Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Clement Atlee

Clement Attlee (London, 3. januar 1883 - London, 8. oktober 1967), britisk socialdemokrat og premierminister. Søn af en velstående og indflydelsesrig familie fra Surrey - faderen var en fremstående advokat i City. Studerede på Haileybury College, grundlagt af The East Indian Company, hvor imperiets funktionærer uddannedes, og fortsatte med at studere historie ved Oxford. Indledte en karriere som jurist, men efter et besøg i Londons East End i 1905, besluttede han at hellige sig socialt arbejde. T. Carlyle's, J.Rusins og W. Morris' bøger gjorde den tidligere konservative student til socialist og han blev et særdeles aktivt medlem af Labour partiet og i Fabianer Bevægelsen.

Efter værnepligten - der aftjentes under 1. Verdenskrig, hvor han også deltog i Gallipoliekspeditionen - gjorde Attlee lynkarriere i Labourpartiet, og indvalgtes i parlamentet i 1922. Udnævnt til viceminister i minoritetsregeringen 1929-31, for endelig at blive leder af partiet i 1935. Han rejste meget og besøgte bl.a. Indien som medlem af en regeringskommission, Moskva og det republikanske Spanien, hvor en brigade der var opkaldt efter ham, kæmpede sammen med den internationale brigade. De horrible oplevelser i disse år - krigen og den gryende fascisme, arbejdsløsheden i hjemlandet - øgede dels hans interesse for den demokratiske socialisme og samtidig modviljen mod ekstremismen. Hans overvejelser vedrørende disse temaer samledes i «The Labour Party in Perspective» fra 1937, som er et vigtigt testamente, også selvom det er blevet undervurderet. Ved krigserklæringen i 1939, stod Attlee bag en heftig antinazistisk kampagne og støttede de kræfter, der gik ind for, at Neville Chamberlain skulle afsættes. Medlem af krigskabinettet, hvor Churcill var premierminister og blev i 1942 udnævnt til vice-premierminister. Attlee koncenterede sig om de interne problemer, mens Churcill tog sig af krigsførelsen og af de internationale relationer. Denne arbejdsdeling viste sig effektiv, og ved krigens ophør havde Attlee opnået et formidabelt ry for sin dybe indsigt som regeringsleder, sit talent for at kontrollere det ned i mindste detalje og for sin sunde fornuft. Da Labour til nogen overraskelse vandt valget i 1945 demonstrerede Attlee sine personlige egenskaber som en første klasses leder. Labour, der havde lovet gennemgribende reformer, gav sig i kast med at realisere sit eget program. Processen med forandringen var imponerende: i løbet af ganske få år nationaliserede den nye regering de strategisk vigtige sektorer inden for den økonomiske sektor, indførte et nationalt sundhedssystem og gav Indien uafhængighed, opnåede fuld beskæftigelse og fik opmuntret til industriel modernisering. Disse resultater skyldtes i høj grad premierminister Attlee. Labour blev i den periode konfronteret med ekstraordinære, økonomiske problemer, samtidig med indledningen til den kolde krig. Regeringen havde blandt sine medlemmer en række store personligheder, der specielt var dygtige til at intrigere. Attlee forsøgte at holde sammen på tropperne - uden at tabe de fundamentale mål af syne og uden at tabe lysten til at føre dem ud i livet.

Iflg. K. Morgan, var Attlees største fortjeneste netop at sikre et stærkt lederskab med en regering i konstant aktivitet, solidt forankret i partiprogrammet. Efter Labourregeringens nederlag i 1951, fortsatte Attlee med at være leder af partiet i yderligere 4 år, men det blev til en temmelig trist epilog. Efter at have gennemført praktisk taget samtlige de mål, der var opstillet i 1945, blev det svært for Labour at formulere nye opgaver. Sammenstødene mellem partiets højre- og venstrefløj, der er fortsat indtil vore dage, brød ud i lys lue, hvilket førte til gnidninger og fraktionering, og nu viste Atlees tidligere strategi sig komplet uanvendelig. Iflg. nogle iagttagere undlod han at lade sig involvere i de interne stridigheder og klamrede sig til posten som partileder, udelukkende med det formål at forhindre H. Morrison i at overtage denne post. Da Labour i 1955 for anden gang i træk tabte valget, besluttede Atlee sig endelig til at gå af og belønnedes for sin indsats i den offentlige administration med en hertug titel. Han døde i 1967.

Hvordan skal man så bedømme Atlees politiske karriere? For nogle var han en person af ringe betydning: «et beskedent menneske - og med god grund!» var Churchills hårde bedømmelse af ham. Atlee kunne uden tvivl læne sig op af de gunstige omstændigheder, der indrammede hans tilværelse: en god uddannelse, et langt og lykkeligt ægteskab, samt en anden og ikke uvæsentlig detalje: fordelen af skæbnens tilskikkelser, som f.eks. at mange af hans gamle venner blev afsat fra deres poster i partiet pga. valgnederlaget i 1931. Han var en noget bleg taler: «Hvis han ikke mente a have noget at sige, forholdt han sig tavs», som en af hans samtidige fra Labour udtrykte sig. Men hvis man udelukkende hæfter sig ved ved disse synspunkter, får man imidlertid en helt forkert billede af Atlee. Den faktor, som udmærkede ham, var hans ekstraordinære evne til at forudse kommende begivenheder og samtidig at forfølge de mål, han havde sat sig. Som ung blev han vidne til fattigdommen og han nåede frem til den konklusion, at det ville være nødvendigt med konkrete reformer i stedet for slogans, hvis man skulle gøre sig håb om at forandre samfundet. Han tilbragte resten af livet med at forsøge at gøre denne filosofi til praksis. Det drejede sig ikke om teoretisk socialisme. Den afgørende indsats bestod i at forandre vilkårene for «hr. Menigmand» ved at garantere et værdigt liv, sikre adgang til et sundhedssystem og til beskæftigelse. I 1937 skrev han, at hvis en Labour flertalsregering ville være blevet valgt, ville man have været optaget af at rekonstruere tilværelsen for befolkningen i England, baseret på principperne om frihed, lighed og social retfærdighed. Det er karakteristisk, at den regering han ledede efter 1945, realiserede denne målsætning.

E.P.