Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Nozick (1938-2002), amerikansk filosof. Efter at have færdiggjort sin uddannelse ved Princeton University, hvorfra han blev Ph.D. i 1963, har Nozick siden 1969 været ansat ved Harvard University. Han er en særdeles alsidig filosof, der har beskæftiget sig med erkendelsesteori, metafysik, etik og politisk filosofi. Den politiske filosofi kommer til udtryk i en bog fra 1974, Anarchy, State, and Utopia. Her forsvarer Nozick den tanke, at den eneste retfærdige stat er en minimalstat. Den minimalstat han anbefaler indeholder en politistyrke, et militær, og et retssystem - intet andet. Bogen tiltrak straks Nozicks filosofiske kollegers opmærksomhed, men har også inspireret den politiske højrefløj i såvel USA som Europa, heriblandt i Danmark. Således henter Anders Fogh Rasmussen i Fra socialstat til minimalstat betydelig inspiration fra netop Nozick.

Nozick lægger stor vægt på den såkaldte selvejerskabstese. Dvs. det synspunkt at enhver person har en ret til sin egen person og dermed til sin krop. Derfor har personen også en ret til sin arbejdskraft og til det, han kan producere med den eller den indkomst, han kan få ved at sælge den. Nozick mener således, at staten krænker borgernes rettigheder, hvis den beskatter deres arbejdsindtægt. Han siger ligefrem, at beskatning af arbejdsindtægt moralsk set er at sidestille med tvangsarbejde. Interessant nok finder man også en variant af selvejerskabstesen på den modsatte fløj i det politiske spektrum. Ifølge den marxistiske arbejdsværdilære bestemmes et produkts værdi af det arbejde, arbejderen lægger i det. Når kapitalisten beholder en del af denne værdi udbytter han arbejderen, da det er arbejderen der har tilført produktet værdien. Det forudsætter, at arbejderen har ret til den værdi han kan skabe ved hjælp af sin krop, dvs. selvejerskabstesen.

Udover at eje sig selv kan personer eje eksterne ressourcer, f.eks. jord, ejendom eller fabrikker. Nozick opstiller forskellige principper for, hvornår en person på retfærdig vis kan eje en ekstern ressource. Hvis godet ikke har været ejet før, må man ikke stille andre ringere end de ellers ville være, ved at tilegne sig det. Og hvis godet allerede har en ejer, A, skal A frivilligt give eller sælge det til B (og iøvrigt selv have erhvervet godet retfærdigt), før B's ejerskab er retfærdigt. Endelig er der et princip for, hvorledes man genopretter en retfærdig situation, hvis nogle har forbrudt sig mod de to første regler.

Da staten ifølge Nozick ikke kan beskatte borgernes indkomst eller ejendom uden at krænke deres rettigheder, mener han, at enhver stat, der er mere omfattende end minimalstaten, er uretfærdig. Staten kan nemlig ikke på retfærdig vis erhverve sig de ressourcer, der skal til for eksempelvis at financiere offentlige skoler eller sygehuse. I det omfang borgerne ønsker adgang til skoler og sygehuse skal de financiere det selv, eventuelt gennem forsikringsordninger, mener Nozick. Dermed er han stærkt skeptisk overfor den tanke, at staten skal omfordele goder mellem borgerne, for f.eks. at sikre lighed, eller et andet socialt ideal. I den sammenhæng gør han særligt meget ud af at kritisere en anden politisk filosof, nemlig hans kollega fra Harvard, John Rawls. Han kritiserer Rawls for, at denne opfatter samfundets goder som en slags manna fra himlen. Hermed mener Nozick, at Rawls ser bort fra, at goderne allerede har ejere. En person der ved at arbejde har erhvervet en indkomst har ret til den indkomst, og hvis staten beskatter ham er det ifølge Nozick tyveri, ligegyldigt hvor godt et formål staten bruger pengene til.

N.H.