Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den oprindelige betydning af «nyde» er «kunne bruge», «drage nytte eller fordel af». Det kan endvidere betyde «fortære» (f.eks. alkohol). Den mest almindelige betydning er imidlertid forskellige grader af at «glæde sig over», «have stærk lystfølelse ved». Som filosofisk begreb ligger nydelse tæt op af begreber som «lyst» og «det sanselige». Fra 1700-tallet af indgik betegnelsen «kunstnydelse» i æstetikkens vokabular.

Materialismens korrektiv

Dimensionen lyst-nydelse-dennesidig lykke er i bemærkelsesværdig grad forsømt indenfor filosofien. De platoniske og kristne strømninger i vor kultur repræsenterer gennemgående en stærk nedvurdering eller fordømmelse af sanserne og dennesidig lykke. Indenfor denne tradition er opfattelsen af lyst som noget forkert og syndigt og opfattelsen af spørgsmålet om lykken som banal og overfladisk, undertiden faldet sammen med opfattelsen af det tragiske som noget «dybt» og en filosofisk retfærdiggørelse af lidelsen.

Nietzsche betegnede dette træk ved vor kultur som reaktiv - tilbagevirkende: Det man må forbyde sig selv, gør man til noget overfladisk, trivielt eller slemt. Men at nedvurdere eller fordømme sanselig lyst og nydelse er at bortforklare, at mennesket også er et kropsligt væsen. Vor sanselige side kan ikke fjernes, kun undertrykkes. Foragten for det sanselige og forherligelsen af forsagelsen har været medvirkende årsag til, at lysttilfredsstillelsen i vor kultur har haft et stærkt sadistiske og masochistiske træk.

Vi kan betragte flere af de forskellige indslag af materialisme i filosofien som et korrektiv til åndsfilosofiens forsømmelse af dimensionen lyst-nydelse-lykke. I oldtidens græske materialisme spiller hedonismen (af græsk hedone: nydelse) en stor rolle. Den kyrenæiske hedonisme (omkring 400 f.v.t.) opfattede sanselig nydelse som selve lykken og livets højeste mål. Denne opfattelse kan vi imidlertid ikke uden videre acceptere. Kyrenæikerne knytter lykken til konkret lysttilfredsstillelse. De nægter at inderliggøre og åndeliggøre lykken, selv om de ydre forhold skulle berettige dette. Modsat heraf opfatter hedonismen menneskets subjektive behov abstrakt, ser dem som naturligt givne og ikke samfundsmæssigt formede. Men nydelse er ikke natur, derimod kultur, noget der læres og må udvikles. Dyret nyder ikke. Når tilfredsstillelsen af sanselige behov forstås uafhængig af samfund og kultur, bliver skellet mellem falske og sande behov, mellem sand og falsk nydelse umulig. Platon fremholdt med rette, at lyst også kan være falsk.

I Epikurs hedonisme (omkring 300 f.v.t.) drejede det sig om at finde ud af, hvilke behov der er muligt at realisere og hvilke der giver størst mulig sikkerhed og varighed. Fornuften skulle dømme i dette forhold. Men på denne måde bliver det en fornuft, som kapitulerer overfor de faktiske forhold. Fornuften reduceres til subjektiv beregnende snuhed og retter sig ikke efter sit eget ideal om det gode liv. Lyst bliver til syvende og sidst fraværet af ulyst.

Nydelse og frihed

Den hedonistiske position gør lyst og nydelse til det højeste gode, noget absolut. Men går vi nærmere ind i begrebet, ser vi, at nydelse både som fænomen og som begreb kun kan opretholdes gennem sin egen modsætning - forsagelsen. Nydelsen som noget absolut ville ophæve sig selv. Hvis nydelsen fik frit udløb, ville den være et med ufriheden, og kedsomheden ville være dens nødvendige ledsager. På den anden side er denne modsætning selv samfundsmæssig produceret og kan heller ikke tages som noget absolut.

Marcuse har påvist, hvordan vor kulturs frihedsopfattelse fra stoicismen over Kant til Sartre er en inderliggjort frihed, der har mistet sin konkrete sanselige side. Mod åndeliggørelsen af lykken og inderliggørelsen af friheden giver Marcuse den gamle kyrenæiske skole ret, når den hævder, at lykken har en sanselig side der manifesterer sig i konkret nydelse.

Men han fremhæver samtidig, at det er fornuftens ide om frihed, der må være den sanselige lykkes målestok. Denne ide om frihed ændrer de bestående forhold, og den behovsstruktur der udspringer af disse forhold. Der eksisterer kun et nødvendigt modsætningsforhold mellem lysttilfredsstillelse og fornuftens frihed så længe nød og knaphed hersker. Ifølge Marcuse kan vor tids høje produktionsniveau give mulighed for en fri og ikke-undertrykkende kultur, hvor ufrihed og tomhedsfølelse ikke længere vil være nydelsens nødvendige ledsager. Nydelse og fornuftens selvstændighed, leg og arbejde kunne være sammenfaldende dersom der var opnået en forsoning mellem lysttilfredsstillelse og forsagelse.

Kunst og nydelse

Det uholdbare i at gøre nydelsen absolut bliver særligt klart i forholdet til kunst. «Kunstnydelse», «æstetisk nydelse» er udtryk, der fulgte med den psykologiserende æstetik i 1700 tallet. I denne smags- og følelsesæstetik blev kunstværket blot et påskud for subjektiv oplevelse. Det blev et problem eller paradoks indenfor denne æstetiske tilnærmelsesmåde, hvordan emner der forestiller lidelse, uhyrligheder osv. alligevel kan være genstand for positiv æstetisk nydelse.

Man løste efterhånden dette ved at hævde, at æstetisk nydelse i modsætning til f.eks. kulinarisk nydelse forudsatte afstand, distance. Men på denne måde havner man i den modsatte position. Med distancen forsvinder nydelsen. I begge tilfælde er det ens egen oplevelse af kunstværket man egentlig nyder. Begge positioner forudsætter et besiddende forhold til kunst. Men hvis nydelsen er borte fra kunsttilegnelsen, kan kunsten ikke længere tale til os. I forholdet til stor kunst kan man ikke udslette lystmomentet. Lyst i forbindelse med kunst er udtryk for mødet med noget radikalt andet end det hårde livs nødvendighed. Nietzsche og Adorno har peget på, hvordan lyst i forbindelse med kunst ikke er en lyst ved at have, men mere lysten ved at forsvinde i værket. Lysten stiger til en rus, en rus der opløser den enkelte eller det subjektive, men er forankret i en sag.

A.B.-R.