 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Sofistikken er betegnelsen for en retorisk, praktisk-pædagogisk og filosofisk bevægelse i den græske verden i 5.-4. århundrede fvt. De kendteste sofister er Protagoras, Gorgias, Hippias og Prodikos, der alle virkede mellem ca. 450-400, dvs. samtidig med Sokrates. Betegnelsen «sofist» betød oprindelig blot en vismand (af græsk sofos: viis), men fik i forbindelse med sofisternes virke sin negative klang.
I takt med demokratiets udbredelse opstod blandt borgerne i de græske bystater et behov for videregående uddannelse i sprogbeherskelse og lærdom i almindelighed. Dette blev da udbudt af omrejsende lærere, de såkaldte sofister, der mod betaling underviste i almen dannelse og navnlig talekunst og argumentation, som satte borgeren i stand til bedre at varetage sine interesser offentligt og gøre sine synspunkter (sin «stemme») gældende i politiske og retslige forsamlinger.
Overordnet kan sofistikken tages til indtægt for den tanke, at standarderne for sandt og falsk, godt og ondt, ret og uret er af vedtægt eller konvention (nomos) og ikke af natur (fysis). I hvert fald Protagoras synes at have udarbejdet et teoretisk-filosofisk grundlag, der bl.a. kan ses som et opgør med aristokratisk tankegang og et forsvar for demokratiet. Grundsynspunktet hos Protagoras er rent subjektivistisk: «Mennesket er alle tings målestok». Der findes intet objektivt eller naturligt sikkert, kun individuelle synspunkter og interesser har betydning. Det er menneskene, der gennem konvention etablerer, hvad der er gældende virkelighed. Således er heller ingen af natur (fødsel/adel) bedre end andre. Alle kan gennem uddannelse erhverve de moralske og politiske dyder eller færdigheder, en god borger må have: Navnlig evnen til at kunne argumentere for og imod forskellige synspunkter og forsvare et tilsyneladende svagt standpunkt.
Gorgias’ interesse var sproget som overtalelsesmiddel. Den, der behersker sproget og kan forme sin tale efter situationen, har det stærkeste middel til beherskelse af andre. Gorgias betragtes som retorikkens fader og har sat klassiske standarder for politisk og juridisk talekunst.
Sofistikken åbnede et perspektiv på verden som en menneskeskabt virkelighed og satte fokus på politiske, historiske og kulturelle forskelle som noget grundlæggende. Deres noget blakkede eftermæle skyldtes bl.a., at relativeringen af enhver standard for, hvad der er godt og retfærdigt, fører til radikale synspunkter som f.eks., at ret er magt.