Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begæret opfattes af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan som en bestemt ubevidst måde, hvorpå sub­jektets ideer og ønsker formes. Begæret formulerer sig ikke direkte i sproget, men er alli­gevel be­stemmende for formen og rækkefølgen af de ord eller den tale, som subjektet frem­sætter. Begæret opererer i kraft af det ubevidste, der er bestemmen­de for subjektets handlin­ger og tale.

Da begæret ikke artikulerer sig direkte i talen, men er determinerende for den, kan begæret ikke reduceres til de eksplicitte ønsker og krav eller begæringer, som personen fremsætter. Begæringen vedrører måden, hvorpå begæret 'mani­fe­sterer' sig i direkte i talen. En sådan be­gæring synes umid­delbart at være rettet mod en konkret ting, f.eks. i barnets ønske om at få bryst, der kan til­freds­stille et kropsligt behov (sult). Men begærin­gen vil samti­dig være bestemt af, at barnet frem­sætter den til en bestemt person (moderen) i en faktisk sammen­hæng. Dette viser, at begæringen bæres af et ubevidst ønske (begær) om at få denne anden i tale på en bestemt måde og at denne anden person via sit eget begær sammentræffende forholder sig til barnets begæring.

Begæringen er således ikke kun rettet mod et konkret objekt, men også mod det svar, som den anden, som subjektet retter be­gæringen til, kan give. Når begæringen bekræftes, kan sub­jektet opleve det som en kærlighed fra den anden, der dermed samtidig forholder sig til dets ubevidste begær. Begæringen tilfreds­stilles, når den anden (f.eks. moderen) bekræfter den (barnets begæring), men omvendt kan en afvist be­gæring udløse sorg, vrede eller had hos sub­jektet (bar­net). Den dimension, der ligger i at fremsætte en begæring, som den anden skal forholde sig til, viser formen af det begær, der ligger til grund for be­gæringen. Be­gæret kan hverken reduceres til be­gærin­gen eller behovet (sul­ten), der evt. tilfredsstil­les, når f.eks. be­gæringen (om mælk) honoreres, men in­volverer et ubevidst ønske retter mod den andens begær.

Når kær­ligheden spiller en central rolle for subjek­tets begær, vil dette begær altså ofte være båret af ønsket om, at den anden eller den Anden (f.eks. i forestillingen om en almæg­tig moder­figur) anerkender subjektets begær. Der rejser sig imid­lertid en vanskelighed for et sådant begær efter anerken­delse, eftersom ingen person, anden eller Anden kan sikre en definitiv anerkendelse af subjektets begær. Begæret er altid formidlet via den andens begær, der ikke kan nulstil­le sig i forhold til et bestemt subjekts begær, hvorfor be­gæret efter anerkendelse løber ind i en narcissistisk blind­gyde. Et eksempel på denne blindgyde er barnets ønske om, at moderens begær helt og holdent skal være koncentreret om det, og at det evt. skulle besidde eller være noget, et unikt be­gærso­bjekt (se fallos), der gør dette muligt. Men begæret er bestemt af en fundamental man­gel: intet objekt eller intet subjekt kan tilfredsstille eller udtømme begæret. Begæret er derimod henvist til de fort­satte nye forbindelser, der opstår imellem ordene i talen. Begæret er således karakteriseret ved, at det indirekte glider rundt i ordene i sproget.

Denne mangel markerer en grænse over for incest­forestillingen rettet mod den Anden (her: moder­figuren), der skulle sikre en fuldstændig tilfredsstillelse af sub­jektets begær. Et andet element ved den incestuøse relation er fore­stillingen om den kropslige eller psykiske nydelse, som den Anden skulle have: en ubegrænset eller uaf­grænset nydelse. Men hvis der eksisterede en menneskelig væren, der kunne nyde ube­grænset eller hvis nydelse var uden grænser, ville denne væren formentlig også være en af de mest skrækslagne former for væren, som vi kunne møde. Forestillingen om f.eks. en moder eller fader, der nyder altid og overalt, vil således ikke give barnet meget mulighed for at forholde sig til sådanne figurer i dets liv andet end ved oplevelse af angst.

Det begær, der er bestemt af manglen, vil samtidig være defineret af, at subjektets nydelse er spær­ret i for­hold til fore­stillingen om den Anden. Begæret er defineret ved subjektets spærring i forhold til den nydelse, der skulle befinde sig uden for det, - hos den Anden. I det omfang, at sub­jektet anerkender sit begær som værende bestemt af manglen, vil begæret udgøre et forsvar mod en ube­grænset nydel­se. Begæret udgør altså en grænse over for den grænseløse nydelse.

I det psykoanalytiske arbejde er et mål, at sub­jektet (patienten) når frem til en anerkendelse af sit begær, den mangel der er central herfor og af muligheden for at opnå en nydelse, der ikke er bestemt af forholdet til den Anden, men defineret af manglen.

R.R.