Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Palestinean Legislative Council (PLC) er Palæstinas parlament eller lovgivende råd. Valget til dette fandt sted 20. januar 1996.

Omverdenen havde stillet et internationalt korps til rådighed som valgobservatører, for at få valget legitimeret gennem en fredelig og demokratisk afvikling. Dette lykkedes fuldt ud på trods af manglende erfaring og primitive forhold. De fleste valglokaler var indrettet på lokale skoler og skolelærere ledede valghandlingen. Der skulle vælges både præsident og råd.

Palæstinenserne nærede enorme forventninger til dette valg, hvilket fremgik af den store valgdeltagelsen på over 80%. Et meget stort antal kandidater konkurrerede om de 88 pladser i rådet. Heraf opnåede Fatah 66 pladser. Hamas som havde boykottet valget, opnåede at blive repræsenteret af «stråmænd».

I Hebron provokerede de militante israelske bosættere voldsomt, og de israelske myndigheder var overalt yderst nidkære.

Et halvt år senere den 19-20. august foretog det palæstinensiske Jerusalem Media and Communication Center (JMCC) en opinionsundersøgelse for at vurdere rådets arbejde. Eftersom rådet er folkevalgt, må folket spørges om forventningerne er indfriet. De adspurgte var meget kritiske overfor rådets medlemmer: 84,4% var ikke - genem de valgte repræsentanter - informerede om rådets arbejde. Kun 23% svarede, at rådet repræsenterede dem på en acceptabel måde.

JMCC forsøgte at give nogle forklaringer på den stærkt kritiske hodning til rådet: den palæstinensiske befolkningen havde alt for høje forventninger til deres folkevalgte råd, da de ikke kendte til de begrænsninger, som Osloaftalen indebar. Samtidig havde de lokale palæstinensiske elektroniske medier ikke tilladelse til at følge med i rådets arbejde.

Et halvt år senere havde rådet endnu ikke afstedkommet følelige resutater.

Den gamle læge i Gaza, Haidar Ab del Shafi, som var palæstinensernes chefforhandler ved fredskonferencen der begyndte i Madrid i 1991 og siden fortsatte i Washington, blev valgt ind i rådet med et overvældende antal stemmer. Han er hovedmodstander af Arafats politik, og har forladt rådet med den begrundelse at han ikke i dette råd var i stand til at indfri sine vælgeres retmæssige krav.

Det er ikke udelukkende de, som er i opposition, der træder frem med kritik. Marwan Barghouti, der er repræsentant for Fatah, mener f.eks.at myndighederne bør tillade de elektroniske medier at følge arbejdet i rådet.

En værdiløs institution

De der har mulighed for at følge med i rådets arbejde er fuldkommen klar over, at medlemmerne er yderst pligtopfyldende, og at de uforfærdet beskæftiger sig med følsomme spørgsmål - f.eks. ved at kritisere de palæstinensiske myndigheders lovsjusk, korruption, brud på menneskerettigheder og den strategi der anvendes ifht. fredsforhandlingerne med Israel.

Mange af de resolutioner som rådet vedtager kan umuligt realiseres, eftersom de vedrører problemer, der ifølge Osloaftalen ligger udenfor de palæstinensiske myndigheders område. Andre resolutioner minder om græsrodspamfletter, politiske kommunikéer el. lignende som ikke fører til noget.

Endelige er der resolutioner, formuleret som pragmatiske udtalelser, som handler om problemer som Palestinian Authority faktisk har mulighed for at kunne gøre noget ved, men de forties rutinemæssigt - ikke blot af medierne, men først og fremmest af de palæstinensiske myndigheder selv, som ikke tager stilling til disse forslag endsige gennemfører dem. Flere af rådets medlemmer beklager dette dybt.

Det er således ikke så mærkeligt, at det råd som palæstinenserne selv har valgt, i dag fremstår som en værdiløs institution.

Den 5. august var en sørgelig dag. Det var den dag, hvor PLC åbent accepterede den herskende korruption. Arafat afskedigede ingen af de ministre, som PLC havde anklaget for korruption. I stedet udnævnte han 10 nye til det, i forvejen, overfyldte kabinet. Derefter Arafat forlod scenen og en storm brød derefter løs. Det største tabu i PLC's korte historie blev nu brudt: den direkte kritik af chefen.

Arafat har på Machiavelli-manér lukket munden på de oppositionelle indenfor Fatah ved at tildele dem ministerposter. Saleh Taàmri har f.eks fået en ministerpost foræret, selvom det ikke rigtig fremgår, hvilken slags det er. Bagrunnden er, at han ifølge Arafat har været for militant, bl.a. fordi han organiserede en demonstration mod den israelske bosættelse på Jabal Abu Gneim.

En katastrofe

Det retslige system er en katastrofe, erkender PA`s justitsminister Abu Medein. «Systemet befinder sig i en katastrofal situation», udtaler Abu Medein til det palæstinensiske råd. Det retslige system har ingen magt og domstolene ingen autoritet. «Det er ingen hemmelighed, at vores retslige system er i opløsning. I virkeligheden foregår der en Nakba, en katastrofe.»

Abu Medein erklærede, at regeringen ikke havde tilladt de palæstinensiske domstole at udføre deres hverv. Han kritiserede PLC medlemmerne, for gentagne gange at have rejst spørgsmålet - resultatsløst. Uden at nævne Yasser Arafats navn, sagde Abu Medein, at ledelsen ikke er interesseret i en magtuld dømmende myndighed.

Dette fandt sted i maj 1999.

JMCC mener, at den væsentligste forklaring på den katastrofale situation er, at Osloaftalen begrænser PLCs udøvelse af myndighed. Osloaftalen afspejler magtforholdet mellem de to parter. En meget stærk part og en meget svag.

PLO var af mange grunde på knæene efter Golfkrigen, og for at bevare sin position solgte Arafat og PLO ud af alt.

Israel-Palæstina konflikten er nøglekonflikten i Mellemøsten. Israel erkendte, at en eller anden form for fred måtte opnås med palæstinenserne, dersom markedsøkonomiens globalisering skulle gennemføres i regionen - med Israel som det dynamiske kraftcenter.

Osloaftalen var redskabet og den repræsenterede de ledende klassers interesser.

M.B.