Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Det lader sig ikke gøre at give en præcis definition af, hvad sprog er. Sproget har så mange sider og egenskaber, at vi her kun kan tage nogle få op af dem. Vi vil bl.a. fokusere på, hvorledes sproget fungerer som et magtmiddel i klassedelte samfund. Men først vil vi mere alment undersøge dets forskellige sider, for at klarlægge de forskellige indgangsvinkler man kan tage, når man går ind i analysen af det.

1. Sproget er et kommunikationsmiddel. Med det kan man udtrykke tanker, spørgsmål, ønsker og følelser overfor andre mennesker (se Kommunikation). Man kan videregive kundskaber og erfaringer, man selv har skaffet sig eller fået overleveret fra andre. Man kan og bruge det til at overføre moralske værdier og sociale normer. Al den information (i bredeste betydning) som mennesket behøver for at kunne leve i et samfund, bliver overført gennem sproget. Selve udviklingen af mennesket som art ville næppe have været mulig uden sprog. Uden det ville ethvert individ have været afhængig af selv at lære sig alt om verden, gennem sine egne erfaringer, uden at kunne lade andre få del i det man lærte. Sproget har gjort det muligt at opbygge, udvikle og videreføre et kollektivt sæt af kundskaber, erfaringer og ideer, som alle samfundsmedlemmer kan nyde godt af, i slægtled efter slægtled. Alle de tekniske og sociale fremskridt mennesket har gjort, hviler i seneste instans på dette grundlag.

2. Sproget ordner erfaringerne og former tanken. Dette virker lidt tåget, men her er vi også ved et af de grundlæggende træk ved sproget. Den verden vi bliver født ind i, er et kaos af sanse- og følelsesudtryk. Når vi lærer sproget, lærer vi samtidig at ordne dette kaos, ved at der bliver sat navn på ting, handlinger, følelser og efterhånden også abstrakte begreber. Gennem sproget lærer vi altså verden at kende, og ikke mindst lærer vi vort eget jeg at kende. Gennem det første sprog vi lærer, udvikler vi evnen til at tænke, og udvikler os på den måde til selvstændige og bevidste individer. Derfor siger vi også, at modersmålet er en uløselig del af vor identitet.

3. Sproget fortæller, hvem vi er. Alle sprog er knyttet til grupper eller samfund af menneske, og det sprog vi anvender, fortæller dermed hvilken gruppe vi tilhører. Der kan være tale om en nation, en etnisk gruppe, et socialt lag eller en klasse, aldersgruppe, lokalsamfund eller køn. Vi siger, at sproget er et middel til identificering. Identificeringen virker begge veje: På den ene side fortæller en persons sprogform andre meget om, hvem han/hun er. På den anden side vil vedkommende selv få styrket sin identitetsfølelse gennem kontrasten overfor anden sprogformer, som tilhører folk der står «udenfor». Man bliver med andre ord til stadighed mindet om, hvor man «hører hjemme» - både geografisk og socialt.

4. Sproget er et system. Alt det vi hidtil har sagt, gælder den måde sproget fungerer på - i forhold til individ og samfund. Systemdefinitionen går derimod på, hvorledes sproget selv er opbygget. Vi siger, at det er et system af udtryk på forskellige niveauer og af regler for hvorledes de skal anvendes. Med «udtryk» mener vi bl.a. lyde, ord og sætninger. En sproglyd betyder ingenting i sig selv, men lydene bliver sat sammen til ord, og da får de betydning. Ordene bliver igen sat sammen til sætninger på så mange forskellige måder, at vi kan udtrykke uendeligt mange fine meningsnuancer. Sproget er givet det mest avancerede regelsystem, vi kan forestille os, og vi behersker det automatisk allerede fra vi er små.

Alle sprog er ligeværdige, fuldstændige systemer. Mindreværdige, «primitive» sprog findes altså ikke. Men intet sprog er fuldkomment. De er alle tilpasset behovene i et bestemt samfund, således at ordvalg og udtryksmåder er formet af forholdene i det samfund. Når samfundet forandrer sig, opstår der nye behov, og sproget må udvikle sig, optage nye ord og udtryksmåder (mens gamle dør bort) for at kunne møde disse behov. Et grundlæggende træk ved sproget er, at alle sprog i princippet har evnen til at udvikle sig og på denne måde forbedre sig.

5. Alle sprog forandrer sig. Det ser vi tydeligt, når vi sammenligner tekster fra forskellige århundreder på et bestemt sprog. Selv når vi sammenligner det danske sprog i 1950'erne med i dag, finder vi mange forskelle. Når sproget kan forandre sig på denne måde, hænger det sammen med en anden egenskab: Intet sprog er fuldstændig entydig. Der findes altid forskelle i udtale, formsystem, ordvalg og betydninger indenfor det vi kalder et sprog. Disse forskelle kan være tilfældige - f.eks. blot gælde bestemte ord. De kan også være individuelle. Der findes ikke to mennesker, som taler helt ens, og ikke et menneske som taler på samme måde gennem hele sit voksne liv.

Men ofte kan vi konstatere, at større og vigtigere forskelle samler sig «gruppevis», således at en sprogform systematisk adskiller sig fra andre. I det tilfælde siger vi, at vi har med forskellige dialekter at gøre. Er forskellene så store, at folk ikke kan forstå hinanden, taler vi om forskellige sprog. Forskellene kan blive så store, når grupper af mennesker som oprindelig levede i et samfund og talte samme sprog, bliver isoleret fra hinanden gennem længere historiske perioder. Det var mere almindeligt i tidligere tider pga. dårlig kommunikation, folkevandringer o.l.

Udfra et oprindelig sprogfællesskab kan der på den måde udvikle sig mange forskellige sprog, som kan grupperes i stammer og familier. Dansk hører således til den germanske sprogfamilie sammen med bl.a. svensk, norsk, engelsk og tysk. Denne familie hører igen til den indoeuropæiske sprogstamme sammen med den romanske, den slaviske, den indiske og anden sprogfamilier.

Men sprogformerne adskiller sig ikke kun fra hinanden. De kan også påvirke hinanden og vokse sammen. Nye sproglige træk kan udvikle sig indenfor et bestemt miljø. De kan da leve videre side om side med de gamle, eventuelt forsvinde efter en tid, men de kan også sprede sig ud over sprogsamfundet og efterhånden trænge de gamle former til side.

Sådanne sprogforandringer kan forklares på mange forskellige måder. En meget vigtig faktor er i den forbindelse social prestige: Sprogformer og sprogvaner i de øverste samfundslag bliver gerne opfattet som «finere» og «bedre» af andre, som derfor tager dem til sig. På den måde spreder de sig ud over samfundet. Både i Danmark og i andre lande har det været almindeligt, at taleformer som har slået rod i byerne, har spredt sig til landområderne, fordi de har større prestige.

Skrift og tale

Sproget kommer til udtryk både i skrift og tale, men det grundlæggende er talen. Mennesket talte længe før det kunne skrive. Talen har udviklet sig gradvist fra de ældste tider, mens de skriftsprog vi har, er lavet af mennesker for at symbolisere talen. Det alfabet vi anvender er således et system, som skal gengive talesprogets lyde i skrift.

Men skriften kan aldrig blive en nøjagtig gengivelse af talen. For det første findes der mange nuancer i talen, som ikke har nogen betydning for forståelsen. Dem behøver vi altså ikke at gengive i skrift. For det andet bliver næsten alle skriftsprog benyttet af folk med mere eller mindre forskellige talesprog, og det er da praktisk at udforme skriftsproget på en sådan måde, at det indfanger træk fra flest mulige af disse talesprog - uden at det dermed behøver at være helt overensstemmende med noget af dem. For det tredje: Den som har lært sig et skriftsprog, modsætter sig gerne ændringer i det, som ellers gør det nødvendigt at lære sproget på nyt. Derfor vil skriftsproget let halte bagefter, selv når talesproget forandrer sig. Den som lærer at skrive har nemlig ikke kun talen som forbillede, men også alt det der er skrevet tidligere, og som gerne afspejler en udtale, som ikke længere findes.

En bestemt skrivemåde kan altså fæstne sig, blive norm og tradition, uden hensyn til at talen forandrer sig.

Sprog og magt

Sproget bliver ikke kun anvendt til at informere, men og til at påvirke. Den måde vi former en sætning på, kan således påvirke tilhøreren til en bestemt holdning til det, der bliver sagt, uden at denne holdning bliver direkte formuleret. Vi mener det samme, uanset om vi siger: «Flasken er halvfuld endnu» eller: «Flasken er allerede halvtom», men ordvalget afspejlet forskellige holdninger til den samme kendsgerning.

Også valget af ord kan på denne måde påvirke holdninger. Mange ord er «ladede» med en positiv eller negativ indstilling til den ting, de står for. Således kan de samme folk kaldes «ekstremister», «terrorister», «guerillasoldater» eller «frihedskæmpere», men ordet afspejler vidt forskellige holdninger hos de der bruger dem. I propagandaen finder vi ofte sådanne værdiladede ord anvendt for at «snige» bestemte opfattelser ind i os, men de kan også genfindes i «objektive» reportager i aviserne eller nyhedsudsendelser i radio/TV. Det er politiske vurderinger der bestemmer, hvem der får de 4 mærkater nævnt ovenfor hæftet på sig.

Når den baskiske separatistbevægelse ETA gennemfører en aktion i Spanien, karakteriseres det i de danske medier som en «henrettelse» eller «terrorhandling», men når det spanske politi dræber baskiske demonstranter, bliver det enten slet ikke nævnt eller omtalt som «dødsfald». Disse valg af ord er ikke journalisternes men statsmagtens holdning til omverdenen. Spanien er mere «civiliseret» og foretager derfor ikke mord, hvorimod folk der vender sig mod den «civiliserede» stat må være terrorister. Ordene er dermed med til at legitimere statens voldsapparat.

Denne let skjulte propagandering af holdninger ved hjælp af sproglige udtryk, er alligevel ikke i sig selv udemokratisk. Sproget er ens for alle, og i princippet har alle lige stor ret til at anvende disse kommunikationsmidler, og til at afsløre dem hos andre. Men denne lighed er alligevel kun formel. For det første er det oplagt, at folk med høj uddannelse og god sprogtræning langt lettere kan bruge sproget til at manipulere med end andre. For det andet er alle kendte samfund præget af, at nogle samfundsgrupper og klasser har magt over andre, og dette omfatter også magten over sproget.

I de moderne kapitalistiske samfund træder dette tydeligt frem. De der har magt til at få deres betegnelse for en ting - og dermed deres opfattelse af den - accepteret i samfundet, har en stor fordel i klassekampen. Det er en måde at udøve ideologisk magt på, og de vigtigste kanaler for denne magtudøvelse er radio- og TV medierne, pressen, skolen, den offentlige administration og det privatkapitalistiske erhvervsliv. Det sprog vi møder i disse institutioner, kan vi kalde «den offentlige sprogbrug». (Se også Offentlighed).

Det er ikke kun i valget af ord, at denne offentlige sprogbrug fungerer som et magtmiddel. Vi ser det også i de udtryksmåder, som lægger slør over interessemodsætninger, skjuler de kræfter som står bag de hændelser og processer der «informeres» om. Endvidere er denne type af sprogbrug ofte så sofistikeret, at den er nærmest uigennemtrængelig og uforståelig for andre end folk med særlig uddannelse. Den afmagtsfølelse som bureaukratisproget på denne måde kan give almindelige mennesker er velkendt.

Men de ideologiske holdninger viser sig ikke kun i brugen af sproget: de er også i mange tilfælde nedarvede og indlejrede i selve sprogstrukturen. Forskningen indenfor dette område er ikke nået særlig langt, men i al fald på et område har vi fået det klart dokumenteret, nemlig når det gælder forholdet mellem kønnene.

Når vi hører ord som arbejdskvinde, sladdermand eller jomherre, reagerer de fleste af os på det af rent sproglige grunde. Vi synes det lyder «morsomt» eller direkte «forkert». Men arbejdsmand, sladderkælling og jomfru er almindelige, accepterede ord. På denne måde er kønsdiskrimineringen blevet udtrykt gennem sproglige konventioner, som er ens for alle, og som først den feministiske bevægelse i 1970'erne begyndte at rokke ved - bl.a. ved at indføre ord som forkvinde i stedet for formand.

Sprogundertrykkelse som klasseundertrykkelse

Magten over sproget giver sig også udtryk på andre måder. Som nævnt findes der i alle sprogsamfund systematiske forskelle mellem forskellige sprogformer, som vi definerer udfra de relationer de har til hinanden. Hvis de hører til i hvert deres geografiske område, kalder vi dem for dialekter. Bliver de derimod talt af forskellige sociale grupper indenfor et bestemt område, kalder vi dem for sociolekter. Det gælder f.eks. det «fine» Hellerup københavnsk sat overfor Nørrebro københavnsk.

En vigtig del af samfundsmagten er magten til at definere, hvilken sprogform der må accepteres som den «korrekte» og «fine», «kultiverede» og «dannede» - især udenfor nærmiljøet. En sprogform som har denne status, er en vældig styrke for de samfundsgrupper, den er knyttet til. Det er altid sproget blandt de mest ressourcestærke grupper i samfundet, som får denne status. De andre grupper som har et mere folkeligt sprog, bliver gennem skole, medier, erhvervsliv osv. indprentede, at deres sprog er «vulgært», «stygt» eller «forkert». Skal de hive sig op og gøre sig gældende i samfundet, må de overtage herskerklassens sprog. Det er et krav som er så barskt, at det langtfra er alle som formår det. Ikke mindst fordi et sådan sprogskifte samtidig også medfører et skift af kultur og væremåde. De bliver - eller står i stor fare for at blive - fremmedgjorte fra deres egen klasse. De som ikke formår at tilpasse sig dette krav, kan ofte blive så sprogligt utrygge, at de ikke kan tale frit ud i forsamlinger, uden at være bange for at blive stemplede på grund af sproget.

Endnu værre kan dette være for skolebørn med en mere folkelig sproglig baggrund, som til stadighed bliver mindet om, at de er sprogligt underlegne i forhold til mere privilegerede klassekammerater, som anvender prestigesproget. Der er gennemført undersøgelser af disse forhold i mange lande (USA, Storbritannien, Tyskland, Danmark, Sverige m.fl.). De viser klart, at unger fra arbejdermiljøer har store problemer i en skole, som er fuldstændig baseret på borgerlige sprog- og kulturnormer, og at uforholdsmæssigt mange af dem taber i konkurrencen. Kløften mellem statussprog og folkeligt sprog er således - sammen med mange andre faktorer - med til at befæste borgerskabets politiske, sociale og kulturelle lederstilling i samfundet.

Den eneste modsvar er at gøre det til en indlysende ting blandt almindelige mennesker, at deres naturlige sprog på alle måder er ligeværdigt med det herskende standardsprog, og at de kan bruge det frit i alle sammenhænge uden at måtte bøje sig for noget normpres. Dette er en vigtig del af den mere generelle selvrespekt - både for det enkelte menneske og for grupper.

Udviklingen af nationalsproget

De sprogformer som dominerer i de kapitalistiske samfund i dag, er de såkaldte nationalsprog . De er knyttet til bestemte nationer og stater, hvor de har officiel status. De er stramt normerede med meget faste regler for, hvad der er «korrekt» og «forkert». De er gældende indenfor al offentlig sprogbrug, og alle som ønsker at spille en rolle udenfor lokalmiljøet, må lære det. For mange er det indlysende, at vi skal have sådanne sprog. Men i et historisk perspektiv, er de ikke så gamle.

Denne type af sprog udviklede sig i Europa fra middelalderen. Udviklingen af et handelsborgerskab fra senmiddelalderen gjorde det nødvendigt med større økonomiske enheder end de selvforsynende lokalsamfund, som udgjorde rygraden i feudalsamfundet. Ved hjælp af stærk protektionisme indenfor hver enhed skulle det blive muligt at udvikle et nyt erhvervsliv. Disse enheder blev til det vi kalder for nationalstater, og de opstod ved, at en central region indenfor et større område undertvang andre regioner.

Indenfor hver sådan stat fandtes der en mangfoldighed af folkelige dialekter. Kravet om et enhedssprog indenfor hver af de nye stater skyldtes dels, at det var fornuftigt at have et fælles kommunikationsmiddel på tværs af dialektgrænser, som i mange tilfælde hindrede forståelsen. Dels udsprang det af symbolske og ideologiske grunde: For at opbygge en nationalfølelse og en national bevidsthed behøvede magthaverne nationalsproget som fælles omdrejningspunkt.

Mellem 1600 og 1800 blev de vesteuropæiske nationalsprog gradvis normeret, og fik efterhånden den form de har i dag. Men først efter 1800 begyndte de at udgøre en direkte trussel mod dialekterne. Det skete gennem en mere effektiv og centraliseret statsstyring, et omfattende skolevæsen og en moderne medieteknologi.

Industrialiseringen og udviklingen af serviceerhvervene trak i samme retning. De sønderrev de gamle stabile lokalsamfund, som var baserede på primærerhvervene (landbrug og fiskeri), og skabte langt større mobilitet i befolkningen end før. Folk flyttede mere mellem landsdelene - overvejende fra landet ind til byerne - og de fik også langt større motivation til at ændre social status. Eftersom tilpasningen til den herskende sprognorm var et krav og samtidig et symbol for den sociale fremgang, blev det almindeligt at normere talesproget. I vor tid har nationalsproget fået en langt mere dominerende stilling end nogen sinde tidligere i historien. Dette gælder også Rusland og de andre lande i Østeuropa, som har overtaget den samme sprogideologi som de vestlige lande havde udviklet.

Men sproglig undertrykkelse kan også udløse modstand, hvis forholdene er til stede for det. I det 19. århundrede opstod således en lang række sproglige bevægelser indenfor de tre store mange-nationale monarkier i Østeuropa: Rusland, Østrig-Ungarn og Tyrkiet. De sproglige bevægelser var i disse tilfælde blot ét element i generelle nationale oprør mod en statstype, som tiden var løbet fra.

I vor tid har de underkuede sproglige mindretal i lande som Storbritannien, Frankrig og Spanien organiseret modstandsbevægelser, som ikke blot retter sig mod den sproglige undertrykkelse, men også mod den generelle økonomiske, politiske og kulturelle centralisering - i flere tilfælde med krav om et nyt politisk system baseret på selvstyrende regioner i stedet for nationalstater. Mindre vidtgående er de bevægelser der er opstået blandt etniske og sproglige mindretal i Norden: samer, svensk-finner og finlands-svenskere, indvandrere og andre. For dem handler det mest om at få ret til sproglig og kulturel udfoldelse indenfor den stats- og samfundsstruktur, der allerede eksisterer.

L.S.V.