Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «reform» anvendes i mange sammenhænge og har i almindelig sprogbrug groft sagt betydningen «tiltag for ændringer til det bedre».

Indenfor den socialistiske strategidebat er ordparret reform og revolution blevet stillet op, dels som klare modsætninger, dels med indbyrdes sammenhæng.

Historisk set er forholdet mellem reformistiske og revolutionære strategier i kampen for socialisme fortsat uafklaret. Hverken reformpolitik eller revolutioner har til dags dato ført frem til samfund, som entydig udvikler sig mod den klasseløse socialisme.

Debatten om reformpolitikkens muligheder har derfor gang på gang placeret sig i skæringspunktet mellem to sæt af erfaringer: For det første erfaringerne fra de sociale revolutioner som førte til bureaukratiske samfund med ny social ulighed og politisk ufrihed. For det andet erfaringerne fra udviklede kapitalistiske lande hvor kapitalismen som økonomisk system har vist sig uhyre tilpasningsdygtig.

Ved diskussionerne af reformpolitikken blev det derfor tidligt nødvendigt at skelne mellem reformer. Reformer til fordel for arbejderklassen eller andre undertrykte eller underprivilegerede grupper kan samles i to hovedtyper: Reformerne kan løse sociale problemer eller afhjælpe social nød indenfor rammen af det bestående samfund - uden at magtforholdene ændres og uden at samfundets virkemåde ændres. Eller reformerne kan løse sociale problemer eller afhjælpe social nød ved at ændre magtforholdene eller træk ved samfundets virkemåde. Sådanne reformer kaldes «strukturreformer».

Logisk er dette skel enkelt at stille op. I praksis er det vanskeligere at skelne mellem strukturreformer og andre reformer - af tre hovedårsager:

1. Der er en glidende overgang fra reformer som stabiliserer systemet, til reformer som peger ud over dette.
2. De bredere samfundsmæssige virkninger af en bestemt reform kan være vanskelig at forudse. Kortsigtede og langsigtede virkninger behøver ikke være de samme. Reformer indenfor rammerne af det bestående, kan i givne situationer udløse sociale krav, som peger ud over disse rammer. Samtidig har reformer som i udgangspunktet truer systemet og rykker det ud af balance, ladet sig indbygge som nye, varige tandhjul i kapitalismens samfundsstruktur.
3. Virkningen af en reform er ofte på afgørende måde afhængig af, hvordan den gennemføres: Er reformen gennemført som enkeltstående tiltag - som en gunstbevisning oppefra? Eller er den tvunget igennem på baggrund af massemobilisering nedefra og som led i en aktiv, sammenhængende reformstrategi?

Reformernes plads i kampen for socialisme

Indenfor den socialistiske strategidiskussion kan man for enkelhedens skyld skelne mellem tre holdninger til reformernes plads i kampen for socialisme:

1. Den enkle reformisme: Samfundet lader sig forvandle skridt for skridt fra kapitalisme til socialisme. En bevidst reformpolitik hvor reformer efterfølges af nye reformer, udvikler en «blandingsøkonomi», som efterhånden får stadig klarere socialistiske træk. Systemændringen er en gradvis proces - og i bedste fald en umærkelig overgang.
2. Den enkle revolutionsstrategi: Reformerne angår ikke spørgsmålet om overgangen fra kapitalisme til socialisme. Reformpolitikken er massernes interessekamp, indtil en revolutionær situation indtræffer. Kun revolutionen kan sætte systemændringen på dagsordenen.
3. Strukturreformstrategien: Kampen for strukturreformer er afgørende for overgangen fra kapitalisme til socialisme. Hvorvidt overgangen bliver fredelig eller voldelig, om den sker gradvis eller brat, afhænger bl.a. af følgende forhold: Hvor brede lag af folket kan mobiliseres bag reformpolitikken? Hvilken modstand udløser reformpolitikken indenfor borgerskabet? Hvilke indenlandske og udenlandske modkræfter formår borgerskabet at mobilisere mod reformpolitikken?

Indenfor strukturreformstrategien kan man skelne mellem to yderholdninger i vurderingen af disse spørgsmål:

1. En vellykket politik baseret på strukturreformer vil uden store kriser eller klassesammenstød føre samfundet over i socialismen. En mindre vellykket politik vil mobilisere modkræfter, som gør overgangen mere dramatisk og udfaldet usikkert. Politikken er mislykket, hvis reformerne mister deres brod og lader sig indpasse i det kapitalistiske system.
2. En vellykket politik baseret på strukturreformer vil drive samfundsudviklingen gennem politiske kriser frem mod den endelige styrkeprøve mellem klasserne, det revolutionære opgør som afgør, om udviklingen skal fortsætte videre frem mod socialisme eller falde tilbage i en ny eller gammel form for kapitalisme. Politikken er mislykket, hvis reformerne ikke driver samfundet frem mod en revolutionær krisesituation.

Hovedtyper af reformer

Hvilke reformer eller strukturreformer man vil betragte som vigtige eller nødvendige i kampen for systemændringer, vil afhænge af hvad man opfatter som det afgørende skel mellem kapitalisme og socialisme.

De fleste socialismeteorier har lagt vægt på, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne ophæves og erstattes med statslig, kooperativ eller en anden form for samfundsmæssig fælleseje. Endvidere at markederne forsvinder som fordelings- og styringssystemer for økonomien, og at samfundsmæssige hensyn lægges til grund for alle vigtige afgørelser i det økonomiske liv. Men det er et omstridt spørgsmål, hvorvidt dette kun kan lade sig gøre i form af en stærkt centraliseret planøkonomi, eller om udviklingen kan antage mere decentraliserede træk. Samtidig har de lagt vægt på, at borgerskabet viger pladsen som herskende klasse, og at den nye arbejderstat først formår at befæste sin demokratiske grundstruktur i forhold til tendenserne til bureaukratisering og ny lagdeling, for derefter gradvist at udvikle sig mod en klasseløs socialisme.

I forhold til denne tredeling kan der tilsvarende opstilles tre hovedtyper af reformer: Reformer som ændrer ejendomsforholdene - nationalisering, indskrænkning i ejernes ledelsesret, erhversvirksomhed i offentlig eller kooperativt regi -, reformer som begrænser markedernes gennemslagskraft for dele af samfundslivet - markedsregulering, importkontrol, beskyttet arbejde - og reformer som svækker borgerskabets magtpositioner - vetoret mod opsigelser og andre arbejderkontroltiltag, strejkeret i arbejdsmiljøspørgsmål, forbud mod bevillinger fra virksomheder til politiske partier.

Alle disse former for reformer kan virke som strukturreformer, dvs. pege ud over og true kapitalismen som system. De vil derfor blive mødt af modforholdsregler med sigte på at indkapsle dem, udhule dem og hindre dem. Modforholdsreglerne lykkes ofte - men ikke altid.

D.Se.