøg på mindskning af spændingerne, gennemførte tropper fra Papua i april 1993 nye angreb ind på Solomons territorium.

I juni 1994 valgtes Francis Billy Hilly til ny premierminister, men allerede 31. oktober måtte han atter forlade posten efter et mistillidsvotum fra parlamentet. En uge senere blev Mamaloni udnævnt til premierminister. Den nye premierminister havde ikke samme indstilling til miljøbeskyttelse. I 1995 beordrede han samtlige træer på øen Pavuvu fældet, og beboerne tvangsforflyttet til andre øer. Iflg. Billy Hilly er træindustrien en kilde til regeringskorruption.

I september 1997 udnævntes Bartholomew Ulufa' alu til ny premierminister. Han annoncerede skovindustrien nationaliseret og indledte undersøgelser af de midler, den foregående regering havde investeret i udviklingsprojekter. I december devalueredes landets valuta med 20 % og priserne på forbrugsvarer steg.

I oktober erstattede Solomon Mamaloni, Job Duddley som leder af oppositionen. Økonomien blev ramt af krisen i Asien, faldet i verdensmarkedspriserne på træ, den vedvarende tørke i landet og eftervirkningerne af cyklonen Katrina.

En serie etniske sammenstød i første halvår af 1999 rystede øerne. Guadalcanals Befrielsesfront (den største ø i øgruppen) indledte en kamp mod indbyggere fra Malaita, der kontrollerer magtstrukturene i Honiara. Premierminister Ulufa’alu der også kommer fra en familie på Malaita garanterede, at der ville blive overført 500.000 dollars til lokalregeringen på Guadalcanal for at hjælpe øen med at klare de udgifter der er forbundet med, at hovedstaden ligger på denne ø.

I juni blev Fijis tidligere premierminister Sitiveni Rabuka udnævnt til mægler i konflikten, og det lykkedes ham at få parterne til at undertegne en aftale. Ifølge denne skal medlemmerne af befrielsesfronten aflevere deres våben til de lokale borgmestre og opløse deres organisation. Til gengæld skulle der ydes en række økonomiske kompensations ydelser til indbyggerne på landets største ø, og disse skulle fordeles over de følgende 6 måneder. Nogle måneder blev der indgået en fredsaftale mellem parterne, der skulle overvåges af Australien og New Zealand.

I december 2001 overtog Allan Kemakeza posten som premierminister, efter at være blevet valgt af parlamentet. Australien erklærede, at landet ikke ville yde økonomisk bistand til Solomon, inden der var gennemført omfattende politiske og økonomiske reformer.

I 2003 hærgede cyklonen Zoe øerne, og efterlod kun få spor af liv på atollen Tikopia. Kommunikationen mellem øerne var afbrudt under cyklonens hærgen, og efterfølgende kunne regeringen ikke sende nødhjælp pga. manglende økonomiske midler.

I juli bragte en regional væbnet interventionsstyrke 4 års væbnede sammenstød i landet til ophør. Det drejede sig om det vigtigste skridt frem mod at bringe den situation vold og straffrihed til ophør som havde hersket, siden den væbnede konflikt brød ud i 1999. Før dage før operationen blev indledt erklærede militslederen Harold Keke våbenstilstand og løslod 4 af de 7 gidsler han havde taget i juni. En måned senere overgav han sig til interventionsstyrken.

Lederen af Guadalcanal Befrielsesfront, Harold Keke blev idømt livsvarigt fængsel sammen med 2 andre medlemmer af hans organisation for mordet på præsten og parlamentsmedlemmet Augustine Geve i 2002. Australien fejrede domfældelsen og karakteriserede den som «et kvalitativt fremskridt ... der viser at Solomon øernes retsvæsen er på vej til atter at håndhæve landets love».

Udnævnelsen i april 2006 af den tidligere finansminister Snyder Rini udløste optøjer og demonstrationer, hvor det blev hævdet af hans udnævnelse var illegal og alene favoriserede lokale og kinesiske interesser. Efter 8 dage trak Rini sig fra posten, og parlamentet udnævnte i stedet Manasseh Sogavare.

I april 2007 blev øerne ramt af en tsunami, der kostede 18 livet og flere snese sårede.

Premierminister Sogavare faldt ved en mistillidsafstemning i december 2007 og blev erstattet på posten af Derek Sikua.

Sikuas liberale parti led et knusende nederlag ved valget i 2010, da Sikua blev valgt som den eneste. Ny premierminister blev Danny Philip. Han kom dog kun til at sidde på posten i 1 år. I efteråret 2011 blev han anklaget for svindel med bistandsmidler fra Taiwan. Efter at 5 ministre og 6 andre medlemmer fra hans parti var gået over til oppositionen, blev der indkaldt til en mistillidsafstemning i parlamentet. Philip valgte dog at gå inden. Ny premierminister blev Gordon Darcy Lilo.

Solomon blev i 2012 den første stillehavsstat til at åbne en ambassade i Cuba. Cuba havde siden årtusindskiftet arbejdet på at styrke sine bånd til de små stillehavsstater, der ellers traditionelt har stemt sammen med USA ved den årlige afstemning om supermagtens blokade af Cuba. Cuba bidrager med læger og sygeplejersker til de små østater.

Solomon Islands blev i februar 2013 ramt af et undersøisk jordskælv med en momentstyrke på 8,0. Dets epicenter lå i en dybde af 28,7km 76km vest for øen Nendo. Det udløste en lille Tsunami på 1m højde, der nåede 500m ind i landet. Trods den begrænsede størrelse blev 9 dræbt. I april 2014 ramtes området af et nyt skælv på 7,6 på Richter skalaen. Dets epicenter lå 100km sydøst for Kira Kira. Der blev ikke rapporteret om tilskadekomne ved dette skælv.

Sammen med regeringerne i Nauru, Vanuatu Tuvalu og Østtimor fik Lilo i maj 2013 genoptaget Fransk Polynesien på FN's liste over koloniområder uden selvstændighed. Initiativet udløste stærke reaktioner fra kolonimagten i Paris og dens settler regering i Papete.

I december 2014 overtog Manasseh Sogavare posten som premierminister.

I november 2017 tabte Sogavare en tillidsafstemning i parlamentet. 17 medlemmer af hans egen Democratic Coalition for Change koalition stemte imod ham. Ifølge dem fordi premierministeren havde mistet kontakten med virkeligheden og fortabt sig i konspirationsteorier. Sogavare selv mente det var fordi de var bange for at blive ramt af den lov mod korruption, parlamentet behandlede. Som ny premierminister valgtes Rick Houenipwela, der indtil da havde været finansminister.

2019 Solomon etablerer forbindelse med Kina og USA truer med krig

I april 2019 blev Manasseh Sogavare atter valgt til premierminister. I september tog regeringen en kovending, brød den 36 år lange anerkendelse af Taiwan og etablerede i stedet forbindelse til Kina. Beslutningen udløste et politisk stormvejr, USA anerkendte den ikke, men forsøgte at sabotere den ved at dele Solomon øerne. Malaita provinsen kritiserede beslutningen, hvilket fik USA til at støtte den med 25 mio. US$ i 2020, og senere på året gennemførte provinsen en folkeafstemning om «selvstændighed». Afstemningen blev kendt ugyldig af Solomon øernes regering, men viste hvor langt USA var villig til at gå i sin sabotage af landets politiske proces.

I november 2021 blussede konflikten atter op. Demonstranter fra Malaita demonstrerede i flere dage i hovedstaden Honiara med krav om at regeringen omgjorde beslutningen om anerkendelse af Kina. De forsøgte at storme parlamentet og brændte forretninger i byenes kinesiske kvarter ned. Australien, Fiji og New Zealand sendte tropper til forstærkning af landets politistyrke. Oppositionen forsøgte i starten af december at vælte regeringen med en mistillidsdagsorden, men det mislykkedes.

I april 2022 indgik landet en venskabsaftale med Kina, der gav Kina ret til at anvende landets (meget begrænsede) havnefaciliteter. Australien havde en lignende aftale. Men pga. Vestens ømfindtlighed overfor Kina, blev det i den vestlige retorik udlagt som en aftale om kinesiske baser i Solomon. USA sendte derefter sin viceudenrigsminister Daniel Kritenbrink til landet, hvor han åbent truede Solomon Islands med krig, hvis Kina fik «lov til at etablere en base». I Australien erklærede krigsminister Peter Dutton, at Australien «skulle forberede sig på krig», hvis Kina fik basefaciliteter i Solomon Islands. Vesten udstillede dermed sin egen dobbeltmoral. Mens Ruslands naboland Ukraine skulle have lov til at melde sin ind i NATO, var retten til frit at bestemme sin udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke noget USA eller Australien kunne overlade til Solomon Islands. I maj fulgte EU trop og meddelte, at Unionen ville etablere militær tilstedeværelse i Stillehavsregionen for at holde Kina stangen (US won’t rule out military action if China establishes base in Solomon Islands, Guardian 26/4 2022).

Landets udenrigsminister Collin Beck forsvarede i juni aftalen med Kina og anklagede Australien for at fordreje fakta og true med krig. Solomon Islands problemer skyldes ikke Kina, men de globale klimaforandringer forårsaget af Australien, USA og Europa, der allerede har medført at 5 af øerne i landet er forsvundet under havets overflade. Aftalen med Kina giver ikke Kina basefaciliteter, men gør at landet kan trække på kinesiske sikkerhedsstyrker i tilfælde af oprør landet ikke selv kan klare. De små østater i Stillehavet har allerede tilsvarende aftaler med New Zealand og Australien. Australiens og USA's trusler har kolonialistiske og racistiske undertoner. (We needed China deal to protect ‘domestic security’, says key Solomon Islands official, Guardian 14/6 2021)

Guia del Mundo