Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begrebet «aktionsforskning» blev i 1970'erne og 80'erne hyppigt anvendt indenfor samfundsforskningen. Begrebets indhold er efterhånden blevet udvandet, således at en mængde forskellige forskningsformer klassificeres som «aktionsforskning». Det er grund til at forbeholde begrebet for de typer forskning, som opfylder følgende kriterier:

1) Aktionsforskning indebærer for det første informationsindsamling gennem aktion. Med «aktion» menes i videste forstand et tiltag som er orienteret mod at realisere bestemte praktiske eller politiske værdier. Aktionsindholdet kan naturligvis variere over et bredt spekter - fra gennemførelsen af et hjælpeprojekt for hjemløse til stiftelsen af en politisk organisation.

2) Aktionsforskning indebærer for det andet en informationsindsamling, hvor den aktion man arbejder indenfor, og de målsætninger den sigter imod, har forrang - fremfor det at indsamle information. Både indsamlingen af information og praktiske eller politiske værdier er altså målsætninger for virksomheden, men de sidstnævnte værdier vejer tungest og er retningsgivende.

3) Aktionsforskning indebærer for det tredje, at den informationen som forskeren i aktionen indsamler, i første række bringes tilbage til aktionen, i et forsøg på at forbedre og raffinere den, og ikke i første række tilbage til generel samfundsvidenskabelig teori. Man kan formulere det således: Loyaliteten ligger hos aktionen, ikke hos teorien. Teorien - som i traditionel forskning gerne bliver formålet i sig selv - bliver i aktionsforskningen et middel til at forbedre aktionen, tjene aktionen.

Et praktisk hjælpearbejde hvor en gruppe gives bedre levevilkår, og hvor man samtidig følger forsøget systematisk, for i næste runde at forbedre hjælpearbejdet, kan kaldes aktionsforskning. En politisk pressionsgruppevirksomhed, hvor man arbejder på at forandre de generelle livsbetingelser for en gruppe, og hvor man samtidig følger forsøget systematisk, for i næste omgang at raffinere og forbedre den politiske indsats, kan ligeledes kaldes aktionsforskning. Det er vekselvirkningen praktisk/politisk aktionsarbejde, gennem systematisk informationsindsamling tilbage til det praktisk/politiske aktionsarbejde, som her er væsentligt. Denne vekselvirkning adskiller aktionsforskningen fra «traditionel» forskning.

Aktionsforskningen er ikke uden videre moralsk eller politisk god eller korrekt. Visse former for reklameforskning i det private erhvervsliv er aktionsforskning, f.eks. de tilfælde hvor reklamekampagner følges af informationsindsamling om virkninger, med det formål at forbedre kampagnen. Visse former for progressiv socialpolitisk pressionsgruppearbejde er aktionsforskning, nemlig de tilfælde hvor man forsøger at beskrive virksomheden og modtagelsen af den med det formål i næste omgang at forbedre pressionsgruppearbejdet.

Aktionsforskeren må vælge side. Hidtil har det i høj grad været således, at den konservative side - ikke mindst erhvervslivets interesser - har haft nærmest monopol på at drive aktionsforskning, mens radikale og progressive som engagerer sig i aktionsforskning, straks bliver voldsomt kritiseret for at «blande» politik og forskning sammen. Kritikken for «sammenblanding» af politik og forskning er en måde at neutralisere progressiv aktionsforskning på, og lade konservative kræfter bevare deres monopol på denne forskningsform. Denne udvikling forstærkes af, at erhvervslivet disponerer over store egne økonomiske ressourcer til sin egen forskning, mens den progressive forskning står ressourcemæssigt tilsvarende svagt. I forskningsmiljøerne er det derfor af største betydning at modstå kritikken om at «blande» politik og forskning sammen, og forstå progressiv aktionsforskning som legitim forskningsvirksomhed.

I Danmark har der siden midten af 80'erne fundet en vis institutionalisering sted af aktionsforskningen, men institutionaliseringen har samtidig givet forskningen mulighed for at overleve venstrefløjens politiske kriseperiode. Institutionaliseringen har bl.a. form af de såkaldte videnskabsbutikker, der fra starten af 80'erne blev etableret på de fleste universiteter og højere læreanstalter. De blev etableret i et samarbejde mellem progressive studerende, progressive lærere og sociale grupper udefra, der havde behov for at få bestemte opgaver løst, for at styrke deres kamp. Videnskabsbutikkerne er i dag institutionaliserede, men er samtidig en smal kanal der forbinder det ellers isolerede forskningsmiljø med det omgivende samfunds problemer, i en direkte kontakt med de sociale grupper der arbejder med løsningen af bestemte opgaver. Videnskabsbutikker findes i dag ved Roskilde Universitets Center (RUC), Ålborg Universitets Center (AUC) og Danmarks Teknisk Universitet (DTU).

A.J.