Befolkning 213,8 mio. Valuta Real Areal 8.511.969 Km2 Hovedstad Brasilia Befolkningstæthed 20,0 indb./Km2     HDI placering 87

Brasilien består af 5 regioner: Amazonas i nord består af store regnskove og gennemkrydses af store floder. I Carajás bjergene findes verdens største mineralforekomster af jern, mangan, kobber, nikkel og bauxit. Økonomien er overvejende baseret på mineraludvindelse. I Nordeste består «sertão» af krystallinske højsletter med et halvtørt klima og tynd bevoksning. Her er kvægdriften dominerende. Den mest fugtige del af kyststriben mod Atlanterhavet - «frugthaven» - har plantager med sukkerrør og kakao. Det sydøstlige hjørne af landet er karakteriseret ved en høj økonomisk udvikling. Landskabet består af udstrakte højsletter, der mod øst afgrænses af bjergkæden ud mod Atlanterhavet. De vigtigste landbrugsprodukter fra regionen er kaffe, bomuld, majs og sukkerrør. Den sydlige del af landet har subtropisk klima og består også af en højslette. Det er det vigtigste område for landbrugsproduktion med produktion af kaffe, soya, majs og hvede. Helt mod syd i «gaúcholand» findes der en omfattende kvægdrift. Endelig består de centrale og vestlige dele af udstrakte sletter. Også her er kvægdriften dominerende. Amazonasregionen hærges af en voldsom skovning, der har medført omfattende erosion og udryddelse af flere dyrearter.

Folket: Brasilianerne er etnisk og kulturelt et blandingsfolk med elementer fra oprindelige folkeslag (primært guaraníes), afrikanere, europæere (overvejende portugisere) samt i Rio de Janeiro - São Paulo området desuden asiater (overvejende arabere og japanere). Trods denne blanding og trods offentlige udtalelser forekommer der en betydelig racemæssig diskrimination, der bekæmpes af stadig stærkere bevægelser. Diskriminationen har siden vedtagelsen af en ny forfatning i 1988 været ulovlig.

Religion: Overvejende katolsk selv om katolicismen i mange tilfælde er blandet med afrikanske kulter - macumba, candomblé og umbanda.

Sprog: Portugisisk (officielt og mest udbredt). Desuden tales der en lang række indfødte sprog som Bariwa og Guajajára.

Politiske partier: Partido del Movimiento Democrático Brasileño (PMDB, Den brasilianske demokratiske bevægelses Parti), ledet af Luis Henrique da Silveira. Partido del Frente Liberal (PFL, Den liberale Front), ledet af Jorge Bornhausen. Partido de la Social Democracia Brasileña (PSDB, Det brasilianske socialdemokratiske Parti), ledet af Fernando Henrique Cardoso. Partido de los Trabajadores (PT, Arbejderpartiet), ledet af Rui Falcão. Partido Popular Reformador (PPR, Det reformorienterede Folkeparti), ledet af Espiridião Amin. Partido Democrático Laborista (PDT, Det demokratiske Arbejderparti) ledet af Leonel Brizola. Partido Trabalhista Brasileño (PTB, Det brasilianske Arbejderparti). Partido Comunista (PC, Kommunistpartiet). Det blev splittet mellem ortodokse (PC), ledet af Oscar Niemeyer, og Partido Popular Socialista (PPS, Det folkesocialistiske Parti) ledet af Roberto Freire. Samt mange mindre nationale og regionale organisationer.

Sociale organisationer: Arbejderne er overvejende organiseret i Central Unica de Trabajadores (CUT, Arbejdernes Enhedsorganisation), Confederación General de Trabajadores (CGT, Arbejdernes Nationalsammenslutning) samt i Foro Sindical (Fagligt Forum). Mange fagforeninger optræder uafhængigt.
Movimento Sem Terra (MST, Bevægelsen af Jordløse) organiserer arbejdere uden jord. De kræver gennemførelse af en jordreform på landet og i byerne jord til opførelse af boliger.
Unión Nacional Indígena (UNI, De oprindelige folks Nationalunion) organiserer en række af de oprindelige folkeslag i Brasilien.
Comisión Pastoral de la Tierra (CPT, Jordpastoralen) og Consejo Indigenista Misionero (CIMI, Missionærernes råd for oprindelige Folk) er grupper under den katolske kirke, der gennemfører arbejde indenfor hver af deres sektorer.
Red de Defensa de la Especie Humana (REDEH, Netværket til forsvar for Menneskearten) er en økofeministisk organisation.
Tortura Nunca Más (Aldrig mere Tortur) er en samling af grupper til forsvar for menneskerettighederne.

Officielt navn: República Federativa do Brasil.

Administrativ inddeling: 26 stater og det føderale distrikt.

Hovedstad: Brasilia, 3.451.000 indb. (2009).

Andre vigtige byer: São Paulo, 17.800.000 indb.; Rio de Janeiro, 10.600.000 indb.; Belo Horizonte, 4.310.100 indb.; Salvador, 3.095.100 indb.; Porto Alegre, 3.576.500 indb.; Recife, 3.377.600 indb. (2000).

Regering: Luiz Ignácio Lula da Silva fra Arbejderpartiet PT er siden januar 2023 landets præsident.

Nationaldag: 7. september (uafhængighedsdagen, 1822)

Væbnede styrker: 303.000 (2003)

Paramilitære styrker: 243.000 (Offentlige sikkerhedsstyrker).

 

De enorme landområder der skulle omdannes til det der i dag er Brasilien, blev oprindelig befolket af små stammer, der overvejende tilhørte sprogstammerne tupí guaraní, caribe og arawak. De oprindelige folk i Amazonas bækkenet levede af fiskeri og simpelt landbrug, mens befolkningen på savanen levede af jagt og samlen. Det vurderes, at da de første portugisiske både i år 1500 nåede frem til Bahia de Todos os Santos, boede der omkring 2 millioner på dette enorme territorium.

I 1494 havde Spanien og Portugal ved pavestolens mellemkomst indgået Tordesillas traktaten, der opdelte den ikke-europæiske verden mellem de to kolonimagter. Med traktaten tilfaldt det brasilianske område Portugal. Under sin sejlads til Indien ankom Pedro Alvarez Cabral i år 1500 til Bahia de Todos os Santos, og gav landet navnet Ilha de Vera Cruz. I årene 1501-02 sejlede en havekspedition under ledelse af Gaspar de Lemos fra det nuværende Rio Grande helt ned til Río de la Plata. På den måde blev Cabrals fejltagelse korrigeret, og europæerne gav istedet området navnet Santa Cruz Landet.

For portugiserne så landet ud til at give langt mindre udbytte end Afrika og Indien. Kystområderne så ikke ud til at rumme større mængder af ædle metaller. Det var beboet af semi-bofaste folk - Tupí'erne - der var i familie med guaraníerne, som spanierne skulle støde på i Paraguay. I udgangspunktet var den portugisiske krone derfor kun interesseret i området for at handle slaver eller bytte metal og ragelse mod brasiltræ. Vedet i dette træ var egnet til at fremstille en ildfarvet tekstilfarve, og det var i sidste ende træets navn der kom til at lægge navn til landet. På portugisisk betyder brasa glødende kul.

1500 De første portugisiske bosættelser

Handelen med træ førte ikke til oprettelsen af større byer eller andre tegn på europæernes indtrængen, men i en årrække var omfanget af træeksporten ganske stort. Selvom de oprindelige folk var vandt til at fælde træer for at skabe rydninger i skoven, havde de ikke nogen tradition for handel med træ og kunne ikke fælde dem i større skala. Portugiserne forsynede dem med økser og save, og handelsmændene havde det fældede træ liggende - klar til afskibning. Handelsstationerne var ofte bygget på småøer ude i Atlanterhavet, og kort tid senere blev også de første portugisiske bosættelser oprettet på disse øer. Kun få portugisere - man kan sige landsforviste - levede på fastlandet blandt den oprindelige befolkning. I mere end et tilfælde hjalp disse landsforvise deres europæiske landsmænd med at etablere fordelagtige alliancer med den oprindelige befolkning.

Omkring 1530 blev portugiserne tvunget til at beskæftige sig mere indgående med Brasilien. Andre europæiske kolonimagter - specielt Frankrig - begyndte at vise flaget i området. Handelen med Indien var stagnerende og de spanske conquistadores' triumfer andre steder på det Amerikanske kontinent var både en udfordring og en trussel. Den portugisiske krone sendte en ekspedition afsted for at smide franskmændene ud og forsvare det portugisiske overherredømme. I denne ekspedition indgik også en gruppe settlere, og i 1532 blev den første portugisiske bosættelse - San Vicente - officielt grundlagt på en ø tæt ved det nuværende São Paulo.

Til forskel fra spanierne der gennemførte koloniseringen indenfor kronens strenge bureaukrati, opdelte portugiserne i overensstemmelse med deres søhandelstraditioner den brasilianske kyst i en lang række små selvstyrende områder, der blev tildelt fremtrædende enkeltpersoner, som kronen vurderede havde de nødvendige egenskaber til at gennemføre besættelsen af landet og udbytningen af dets jorde. Disse små kaptajnsdømmer «capitanías» kunne gå i arv og besad udstrakte juridiske og administrative rettigheder. Nogle blev virkelig koloniseret. Andre holdt kun i kort tid. Under alle omstændigheder udviklede 4 af disse sig til permanente bopladser og 2 af dem - Pernambuco i nord og San Vicente i syd - viste sig egnede og profitable.

Som i de spanske koloniers udkanter måtte også de første portugisiske bosættelser forstærkes for at kunne forsvare sig mod angrebene fra de indfødte. Fødevareforsyningen var vanskelig og en overgang fik portugiserne de fleste af deres fødevarer gennem handel med den oprindelige befolkning. De vænnede sig til at spise maniok (cassava) i stedet for hvede, som det i det meste af regionen var vanskelig at dyrke.

Koloniseringen tager fart

Der udviklede sig med tiden to former for landbrugsproduktion. Dels de ryddede marker, granjas, dels de store plantager, fazendas, der dyrkede eksportafgrøder - især sukkerrør. På trods af de gunstige betingelser tog det lang tid, før plantagerne blev virkeligt profitable. Det skyldtes manglen på kapital og arbejdskraft. Portugiserne forsøgte godt nok at sætte den oprindelige befolkning i arbejde i bytte for europæiske varer, men landbruget og disciplinen på plantagerne lå dem fjernt. Settlerne besluttede derfor hurtigt at skaffe sig slavearbejdskraft. Enten gennem direkte jagt på indianere eller ved at anvende andre indianere som mellemmænd.

Allerede i anden halvdel af det 16. århundrede var den indianske befolkning i kystområderne kraftigt reduceret. Den var død af europæernes sygdomme - forkølelse, mæslinger og kopper - eller var flygtet til andre zoner. Anvendelsen af afrikanske slaver til dyrkningen af sukker blev derfor tilladt, og trafikken over Atlanterhavet steg drastisk. Det vurderes, at 3-4 millioner afrikanske slaver ankom til Brasilien fra det 16. til det 19. århundrede. (Af samme årsager som i 1530 besluttede den portugisiske krone i 1848 at lade sig direkte repræsentere i Brasilien igen. Den udnævnte en generalguvernør, der med 1000 mand drog til Brasilien, hvor han grundlagde en hovedstad for hele landet i Bahía i landets nordøstlige hjørne).

I 1551 oprettede portugiserne et ærkebispedømme. Først efter 50 års tilstedeværelse havde portugiserne nået samme niveau af europæiske institutioner, som karakteriserede de spanske kolonier. Omtrent samtidig begyndte jesuitterne at ankomme, og de blev hurtigt den katolske kirkes stærkeste gren, til forskel fra de spanske kolonier, hvortil de ankom langt senere end andre ordener. Jesuitterne var meget aktive. De lærte guaraní for at kunne omvende indfødte til katolicismen og oprettede landsbyer på samme måde som missionerne i de spanske kolonier. I sidste ende blev den primære form for kontakt mellem indfødte og europæere - krig, handel, slaveri og missioneren - derfor den samme som i de spanske områder. Kontakten medførte endvidere, at guaraní sproget i dette århundrede blev det mest udbredte i alle relationer.

Brasilien gennemførte en hastig ekspansion vest for linien fastsat i Tordesillas traktaten - længdegraden 370 leguas (ca. 2000 km) vest for Cabo Verde. Ekspansionen nåede mod vest foden af Andesbjergene, mod nord Amazonas og mod syd Río de la Plata. I nord blev ekspansionen anført af jesuitterne, der oprettede utallige missionsstationer på tværs af Amazonas. I nordøst trængte bønder der kom fra sukkerrørsområderne omkring Pernambuco og Bahía ind mod kontinentets hjerte i søgen efter nye græsgange. De nåede så langt frem som Piauí, Goiás og Maranhao.

Men den vigtigste ekspansionsbølge mod vest blev anført af «Paulisterne», som settlerne fra São Paulo blev kaldt. I deres søgen efter indfødte slaver, guld og ædelstene organiserede Paulisterne store ekspeditioner - kendt som bandeiras - til det indre af landet. Portugals indlemmelse i det spanske kongedømme i 1580 gjorde denne ekspansion lettere, for de indre grænser i landet blev ligesom Tordesillas traktaten ophævet. Ekspeditionerne bragte Paulisterne helt frem til mineområderne i Peru og til Bogotá i Colombia. De udforskede endvidere Mato Grosso og i syd angreb de de indfødtes bosættelser - især i Guaíra hvor guaraníerne var rimeligt immune overfor europæernes sygdomme og vandt til kollektivt landbrugsarbejde. I de fleste tilfælde stødte de på modstand fra guaraníerne, og de jesuitter der beskyttede dem. Der var tale om en så ødelæggende menneskejagt, at det tvang de jesuitiske missioner stadig længere mod syd til deres endelige placering i Siete Pueblos i den nuværende delstat Río Grande do Sur.

Det var ikke blot Paulisterne, der trængte frem i den tætte regnskov. Tusinder af afrikanske slaver flygtede fra plantagerne ved kysten ind i skovene. Der sluttede afrikanere, indfødte og mestizer sig sammen i konstante krige mod kolonimagtens militære ekspeditionskorps. De oprettede landsbyer, der fik de afrikanske betegnelser «quilombo» og «mokambo». I nordøst Brasilien blev Palmares quilomboerne (1630-1695) berømte, og deres leder i kampen mod portugiserne, Zumbí, kom til at gå over i historien. Den antiracistiske brasilianske bevægelse markerer i dag fortsat den 20. november som «Dagen for sort Bevidsthed» - den dag hvor Zumbí blev dræbt i kamp.

Brasilien blev også hvirvlet i den hollandske uafhængighedskamp mod Spanien. Pga. arvefølge var Nederlandene og Flandern tilfaldet den spanske krone. I perioden 1630-54 holdt hollænderne Pernambuco besat efter et forsøg på at indtage Bahía. Et forsøg der kun slog fejl pga. fælles indsats fra indfødte, afrikanere og portugisere. Den efterfølgende adskillelse af Spanien og Portugal var ikke i stand til at genoplive Tordesillas demarkeringslinien. Denne skillelinie mellem de to kolonimagter var for længst overhalet af historiens gang. I 1696 stødte bandeirantes på de første guldgruber i hvad der i dag er Minas Gerais. I det 18. århundrede nåede området sin største produktion af det ædle metal. Konsekvenserne af disse miner for den brasilianske økonomi var en vigtig årsag til, at hovedstaden i 1763 blev flyttet fra Salvador do Bahía i nord til Rio de Janeiro i syd.

Krav om selvstændighed

Den eksportorienterede økonomiske ekspansion gavnede især det lokale borgerskab, der stadig kraftigere udtrykte sin uvilje ved den portugisiske indblanding i dets handel med Europa. Mod slutningen af det 18. århundrede opstod de første selvstændighedsbevægelser i kolonien, men de blev hurtigt slået ned af centralmagten. Brasilianernes vigtigste frihedssymbol, sekondløjtnanten Tiradentes, blev henrettet i 1792 for sin fremtrædende rolle i den såkaldte «Minesammensværgelse» tre år tidligere.

Napoleons invasion i 1808 af den iberiske halvø motiverede den portugisiske konge, don Juan VI, til at flytte hoffet til Brasilien, hvilket gav landet en de-facto status af halvvejs uafhængighed. Centralmagten fungerede ikke længere som mellemled, og Brasilien indledte direkte handel med sin vigtigste handelspartner: Storbritannien. Det brasilianske handelsborgerskab blev begunstiget på bekostning af sektorer knyttet til det portugisiske monopol. Revolutionen i Porto i Portugal i 1821 var et forsøg på at genetablere det gamle monopolistiske kolonialsystem. Kongen rejste hjem til Portugal, men det brasilianske borgerskab havde ikke lyst til at miste det terræn, det havde vundet og erklærede med Storbritanniens opbakning Brasilien for selvstændigt. Brasilien blev gjort til kejserdømme, og regenten lod sig krone som kejser Pedro I.

Kaotisk statsdannelse

Det efterfølgende tiår var et af de mest omskiftelige i Brasiliens historie. I 1831-35 forsøgte en tredobbelt regeringsmagt forgæves at få afsluttet borgerkrigen i provinserne og få bragt militærets ulydighed til ophør. I 1834 blev forfatningen ændret mhp. decentralisering af regeringen. Der blev oprettet provinsforsamlinger udstyret med udstrakte lokale magtbeføjelser, og det blev besluttet at vælge regenter for 4 årige perioder. I 1835 blev præsten Diego Antonio Feijóo valgt til dette embede. I de følgende 2 år kæmpede han mod den tiltagende opløsning i landet, men uden held. I 1837 måtte han træde tilbage og blev efterfulgt af Pedro Araújo Lima. I syd havde gauchoerne gjort oprør. Det kom til at strække sig over 10 år fra 1835-45 og blev kendt som Farrapo krigen. Brasilianerne var ved at være ret trætte af statsmagten, og håbede at finde et samlede element i en kejser. I 1840 blev den aldrende Pedro de Alcántara derfor indsat på tronen som Pedro II.

Under kejserriget der strakte sig frem til 1889 konsoliderede Brasilien sin nationale enhed og udvidede de grænser, der var blevet skabt af bandeirantes i det 17. og 18. århundrede. Udvidelsen af territoriet blev understreget med indlemmelsen af provinsen Cisplatina i syd, Triple Alliancekrigen mod Paraguay hvor Brasilien erobrede 90.000 km² og endelig i slutningen af århundredet anneksionen af den bolivianske Acre provins. Cisplatina udråbte dog i 1828 sin uafhængighed som República Oriental del Uruguay, og dermed var Brasiliens sydlige grænse endelig fastlagt.

Under kejser Pedro II voksede befolkningen fra 4 til 14 millioner, men økonomien var fortsat baseret på latifundiet og eksporten af tropiske landbrugsprodukter - primært kaffe. Slaveriet blev først ophævet i 1888, og denne udvikling fremskyndede sammensmeltningen af monarkiet. Men for den sorte befolkning betød ophævelsen ikke de store politiske eller sociale ændringer. De var fortsat holdt ude fra det politiske liv, da analfabeter ikke havde stemmeret.

1889 Republik

I de sidste årtier af det 19. århundrede skete der en kraftigere øgning af kløften mellem land og by. Både mellemlagene i byerne, militæret og kaffeproducenterne pressede på for en hurtig modernisering af samfundet. For dem var monarkiet alt for tæt knyttet til den gamle produktionsmåde og kvæggodsejerne. Republikken var en mere egnet model for den kapitalistiske udvikling, disse tre lag krævede. I 1889 fik en sammensværgelse blandt disse moderniserings orienterede lag opbakning i hæren. Pedro II abdicerede og gik i eksil i Europa.

Ophævelsen af slaveriet og monarkiets fald åbnede for en periode med sociale, politiske og økonomiske forandringer, der accelerede moderniseringen, selv om denne ikke var uden politiske, sociale og religiøse traumer. Oprettelsen og konsolideringen af republikanske institutioner var udsat for alvorlige vanskeligheder. I 1894 blev Prudente de Morais valgt som republikkens første civile præsident. I 1893 var Det føderale republikanske Parti blevet oprettet, og samme år og det efterfølgende kom det til oprør i flåden.

I 1893-95 oplevede Brasilien en føderalistisk revolution i Rio Grande do Sul. I 1896-97 støttede befolkningen i sertao i det nordøstlige Brasilien Canudoskrigen, hvor et religiøst samfund holdt stand overfor myndighederne. Det blev først knust, da føderale tropper blev sat ind. Sidstnævnte krig blev i høj grad et symbol på sammenstødet mellem det fattige, analfabetiske og fanatiske indre Brasilien og det belæste kystområde, der var inde i en rivende økonomisk udvikling og tæt knyttet til moderniseringen.

Frem til 1920 var sociale oprør, autoritære eksplosioner i det nordøstlige sertao og kampene mellem regionale oligarker alle hyppige. Der var endnu ikke oprettet en valgretsinstans, stemmeafgivningen var ikke hemmelig, og utilfredsheden med valgresultaterne var kronisk. Det var ikke underligt, eftersom der i mange tilfælde stod f.eks. afdøde på listerne. Perioden fra republikkens oprettelse til 1930 kaldes også for den «gamle republik.».

På det økonomiske plan trådte kaffen frem som den vigtigste eksportartikel. Den 1. verdenskrig 1914-18 var for Brasiliens en nærmest euforisk økonomisk periode, eftersom landet var en af de største leverandører af forbrugsvarer til landene i krig. . Men i 1920-30 blev kaffen et problem for den brasilianske økonomi. Den internationale konkurrence reducerede salget, og med verdenskrisens udbrud i 1929 brændte Brasilien inde med 29 millioner sække kaffe, der ikke kunne sælges.

1930 borgerlig revolution

Den internationale krise i 1929 svækkede kaffeborgerskabets politiske og økonomiske magt, og ved et kup i efteråret 1930 kom en alliance - «Alliança Liberal» - ledet af Getulio Vargas til magten. Kuppet er blevet kaldt Brasiliens borgerlige revolution. Arbejderklassen deltog ikke i alliancen. Den bestod af grupper indenfor industriborgerskabet, den del af agrarborgerskabet der ikke dyrkede kaffe, og desuden af en gruppe unge, reformvenlige og nationalistiske officerer - «løjtnantbevægelsen». Vargas iværksatte tiltag for at stimulere Brasiliens nationale kapitalisme for dermed at opnå en vis selvstændighed fra internationale interesser. Der blev sat grænser for de udenlandske selskabers adgang til at føre valuta ud af landet, og den nationale produktion blev beskyttet ved import- og toldbestemmelser. En stærk statsmagt tog direkte del i landets økonomiske udvikling: Staten tog sig af de mindre profitable og langsigtede projekter som stålværker og jernbanebygning. Produktionen af forbrugsvarer, orienteret mod det hjemlige marked og beskyttet af toldmurer, blev forbeholdt den private industri.

I løbet af Vargas' første år udviklede der sig to stærke politiske bevægelser i Brasilien. Den ene, omkring det fascistiske Acaõ Popular Integralista, blev støttet af storgodsejere og tiltrak store dele af middelklassen gennem sin appel til nationalistiske følelser. Den anden kaldte sig Alliança Nacional Libertadora (Den nationale frigørelsesalliance) og bestod af kommunistpartiet, venstrefløjen i løjtnantbevægelsen og en del fagforeninger. Luis Carlos Prestes ledede denne bevægelse, som efterhånden blev modarbejdet af kirken og USA, og sluttelig forbudt i 1934. Det kom stadig til voldsomme konfrontationer mellem frigørelsesalliancen og højrekræfterne, hvor politiet stod på fascisternes side. I 1935 forsøgte frigørelsesalliancen at gennemføre revolution, og i fire dage sad en revolutionær enhedsfrontsregering ved magten. Men oprøret blev slået ned. Prestes som da også var formand for kommunistpartiet blev arresteret og sad fængslet til 1945.

«Estado Novo»

Vargas havde lovet frie valg i 1938, men ifølge Grundloven kunne han ikke blive genvalgt. Derfor gennemførte han i 1937 et statskup og gav sig selv diktatorisk magt. Samme år proklamerede han «Estado Novo» (ny stat). En statsmodel efter mønster af den italienske fascisme.

Den nye stat medførte kun minimale forandringer i magtstrukturen. Den styrkede alliancen mellem storgodsejerne, industriborgerskabet og militæret. En alliance som skulle overordnes modsætningerne mellem disse grupper og underordnes en stærk statsmagt præget af politisk og administrativ centralisering. I forbindelse med Estado Novo blev den moderne brasilianske fagbevægelse skabt. Fagbevægelsen blev underlagt statsapparatet, og udviklede sig til en social støtteorganisation for arbejderne, uden mulighed for politisk gennemslagskraft. De internationale selskaber og dele af det brasilianske industriborgerskab havde længe ønsket en liberalisering af den økonomiske politik.

I 1945 - samme år som Vargas havde frigivet de politiske fanger og lovet nyvalg - blev han afsat ved et kup. De næste fem år var præget af vaklende centralledelse. Kræfterne der havde væltet Vargas, havde en dårlig funderet politisk linie med stærk indbyrdes spænding. Regeringen var et kompromis, med den liberale general Eurico Gaspar Dutra som præsident. Den politik Vargas havde ført - med statslig støtte til den private sektor - blev i store træk fortsat. Det blev iværksat en række tiltag for at opmuntre udbygningen af den private industri. Udenlandske kapitalinteresser begyndte igen at gøre sig gældende. Specielt USA spillede i denne periode en fremtrædende rolle, og en aftale med USA garanterede Brasilien økonomisk, teknisk og militær bistand.

I 1950 blev Vargas med stort flertal valgt til præsident på et socialt reformprogram. Men hans stilling var usikker, fordi militæret som havde haft magten de foregående fem år, udgjorde en stærk opposition. Vargas fik gennemført vigtige reformer indenfor sundheds- og socialvæsenet. Madforsyning, kraftforsyning og kommunikationssystemet blev udbedret. Vargas begyndte på ny at beskytte den nationale industri og værne om landets råvarer. De udenlandske selskabers udførsel af valuta blev begrænset, og der blev sat initiativer i gang for at få national kontrol over olien. I 1953 etableredes et statsligt oliemonopol med oprettelsen af Petrobrás.

Fagforeningerne fik som tidligere lov til at udvikle sig. Men presset fra de internationale selskaber blev stadig stærkere, og den 24. august 1954 tog Vargas livet af sig. Han efterlod sig et politisk testamente, i hvilket han beskyldte «de mørke kræfter» - en henvisning til imperialismen og dens indenlandske allierede - for at hindre ham i at reagere i overensstemmelse med de folkelige og nationale ønsker.

I årene efter steg de udenlandske investeringer, efter at de et par år havde været reducerede. Industrien blev koncentreret omkring Rio de Janeiro og São Paulo. Fra nordøst strømmede arbejdskraft til. Arbejdsløsheden steg, og industriarbejdernes realløn sank betydeligt. Det nationale industriborgerskab blev skubbet i baggrunden, og regeringen begrænsede bevidst den nationale industri til fordel for udenlandske interesser.

Mens Joselino Kubitschek var præsident (1956-60) smeltede det nationale borgerskab stadig mere sammen med de udenlandske kapitalinteresser, der blev mødt med generøs velvilje. Den økonomiske vækst var uden sidestykke i landets historie - med en stigning på 80 % i løbet af 5 år. Under Kubitschek blev der desuden taget beslutning om at flytte landets hovedstad fra Rio de Janeiro til Brasilia. En by der blev bygget fra grunden 1500 km inde i landet.

Den hastige økonomiske udvikling førte efterhånden til, at hjemmemarkedet blev for lille og inflationen steg. Kapitaltilstrømningen blev mindre, og profitten som blev ført ud af landet var foruroligende høj. En alvorlig økonomisk krise truede. I 1960 blev Janio Quadros valgt til præsident. Han satsede på at styrke statsmagten og gøre landet mere uafhængigt af snævre kapitalinteresser. En ændret udenrigspolitik - med bl.a. handel med de socialistiske lande - skulle mindske Brasiliens afhængighed. Kampen mod korruptionen, stærkere kontrol med udenlandske selskaber i Brasilien og jordreformer stod højt på Quadros' politiske dagsorden, men han trak sig fra præsidentembedet efter blot syv måneder, efter et ultimatum fra de udenlandske interessegrupper, højrekræfterne i Brasilien og militæret: Enten trække sig eller samarbejde med dem.

Vicepræsidenten João Goulart blev af højrekræfterne betragtet som mindst lige så farlig. Højreoppositionen indledte et voldsom offensiv, men Goulart blev alligevel indsat som præsident. Den første tid havde han bred støtte fra fattige bønder, der var blevet lovet jordreformer, fra arbejderklassen, og fra den del af det nationale industriborgerskab der behøvede en styrket statsmagt for at blive reddet gennem den økonomiske krise. Han blev endvidere støttet af middelklassen og guvernøren i Río Grande del Sur, Leonel Brizola. Det så en overgang ud til, at Goulart skulle formå at skabe en alliance mod de imperialistiske kræfter. Landets første samlede arbejderorganisation, Commando Geral dos Trabalhadores (CGT) blev dannet, og en bondeorganisation, Central Camponesa blev oprettet.

Men en reel alliance mellem det nationale industriborgerskab, bønder og arbejdere var ikke mulig. Bønder og arbejdere fik ikke det de var blevet lovet, selv om Goulart forsøgte at sætte en jordreform i gang. Forholdene for middelklassen og det nationale industriborgerskab blev ikke forbedret, og samtidig blev modstanden fra de udenlandske selskaber større. De fleste grupper blev skuffet over Goularts politik, og hans styre fremstod som vaklende og svagt. Han blev udsat for stærk kritik - både fra højre og venstre.

Kommunistpartiet

Det brasilianske kommunistparti (PCB) blev stiftet i 1922, men blev forbudt allerede samme år. Partiet blev først lovligt igen i 1945. Partiet var fra starten tæt knyttet til Sovjetunionen og den internationale kommunistiske bevægelse. Den første periode af partiets historie var karakteriseret af en klar proletarisk profil, og partiet stod udenfor den borgerlige revolution i 1930. Da Luis Carlos Prestes blev partiets leder i 1934, deltog kommunisterne i en alliance med det ikke-fascistiske borgerskab (Allianca Nacional Libertadora). Efter kupforsøget i 1935, blev der indledt en massiv antikommunistisk kampagne, og partiet blev kraftigt svækket. Mellem 1945 og 1947 blev PCB et masseparti, der førte en forsigtig indenrigspolitik i alliance med det nationale borgerskab. Den fredelige overgang til socialismen blev proklameret i 1956. Allerede tidligt i 60'erne var oppositionen indenfor partiet stærkt markeret, og i 1962 brød en maoistisk fraktion ud og dannede Partido Comunista do Brasil (PCdeB). Men den virkelige opposition opstod ikke før efter kuppet i 1964. På baggrund af den voksende splittelse og opposition indenfor PCB, udviklede det revolutionære venstre sig. Kritikken rettede sig særligt mod klassesamarbejdet, den autoritære partistruktur og den fredelige linie.

Påvirket af den cubanske revolution blev der oprettet flere militante grupper. En del af disse formåede aldrig at udvikle nogen grundig ideologisk basis. I iveren efter at skulle udgøre arbejderklassens fortrop var de hurtige til at gribe til våben uden at sikre sig støtte i arbejderklassen. En vigtig gruppe var Acão Libertadora Nacional (ALN, Den nationale befrielsesaktion) under ledelse af Carlos Marighela. Efter 45 år i kommunistpartiet brød han ud i 1967. Marighela udviklede en strategi for byguerilla, men lagde vægt på, at smågrupperne i det militante arbejde aldrig kunne erstatte massearbejdet.

Kuppet i 1964

I marts 1964 udbrød der et oprør blandt lavere officerer flåden i Rio. Det blev støttet af flere fagforeninger. Efter dette oprør proklamerede Goulart gennemgribende reformer: Regeringen skulle have ret til at nationalisere private olieraffinaderier, til at ekspropriere jord, veje, jernbaner osv. Endvidere proklamerede han gennemførelse af landbrugsreformer og nedsatte priserne på mad, tøj, medicin og skolebøger, og lovede huslejereguleringer.

Højrekræfterne indledte sammen med USA's repræsentanter i Brasilien en storstilet propagandakampagne mod Goulart. Et antikommunistisk propagandainstitut blev oprettet for nordamerikanske midler. USA lovede militærhjælp og anden assistance. Militærets støtte mod Goulart blev sikret, og den 31. marts begyndte reaktionens oprør, der snart spredte sig over hele Brasilien. Goulart gik i landflygtighed, og den 1. april blev en militærregering indsat med general Humberto de Alencar Castello Branco som diktator. USA’s rolle i kuppet var åbenlys. USA's økonomiske interesser havde lidt skade under Goulart. Hans åbenhjertige forhold til Castro i Cuba og andre socialistiske lande virkede truende. USA's position i Brasilien blev styrket - både økonomisk, politisk og militært.

Kuppet satte et foreløbigt punktum for splittelsen indenfor den herskende klasse: På den ene side det nationale industriborgerskab støttet af store dele af agrarborgerskabet, hvis mål havde været en selvstændig kapitalistisk udvikling med støtte af en forholdsvis stærk statsmagt. På den anden side de der aldrig havde ønsket en egen national udvikling i Brasilien, men helst så at Brasiliens økonomi blev integreret i den nordamerikanske økonomi. Denne konflikt havde også en ideologisk side. Nationalismen i Brasilien havde været svagt udviklet før 1930, da Vargas forsøgte at begrænse dominansen fra udenlandske interesser. Denne voksende nationalisme kunne senere muliggøre en slags alliance mellem det nationale industriborgerskab og arbejderklassen. Men den nationale «uafhængige» kapitalisme blev svækket med årene. Den imperialistisk orienterede del af borgerskabet - støttet af udenlandske interesser - fik sin politiske magt styrket i løbet af 50'erne. Da Goulart kom til magten, sad mange af dem i nøglepositioner i Brasiliens finansverden.

Diktaturets første handling var at udsende den «1. Institutionelle Akt», der ophævede forfatningen af 1946, tillod bandlysningen af parlamentsmedlemmer og ophævede alle politiske rettigheder. Der blev gennemført tilbageholdelser i hele landet, og vigtige politiske ledere som João Goulart, Leonel Brizola, Miguel Arraes og senere også Juscelino Kubitschek gik i eksil eller under jorden.

Det var i første omgang meningen, at general Castello Branco skulle regere frem til udgangen af den oprindelige præsidentperiode, men hans mandat blev forlænget frem til 1967. Ved de lokalvalg der blev gennemført i oktober 1965 vandt oppositionen i Río de Janeiro og i Minas Gerais. Militærets svar var at udsende den «2. Institutionelle Akt», der fastslog, at præsidenten skulle vælges af et udpeget valgkollegium, og at alle eksisterende politiske partier blev opløst.

I de første år af diktaturet gjorde særligt to tendenser sig gældende: Massebevægelserne der var vokset frem under Goulart, blev undertrykt ved hjælp af et moderniseret politi og militær. CIA gav støtte og oplæring til det brasilianske efterretningsvæsen, forfølgelsen af oppositionelle blev trappet op, fængslerne blev efterhånden fyldt og torturen blev intensiveret. Den anden tendens var diktaturets trinvise koncentration af magten. Nationalforsamlingen blev direkte underlagt de militære myndigheder, og delstaterne mistede deres relative selvstændighed. Samtidig oprettede militæret to nye politiske partier til erstatning for de forbudte: Arena, (Alliança Renovadora Nacional), regeringspartiet, og MDB (Movimento Democratico Brasileiro - Brasiliens demokratiske Bevægelse), der blev landets eneste tilladte opposition, og som samlede folk fra de tidligere partier i Kongressen. MDB's politik blev reguleret af love og regler, og brud på disse førte til, at oppositionspolitikerne blev afsat, blev arresteret eller forvist. Alligevel øgedes modstanden mod regimet efter kuppet. Arbejderne indledte strejke- og protestaktioner, og studenternes oprør voksede. Middelklassens økonomiske situation var forværret, og mange begyndte at reagere på det brutale regime. Oppositionen indenfor Kongressen markerede sig stærkere, og regeringspartiet Arena var en tid i fare for at miste flertallet. Selv indenfor militæret var der røster der krævede en «humanisering af revolutionen fra 1964».

Den stigende opposition og udsigten til dens fremgang ved de kommende valg blev imødegået med et nyt kup i december 1968. Det blev gennemført af den yderste højrefløj indenfor militæret og skulle en gang for alle gøre op med de liberale og nationalistiske tendenser indenfor militæret og i Kongressen. Ved hjælp af den «5. Institutionelle Akt» opløste præsidenten Kongressen. Akten gav præsidenten ubegrænset magt til at tilsidesætte forfatning og de parlamentariske organer, og den gav grundlag for, at personer der kunne betragtes som en fare for landet, blev fængslet uden lov eller dom. Men højrefløjens projekt skabte en ustabil politisk situation. General Arthur da Costa e Silva der var blevet indsat som præsident i starten af 1967 blev fjernet i august 69 og erstattet af en militærjunta, der regerede til oktober, hvor general Emilio Garrastazú Médici blev udpeget til præsident. Hans politiske erfaring stammede fra torturkamrene. Han var chef for Servicio Nacional de Información (SNI, Efterretningsvæsenet). Médici diktatur var præget af en voldsom undertrykkelse af både den legale og illegale opposition, samtidig med at der blev ført en økonomisk politik, der styrkede forbrugseuforien blandt mellemlagene. I 1974 overtog general Ernesto Geisel præsidentposten. Han erklærede det statslige monopol på olieefterforskning for overstået, underskrev en atomsamarbejdsaftale med Vesttyskland og gav den udenlandske kapital større spillerum. Udviklingen af landets våbenindustri pladserede Brasilien på verdenskortet som verdens 5. største våbeneksportør.

1979 Demokratisk åbning

Under Geisel regeringen indledtes der en gradvis afspænding af det politiske liv, og der skete visse fremskridt i den demokratiske proces. Trods censur i massemedierne opnåede oppositionen i MDB i 1974 og 78 betydelige valgsejre. Ved afslutningen af sin præsidentperiode overdrog Geisel til general João Baptista Figueiredo, der også var tidligere chef for SNI. Det skete i marts 79. Figueiredo erklærede, at han ville lade den politiske åbning kulminere. Måneden efter gik 180.000 metalarbejdere i São Paulo i strejke under ledelse af Luiz Inacio da Silva (Lula). Strejken endte uden repression, efter der var indgået en aftale mellem Arbejdsministeriet og fagforeningen. I november 79 vedtog kongressen en langt mere vidtgående amnesti, end præsidenten oprindelig havde planlagt. Konsekvensen var, at de politiske fanger blev løsladt, og de eksilerede kunne vende hjem.

På det økonomisk-financielle område gennemførte militærregeringerne en monetaristisk politik, hvis bidende konsekvenser blev synlige under Figueiredo regeringen. Landet lod sig i alarmerende grad gældsætte. I begyndelsen af 80'erne blev Brasilien derfor kapitaleksporterende - alene af den grund at landet skulle betale renter og afdrag på sin 100 milliarder US$ store udlandsgæld.

Ifølge officielle oplysninger var befolkningen i 1985 på over 130 millioner, af hvilke mere end halvdelen levede i fattigdom og i udkanten af den formelle økonomi. Alene i byerne var der 6 millioner arbejdsløse og 13 millioner underbeskæftigede. Teknikerne fra Arbejdsministeriet erklærede i juli, at end ikke den gennemsnitlige årlige økonomiske vækst på 7% over de foregående 20 år havde ændret denne situation.

«Republica Nova»

Valget i 1983 afspejlede den enorme sociale utilfredshed og gav oppositionen sejren. Centralregeringen vandt kun 12 delstater, mens oppositionen vandt 10 - deriblandt de økonomisk vigtigste: São Paulo, Río de Janeiro og Minas Gerais, der rummede 59% af befolkningen og stod for 75% af BNP. Guvernøren i Minas Gerais, Tancredo Neves, var den centrale oppositionsfigur i formuleringen af oppositionen til militærstyret. Den folkelige kampagne for direkte valg i 1984 slog godt nok fejl, men oppositionen sejrede i stedet i Valgrådet, da regeringspartiet blev splittet. Tancredo Neves blev udpeget til præsident og José Sarney blev vicepræsident. Sidstnævnte havde indtil få uger tidligere været formand for det tidligere regeringsparti. Tancredo offentliggjorde planer gennemførelse af en ny social orden kaldet Republica Nova.

Det var planen at gennemføre en jordreform, genforhandle udlandsgælden og genvinde takten i den økonomiske udvikling. Det blev vurderet, at disse punkter var de mest effektive til at sikre demokratisering og modernisering af landet. Kort før han skulle overtage præsidentposten blev Tancredo Neves imidlertid hasteindlagt på hospitalet. José Sarney overtog midlertidig præsidentembedet, og da Neves døde den 21. april 85 blev overtagelsen permanent. Sarney legaliserede kommunistpartierne og andre venstrefløjsorganisationer, hvoraf nogle havde været forbudt i 20 eller endog 40 år. Demokratiseringen blev bekræftet med vedtagelsen af direkte valg til præsidentposten og borgmesterposterne i de store byer. Der blev endvidere udskrevet valg til en grundlovsgivende forsamling til januar 1987, og analfabeterne fik stemmeret.

Sarney standsede betalingerne på udlandsgælden i 1986 og lancerede Cruzadoplanen, der skulle bruges i kampen mod inflationen. Planens kortsigtede virkninger var positive - gav anledning til en stigning i forbruget og i den økonomiske vækst. Den momentane velstand faldt sammen med parlamentsvalget i november 86, der skaffede PMDB en overvældende valgsejr. Kongressen fik til opgave at udarbejde en ny forfatning, der skulle markere en tilbagevenden til en demokratiske styreform. Den grundlovsgivende forsamling fastlagde efter voldsomt pres fra præsidentembedet José Sarneys embedsperiode til 5 år, på tværs af afdøde Neves der havde ønsket en 4 årig præsidentperiode.

Men Cruzadoplanen kunne i sidste ende ikke fortsættes uden at tage kampen op mod den omfattende spekulation, og uden at drage grænser for den financielle sektor. To dage efter valget blev prisstoppet ophævet, og den månedlige inflation røg igen op i 2 cifrede tal. Samtidig blev målene for den annoncerede jordreform gradvist reduceret. Ved kommunalvalget i 1988 øgedes tilslutningen til venstrefløjen og centrum-venstre partierne på bekostning af PMDB.

I december 1988 dræbte godsejerne i Acre provinsen Chico Mendes, der var leder af en bevægelse omfattende seringueiros (gummitappere) og indfødte folk i Amazonas, der kæmpede mod regnskovens ødelæggelse og for indretningen af udvindingsreservater, for at garantere retten til livet og arbejde uden at ødelægge regnskoven.

I november-december 1989 gennemførtes de første direkte valg til præsidentembedet i 29 år. Omkring 80 millioner stemmeberettigede gik til stemmeurnerne. I den første runde var de to kandidater der fik flest stemmer Fernando Collor de Mello, der var kandidat for højrefløjen og Luiz Inacio «Lula» da Silva, der var formand for Partido dos Trabalhadores (PT, Arbejderpartiet). Collor de Mello var en ung politiker, der gjorde karriere i militærdiktaturets skygge. Han fik i 2. valgrunde 42,75% af stemmerne mod Lulas 37,86%.

Da Collor de Mello den 16. marts 1990 overtog præsidentposten, annoncerede han gennemførelsen af en Plan for det nye Brasilien. Et forsøg på at bremse inflationsspiralen ved at konfiskere 80% af de financielle midler, der cirkulerede i landet. Collor anvendte en neoliberal model for åbning af økonomien med privatisering af statslige virksomheder og reduktion af toldbarriererne overfor import af udenlandske varer. Men planen fik hverken bragt inflationen, krisen eller arbejdsløsheden under kontrol.

Overgreb på de svageste grupper i samfundet

Udover den komplicerede økonomiske situation måtte regeringen tackle den kritiske sociale situation og en alarmerende stigning i kriminaliteten. Alene i Río de Janeiro blev 350 gadebørn dræbt i 1991. Parlamentskommissionen der blev nedsat for at undersøge disse begivenheder regnede ud, at over 5.000 mindreårige var blevet dræbt på samme måde over de foregående 3 år. Ifølge det brasilianske Børne- og Ungdomscenter findes der i landet ca. 7 millioner børn uden eget hjem. Kommissionen fastslog, at forfølgelsen af disse børn overvejende foretages af halvpolitimæssige grupper, der financieres af handlende.

På samme måde er den oprindelige befolkning truet af fremskridtet, der har medført epidemier, nedslidningen eller ødelæggelsen af deres naturressourcer, forurening og en systematisk forringelse af deres livskvalitet. Årsagerne til udryddelsen af den brasilianske oprindelige befolkning er mangfoldige: Dødsfald pga. sygdomme, mord og overgreb foretaget af guldgravere eller politi, skyhøje selvmordsrater og tendensen til at undgå at få børn pga. truslen mod hele den oprindelige kultur. Udryddelsen er knyttet til ødelæggelsen af den tropiske regnskov, med det formål at udnytte dens mineral- og træressoucer for efterfølgende at omdanne den til græsgange eller miner - specielt guldminer der forurener floderne med kviksølvholdigt spildevand. Denne udplyndringspolitik rummer ikke noget element for genopretning af naturressourcerne, og fører uundgåeligt til, at de bliver opbrugt. Det såkaldte «legale Amazonas» er et område, som militæret anser for strategisk vigtigt, og det indledte i 1995 investeringer på milliarder af dollars til den elektroniske overvågning af dette område.

I september 1991 indledte tusindvis af personer knyttet til bevægelsen Movimento Sem Terra (MST, Bevægelsen af jordløse) i march i delstaten Río Grande del Sur, hvor 150.000 landarbejderfamilier stod uden jord, og hvor der samtidig lå 9 millioner hektar uopdyrket hen. Protestmarchen krævede ikke blot jord at arbejde på, men også at regeringen anvendte de 4.700 millioner cruzeiros der var bevilget til jordreform det år, hvoraf kun 800 millioner indtil da var blevet anvendt. Ifølge oplysninger fra Jordpastoralen var der i 1992 15.042 slavearbejdere på landet - en tredobling fra året før. Ifølge oplysninger fra det føderale statistiske bureau fandtes der 4 millioner brasilianere i landområderne, der arbejdede under slavelignende forhold. Afmærkningen af 20 millioner hektarer til nye områder for den oprindelige befolkning der var blevet indledt under Collor de Mello regeringen lindrede, men løste ikke de indfødtes problemer.

I slutningen af september 1991 førte inflationen på 400% og en stigning i bankrenten til næsten 1000% til massive fyringer i industrisektoren. Alene i São Paulo - landets økonomiske centrum - blev over 1 million sat på gaden.

1992 Collor de Mello afsættes for korruption

I maj 1992 blev der dannet en parlamentarisk undersøgelseskommission til undersøgelse af korruptionen indenfor regeringen - gennem vennetjenester der affødte indsættelser på præsidentens personlige bankkonti. De folkelige demonstrationer mod korruptionen og fremkomsten af beviser der implicerede endnu flere personer i skandalen medførte, at alle partier stemte for en politisk retssag mod præsidenten. I september sendte kongressen præsidenten på orlov for at kunne tage fat på retsforfølgelsen. Embedet blev i stedet overtaget af vicepræsident Itamar Franco. I december 1992 fandt senatet Collor skyldig i «personligt ansvar for korruptionen» og dømte ham til at miste sit mandat og sine politiske rettigheder frem til år 2000. Præsidentembedet blev endelig overtaget af Franco.

Den nye præsident forsøgte at give sin politik et udtryk af askese og etik i omgangen med de offentlige forretninger. Efter flere udskiftninger på finansministerposten blev Fernando Henrique Cardoso udnævnt til embedet.

I slutningen af 1992 blev 111 fanger fra Carandiru tugthuset i São Paulo dræbt af militærpolitiet, der trængte ind for at afslutte en konflikt mellem to fangegrupper. Den efterfølgende undersøgelse afslørede, at 85 fanger var blevet henrettet efter at have overgivet sig. I juli 1993 henrettede en politipatrulje 8 gadebørn, mens de sov på trappen foran Candelaria kirken i Rio de Janeiro. Måneden efter trængte 50 mænd ind i Vigario Geral favelaen (slumkvarter) og dræbte 21 uskyldige personer som hævn for 4 militærpolitifolks død i en ildkamp med narkohandlere.

Den offentlige indignation over disse hændelser affødte en række forholdsregler fra myndighedernes side. I Rio de Janeiro dømte en dommer for første gang lederne af jogo do bicho - et illegalt lotteri med forbindelser til politiet og narkohandelen - til fængsel. I São Paulo idømtes en politikommissær til i alt 516 års fængsel for at have forårsaget 18 fangers kvælningsdød i en celle på politistationen i 1992.

Borgeraktionen mod sulten og for Livet blev startet i april 1993 på initiativ af sociologen Herbert de Souza. Den organiserede titusinder af selvstændige komiteer over landet, der indsamlede og fordelte madvarer og bidrog til skabelsen af arbejdspladser. Bevægelsen inddrog omkring 2 millioner mennesker - overvejende husmødre, medlemmer af religiøse samfund og fagforeninger. Frem til august 1994 havde 4 millioner familier modtaget ødevarehjælp.

1993 Cardoso besejrer Lula ved præsidentvalget

I slutningen af 1993 præsenterede finansminister Cardoso Realplanen til stabilisering af økonomien. Den gjorde en ende på de automatiske justeringer af valutakursen og indførte i juli 94 en ny valuta: Real'en. Planen fik bragt inflationen til en brat opbremsning og gjorde Cardoso til den mest populære kandidat ved præsidentvalget den 3. oktober samme år. Allerede i første valgrunde besejrede han Luiz Inacio (Lula) da Silva fra PT, der indtil kort forinden havde været favorit.

Cardoso indledte et privatiseringsprogram af statslige virksomheder, herunder dele af Petrobras og telekommunikationsselskabet. Men ved siden af den økonomiske stabilisering kunne der registreres en stigning i arbejdsløsheden, den faglige kampgejst i byerne, kriminaliteten og jordbesættelserne foretaget af fattige bønder.

I september 1995 offentliggjorde præsidenten en flerårig regeringsplan med investeringer på i alt 153.390 millioner dollars indenfor specielt den økonomiske infrastruktur. Ifølge statistik offentliggjort i august beslaglagde 10% af den brasilianske befolkning 48% af de samlede indkomster, eller fire gange mere end hvad landets fattigste halvdel tjente. Ifølge tal fra Verdensbanken kontrollerede 0,83% af jordejerne i 1997 43% af de dyrkbare jorde. Disse tal placerer Brasilien som et af de lande i verden med skævest indkomst- og ejendomsfordeling. I juni samme år vedtog parlamentet en forfatningsændring, der gav præsidenten mulighed for genvalg.

I september dekreterede Cardoso afmærkningen af 23 områder med i alt 8,4 millioner hektarer - 10% af Brasiliens samlede udstrækning - til fordel alene for landets oprindelige befolkning. MST's marcher og jordbesættelser blev i februar 1998 indirekte støttet af det Pavelige råd for retfærdighed og Fred i dets dokument: «For en bedre fordeling af jorden, jordreformens udfordringer».

Fra midten af januar sendte den største brand i Amazonas nogen sinde titusinder af bønder og hele indfødte landsbyer på flugt. I marts var mere end en fjerdedel af den nordlige delstat Roraima raseret af skovbranden.

Ved præsidentvalget i oktober 1998 blev Cardoso genvalgt med 53,1 % af stemmerne allerede i første valgrunde. Det var 20 % flere end hans vigtigste modkandidat, PT's Luiz Ignacio da Silva.

I begyndelsen af 1999 erklærede eks-præsident og nuværende guvernør for delstaten Minas Gerais, Itamar Franco, at delstaten ikke længere kunne betale sin gæld til den føderale regering. I anden uge af januar besluttede regeringen derfor at lade kursen på dollar flyde. Den havde hidtil været holdt fast. Det betød umiddelbart en devaluering på 10 % af landets valuta, Real. Direktøren for Nationalbanken gik af, «for at investorene kunne genvinde tilliden», men Real'en fortsatte sit fald, og i midten af februar var den devalueret med 50 %. Valutakrisen havde negativ indvirkning på forbruget, og de dele af industrien der arbejdede med importerede varer, mens den forbedrede landets eksportindustri. Samtidig vanskeliggjorde den relationerne med de andre lande i Mercosur samarbejdet.

I juli 2000 brød en korruptionsskandale ud, der svækkede Cardosos regering. Der var blevet stjålet 90 mio. US$ fra et byggeprojekt, og de involverede var ministre og en dommer. Internationalt forsøgte præsidenten at genvinde Brasiliens hegemoni på kontinentet. Han indkaldte i september til et topmøde i Rio de Janeiro blandt alle Sydamerikas præsidenter. På mødet foreslog han, at Sydamerika i 2002 skal have fjernet alle indre toldskranker mellem landene.

Med det formål at reducere spændingerne indenfor landbrugssektoren fratog regeringen 1900 godsejere deres skøder med henvisning til, at de pågældende godsejere hverken var i stand til at gøre rede for skødernes oprindelse eller legalitet. Indgrebet berørte ialt 62 mio. hektar. Det vil sige at et område svarende til 13 gange Danmarks størrelse var i hænderne på godsejere, der ikke kunne gøre juridisk rede for, at de skulle være i deres besiddelse. Akkumulationen af jord på basis af falske dokumenter er en udbredt foreteelse i Brasilien, og er forekommet gennem århundreder. Det vurderes, at en tredjedel af landets godsejere er kommet til deres jorder på basis af falske dokumenter. Aktuelt ejer 20% af befolkningen 90% af jorden, mens de fattigste 40% af befolkningen blot råder over 1%.

I maj 2001 blev Cardoso tvunget til at lukke to statslige udviklingskontorer, der var centrer for korruptionsanklager til over 1 mia. US$. Det føderale politi havde afdækket, at mange af de projekter de to kontorer angiveligt gennemførte i Amazonas og de fattigste områder i Nordeste blot var skalkeskjul for omfattende bedrageri. Såvel præsidenten for senatet, Jader Barbalho som dennes kone blev genstand for efterforskningen.

Ligeledes i maj blev José Nilson Pereira da Silva og Juliano Filipini Sabino idømt 21 års fængsel for mordet på den homoseksuelle Edison Neris da Silva i starten af 2000. De havde været en del af en gruppe på 18 skinheads, der havde banket da Silva til døde i centrum af Sao Paolo. Retsagen og dommen blev betragtet som historisk af både menneskerettighedsorganisationer og af de homoseksuelle, da det var første gang at ansvarlige for diskrimination og overgreb mod homoseksuelle var blevet dømt i Brasilien. Ifølge sammenslutningen af homoseksuelle i Bahia blev der i 1999-2000 begået 299 drab på homoseksuelle i landet. 30% af ofrene var transvestitter og 3% lesbiske. Samtidig fandt to tredjedele af mordene sted i landets nordøstlige hjørne.

Måneden efter bestilte regeringen som led i sit program mod AIDS filmselskabet Sexxy Videos - der er storproducent af pornofilm - til at fremstille film, i hvilke hovedrolleindehaverne anvendte kondomer. Sexxy Videos fremstillede endvidere en speciel forfilm mod AIDS til alle sine film. Denne forfilm blev gjort obligatorisk for alle pornofilm i landet. Brasiliens anti-AIDS program består bl.a. af øvelser i skolerne, hvor de unge bliver undervist i at sætte et kondom på en plastikpik. Ifølge oplysninger fra Læger uden Grænser (MSF) er det med programmet lykkedes Brasilien at reducere antallet af AIDS dødsfald med 60%. Programmet er blevet verdensberømt for sine resultater. Staten betjener gratis 90.000 patienter til en udgift af 5000 US$ årligt - under halvdelen af hvad behandlingen koster i USA.

Den gratis adgang til den cocktail af medikamenter til behandling af HIV og AIDS er et af hovedelementerne i det brasilianske program. Iflg. loven fra 1996 mister de udenlandske farmaceutiske koncerner deres patenter i Brasilien, hvis de ikke efter 3 lov har igangsat en lokal produktion. Loven foreskriver endvidere, at udfra «offentlig interesse» kan den lokale farmaceutiske industri overtræde disse patenter. I dag fremstiller Brasilien selv 8 ud af de 12 medikamenter, som patienterne modtager gratis på de statslige AIDS klinikker. Modstanderne af programmet argumenterer, at der kan være modstand mod at tage medikamenterne, fordi de fattigste ikke er i stand til at følge de komplicerede procedurer omkring medikamenterne. Regeringen har svaret ved at forsyne flaskerne med sol, måne og tegninger af de forskellige måltider, ved hvilket medikamenterne skal indtages.

I Brasilien er gennemsnitsindkomsten blandt hvide 2,5 gange end blandt afro-brasilianerne. 69% af landets fattige er derfor af afrikansk oprindelse, selvom denne befolkningsgruppe kun udgør 45,3% af landets samlede befolkning. I 2001 var arbejdsløsheden 11% blandt afro-brasilianerne, mens den var 7,5% blandt de hvide. Kun omkring 2% af afro-brasilianerne starter på universitetet, mens tallet blandt de hvide er 11%.

Under overskriften «For en globalisering af Verdens sociale Forum», gennemførtes fra 31. januar til 5. februar 2002 det andet topmøde i Verdens sociale Forum i den sydbrasilianske by Porto Alegre. Topmødet blev gennemført parallelt med World Economic Forums møde i New York, og havde deltagelse af 5000 organisationer der analyserede, udvekslede ideer, debatterede og udstak alternativer som del af anti-globaliserings kampen. 4 lande tegnede sig for 80% af deltagerne: Brasilien med 8503 delegerede, Italien med 993, Argentina med 924 og Frankrig med 718. Der var kun omkring 100 delegerede fra hele Asien, og de indiske delegerede foreslog derfor, at topmødet i 2004 skulle holdes i Indien.

Omkring 500 medlemmer af de jordløses bevægelse MST invaderede den 30. marts et gods tilhørende præsident Cardosos børn, med det formål at tvinge regeringen til at frigive jord til gennemførelse af jordreform i området, der lå 700 km sydøst for Brasilia. MST's chefkoordinator Joao Pedro Stédile udtalte, at besættelsen var et «ekstremt skridt taget af de jordløse som konsekvens af den manglende opfyldelse af deres krav». Flere måneder tidligere havde de jordløse i det berørte område af Minas Gerais fremsat deres krav om overdragelse af jord, skøder og kreditter til 200 familier.

2003 PT til magten

Stillet overfor truslen om en mulig venstrefløjssejr ved valget i oktober 2002 og regionens økonomiske ustabilitet, begyndte dollaren at stige. For at fastholde stabiliteten forhandlede Cardoso regeringen i august et lån på 30 mia. US$ på plads med IMF.

Efter at have forsøgt 3 gange tidligere lykkedes det endelig i oktober PT's Lula da Silva at vinde over borgerskabets kandidat José Serra. Lulas sejr over Serra i 2. valgrunde var massiv (60%) og blev mulig, fordi venstrefløjen havde allieret sig med partier i centrum og ud på højrefløjen for at mindske markedets frygt, og samtidig havde den lovet at overholde landets gældsforpligtigelser - herunder betalinger af renter og afdrag på den enorme brasilianske udlandsgæld. Trods den økonomiske og politiske spændetrøje overfor udenlandske og indenlandske interesser, kom Lula til magten støttet af 52 mio. brasilianske vælgere med løfter om at styrke landets økonomiske uafhængighed, støtte Mercosurs fælles strategier, og gennemføre en gradvis omfordeling af økonomien, for på den måde at reducere de enorme uligheder, der i årtier har plaget den brasilianske økonomi.

I marts 2003 indledte MST en ny bølge af jordbesættelser med det formål at få sat en jordreform i gang. Samme år eksploderede en raket under opsendelsen i Alcántara og dræbte 21 personer. Lula indgik en aftale med IMF om et nyt løb til udbetaling i 2004, som forebyggelse mod mulig financiel uro. Låneinstitutionen gav samtidig sit samtykke til, at tilbagebetalingsterminen for Brasiliens udlandsgæld blev udsat fra 2005 til 2006.

Ligeledes i 2003 diskuterede senatet en stramning af våbenloven. Der blev opstillet stramme regler for udstedelse af våbentilladelser og opstillet en streng straframme for illegal våbenbesiddelse. Det blev besluttet, at der i 2005 skulle gennemføres en folkeafstemning om emnet. Omkring 40.000 bliver hvert år dræbt af skud i Brasilien - de fleste i byområder. Brasilien har en førsteplads på verdensplan på dette område.

I maj fik Brasilien en global sundhedspris - Gates 2003 - for sit nationale program til bekæmpelse af HIV/AIDS. Programmet blev anset for at være banebrydende i sin kombination af gratis adgang til AIDS medicin og stærkt aggressive mediekampagne til opbremsning af AIDS epidemien. Regeringen besluttede at anvende prisen på 1 mio. US$ til at støtte grupper der behandler HIV smittede børn og voksne bærere. Allerede i 1996 havde Brasilien garanteret gratis adgang til HIV bremsende medicin.

I oktober kritiserede FN ekspert i illegale henrettelser, Asma Jahangir, menneskerettighedssituationen i landet. Jahangir havde besøgt Brasilien for at undersøge anklager om tortur og drab, angiveligt begået af det brasilianske politi. Efter at have besøgt Borel og Jacarezinho, to af de mest voldelige favelaer i Rio de Janeiro, erklærede eksperten at: «Brasilien er et demokrati. Alligevel fandt jeg i disse bydele en elendig situation, hvor retsvæsenet ikke når ud». Under besøget havde han talt med over 20 mødre og andre familiemedlemmer til personer, der øjensyneligt var blevet dræbt i politiets hænder.

Jahangir erklærede, at trods regeringens bestræbelser på at bekæmpe straffrihed og reducere volden, så var det presserende at gennemføre tiltag til sikring af større respekt for menneskerettighederne. Han tilføjede, at den alvorligt forværrede menneskerettighedssituation i Brasilien ikke kan sammenlignes med noget andet sted i verden. Iflg. en rapport fra Centret for global Justits, så findes der i dag dødspatruljer i 14 ud af Brasiliens 27 delstater.

Under WTO's årsmøde i Cancun i 2003 stillede Brasilien sig i spidsen for den 3. verden i krav til de rige lande, hvilket i sidste ende fik topmødet til at bryde sammen, fordi de rige lande ikke ville give indrømmelser overfor de fattige. De fleste ændringer har dog været koncentreret om udenrigspolitikken, mens den nye regering på en række felter har fulgt den tidligere regerings neoliberale politik, hvilket har medført en række strejker vendt mod regeringens politik i 2003.

I februar 2004 offentliggjorde Juan Miguel Petit fra FN en rapport der kritiserede, at sexturisme er en af de hyppigste former for seksuel udnyttelse af mindreårige i Brasilien. Rapporten rummede endvidere en undersøgelse ag handelen med børn, prostitution og børnepornografi. Den bemærkede endvidere, at de 500.000 børn der arbejder i private hjem kan være udsat for seksuel udnyttelse. Petit bemærkede efter sit besøg i bl.a. Rio de Janeiro, at «børneprostitution foregår åbent». Iflg. FN skyldes problemerne marginalisering, manglende respekt for grundlæggende rettigheder, fattigdom og manglen på mekanismer til sikring af børnene.

I marts blev Brasiliens sydkyst ramt af en cyklon. Iflg. regeringskilder døde 2 under den kraftige og usædvanlige storm og flere forsvandt. Badestrandene måtte evakueres, mere end 500 huse blev ødelagt og mange flere skadet. Elforsyningen satte endvidere ud i den sydlige del af landet. To fiskerbåde sank og 10 søfolk forsvandt. Cyklonen blev dannet 440 km ude i Atlanterhavet og ramte især kystbyerne i Santa Catarina og Río Grande do Sul. USA's orkanvarslingscenter i Miami erklærede, at det var første gang de havde registreret et sådant meteorologisk fænomen i det sydlige Atlanterhav ud for Brasilien.

Under et besøg i Sao Caetano do Sul syd for Sao Paolo erklærede Lula da Silva samme måned, at den folkelige utilfredshed med hans regeringsførelse ikke havde kastet regeringen ud i krise. En meningsmåling havde registreret, at præsidentens popularitet var faldet fra 39,9% i februar til 34,6% i marts. En anden undersøgelse pegede på, at opbakningen til regeringen var faldet fra 66% i december til 54% i marts. Regeringen var under kraftig kritik fra både opposition, regeringens egne støttepartier og fra PT selv pga. regeringens højredrejning på det økonomiske område og dens manglende resultater indenfor det sociale. Dertil kom en korruptionsskandale som også regeringschefen, José Dirceu var involveret i. Han optrådte i en video, hvor han bad om penge til sig selv og til financiering af PT's kampagner i 2002. Lula forsikrede, at kritikken af hans regering skyldtes de forestående kommunalvalg i oktober. Brasiliens økonomi gik ned med 0,2% i 2003, men iflg. regeringen ville væksten blive på 3,5% i 2004.

I august 2004 underskrev Brasilien en aftale med Ecuador, der gav det statslige olieselskab Petrobras ret til at bygge infrastruktur i et af Amazonas' økologisk vigtigste områder. Gennem aftalen blev Brasilien også i stand til at hjælpe og omstrukturere det ecuadorianske olieselskab, Petroecuador. Petrobras skal bygge en vej, en mole og en bro i Yasuní Nationalparken i Ecuador. Samtidig skal Brasilien hjælpe Ecuador med modernisering af landets to statslige teleselskaber. Lula erklærede i Quito, at aftalen var udtryk for virkelig økonomisk integration mellem de to lande.

Miljøgrupper protesterede mod aftalen, der ikke giver miljømæssige garantier til nationalparken. Yasuní er anerkendt af UNESCO som biosfære, dækker 982 hektar regnskov, og er hjemsted for 90 arter af krybdyr og 500 arter fugle. Miljøorganisationen Økologisk Aktion krævede en dommerkendelse udstedt for at stoppe Petrobras. Organisationen fremførte, at områdets dyr og den indfødte befolkning trues af udryddelse.

I oktober gjorde Amnesty International opmærksom på, at sammenstødene mellem bander i favelaen Ciudad de Dios i den vestlige del af Rio de Janeiro vil ende i et blodbad, hvis ikke regeringen griber ind. Menneskerettighedsorganisationen pegede på, at kampene mellem narkobander i Vigario Geral og Parada de Lucas vil kunne koste et stort antal uskyldige livet.

Samme måned besøgte en delegation fra den Internationale Atomenergikommission (IAEA) den nye brændstofoparbejdningsfabrik Resende i delstaten Rio de Janeiro. IAEA eksperterne verificerede, at de anvendte teknikker ikke blev anvendt til at fjerne materiale til militære formål. Regeringen insisterede på, at landets atomprogram alene har energimæssige formål, men tillod samtidig kun eksperterne en begrænset visuel inspektion af centrifugerne, for på den måde at beskytte fabrikkens teknologiske hemmeligheder. Minister for videnskab og teknologi, Eduardo Campos erklærede, at Brasilien havde investeret næsten 1 mia. US$ og flere års arbejde i udviklingen af nye teknikker til oparbejdelse af uran. Han tilføjede, at de brasilianske centrifugemetoder er 30% mere effektive end de der anvendes i andre lande.

I november 2004 nåede IAEA frem til en foreløbig aftale med Brasilien om fremstilling af beriget uran. Organisationens talsmand, Mark Gwozdecky erklærede, at IAEA havde besøgt fabrikken i Resende, og havde taget hensyn til regeringens ønske om beskyttelse af den teknologiske information.

I januar 2005 vedtog parlamentet en lov, der har en straframme på et års fængsel til personer der håner homoseksuelle eller kvinder. Tilhængere af ytringsfrihed erklærede, at denne lovgivning ikke ville komme til at fungere i praksis. Samme måned beordrede regeringen landets virksomheder til at indføre ligeløn. Kvinder tjener ofte kun 2/3 af deres mandlige kolleger.

Selvom Brasilien råder over 13,5% af verdens ferskvandsreserver, så er 70% af disse reserver forurenede. 25% af den brasilianske befolkning har ikke adgang til drikkevand fra hanen og mange hundrede byer råder ikke over ordentlig behandling af spildevandet.

I december 2005 skaffede Brasilien sin gæld til IMF ud af verden, da landet besluttede at fremskynde betalingen af 15,5 mia. US$ til den internationale finansielle institution. Afdraget på gælden blev financieret med landets internationale reserver i Nationalbanken, der var på 67 mia. US$.

Brasilien åbnede 5. maj 2006 uranfabrikken Resende. Med åbningen trådte landet ind i kredsen af lande, der er i stand til teknologisk at producere atomart brændsel. Landet råder over verdens 6. største uranforekomster, og forventer i 2016 at være selvforsynende med beriget uran.

Sammen måned overførtes i São Paulo 700 fængslede medlemmer af den kriminelle bande PCC ( Hovedstadens 1. Kommando) til et højsikkerhedsfængsel. Det skete efter en kraftig optrapning af volden i byen, der skabte panik, kaos og nærmest fik den at gå i stå. I dagene 12-15. maj fandt der flere hundrede væbnede angreb sted på politifolk og civile samt oprør i 36 fængsler. Volden kostede mindst 115 dræbte og 50 sårede. De fleste politifolk og formodede medlemmer af PCC.

Lula blev genvalgt som præsident i 2. runde af præsidentvalget i oktober med 61% af stemmerne. Hans modkandidat var Geraldo Alckmin fra PSDB. I sin første tale, få minutter efter resultatet var blevet kendt erklærede Lula: «vi er trætte af være en stormagt på vej frem. Vi ønsker at vokse. Grundlaget er der. Nu er det bare med at trække i arbejdstøjet».

I juli 2007 erklærede regeringen, at den stillede flere hundrede millioner US$ til rådighed til financiering af forskellige atomenergiprogrammer i landet.  Det gjaldt bl.a. bygningen af en 3. atomreaktor, en atomundervandsbåd samt projekter omkring berigelse af uran.

Brasilien har siden 2000 med hastige skridt udviklet sig til en regional stormagt. Lula har i denne proces satset hårdt på dialog fremfor konfrontation, og har derfor på den ene side søgt samarbejde med først George bush og siden Barack Obama i USA, og på den anden side med Raúl Castro i Cuba, Evo Morales i Bolivia, Hugo Chavez i Venezuela og senest Mahmoud Ahmadinijead fra Iran. Lula har dog samtidig satset hårdt på at styrke syd-syd samarbejdet og har været initiativtager til et langt tættere samarbejde med Sydafrika, Indien og Kina, der ligeledes er regionale stormagter i deres områder. USA frygter Brasiliens udvikling til regional stormagt og dette var den primære baggrund for at supermagten i 2008 reaktiverede sin 4. flåde, der opererer i Caribien. Denne flåde havde været inaktiv siden 1950. Brasilien reagerede på supermagtens skridt ved at søge militært samarbejde.

I maj 2010 var Brasilien sammen med Tyrkiet aktiv for at løse de sikkerhedspolitiske problemer omkring Irans atomprogram. De 3 lande indgik en aftale hvorefter Iran skulle sendt brugt atombrændsel til Tyrkiet for oparbejdning mod at landet til gengæld fik beriget Uran til brug i en forsøgsreaktor. Uanset denne aftale gennemtrumfede USA alligevel internationale sanktioner mod Iran i FN. Trepartsaftalen faldt dermed fra hinanden. USA fik samtidig understreget, at supermagtens politik ikke handlede om Irans atomprogram - Israel og Pakistan har allerede atomvåben og har i modsætning til Iran ikke underskrevet ikke-spredningstraktaten. USA's politik og de internationale sanktioner har ét formål: at vælte præstestyret i Tehran.

Arbejderpartiet, PT, udpegede i marts 2010 Dilma Rousseff til partiets præsidentkandidat. Lula var begrænset af forfatningen til 2 præsidentperioder, og PT skulle derfor finde an afløser til efterårets valg. Rousseff er datter af en bulgarsk indvandrer til Brasilien og en skolelærer. Efter militærkuppet i 1964 gik hun ind i byguerillaen, der bekæmpede diktaturet. I dansk juridisk forstand var hun derfor terrorist. I 1970-72 sad hun fængslet og blev underkastet tortur. Under 1. valgrunde i oktober 2010 fik hun 46,91% af stemmerne og måtte derfor ud i en 2. valgrunde med socialdemokraten José Serra som modkandidat. I 2. runde fik hun 56,05% og kunne derfor overtage præsidentposten 1. januar 2011 - den første kvinde og den første økonom på posten i landets historie. Men samtidig en anden uddannelsesmæssig baggrund end den folkekære Lula, der var metalarbejder.

Rousseff inviterede flere politiske fanger med ved sin indsættelse, som hun havde siddet fængslet med i 1970'erne.

I 2012 vedtog parlamentet en ændring af forfatningen, der åbnede for konfiskation af jord, hvis det konstateres at godsejerne anvender slavearbejdskraft.

Kampen om jorden står fortsat højt på dagsordenen i mange delstater. I Mato Grosso do Sul blev medlemmer af Guarani-Kaiowá stammen i august 2012 fordrevet fra deres jord, og deres ledere blev efterfølgende truet, bortført og beskudt. Trods landets udvikling findes der fortsat mange områder, fjernt fra centralmagten, hvor det er godsejeren og hans pistolmænd der er «loven».

Trods 10 års PT regeringer var Brasilien fortsat et af verdens mest voldelige lande - en konsekvens af de enorme klasseskel i landet. Landet ligger på 5. pladsen i verden, hvad angår antallet af dollarmillardærer - foran lande som Storbritannien og Japan. I 2012 blev 1890 brasilianere «dræbt under politioperationer», svarende til 5 om dagen. Politiet betegner i sine rapporter næsten altid mordene som «skudvekslinger med kriminelle», mens menneskerettighedsorganisationer kan berette, at det ofte er uskyldige og ubevæbnede der dræbes. Det brasilianske politis cover-up over sine forbrydelser adskiller sig dog ikke fra tilsvarende cover-ups i f.eks. USA og Danmark. I 2013 fik delstaten Säo Paulo imidlertid nok af politibrutaliteten og forbød politiet at fjerne ofrene fra mordpladserne. Tiltaget fik omgående effekt, da antallet af politidrab faldt med 34% de første 6 måneder af året sammenlignet med samme periode det foregående år. Det grundlæggende problem består dog. Politiet forfalsker ofte beviser, eller lader beviser forsvinde, og den myndighed der skal efterforske politiets kriminelle aktiviteter er underbemandet og underfinancieret.

Rousseff var en af Brasiliens mest folkekære præsidenter. En undersøgelse i marts 2013 viste, at 63% af brasilianerne bakkede op om hendes regeringn, og 79% bakkende op om hende personligt. Det tilskrives især hendes indsats for landets fattigste. I hendes periode blev energiafgifterne sænket og en række basale fødevarer undtaget for moms.

I juni 2013 udbrød der demonstrationer i Sao Paolo. I første omgang rettet mod prisstigninger på den offentlige transport, men da sikkerhedsstyrker slog hårdt ned på demonstranterne spredte de sig geografisk og politisk. Andre brasilianske storbyer sluttede sig til protesterne og protesterne rettede sig videre mod de enorme infrastrukturprojekter i forbindelse med afholdelsen af VM i fordbold i Brasilien i 2014. Også korruptionen blev der demonstreret imod. Unge vestlige journalister uden kendskab til historie eller Latinamerika mente at protesterne var udtryk for at «det arabiske forår havde spredt sig til Brasilien». De overså derved, at de brasilianske protester ikke var rettet mod vestligt støttede autokratiske regimer som i Mellemøsten, men mod specifikke politiske tiltag foretaget af borgmestre eller guvernører. Demonstrationerne kulminerede i midten af måneden, da flere hundrede tusinde var på gaden over hele landet. Den 24. juni mødtes Rousseff med ledere af protesterne og lovede at bevilge 50 mia. Reals til forbedret offentlig transport, sundhedsvæsen og uddannelse.

I juli 2013 skrev den britiske journalist Glenn Greenwald om USA's internet spionage rettet mod Brasilien og afslørede at landet var et af de største mål for NSA's spionage. Den første september blev det afsløret, at spionagen bl.a. var rettet direkte mod præsident Rousseff, hendes rådgivere og ministre, der fik telefoner aflyttet og mails opsnappet. Afsløringerne udløste en alvorlig diplomatisk krise mellem de 2 lande. USA's ambassadør Thomas Shannon blev kaldt til udenrigsministeriet for at forklare supermagtens ageren og fik forklaret at aflytningerne i Brasilien var en helt uacceptabel krænkelse af Brasiliens suverænitet. Nogle dage senere aflyste Rousseff et ellers planlagt statsbesøg i USA i protest. Den 24. september talte Rousseff i FN's Generalforsamling og benyttede sin tale til at fordømme USA's efterretningsarbejde generelt og specifikt den del var rettet mod brasilianske statsborgere, virksomheder og regeringsembedsmænd.

I august 2013 blev 48 politifolk dømt for mord på 111 indsatte under et fangeoprør i Carandiru fængslet i Säo Paulo i 1992. Det var et af de få eksempler på at politiet faktisk blev draget til ansvar for sine forbrydelser. 6 journalister blev dræbt i Brasilien i januar-november 2013. 2 af disse i Minas Gerais hvor undersøgelser efterfølgende godtgjorde, at politifolk stod bag mordene.

Brasilien var i 2014 vært for VM i fodbold. Værtsskabet var et prestigeprojekt som det var i Sydafrika i 2010, men samtidig udløste det omfattende debat og protester pga. de store investeringer, der kunne have været anvendt til udvikling af landet. Samtidig var der stigende utilfredshed med regeringens infrastrukturprojekter i Amazonas, hvor der i flere år er blevet bygget store vandkraftværker. Kraftværkerne producerer billig strøm til landets industrielle udvikling, men medfører samtidig enorme ødelæggelser i Amazonas med tilsvarende alvorlige konsekvenser for landets oprindelige befolkning.

Roussef blev i oktober 2014 genvalgt som præsident. Der var dog tale om betydelig tilbagegang i popularitet fra 2010, hvor hun blev valgt med 56% af stemmerne. I 2014 måtte hun nøjes med 51,6% i 2. runde. Hendes konservative modkandidat, Aécio Neves fra PSDB fik 48,4%. I første runde havde Roussef fået 41,6% af stemmerne. På tredjepladsen havde Marina Silva fra Socialistpartiet PDB fået 21,3%. Mange brasilianere havde ellers sat deres lid til hende. I 2003-09 havde hun været miljøminister i Lulas 2. regering, men trak sig posten og PT i 2009, da regeringen satte økonomiske interesser i Amazonas over hensynet til miljøet. I 2010 havde hun stillet op som de Grønnes (PV) præsidentkandidat, men kom også ved det valg ind på en 3. plads.

Den brasilianske Nationale Sandhedskommission CNV afgav i december sin slutrapport, efter at have brugt 2 på at undersøge tortur, mord, forsvindinger og andre krænkelser af menneskerettighederne under militærdiktaturene i 1964-85. Allerede i 1979 havde diktaturet «vedtaget» en amnestilov, der de følgende årtier hindrede retsforfølgelse af de militære mordere. I modsætning til sine latinamerikanske naboer, der havde gennemført retsopgør mod militæret, havde et sådan aldrig fundet sted i Brasilien. Amnesty International slog fast, at med CNV's slutrapport måtte der åbnes op for denne retsproces.

Brasilien var fortsat et af verdens farligste lande. En opgørelse fra Brazilian Forum on Public Security for 2014 viste, at der blev begået over 50.000 mord. af disse blev de 3.000 begået af politifolk. En stigning på 37% ifht. 2013. Antallet af dræbte politifolk viste et svagt fald til 398. Baggrunden for stigningen i antallet af mord begået af uniformeret politi skulle søges i den næsten totale straffrihed for denne type mord. De blev sjældent efterforsket af myndighederne og morderne aldrig straffet. Konsekvensen var, at politiet håndhævede et terrorregime i favalaerne hvor de fleste mord blev begået. Der eksisterede ingen tillid overfor politiet.

I maj 2015 udbrød en epidemi i Brasilien forårsaget af den såkaldte Zika virus. De første tilfælde blev registreret i august 2014, men først 9 måneder senere erkendte myndighederne, at der var tale om Zika. Symptomerne svarede i høj grad til symptomerne fra Dengue feber, men konsekvenserne af Zika var langt mere alvorlige, fordi sygdommen fører til misdannelser af fostre, der fødes med en stærkt reduceret hjerne - såkaldt mikro-encefali. Sygdommen spredes af Aedes-aegypti moskitoen, der også er smittebærer for Dengue og Malaria. Epidemi og misdannelser førte til, at pave Frans erklærede at «undgåelse af svangerskab er ikke nødvendigvis slemt». En historisk åbning fra den katolske kirke overfor emnet svangerskabsforebyggelse.

Brasilianske politifolk dræbte i 2015 3.345 brasilianere. En stigning på 6% ifht. året før og 52% ifht. 2013.

2016 statskup

Efter en lang række år med høj økonomisk vækst fladede væksten ud i 2014 og økonomien skrumpede med 3,8% i 2015. Krisen fik arbejdsløsheden til at vokse og den radikale højefløj begyndte at øjne muligheden for et statskup. Det vigtigste instrument i denne proces var dens næsten totale kontrol over landets medier, der er centraliseret i mediemonopolet Globo. Globo begyndte fra februar 2015 at fabrikere historier om omfattende korruption i det statslige olieselskab Petrobras, som især regeringspartiet PT skulle have nydt godt af. På baggrund af Globos intensive bagvaskelseskampagne organiserede den radikale højrefløj demonstrationer mod regeringen i flere af Brasiliens store byer. Flere hundrede tusinde demonstrerede i marts-april 2015 mod regeringen, og Roussefs popularitet faldt - iflg. Globo til 23% i marts og 13% i april.

I marts afsagde højesteret en kendelse der åbnede op for, at 50 personer kunne efterforskes for korruption. Deriblandt en række fremtrædende medlemmer af PT. I juli blev PT's kasserer, João Vaccari Neto idømt 15 års fængsel for korruption og pengevask.

Den radikale højrefløjs problem var imidlertid, at der ikke kunne knyttes tråde, der implicerede præsident Roussef. Fra starten af 2016 rettede de i stedet propagandaen mod den tidligere folkekære præsident Lula da Silva, og samtidig beordrede anklagemyndigheden præsidentens telefon aflyttet. Udover at have været genstand for telefonaflytning fra NSA blev hun nu også udsat for aflytning fra den radikale højrefløjs side. I marts offentliggjorde Globo uddrag af en telefonsamtale mellem Roussef og da Silva, der iflg. højrefløjen skulle afsløre, at præsidenten søgte at hjælpe da Silva fra at blive sat under anklage. Globo piskede nu en endnu kraftigere stemning op mod præsidenten. Kampagnen udløste nye store demonstrationer mod præsidenten med krav om hendes afgang, men samtidig svarede PT igen med store demonstrationer til støtte for hende.

Den radikale højrefløj førte nu kampen mod PT og Roussef ind i parlamentet. I april stemte 367 parlamentarikere for at stille hende for en rigsret. 137 stemte imod. 4 uger senere stemte 55 senatorer for at stille hende for en rigsret, mens 22 stemte imod. Roussef blev valgt af 54 mio. brasilianere og væltet af 55 overvejende fascister, hvoraf flere er erklærede kriminelle (af landets 81 senatorer er 33 anklagede kriminelle eller genstand for efterforskning). Formelt set blev hun suspenderet i op til 6 mdr. men det er ikke en domstol der skal «prøve» hendes sag, men derimod det samme senat der afsatte hende, så hendes tid som præsident er forbi. Anklagen mod hende under skueprocessen er ikke korruption, men at hun manipulerede med økonomiske statistiskker for at blive genvalgt i 2014. I værste fald er det noget statschefer i hele verden - herunder også i Danmark - er skylde i.

Præsidentposten blev overtaget af den højreradikale Michel Temer. Han kan også blive stillet for en rigsret, og er to gange blevet efterforsket for bestikkelse og modtagelse af returkomissioner. Halvdelen af hans 22 MANDS store regering er under efterforskning for korruption. Formanden for kongressen, Eduardo Cunha blev i maj fjernet fra posten af Højesteret, anklaget for korruption. Hans post blev overtaget af Waldir Maranhão, der også står anklaget for korruption. Maranhão måtte fratræde posten efter få dage. Formanden for senatet, Renan Calheiros koordinerede stormløbet mod præsidenten i Senatet. Han er selv genstand for 11 kriminelle udredninger. (Dilma Rousseff suspended as senate votes to impeach Brazilian president, Guardian 12/5 2016, 'Trust me': Michel Temer takes over as interim Brazil president, Guardian 13/5 2016, 'A lot of testosterone and little pigment': Brazil's old elite deals a blow to diversity, Guardian 13/5 2016).

Allerede to uger efter statskuppet havde 2 af Temers ministre måttet forlade regeringen pga. økonomisk kriminalitet. Det gjaldt planlægningsminister Romero Juca og «antikorruptionsminister» Fabiano Silveira. (Lava Jato: Brazilian anti-corruption minister quits over secret recording, Guardian 31/5 2016, Brazil prosecutor seeks arrest of senior members of embattled president's party, Guardian 7/6 2016).

I august stemte senatet med 59 medlemmer mod 21 for at stille Roussef for en «rigsret». Der er ikke tale om en domstol eller en juridisk proces, men alene at højrefløjen stemmer om hun skal endelig fjernes fra præsidentposten. I udlandet voksede kritikken af højrefløjens kup og diktaturet. (Brazil senate votes to hold Dilma Rousseff impeachment trial, Guardian 10/8 2016).

Op til de Olympiske Lege i Brasilien i august blev titusinder af politifolk og soldater udkommanderet. Antallet af drab begået af politiet blev i denne periode fordoblet sammenlignet med samme periode året inden.

Eduardo Cunha blev i september ekskluderet af Underhuset med 450 stemmer mod 10. Som formand for parlamentet var det Cunha der i foråret havde ledet statskuppet mod Roussef. Nu blev han smidt ud, anklaget for mened, korruption og obstruktion af retfærdighed. Der blev samtidig nedlagt forbud mod at han kan varetage et politisk hverv de kommende 8 år. Efter afstemningen sagde Cunha: «Det er den pris jeg betaler for at have befriet landet for PT. De lader mig betale for at have ledet rigsretsagen (mod Roussef)... I morgen vil det være jer». Han havde opbygget sin magt ved at kortlægge sine medpolitikeres hemmeligheder, som han aktivt brugte til at afpresse dem med. Ingen elskede ham, alle frygtede ham. Nu truede han med at skrive en bog for at afsløre sit kendskab til hemmelighederne. (Brazilian politician who led Rousseff impeachment is expelled from office, Guardian 13/9 2016).

Statskuppet mod Roussef var det tredje alvorlige tilbageslag i Latinamerika på 1/2 år. I Argentina vandt højrefløjen præsidentvalget i november 2015, og i Venezuela vandt de parlamentsvalget samme måned. USA var i fuld gang med at rulle de demokratiske landvindinger i Latinamerika siden 1990'erne tilbage. For venstrefløjen var det en påmindelse om, at selv 54 mio. brasilianeres stemmer (og dermed demokratiet) ingen betydning har, når borgerskabets totale kontrol over medier og kapital er intakt.

I november trådte kulturminister Marcelo Calero tilbage. Grunden var, at præsident Temer havde lagt pres på ham, fordi en fredningssag spændte ben for et byggeprojekt regeringssekretær Geddel Vieira Lima havde gang i. Lima blev få dage senere tvunget til at træde tilbage.

I december indrømmede Marcelo Odebrecht, at han havde betalt bestikkelse til Temer.

Ligeledes i december fældede den Interamerikanske domstol for Menneskerettigheder dom over den brasilianske stat for at tolerere slaveri og menneskehandel. Det skete på baggrund af den måde landarbejdere behandles i den nordlige delstat Pará.

Volden tog hastigt til overalt i landet i løbet af 2016. Den kostede både kvinder, børn, menneskerettighedsaktivister, journalister, oprindelige folk, landarbejdere og fagligt aktive livet. Landets fængsler var samtidig overfyldte. I oktober udbrød et fangeoprør i delstaten Roraima. 10 mænd blev halshugget eller brændt levende i deres celler.

Politiet stormede i april 2017 parlamentet i Brasilia i protest mod regeringens planlagte reform af pensionslovgivningen. Reformen ville medføre, at pensionsalderen for offentligt ansatte ville blive sat op fra 54 år til 65. De angribende politifolk blev slået tilbage af parlamentets egne sikkerhedsstyrker, men efterfølgende indvilgede regeringen i kun at hæve pensionsalderen til 60 år for udvalgte grupper: kvinder, lærere, landarbejdere og politifolk. Politiets faglige organisationer kritiserede, at regeringen ikke tog hensyn til politiets farlige arbejdsforhold.

Nye uroligheder brød ud i maj, da dagbladet O Globo offentliggjorde udskrifter af hemmelige samtaler mellem diktatoren Michel Temer og ejeren af landets største kødpakkeri JBS om bestikkelsespenge. Gennem flere dage demonstrerede befolkningen foran parlamentet i Brasilia indtil diktatoren satte det føderale politi ind mod demonstranterne. Også i diktatorens eget parti rumlede uroen dog. Nogle uger senere frikendte landets øverste valgråd med stemmerne 4 mod 3 Temer og Dllma Rouessef for illegal valgkampsfinanciering i 2014, men blot yderligere nogle uger senere indgav statsanklageren Rodrigo Junot anklager mod Temer for at have taget imod bestikkelse. Sagen skulle for ved Højesteret. (Brazil police storm Congress over proposal to raise retirement age, Guardian 19/4 2017)

I juni blev Temer sigtet af statsanklager Rodrigo Janot for at have taget imod bestikkelse. Sigtelserne blev overbragt til den føderale højesteret. Det føderale politi anbefalede samtidig, at Temer blev sigtet for at hindre rettens gang. Temer havde gennem sin justitsminister forgæves forsøgt at få udskiftet ledelsen af det føderale politi, men fjernede i stedet bevillinger, så enheden var nødt til at indstille sin efterforskning af korruption i regeringen. Temer havde da allerede udskiftet sin justitsminister 2 gange i 2017. I sidste halvdel af juni nåede diktatorens popularitet ned på 2%. Aldrig tidligere havde en statschef været så upopulær i landet. Temers korrupte højreradikale venner i parlamentet bakkede ham dog stadig op.

For at give plads for tømmerfirmaer ophævede Temer i august fredningsklausulen for et område i Amazonas i delstaterne Pará og Amapá på størrelse med Danmark. I området lå desuden flere reservater for oprindelige folk, der nu var akut truet af udryddelse.

På baggrund af den hastigt stigende vold satte regeringen i september militæret ind i Rios største slumkvarter Rocinha. 1000 soldater deltog i kampene med slumkvarterets bander.

En appeldomstol i Porto Alegre stadfæstede i januar 2018 en tidligere dom over Lula for «pengevask og korruption». Domstolen øgede samtidig straffen fra 9 års fængsel til 12 år og 1 måned. Lula førte i meningsmålingerne op til præsidentvalget i oktober og diktaturet ønskede med alle midler at hindre ham i at stille op. Kendelsen udløste omfattende protestaktioner over hele landet og både Lula og PT erklærede, at kampen for at kunne stille op og vinde valget. «Så lang tid dette hjerte fortsat slår, disse øjne stadig ser og denne hjerne fortsat tænker, så lang tid er kampen ikke ovre», erklærede den tidligere metalarbejderformand og præsident. «Dette land vil vise, at de fattige aldrig var problemet. De fattige er løsningen».(Brazilian court upholds corruption conviction for ex-president Lula, Guardian 24/1 2018)

I marts blev den 38 årige afro-brasilianer, enlige mor, kommunalbestyrelsesmedlem i Rio de Janeiro og lesbiske Marielle Franco myrdet af lejemordere. Gennem mange år havde hun kæmpet en hård kamp mod politiets og militærets blodige vold i hendes slumkvarter Maré. Lejemordet udløste en stor demonstration foran rådhuset i Rio med deltagelse af over 100.000 mennesker. Politibrutaliteten tog drastisk til efter overgangen til diktatur i 2016. Alene i januar 2018 blev 154 dræbt af politiet i Rios slumkvarterer. (Marielle Franco: Brazil’s favelas mourn the death of a champion, Guardian 18/3 2018)

Brasiliens borgerskab frygtede, at Lula da Silva ville vinde præsidentvalget i slutningen af 2018. For at hindre det blev han i april sat i fængsel. I et forsøg på at afværge fængslingen søgte Lula tilflugt i Metalarbejderfagforeningens hovedkvarter i Sao Paulo, men overgav sig efter få dage. Lulas tilhængere oprettede i stedet en protestlejr uden for fængslet i Curitiba i det sydlige Brasilien. Borgerskabet hyrede derefter kriminelle, der i slutningen af april angreb lejren tidligt om morgenen, skød ind i den og sårede to lejrdeltagere alvorligt. Lulas «dom» lød på 12 års fængsel for korruption.

I maj blev hidtil hemmeligholdte dokumenter offentliggjort, der viste at landets daværende militærdiktator Ernesto Geisel (1974-79) i 1974 havde givet ordre til henrettelse af flere hundrede oppositionelle. CIA var velorienteret om programmet og havde også informeret USA's daværende udenrigsminister Henry Kissinger. USA havde i denne periode omdannet det meste af Latinamerika til militærdiktaturer, trænede dets officerer og dødspatruljer. ('Astonishing' CIA memo shows Brazil's ex-dictator authorized torture and executions, Guardian 11/5 2018)

Diktaturet lod gradvist Petrobras hæve priserne på benzin gennem foråret til skade for især landets fattigste befolkning. I midten af maj besluttede lastbilchaufførerne derfor at få i strejke, og samtidig blokkerede de landets hovedveje. Strejken satte hurtigt økonomien i stå, fødevarer kunne ikke transporteres ind til byerne, og i slutningen af måneden blev Sao Paulo erklæret i undtagelsestilstand. Diktaturet og højrefløjen benyttede lejligheden til at plædere for indførelse af militærdiktatur, da strejken hurtigt udviklede sig til ikke blot at være rettet mod de stigende benzinpriser men også mod den udbredte korruption. Temer diktaturet gik i starten af juni med til at sænke benzinpriserne, og strejken blev ophævet. (Brazilian president sends in army as truck protest paralyzes country, Guardian 25/6 2018. Truckers' strike highlights 'a dangerous moment' for Brazil's democracy, Guardian 5/6 2018)

Den 14 årige skoleelev Marcos Vinicius da Silva blev i midten af juni dræbt, da en politihelikopter skød hæmningsløst ind i en favela nær en skole i Rio de Janeiro. Både politi og militær havde i flere uger været i kamp med narkobander i byens slumkvarterer og herunder var en politiinspektør blevet dræbt. Det fik den fremtrædende politidetektiv Marcus Amim til offentligt at sværge hævn: «I kommer til at betale for dette ... vi vil jage jer, uanset hvor i er». Siden overgang til diktatur i 2017 var volden i favelaerne drastisk eskaleret, og regimet havde sat flere tusinde soldater ind i kampene med narkobander. Efter henrettelsen af Silva blokkerede indbyggerne i favelaen hovedvejen til Rios lufthavn og stak en bus i brand. Politiet skød og dræbte derefter 6. «Bandemedlemmer» var den officielle forklaring. (Brazilian teenager dies after police helicopter strafes favela, Guardian 21/6 2018)

Efter statskuppet i 2016 genoplivede regimet 1970'ernes dødspatruljer. De tog kontrol over stadig flere slumområder, der tidligere var under narkobanders kontrol. Grundlæggende var der tale om de samme kriminelle bandestrukturer, som narkobanderne, men med den væsentlige forskel at de havde et tæt samarbejde med politiet. Brasilianske medier kunne afsløre, at mordet på Marielle Franco i marts var en fælles aktion gennemført af en dødspatrulje og politiet. I midten af 2018 boede 2 mio. brasilianere i området kontrolleret af dødspatruljerne. ('Lesser evil': how Brazil's militias wield terror to seize power from gangs, Guardian 12/7 2018)

Midt i august annoncerede den fængslede Lula sit kandidatur til det forestående præsidentvalg. FN's Menneskerettighedsråd pålagde Brasilien at acceptere kandidaturet, hvilket myndighederne dog nægtede. Menneskerettighederne var alligevel sat ud af kraft i landet. En måned senere måtte han opgive kandidaturet i erkendelse af at myndighederne alligevel ville forhindre hans opstillen. I stedet pegede han på sin vicepræsidentkandidat Fernando Haddad. (Brazil's Lula launches presidential bid from jail as thousands march in support, Guardian 15/8 2018; Brazilian court bars Lula from presidential election, Guardian 1/9 2018; Jailed leftwing leader Lula drops out of Brazil presidential race, Guardian 11/9 2018)

2018 Facisterne generobrer magten - støttet af borgerskabet, O'Globo og Washington

Det brasilianske borgerskab med godsejernes og industrimagnaternes penge og mediemonopolet O'Globos totale kontrol over medierne fik i oktober valgt deres mand til præsident: den forholdsvis ukendte major Jair Bolsonaro. Inden da havde de fjernet hans største udfordrer, Lula. Bolsonaro vandt første runde af præsidentvalget med 46% af stemmerne mod 29,3% til PT's Fernando Haddad. Ved anden valgrunde 3 uger senere fik Bolsonaro 55,1% af stemmerne mod 44,9% til Haddad. Den ukendte facistiske major havde sejret over Sao Paulos populære borgmester. O'Globo havde gennemført massive løgnekampagner rettet mod Haddad, mens Bolsonaro havde udfoldet sin facistiske vision for Brasilien. Han hyldede 1960'ernes og 70'ernes militærdiktatur, erklærede at venstrefløjen kunne forlade landet eller blive lagt i graven, erklærede at han ville udrydde landets homoseksuelle, at Brasilien ville trække sig ud af COP15 klimaaftalen og at godsejerne ville få frie tøjler til at rydde Amazonas resterende regnskov og reservater for den oprindelige befolkning. Få dage efter sin valgsejr blev en flig løftet for komplottet, da den samme dommer der i flere år havde kørt sager mod Lula da Silva blev udnævnt til «justitsminister». Derefter blev brodden rettet mod de cubanske læger i landet. Over 8.000 cubanske læger havde i flere år arbejdet i de fattige afsidesliggende egne af landet, hvor der var få eller ingen brasilianske læger. Bolsonaro krævede nu, at de beviste deres lægeuddannelse og iøvrigt fremover skulle have udbetalt 100% af deres løn, i modsætning til det eksisterende system, hvor lægerne umiddelbart fik 25% udbetalt og de resterende 75% ved hjemkomsten til Cuba. Cuba bøjede sig ikke, og efter en uge var chartrede fly i gang med at fragte cubanske læger tilbage til Cuba. WHO tændte alarmklokkerne for usigten lægemangel i landet. Regimet i Washington og de højreradikale kræfter i Europa klappede i hænderne, mens Bolsonaro lovede at fjerne begrænsningerne for adgangen til skydevåben og lovede ikke at være værter for COP25 klimatopmødet i 2019. Washington planlagde at bruge de højreradikale regimer i Colombia og Brasilien til et militært angreb på Venezuela. 25 års nordamerikansk tilbagetog i Latinamerika skulle vendes. (Brazil's Jair Bolsonaro threatens purge of leftwing 'outlaws', Guardian 22/10 2018; Bolsonaro threatens the world, not just Brazil’s fledgling democracy, Guardian 25/10 2018; Brazil election: leftwinger Fernando Haddad narrows lead as polls open in runoff, Guardian 28/10 2018; Jair Bolsonaro declared Brazil's next president, Guardian 29/10 2018; 'We will not be silenced': Bolsonaro opponents pledge widespread protests, Guardian 29/10 2018; 'Firearms safeguard freedom': Brazil's new president vows to relax gun laws, Guardian 30/10 2018; Bolsonaro appoints judge who helped jail Lula to lead justice ministry, Guardian 1/11 2018; Thousands of Cuban doctors leave Brazil after Bolsonaro's win, Guardian 23/11 2018; Brazil reneges on hosting UN climate talks under Bolsonaro presidency, Guardian 28/11 2018)

Bolsonaro meddelte i starten af december, at han udnævnte Ricardo Salles til ny miljøminister. Salles ved ikke noget om miljø, er advokat, men har en fortid som «miljøminister» i staten Sao Paulo. Greenpeace i Brasilien kommenterede udnævnelsen af Salles således: «Han er ikke blevet udpeget for sine meritter til forsvar for miljøet. Han er blevet udpeget fordi han følger Bolsonaros dagsorden». Den dagsorden går på, at de globale klimaforandringer ikke er noget primært problem og at bøder i Brasilien for miljøødelæggelse er ideologisk betingede. Han er mineselskabernes, godsejernes og tømmersleskabernes mand og vil arbejde for at fjerne begrænsningerne for minedrift, kvægdrift og skovdrift i Amazonas. De brasilianske miljøorganisationer frygter udviklingen og resten af verden burde gøre det samme. (Climate change a 'secondary' issue, says Brazil's environment minister, Guardian 10/12 2018)

Ny justitsminister blev Sérgio Moro. Den selvsamme dommer der i 2017 havde dømt den tidligere præsident Ignacio Lula da Silva til fængsel.

Brasiliens kommende udenrigsminister Ernesto Araújo opfordrede i midten af december til at vælte Venezuelas præsident Maduro og erklærede at Maduro ikke var inviteret til indsættelsen af Bolsonaro som præsident i januar. Venezuelas udenrigsministerium slog øjeblikkeligt igen, offentliggjorde to breve der viste, at Maduro faktisk var inviteret, men kom derefter med Venezuelas officielle svar til Brasiliens kommende regime: «Den frie, revolutionære og socialistiske regering i Venezuela kunne aldrig finde på at deltage i indsættelsen af en præsident der er selve indbegrebet af intolerance, facisme og som står for en politik der er et totalt knæfald for de interesser der er imod integration i Latinamerika og Caribien». I et interview med dagbladet La Tercera i Chile insisterede Bolsonaro på, at Brasilien ikke havde umiddelbare planer om at invadere Venezuela, men klart ønskede at få Maduro fjernet. «Jeg ønsker ham ikke død, men blot at han forsvinder bort til et andet land», erklærede Bolsonaro. Hverken EU eller USA havde nogen indvendinger mod Brasiliens trusler mod Venezuela. ('Liberate' Venezuela from Maduro, urges Bolsonaro ally, Guardian 16/12 2018)

Den nyvalgte højreradikale guvernør i Rio de Janeiro, Wilson Witzel erklærede få dage efter at have overtaget guvernørposten, at statens sikkerhedsstyrker ville få uindskrænket ret til at skyde for at dræbe. Han erklærede efterfølgende, at Rio burde oprette sin egen Guantanamo lejr til at huse kriminelle, som han omtalte som «terrorister». Præsident Bolsonaro har erklæret, at han gerne sætter militæret ind i slumkvarterene, hvis guvernørene ønsker det. 2018 var det hidtil blodigste år i Rio med 1444 personer myrdet af politiet. Det sidste politimord var på en ung mand, hvis paraply af politiet blev opfattet som et gevær. En måned senere henrettede politiet 13 personer ved en aktion i favelaen Fallet/Fogueteiro i det centrale Rio. De første tre måneder af 2019 begik politiet 434 mord i Rio. En stigning på 18% ifht. året inden. (Rio governor confirms plans for shoot-to-kill policing policy, Guardian 4/1 2019; 'It was execution': 13 dead in Brazil as state pushes new gang policy, Guardian 14/2 2019; Rio de Janeiro: killings by police hit a record high in Brazilian state, Guardian 3/5 2019)

I tråd med militariseringen af samfundet udstedte Bolsonaro i midten af januar et dekret der lempede landets våbenlove, sådan at flere kan få tilladelse til at have våben i deres hjem. Samtidig afskaffes kravet om et interview med politiet. Våbenloven blev strammet i 2003 i forbindele med en kampagne, hvor der samtidig blev indsamlet ulovlige våben. Brasilien har en af verdens højeste mordrater. 63.880 blev myrdet i 2018. Advokater og menneskerettighedsaktivister gjorde opmærksom på, at lempelsen vil få antallet af drab til at stige. (Brazil's Bolsonaro signs decree loosening gun ownership rules, Guardian 15/1 2019)

Brasiliens nyudnævnte «miljøminister» Ricardo Salles gik i januar til angreb på landets miljøorganisationer. Han iværksatte med øjeblikkelig virkning et stop for samarbejde mellem staten og miljø NGO for en 90 dages periode, mens ministeriet undersøger de enkelte organisationer. Salles er godsejernes mand, der skal åbne Amazonas op for kvæg- og minedrift. Han har tidligere benægtet eksistensen af globale klimaforandringer. (Brazil environment chief accused of 'war on NGOs' as partnerships paused, Gurdian 17/1 2019)

Brasiliens eneste erklærede homoseksuelle parlamentsmedlem, Jean Wyllys gik i januar i eksil efter at have modtaget flere dødstrusler. Uruguays tidligere præsident Pepe Mujica havde opfordret Wyllys til at tage truslerne meget seriøst. Den højreradikale Bolsonaro blev valgt på bl.a. at gå til angreb på landets LGBT samfund. I 2017 blev 445 LGBT personer myrdet. En stigning på 30% fra året inden. Wyllys var nær ven af Marielle Franco, der blev myrdet i marts 2018. I marts blev der afsløret fobindelser mellem Bolsonaro og Marielles formodede morder, da der blev offentliggjort fotos af en smilende Bolsonaro sammen med Élcio Queiroz, der få dage inden var blevet arresteret for mordet. (Brazil's sole openly gay congressman leaves country after death threats, Guardian 24/1 2019; Bolsonaro in spotlight after photo with Marielle Franco murder suspect surfaces, Guardian 13/3 2019)

Anklagemyndigheden anklagede i marts den tidligere major Sebastião Curio for at stå bag mord og tortur, mens han i 1974 var udstationeret i Amazonas. Den brasilianske amnestilov har hindret næsten alle anklager mod soldater, politifolk og dødspatruljer for de krænkelser af menneskerettighederne de bik under diktaturet i 1964-85, men der er enkelte undtagelser, og anklagemyndigheden forsøger nu at få stillet Curio for retten. Imens skabte præsident Bolsonaro skandale da han samme måned beordrede sin forsvarsminister til «på behørig vis» at festligholde årsdagen for militærkuppet i 1964. I forlængelse af årsdagen for kuppet erklærede undervisningsminister Ricardo Vélez, at landets skolebøger ville blive skrevet for at give et mere positivt billede af diktaturet. Brasilianske historikere betegnede ministerens omskrivning af historien som historisk revisionisme svarende til de nazistiske revisionister der benægter eksistensen af tyske koncentrationslejre under 2. Verdenskrig. Også FN gik ind i sagen og kritiserede Brasilien for dets fejring af militærkuppet. Kritikken udløste et brev fra det brasilianske udenrigsministerium til FN, hvor ministeriet benægtede at der overhovedet havde været et kup og karakteriserede de efterfølgende militærregeringer som «nødvendige fgor at hindre en kommunistisk magtovertagelse i Brasilien». (Brazil: retired major charged over massacre during dictatorship, Guardian 19/3 2019; Fury as Bolsonaro orders Brazil army to mark 55th anniversary of military coup, Guardian 27/3 2019; Brazil: tortured dissidents appalled by Bolsonaro's praise for dictatorship, Guardian 30/3 2019; Brazil education minister accused of whitewashing 1964 coup and dictatorship, Guardian 4/4 2019)

Bolsonaro besøgte i marts USA, hvor han blev modtaget med åbne arme af Donald Trump. Den 14. maj skulle Bolsonaro have været kåret som «Årets mand» ved et stort arrangement på American Museum for Natural History i New York, men efter protester fra LGBT grupper og byens borgmester Bill de Blasio fik museet kolde fødder og sprang fra. Det samme gjorde Financial Times, Delta Airlines og flere andre virksomheder. Baggrunden var Bolsonaros forfølgelse af homoseksuelle, racisme og «miljøpolitik». Besøget af «Årets mand» måtter derfor i sidste ende aflyses og efterlod en skummende arrig Bolsonaro, der langede ud efter New Yorks borgmester. Præsidenten fik dog hurtigt andre udfordringer. Hundrede tusinder af studerende og lærere indledte i midten af maj demonstrationer mod Bolsonaro regeringens nedskæringer i uddannelserne. Undervisningsminister Abraham Weintraub meddelte i april, at budgettet til landets universiteter vil blive beskåret med 30%, og at nedskæringerne især vil ramme de universiteter der «laver ballade». Bolsonaro anser universiteterne for arnesteder for venstreorienteret indoktrinering og havde allerede opfordret de studerende til at spionere mod deres lærere og angive dem. Den officielle begrundelse for nedskæringerne var statens økonomiske krise. (Brazil's Jair Bolsonaro abruptly cancels US visit after protests, Guardian 4/5 2019; Brazil's Bolsonaro dismisses 'imbecile' students as he faces biggest protests yet, Guardian 16/5 2019; Students protest across Brazil over Jair Bolsonaro's sweeping cuts to education, Guardian 30/5 2019)

Foreløbige tal for juni viste af rydningen af regnskov i juni var steget med 88,4% sammenlignet med samme måned året inden. De foreløbige tal indikerede at 920 kvadratkilometer regnskov var blevet fældet i juni. Bolsonaro erklærede allerede under valgkampen  i 2018, at tømmer-, kvæg- og mineselskaberne ville få uhindret adgang til Amazonas, når han blev præsident. Præsidenten er dog presset fra anden side også, da hensynet til regnskoven og reduktion af CO₂ udledning er skrevet ind i den nye handelsaftale mellem EU og Mercosur, som Brasilien er medlem af. Frankrig har tidligere erklæret, at det ikke vil underskrive handelsaftalen, hvis Brasilien som Bolsonaro har truet med trækker sig ud af Parisaftalen om klimaforandringer. (Brazil: huge rise in Amazon destruction under Bolsonaro, figures show, Guardian 3/7 2019). De indfødtes Missionsråd (CIMI) rapporterede i september, at der i perioden januar-september 2019 var 160 tilfælde af illegal skovfældning, besættelse og andre former for overgreb på den oprindelige befolknings reservater. I perioden august 18 til juli 19 blev i alt 9.762km² regnskov brændt ned. En stigning på 25% ifht. samme periode året før. Godsejerne går typisk ind i et stykke regnskov, fælder den, brænder resterne for efterfølgende at lade græs gro, der tjener som føde for deres kvæg. Den accererede nedbrænding af regnskoven fortsatte i 2020.

Brasiliens største - højreorienterede - magasin, Veja rapporterede i juli, at justitsminister Sérgio Moro som dommer i antikorruptionssager havde overtrådt sine bemyndigelser. I stedet for at fungere som uafhængig dommer havde han arbejdet tæt sammen med anklagemyndigheden for at få medlemmer af arbejderpartiet PT dømt. Det viste flere hundrede tusinde lækkede dokumenter og meddelelser. Afsløringerne førte til krav om ministerens afgang. Oplysningerne var gravet frem af internetmediet Intercept, som den britiske journalist Glenn Greenwald havde været med til at grundlægge i 2014. Det var ham der var med til at dække Ed Snowdens læk af NSA's globale overvågning. De brasilianske myndigheder svarede igen på anklagerne mod ministeren ved at igangsætte en undersøgelse mod Greenwald for «ulovlige finansielle transaktioner». Den 7. juli blev Moro sendt på «orlov». (Brazil: calls grow for Bolsonaro ally to quit after 'devastating' report on leaks, Guardian 5/7 2019; Bolsonaro minister who jailed Lula takes leave after leaks cast doubt on impartiality, Guardian 8/7 2019)

I november 2019 afsagde højesteret kendelse om, at fængslingen af Lula var ulovlig, så lang tid appelsagen stadig blev forberedt. Han blev derefter løsladt.

På linie med Trump i USA erklærede Bolsonaro i 2020, at der ikke eksisterede nogen COVID-19 pandemi, at der blot var tale om en slags forkølelse, og at han derfor ikke ville sætte forholdsregler i gang for at bremse pandemien. Den havde derfor næsten frit spil gennem midten af 2020 og bragte sundhedssystemet på randen af sammenbrud. Sammen med USA blev Brasilien det land hvor sygdommen bredte sig hurtigst. I juli fik Bolsonaro selv konstateret COVID-19, men som Trump i USA en mpåned senere kom han sig hurtigt. I starten af februar 2021 var over 9,2 mio. brasilianere konstateret smittede og over 220.000 døde. I Manaus i Amazonas blev de døde begravet i massegrave.

Selv om Bolsonaro forsøgte at ignorere pandemien, kunne økonomien ikke ignorere den. I 2. kvartal 2020 sank landets BNP 9,7% ifht. året før, og den føderale stat vedtog store hjælpepakker til hjælp for virksomhederne.

Første runde af præsidentvalget i oktober 2022 blev vundet af PT's Lula da Silva med 48,4% af stemmerne. Den siddende præsident Bolsonaro fik 43,2%. I anden valgrunde 4 uger senere blev forskellen mellem de to kandidater snævret drastisk ind. Lula fik 50,9% og vandt, mens Bolsonaro fik 49,1%. Der var op til valget stor frygt for, at Bolsonaro ville afvise resultatet og gennemføre et statskup, som Trump i USA to år tidligere. Men bolsonaro holdt sig nogenlunde i ro. Det gjorde hans tilhængere ikke. De gennemførte voldelige demonstrationer med opfordring til, at militæret to magten og fra midten af december belejrede de det militære hovedkvarter i Brasilia i et forsøg på at fremprovokere et kup. Militæret bed dog ikke på. I januar 2023 - efter indsættelsen af Lula som præsident - gennemførte den ekstreme højrefløj et kupforsøg. De stormede præsidentpaladset, kongressen og højesteret i Brasilia. Det var Brasilias højreradikale guvernør, der skulle have sørget for sikkerheden. Han havde trukket militærpolitiet og andre sikkerhedsstyrker ud, så den højreradikale pøbel havde fri adgang. Både guvernør og Brasilias politichef blev efterfølgende fyret af højesteret for deres inkompetence. Allerede inden magtovertagelsen 1. januar var Bolsonaro gået i eksil i Florida, der har en lang tradition for at beskytte højreradikale terrorister fra Cuba, Haiti, Colombia og Venezuela. Efter den højradikale pøbels hærgen i Brasilia opfordrede flere US politikere til udvisning af Bolsonaro.

Ved valget til Deputeretkammeret og Senatet bevarede PT sin position. I Deputeretkammeret fik det 56 pladser ud af 513. I Senatet fik det 7 ud af 81 pladser. Højrefløjen gik frem i begge kamre.

Lula udnævnte Sonia Guajajara til ny minister for oprindelige folk. Hun tilhørte selv Araribóia folket i den nordøstlige stat Maranhão. Som miljøminister udnævnte han Marina Silva, der tidligere havde beklædt posten og var kendt som en stærk beskytter af regnskoven. De fik begge et stort ansvar for at rulle Bolsonaros 4 års hærgen i Amazonas tilbage.

A.J. og Guia del Mundo