 |
|
 | ||||||||||||||
 |
Landet er delt op i en fastlands- og en ø-del. Der er tale om Bioko øerne (tidligere Fernando Pó og Macías Nguema) samt Pigalu øerne (tidligere Annobón, Corisco, Elobey Grande og Elobey Chico), på ialt 2.034 km2. Fastlandsdelen ligger ud til Guinea bugten (Río Muni, på 26.017 km2). Øerne har vulkansk oprindelse og rummer meget frugtbare jorder. Río Muni er en kystslette dækket af tropisk regnskov og uden naturlige havne. Der er tale om et af jordens mest fugtige og regnfulde lande, hvilket begrænser afgrødernes art. Landets alvorligste miljøproblem er anvendelsen af øen Pigalu som affaldsdepot for giftigt industriaffald og stærkt radioaktive affaldsstoffer.
Brutalt diktatur med opbakning fra USA og Frankrig. Landets diktator, Teodoro Obiang er verdens længst regerende. Han har været ved magten siden 1979.
Folket: Befolkningen er overvejende bantu'er. På øerne er der endvidere indvandret folk fra Nigeria (iboer og efik), der har underlagt sig den oprindelige bubi befolkning. I Río Muni tilhører flertallet de etniske grupper fang og ndowe. Under Macías' regime emigrerede næsten alle europæere og en tredjedel af lokalbefolkningen.
Religion: Overvejende kristne på øerne. I Río Muni praktiseres traditionelle afrikanske religioner.
Sprog: Spansk (officielt) og samtidig det dominerende. I Río Muni tales der endvidere fang og på øerne bubi, ibo og engelsk.
Politiske partier: Partido Democrático de Guinea Ecuatorial (Ækvatorial Guineas Demokratiske Parti, PDGE), landets enhedsparti ledet af Obiang Nguema Mba Nzago. Coalición Democrática de Oposición (Oppositionens Demokratiske Koalition, CDO). Plataforma de Oposición Conjunta (Oppositionens Fællesplatform, POC).
Sociale organisationer: Bevægelsen for Biokos selvstændighed (MAIB); Landsorganisationen for arbejdere i Ækvatorial Guinea.
Officielt navn: República de Guinea Ecuatorial.
Administrativ inddeling: 4 fastlands-regioner og 3 ø-regioner
Hovedstad: Malabo på øen Bioko, 156.000 indb.(2005).
Andre vigtige byer: Bata, 43.000 indb.; Ela Nguema, 14.700 indb. (2000).
Regering: Teodoro Obiang Nguema Mba Nzago er siden 1979 præsident og diktator. «Genvalgt» i december 2002, 2009 og 2016. Francisco Pascual Obama Asue er premierminister siden juni 2016. Parlamentet har ét kammer: Senatet med 70 medlemmer, hvoraf 55 vælges hvert 5. år og 15 udpeges af præsidenten.
Nationaldag: 12. oktober (Uafhængighed, 1968)
Væbnede styrker: 1.320 (1996)
Omkring det 13. århundrede slog folkene fang og ndowe sig ned i det område, der i dag kendes som Río Muni. De fordrev pygmæ befolkningen (bayele), som der i dag kun findes små grupper af. Fang og ndowe folkene spedte sig også til øerne, der i det 15. århundrede blev betegnet som «tæt befolkede».
Efter opdelingen af Afrika i kolonier, kom Río Muni sammen med øerne til at hedde Ækvatorial Guinea. Portugiserne, hollænderne og englænderne gjorde ndowe folket til sine allierede og mellemhandlere i slavehandelen, mens fang folket der ikke kendte til slaver trak sig tilbage til junglen, overbeviste om at europæerne var menneskeædere.
Portugals konger opfattede sig som herrer over Ækvatorial Guinea og overdrog med San Ildefonso og Pardo traktaterne i 1777 og 78 distriktet Biafra, mod at få retten til de spanske områder i det sydlige Brasilien. Alligevel stredes de om øerne, der i stedet i første omgang blev besat af franskmænd og briter, indtil Storbritannien overtog det fulde herredømme og grundlagde de første byer. De gjorde frigivne slaver til deres agenter og var dermed med til at oprette en ledende klasse, som fortsat eksisterer i dag.
I 1843-58 generobrede Spanien militært området og dets «rettigheder» blev anerkendt. Kakaoen, kaffen og tømmeret blev landets økonomiske omdrejningspunkt, men det blev styret langt borte fra og ikke særlig effektivt. Under den spanske borgerkrig i 1936-39 støttede kolonisterne general Franco, og denne gav dem efterfølgende nærmest total magt over landet. Admiral Carrero Blanco - Francos premierminister - ejede Ækvatorial Guineas største kakaoplantager.
Fra 1963 fik kolonien en form for intern autonomi, der tillod eksistensen af 3 legale politiske organisationer: MONALIGE (Movimiento Nacional de Liberación de Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Nationale Befrielsesbevægelse), MUNGE, (Movimiento de Unión Nacional de Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Nationale Unionsbevægelse) og IPGE (Idea Popular de Guinea Ecuatorial, Ækvatorial Guineas Folkeidé). Imens øgedes det internationale pres på Spanien, der blev tvunget til at anerkende Ækvatorial Guineas selvstændighed, der blev proklameret den 12. oktober 1968.
IPGE's leder, Francisco Macías Nguema overtog efter selvstændigheden præsidentposten i en koalition mellem IPGE og to vigtige afskallede grupper fra MUNGE og MONALIGE, der var opstået under kampen for selvstændighed.
Knap 1 år efter magtovertagelsen indledte Macías en voldsom undertrykkelse af oppositionen, under påskud af et formodet statskup. Tusinder blev sendt i fængsel, myrdet eller forsvundet og 160.000 sendt i eksil. Mens Amnesty International fordømte forsvindingen af to-tredjedele af Nationalforsamlingens medlemmer, optrappede Macías Nguema undertrykkelsen: alle politiske partier blev opløst og erstattet med Partido Unico Tradicional de los Trabajadores (Arbejdernes traditionelle Enhedsparti, PUNT). Han erklærede sig for præsident på livstid og øverste lærer indenfor folkeundervisning, videnskab og kultur. Organisationen «Ungdommen på march med Macías» havde ansvaret for terrorens udfoldelse, og den strakte sig til katolske præster og protestantiske missionærer.
I august 1979 gennemførte oberst Teodoro Obiang Mba Nzago et statskup. Han var præsidentens nevø og bragte dennes personfikserede magt til ende. Macías blev efterfølgende henrettet for «forbrydelser mod menneskeheden».
Der indledtes en periode med forfølgelse, tilfældige anholdelser og korruption, der i virkeligheden blot var en fortsættelse af den tidligere regerings repressive praksis. I august 1982 gennemførtes parlamentsvalg, men der var kun én liste, bestående af kandidater fra regeringspartiet. I eksil opbyggedes Den Nationale Alliance for Demokratisk Genopbygning, der uden større held forsøgte at etablere forbindelse til Obiang.
I juni 1986 optrappede regimet tilbageholdelserne på baggrund af et kupforsøg, i hvilket vicepremierministeren, Fructuoso Mba Onana var involveret.
Teodoro Obiang meldte sit land ind i Centralafrikas Økonomiske og Toldmæssige Union (UDEAC) og knyttede landets valuta - ekwele - til centralbankerne i regionen. Skridtet blev opfattet som en styrkelse af forbindelserne til den vestlige verden, og førte til en drastisk reduktion i bistanden fra Sovjetunionen og Østtyskland. USA, Frankrig og Spanien kontrollerede de vigtigste jernminer, oliekilder og tømmerproduktionen. Samtidig sendte Marokko tropper for at garantere den nye regerings sikkerhed.
I juni 1988 blev Teodoro Obiang genvalgt. Han forsatte gennemførelsen af IMF's politik. Fonden havde givet et lån på 16 millioner dollars til forbedring af de offentlige investeringer, reform af bankvæsenet og øgning af væksten. På et møde med långiverne i november 1988 fik regimet lovning på yderligere 58 millioner dollars i international bistand over de følgende 3 år.
I september 1988 besøgte Teodoro Obiang Frankrig, hvilket medførte en tilnærmelse mellem de to lande, og senere søgte Ækvatorial Guinea om optagelse i de francofone landes sammenslutning. Samtidig lykkedes det præsidenten at få eftergivet en tredjedel af landets gæld til Spanien.
Samtidig fortsatte repressionen. I september 1988 blev to officerer henrettet, beskyldt for at have konspireret mod regeringen. Næsten samtidig blev oppositionslederen José Luis Jones tilbageholdt, da han vendte hjem til sit land.
I juni 1989 blev Obiang genvalgt, i et valg hvor kun regeringspartiet havde ret til at deltage. Den hidtidige politiske linie fortsattes derfor.
I begyndelsen af 1991 stiftedes i Gabon, Coordinadora Democrática de los Partidos de Oposición (Oppositionspartiernes Demokratiske Koordinering, CDPO), og i maj myrdedes en af oppositionens vigtigste ledere, Feliciano Moto.
I begyndelsen af 1992 udstedte regeringen en generalamnesti. Loven om politiske partier forbød de partier, hvis grundlag var «stammemæssigt, regionalt eller provinsmæssigt», og krævede at der betaltes 158.000 dollars for legaliseringen af et parti. Endvidere blev det krævet af præsidentkandidater, at de havde opholdt sig de foregående 10 år i landet, hvilket udelukkede alle de, der havde været i eksil.
Trods forhindringerne blev 10 politiske partier legaliseret i starten af 1993. I samme periode udsendte FN en rapport, i hvilken den systematiske overtrædelse af oppositionspolitikernes basale rettigheder blev skarpt kritiseret.
FN beskyldte endvidere Obiangs regering for at være indblandet i det mislykkede attentatforsøg mod USA's ambassadør, John Bennett, efter at det nordamerikanske udenrigsministerium havde kritiseret de illegale fængslinger, tortur og chikane i landet.
Løsladelsen af alle politiske fanger i slutningen af marts blev indskrevet i den Nationale Demokratiske Pagt, som regeringen sammen måned underskrev med Den Fælles Oppositionsplatform - en koalition bestående af 10 legale politiske partier, der var blevet dannet i november 1992.
I slutningen af 1993 blev der gennemført parlamentsvalg, hvis legitimitet blev draget i tvivl af internationale iagttagere. Ifølge de officielle resultater fik regeringspartiet 68 af parlamentets 80 pladser. Efter at Spanien i januar 1994 havde fået udvist sin konsul fra byen Bata, halverede landet sin bistand til Ækvatorial Guinea.
I marts 1995 blev lederen af det oppositionelle parti Fremskridtspartiet, Severo Moto idømt 2½ års fængsel for ifølge anklageskriftet at have givet en politimand bestikkelse, og for at have skadet Obiangs «anseelse». I april blev Moto atter dømt, denne gang til 28 års fængsel for forræderi og konspiration. Dommen blev fordømt af de vestlige lande - især Spanien.
I juli blev flere medlemmer af Biokos Bevægelse for Selvbestemmelse (Movimiento para la Autodeterminación de Bioko) arresteret. Bioko er en af de øer, der tilhører Ækvatorial Guinea. I et klima af beskyldninger om vilkårlige arrestationer og tortur udskrev regeringen præsidentvalg til afholdelse i starten af 1996. I februar - kort før valget - opløste regeringen Oppositionens Fællesplatform og tilbageholdt flere af dens medlemmer. Valget den 25. februar blev vundet af Obiang med 99% af stemmerne. Oppositionen karakteriserede det som en «farce».
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har modtaget mange rapporter om tilbageholdelser af politiske årsager, tortur og mord - på bl.a. præsteelever og soldater beskyldt for at konspirere mod regeringen.
Sikkerhedsstyrker tilbageholdt i januar 1998 hundredevis af medlemmer af Bubi folket, der bor på øen Bioko. De blev beskyldt for at have angrebet militærinstallationer og for at tilhøre Biokos Bevægelse for Selvbestemmelse. Ifølge Amnesty International blev de tilbageholdt alene pga. deres etniske tilhørsforhold.
Obiangs premierminister, Angel Serafín Seriche Dougan trak sig som forudset i starten af hans mandatperiode tilbage fra posten, og præsidenten dannede i begyndelsen af 1998 en ny regering. I september 1999 blev generalsekretæren for oppositionspartiet Convergencia para la Democracia Social (CPDS) arresteret. Han blev senere løsladt, men sat under overvågning og beskyldt for at konspirere mod regeringen.
I marts 2000 kritiserede Amnesty International, at mindst 50 af bubi fangerne på Bioko øen i Malabo var blevet sendt bort med ukendt bestemmelsessted. Ifølge menneskerettighedsorganisationen blev skridtet taget for at skade fangerne fysisk og mentalt.
Per-capita indkomsten steg fra 370 til 2.000 US$ i perioden 1995-2000, men væksten har ikke ført til en mere ligelig fordeling af indkomsterne. Alligevel har udviklingen medført kvalitative forbedringer indenfor især sundhed og uddannelse.
I 2001 blev der opdaget naturgas i undergrunnden, og dette førte til forstærket økonomisk vækst. Størstedelen af de lokale investeringer har været indenfor byggeri, hvilket har trukket andre sektorer med og dermed bidraget til, at også fattigere sektorer har nydt godt af den økonomiske udvikling.
Efter USA i 1994 havde trukket sin ambassadør ud af landet og lukket sin ambassade, havde forholdet mellem Ækvatorial Guinea og USA været stærkt nedkølet. Det ændredes efter terrorattentatet i New York i september 2001. En israelsk tænketank formulerede en ny Afrika politik for USA, hvor Vestafrikansk olie skulle erstatte Mellemøstlig olie, og dermed reducere supermagtens olie-afhængighed af Mellemøsten. Israel fik gennemført sin ændring af USA's afrikapolitik, forholdet blev gradvist bedre mellem USA og Guinea, og i 2006 genåbnedes ambassaderne.
I juni 2002 blev 68 personer - deriblandt oppositionens vigtigste leder, Plácido Micó Abogo -arresteret og beskyldt for at forberede et kup mod Obbiang Nguema. Iflg. Amnesty International viste flere af de arresterede bagefter tegn på tortur.
Ved valget i december 2002 blev præsidenten genvalgt med 100% af stemmerne - iflg. de officielle oplysninger. Ledere af oppositionen karakteriserede valget som præget af svindel.
Selvom 60% af befolkningen lever i fattigdom og 7% af befolkningen er berørt af AIDS eller HIV, havde landet alligevel den højeste økonomiske vækst med 19% årligt over de sidste 10 år.
I januar trådte Silvestre Siale tilbage som præsident for højesteret. I sin afskedeligelsesbegæring til Obiang skrev han, at han - resultatløst - havde sat hele sit arbejde ind på at forbedre retsvæsenet. Oppositionen erklærede, at hans tilbagetræden var udtryk for, at Obiang regimet var ude af stand til at løse problemerne med korruption i landet.
I marts blev der arresteret en gruppe lejesoldater, der blev anklaget for at forsøge at vælte Obiangs regering. Gruppen var knyttet til en anden gruppe, der var blevet arresteret i Zimbabwe. Samme måned udbrød en krise omkring indvandrene i landet, og flere hundrede illegale indvandrere blev deporteret tilbage til deres oprindelseslande.
Ved parlaments- og kommunalvalget i april fik Obiangs PDGE og allierede partier 98 af de 100 pladser i parlamentet og alle 244 pladser i kommunalbestyrelserne på nær 7. Internationale observatører kritiserede både måden valget var blevet gennemført på og resultatet.
I august indledtes i Malabo retssagen mod 19 lejesoldater af sydafrikansk og armensk oprindelse, der stod anklaget for forsøg på at styrte Obiang i marts.
I oktober meddelte Ækvitorialguineas eksilregering i Madrid under ledelse af Severo Moto, at der havde været et fejlslagent kupforsøg mod Obiang. Præsidentens bror og generaldirektør for den nationale sikkerhedstjeneste, Armengol Ondo Nguema, havde forsøgt at dræbe præsidenten under en jagt, for derved at kunne overtage regeringsmagten.
Samme måned tog bølgen af arrestationer til med omkring 300 tilbageholdelser. Den selvbestaltede eksilregering fordømte arrestationerne, og hævdede de var blevet gennemført af en anden af præsidentens brødre, Teodoro Obiang.
I februar 2005 udbrød en koleraepidemi, der øjeblikkeligt blev den væsentligste dødsårsag på øen Bioko, hvor også hovedstaden Malabo ligger. 3-5 døde blev dagligt begravet på kirkegården, og en enkelt dag nåede tallet op på 30. Epidemien truede med at brede sig til hele landet - som malariaen - da 80% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.
En rapport fra Komiteen til beskyttelse af Journalister fra maj 2006 placerede Ækvatorial Guinea som det afrikanske land med mest omfattende censur. Rapporten påpegede at: «adgangen til kommunikation ligger 100% i hænderne på landets magtelite». I landet eksisterer der kun én privat radio- og TV station, der ejes af præsidentens søn.
I april 2007 opfordrede oppositionspartiet Sammenslutningen for socialt Demokrati det internationale samfund til at overvåge kommunal-, parlaments- og præsidentvalgene, der skal gennemføres i 2008-09. Iflg. oppositionspartiet vil Obiang som ved tidligere valg søge at gennemføre offentlig afstemning og hindre internationale observatørers deltagelse. Regeringen har hverken indbudt oppositionen eller internationale organisationer til at deltage i organiseringen af valgene, hvilket betragtes som et tegn på, at valgene vil blive præget af svindel.
Den britiske lejesoldat Simon Mann der stod bag kupforsøget mod Obiang i 2004 blev i november 2009 løsladt af helbredsmæssige årsager og sendt tilbage til Storbritannien.
Præsidentvalget i november 2009 gav ikke overraskende sejr til den siddende præsident der fik 95,4% af de afgivne stemmer. Både internationale observatører og oppositionen stillede dog spørgsmålstegn ved valgets legitimitet. Valget var oprindeligt planlagt til afholdelse i 2010, men en måned inden valget meddelte regeringen, at det ville blive gennemført allerede i 2009.
I januar 2010 bortførte sikkerhedsstyrker 4 mænd der levede i eksil i Benin. Der var tale om 2 tidligere militærfolk, 1 grænsevagt og 1 civil. I august blev de efter en summarisk rettergang henrettet, dømt for at have deltaget i kupforsøget mod Obiang i 2010. Militærdomstolen dømte samtidig UP medlemmerne Marcelino Nguema og Santiago Asumu til 20 års fængsel. I marts var de ellers blevet frikendt ved en civil domstol, hvor 7 andre UP medlemmer ellers var blevet idømt 12 års fængsel. Politi og sikkerhedsstyrker gennemfører rutinemæssigt og straffrit tortur og andre menneskerettighedskrænkelser. Censur er fortsat udbredt. I februar 2011 beordrede regeringen medierne til ikke at omtale det Arabiske Forår.
I 2011 fremsatte regeringen planer for at flytte hovedstaden ind på fastlandet. Der skulle bygges en helt ny hovedstad med navnet Djibloho.
I november 2011 lod Obiang en ny forfatning vedtage. Iflg. den ny forfatning kunne en præsident højest sidde i 2 perioder (2 * 7 år). Obiang benægtede i et interview efterfølgendde, at han ville undlade at stille op til «genvalg», trods det at han havde siddet siden 1979. Forfatningen slog præsident- og premierministerembederne sammen, oprettede en vicepræsidentpost og et senat med 70 pladser, hvoraf de 15 skulle udpeges af præsidenten selv.
Obiang lider angiveligt af prostata cancer og ønsker at hans søn, Teodoro Nguema Obiang Mangue planlægges at efterfølge ham på præsidentposten. Den nye vice-præsident post i forfatningen var tiltænkt Obiangs søn. I marts 2012 fik en fransk undersøgelsesdommer udstedt en international arrestordre mod Teodoro for svindel med offentlige midler og pengevask. I august konfiskerede de franske myndigheder hans ejendom i Paris og hævdede den var financieret med midler stjålet fra Ækvatorial Guinea. Måneden efter anmode Ækvatorial Guineas myndigheder den internationale domstol i Haag om at afsige en kendelse, der pålagde de franske myndigheder at indstille deres efterforskning og tilbagelevere den beslaglagte ejendom. Måneden efter udstedte undersøgelsesdomstolen i Malabo en arrestordre mod direktøren for den franske afdeling af Transparency International for bagvaskelse, eftersom organisationen havde betegnet Ækvatorial Guinea som et af verdens mest korrupte lande. Myndighederne i USA havde gennem 10 år ført sag mod Teodoro for svindel og pengevask. Denne sag endte i oktober 2014 med et forlig mellem USA og Teodoro, hvorefter Teodoro skulle betale 30 mio. US$. Det var kun en brøkdel af værdien af hans ejendomme i USA.
Obiang gennemførte i maj 2013 valg til det nyoprettede senat, hvor hans eget parti PDGE ikke overraskende fik flertal. Inden valget den 26. maj forsøgte Bevægelsen for folkelige Protester (MPP) at gennemføre en demonstration 15. maj. Det medførte at MPP's koordinator Enrique Nsolo Nzo blev arresteret og i medierne fremstillet som en samfundsomstyrter. I dagene omkring 15. maj besatte svært bevæbnede sikkerhedsstyrker Plaze de la Mujer hvor demonstrationen skulle være gennemført. Samtidig blev internet medier som Facebook blokkeret af regimet. Efter valget meddelte oppositionspartiet CPDS at det ville gennemføre en demonstration mod regeringens valgsvindel den 25. juni. Indenrigsministeren forbød demonsttrationen med henvisning til, at det ville «destabilisere» landet, men CPDS fastholdt sin ret til at gennemføre demonstrationen. Regimet svarede igen ved natten til den 25. juni at omringe CPDS' hovedkvarter med svært bevæbnet politi og anholde oppositionspolitikere andre steder i landet.
Landet henrettede i januar 2014 mindst 4 og muligvis alle 9 fanger på dødsgangen.
Præsident Obiang underskrev i oktober 2014 et dekret om amnesti til landets politiske fanger, men uden at sætte navne eller antal på. Det var derfor uklart, hvor mange der ville blive løsladt.
Landet var i januar og februar 2015 vært for de afrikanske fodboldmesterskaber. Obiang benyttede lejligheden til at slå hårdt ned på demonstranter - bl.a. børn og unge - der protesterede mod mesterskaberne.
Obiang fyrede i maj hele dommerstanden, så landet i en måned var uden fungerende retsvæsen.
Obiang familien er et kleptokrati, der har stjålet enorme summer fra landet, der både er et af verdens rigeste og fattigste, fordi de store indtægter på udvindingen af olie ikke kommer befolkningen til gode. Medierne er underkastet streng censur, og myndighederne kontrollerer hvilke sites og oplysninger befolkningen kan få adgang til via internettet. Forsamlings- og ytringsfrihed undertrykkes groft, og tortur og vilkårlige arrestationer er udbredt. USA er landets vigtigste handelspartner og har store investeringer i oliesektoren. Frankrig har ligeledes flere hundrede ansatte i den lukrative oliesektor.
Diktatoren lod sig i april 2016 vælge til endnu en periode. Han fik angiveligt 93,5% af stemmerne. I perioden op til valget undertrykte diktaturet retten til forsamling, anvendte vold - herunder skydevåben - mod oppositionen og lod hundredevis af egne statsborgere og udlændinge fængsle og underkaste tortur.
Obiang indsatte i juni 2016 Francisco Pascual Obama Asue på posten som premierminister.
Undervisningsministeriet udsendte i juli et cirkulære om, at alle gravide piger skulle smides ud af landets skoler. Cirkulæret trådte i kraft ved skoleårets start i september.
En fransk anklager udfærdigede i september et anklageskrift mod Obiangs ældste søn Teodorin omhandlende korruption, pengevask og bedrageri. Under efterforskningen beslaglagde de franske myndigheder værdier tilhørende Teodorin, deriblandt en lejlighed til en værdi af 180 mio. €, 18 luksusbiler og en kunstsamling til en værdi af ca. 18 mio. €. Mens Teodorin anskaffede disse værdier var han landbrugsminister med en årsløn på ca. 100.000 US$. Den franske anklagemyndighed havde allerede i maj krævet Teodorin stillet for retten. Obiang svarede igen ved at udnævne sin søn til vicepræsident, og anlagde derefter sag ved den internationale domstol i Haag med påstand om at Frankrig krænkede sønnens immunitet. Sagen fulgte i kølvandet på en tilsvarende sag i USA, hvor justitsministeriet havde efterforsket Teodorins pengevask, hans køb af et hus i Malibu til 30 mio. US$ og en privat jet til 38,5 mio. US$. I denne sag blev der indgået forlig, da Teodorin gik med til at overdrage USA's myndigheder 30 mio. US$, der skulle sendes til velgørende organisationer i Ækvatorial Guinea. I Spanien havde myndighederne ført tilsvarende sager mod højtstående embedsmænd, bl.a. præsidenten.
I februar 2020 afsagde en fransk appelret en kendelse der fastholdt straffen på 3 års betinget fængsel til Teodorin og en bøde på 30 mio. € for bedrageri. I juli 21 indførte Storbritannien økonomiske sanktioner mod Teodorin pga. dennes «ødsle livstil». Guinea svarede igen ved at lukke sin ambassade i London.
Landet ramtes i marts 2020 af COVID-19 pandemien, som af regimet blev brugt som undskyldning for at indføre undtagelsestilstand. I maj ophørte landet med at offentliggøre tal for inficerede og udviste samtidig WHO's repræsentat, som regimet anklagede for at have forfalsket tal over inficerede.
| Links til andre opslag i leksikonet | ||
Amnesty International, Brasilien, Censur, Den Internationale Valutafond (IMF), Den spanske borgerkrig, Gabon, Marokko, Nigeria, Storbritannien | ||