Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Arafat (1929-2004), formand for eksekutivkomiteen i den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO og Palæstinas præsident. Oprindelig navn: Rahman Abdul Arafat al-Qudwa al-Husayni, også kendt som Abu Ammar. Der findes få oplysninger om Arafats baggrund og opvækst. Selv ikke hans fødested er fastlagt med sikkerhed - sandsynligvis Jerusalem eller Cairo. Det er imidlertid klart, at hans forældre tilhørte velstående og politisk ledende familier. Dette blev afgørende for, at Arafat allerede som teenager aktivt deltog i modstandskampen mod zionisterne og de britiske mandatmyndigheder i Palæstina.

Frem til 1948 hvor flertallet af det palæstinensiske folk blev drevet i landflygtighed og et besættelsesregime etableret (Israel), havde det palæstinensiske samfund en feudal opbygning. Politisk og religiøst lederskab var knyttet stærkt sammen og fordelt på ganske få rivaliserende familier. Det var disse familier, som i kraft af deres positioner stod i spidsen for den tidlige organiserede modstandskamp. Arafats far var blandt de ledende i opbygningen af modstandsgrupper i Gaza indenfor rammerne af Det Muslimske Broderskab. Denne bevægelse var (og er) stærkt højreorienteret og religiøst ortodoks. Den havde sit udspring i Egypten, og fik en vis tilslutning blandt palæstinenserne pga. sin militante holdning overfor zionisterne. Allerede fra sine drengeår fik Arafat direkte føling med modstandsarbejdet, men på et ideologisk grundlag som han senere tog stærk afstand fra. I 1951 begyndte han sin ingeniøruddannelse ved Cairo Universitet. Han stod her i spidsen for organiseringen af palæstinensiske studenter under masseoptøjerne mod kong Farouk i januar 1952. Fra december samme år var han formand for Den palæstinensiske Studenterføderation (forløber for Den palæstinensiske Studenterunion (GUPS), som Arafat ledede fra dannelsen i 1956).

Under studietiden (efter Nassers magtovertagelse i juli 1952) fik Arafat avanceret militær træning i Egypten, og deltog som egyptisk officer under Suezkrigen i 1956. Egyptens manglende evne til at imødegå det israelske angreb skal have overbevist Arafat om, at Palæstinas befrielse måtte være palæstinensernes eget værk, at det palæstinensiske folk ikke kunne lægge sin skæbne i de arabiske regimers hænder. Dette er i dag fortsat et hovedprincip for PLO. I 1958 fik Arafat arbejde som ingeniør i Kuwait. Her begyndte han organiseringen af en ny modstandsguppe blandt de palæstinensiske flygtninge i landet. Året efter startede gruppen avisen «Falastinuna» (Vort Palæstina), hvor palæstinenserne blev opfordret til at deltage i opbygningen af en selvstændig palæstinensisk befrielsesbevægelse. Befrielseskampen i Algeriet hvor FLN havde stor fremgang i kampen mod det franske koloniherredømme, fik en helt afgørende indvirkning på Arafats politiske tænkning og avisens redaktionelle linie. Massemobilisering efter socialistiske principper og folkekrig blev fra nu af bærende principper for den nye bevægelse. «Falastinuna» fik stor spredning i de palæstinensiske flygtningelejre i landene omkring Palæstina.

I sommeren 1960 blev Al Fatah (Sejren, Erobringen) grundlagt i Beirut. Udover Arafat (Abu Ammar) sad bl.a. følgende personer i Fatah's første ledelse: Salah Khalef (Abu Iyad), Faruk al-Kaddoumi (Abu Lutof) og Khalil al-Wazir (Abu Jihad). Den nye bevægelse blev efter få år en vigtig politisk faktor i den arabiske verden. Fatha's militære gren, al-Asifah (Stormen), startede sine første aktioner mod okkuperet område i januar 1965. For at få kontrol over den palæstinensiske befrielsesbevægelse oprettede de arabiske regimer i 1964 Palestine Liberation Organisation (PLO) efter beslutning i Den Arabiske Liga. PLO var tænkt som modvægt mod Fatah. Men dette slog fejl, og Fatah forblev den offensive kraft i modstandskampen. Ahmed Schukairy som de arabiske stater havde indsat som PLO's leder, blev i 1968 afsat af PLO's nationalråd og erstattet med Arafat. Fra da af havde Fatah med Arafat som leder den dominerende position indenfor PLO. Officielt blev han udnævnt til formand for PLO i 1969, i 71 blev han udnævnt til øverstkommanderende for de Palæstinensiske Revolutionsstyrker, og 2 år senere blev han chef for organisationens politiske afdeling. Fra da af rettedes hans politik mod at søge politisk overtalelse fremfor konfrontation og terrorisme rettet mod staten Israel. I november 1974 blev han således den første repræsentant for en NGO (Non Government Organization, Ikke regeringskontrolleret Organisation) indbudt til at tale ved FN's Generalforsamling.

I 1982 kom han under stærk kritik fra Syrien og de syrisk støttede fraktioner indenfor PLO. Kritikken eskalerede yderligere efter Israels invasion af Libanon, der i august samme år tvang PLO til at opgive sit hovedkvarter i Beirut og flytte til Tunesien. I 1987 flyttede han til Baghdad i Iraq, og var efterhånden i stand til at hele sårene i PLO.

Den 2. april 1989 udnævntes han af det Palæstinensiske Nationalråd til præsident over Palæstina. I 1993 tog han yderligere et skridt i retning af fred, da han på vegne af PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og var med til at få Oslo-Fredsaftalen på plads, der forudså palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza over en femårig periode. Han begyndte i 1994 at lede selvstyret og blev i 1996 valgt til præsident for Palestinian Authority, der leder selvstyreområderne.

I 1994 blev Arafat, Israels premierminister Yitzhak Rabin og landets udenrigsminister Shimon Peres i fællesskab tildelt Nobels Fredspris for deres arbejde for freden i området. I november 95 blev Rabin myrdet af en zionistisk fundamentalist.

I midten af 1996 gik fredsprocessen helt i stå, da israelerne valgte Benjamin Netanyahu til premierminister på et program for opbremsning af fredsprocessen. Det førte til 19 måneders stilstand i processen. I 1998 greb USA's præsident Bill Clinton ind og arrangerede et topmøde mellem de to, der mundede ud i Wye River aftalen, der skitserede detaljerne i den fortsatte fredsproces. Det vakte noget håb, da arbejderpartiets leder, Ehud Barak siden blev premierminister, men det lykkedes alligevel ikke Clinton at bringe fredsprocessen videre. Arafat fik siden tildelt hovedansvaret, da det ikke lykkedes Clinton i Camp David i 2000 at få de to parter til at indgå en endelig fredsaftale, men påstanden om Arafats ansvar bygger på uvidenhed om aftalens indhold og konsekvenserne for det palæstinensiske folk. Havde Arafat accepteret aftalen havde han afskrevet en løsning for de 2-3 mio. palæstinensere der bor i flygtningelejre i Mellemøsten, afskrevet Jerusalem som hovedstad og afskrevet strategiske dele af Vestbredden, der legalt ville være blevet israelske.

Camp David var i realiteten dødsstødet for fredsprocessen. I november 2000 blev George Bush valgt til USA's præsident, og hans mellemøstpolitik er siden blevet udformet af rabiate zionister. I december 2000 foretog Ariel Sharon sin provokerende tur på tempelbjerget. Det udløste den 2. Intifada, en måned senere blev Sharon valgt som ny israelsk premierminister, og hans rabiate politik lagde fredsprocessen i ruiner. Personligt havde han aldrig tilgivet, at det i 1982 var lykkedes PLO og Arafat at undslippe Israels invasion af Libanon, og han ønskede nu at gøre arbejdet fra dengang færdig. I 2001-03 lod Sharon Israels kampvogne lægge Arafats og selvstyrets hovedkvarter i Ramallah i ruiner, og han lod flere gange sine ministre udtale, at Arafat skulle dræbes. Men selvom Sharon dræbte fredsprocessen og genbesatte hele Palæstina, veg han alligevel tilbage fra at dræbe Arafat. Men han afviste ham i stedet som forhandlingspartner, og hans zionister i USA's regering fik i sommeren 2002 USA med på samme linie.

Det var derfor en geografisk isoleret Arafat der i 2001-04 sad i sit hovedkvarter i Ramallah. Flere gange i perioden var han alvorligt syg, men Israel havde allerede erklæret, at han nok kunne få lov til at rejse ud, men aldrig at vende tilbage til Ramallah. I starten af november 2004 var han dog så syg, at han blev fløjet til Paris, hvor han døde få dage senere. Borgerlige medier i den vestlige verden erklærede, at det åbnede for fredsprocessen i området. Men gennem årene var det ikke Arafat, men derimod USA under specielt Bush og især Israel med Sharon der hindrede fred. Arafats død øger derfor ikke chancerne for fred. Tværtimod, da han trods korruption og klientilisme var et unikt samlingspunkt for det palæstinensiske folk, som vil være særdeles vanskelig at erstatte. Fatah ønsker, at Mahmoud Abbas bliver Arafats afløser, men hans folkelige opbakning og appel er stærkt begrænset.

A.J.