Efter overgangen fra propel- til jetfly nåede den civile luftfart en foreløbig øvre grænse hvad angår hastighed og rejsetid. Producenterne af fly vidste, at det næste trin måtte blive supersoniske fly (SSF), dvs. overlydsfly. Men alle trak tiden ud så lang tid som muligt pga. de store udviklingsomkostninger for et sådant projekt. Kun to projekter blev gennemført i løbet af 60'erne og 70'erne. Det ene var det fransk-britiske samarbejde om «Concorde». Det andet var det russiske «Tupolev 144» (kaldet Konkordskij pga. af ligheden med dets vesteuropæiske søster). Også det nordamerikanske selskab Boeing havde planer om bygning af SSF, men disse måtte skrinlægges pga. modstand i Kongressen. Debatten i USA og Europa har i høj grad drejet sig om Concorde.

Concorde blev sat i prøvedrift vinteren 1975-76 efter en lang og smertefuld fødsel. Problemerne begyndte allerede i starten af 70'erne, da det blev klart, at projektet ville blive en langt større byrde for franske og britiske skattebetalere end tidligere antaget. Stærke kræfter satte sig derfor i bevægelse for at stoppe projektet, før det kom for langt, men de lykkedes ikke. For både England og Frankrig var dette efterhånden blevet et prestigeprojekt, der skulle vise, at europæisk teknologi ikke haltede bagefter i forhold til den nordamerikanske, samtidig med at projektet var den sidste rest af den efterhånden lange liste over samarbejdstiltag mellem de to lande. Desuden havde udviklingen af Concorde fået stor betydning for flyindustrien i de to lande, og en nedlæggelse ville få store konsekvenser for beskæftigelsen. Det blev derfor besluttet, at producere så mange fly at de nogenlunde ville kunne dække de store udgifter.

Men efter en periode måtte også dette håb opgives. Oprindeligt havde 70 flyselskaber vist interesse i Concorde, men uden at foretage nogen endelig bestilling. Da det blev kendt hvor dyrt flyet ville blive, og hvor kostbart det blev i drift, skrumpede antallet af selskaber ind til 5. Samtidig blev Concorde udsat for en kraftig kritik fra miljøgrupper. Hovedindvendingen mod supersonisk flyvning er de permanente chokbølger der dannes, og som når jorden i form af høje brag. Ved almindelig overflyvning vil disse brag have en styrke tilstrækkelig til at vække de fleste af søvn, og i opstigningsfasen kan braget være stærkt nok til at sprænge glasruder.

Videnskabelige kredse kom med en mere grundlæggende kritik: Concorde - og alle andre SSF - vil absorbere ozon fra atmosfæren. Ozonlaget rundt om jorden har den funktion, at de hindrer ultraviolette stråler i at trænge ned til jordoverfladen. Hvis ozonlaget blev reduceret, ville dette føre til en øget indstråling. Dette vil igen øge faren for hudkræft.

Efter denne stærke kritik besluttede flere regeringer, at civil overlydsflyvning ikke skulle være tilladt med over deres territorium. Dette medførte, at de flyselskaber der havde været dristige nok til at bestille Concorde, atter trak deres bestillinger tilbage - projektet blev for hasarderet. Resultatet var, at producenterne kun sad inde med bestillinger fra de statskontrollerede franske og britiske flyselskaber, der ønskede at starte flyruter fra London og Paris til USA.

Vanskelighederne var imidlertid endnu ikke ovre med dette. USA accepterede, at Concorde kunne få landingstilladelse ved New York, men i første omgang kun i en prøveperiode. Modstanden kom særligt fra miljøaktivister, men disse fandt også støtte hos den instans, der giver landingstilladelser i USA - havnemyndighederne. Men ifølge de franske og britiske producenters synspunkt, er det de amerikanske flyfabrikker der lurer i baggrunden. Boeing måtte skrinlægge sit projekt, men har langt fra opgivet planerne. Alle regner med, at udviklingen går mod stor international SSF-trafik, og til den tid vil Boeing være med i konkurrencen. Det passer dem udmærket, at Concorde må bære byrden med at bane vejen for morgendagens fly, samtidig med at de må passe på, at Concorde ikke bliver enerådende på markedet, før de nordamerikanske selskaber kan levere deres alternativ.

I sommeren 2000 styrtede et Concorde fly ned lidt udenfor Paris, og alle ombordværende blev dræbt. Det var det første alvorlige havari i flyets historie, men medførte alligevel at alle Concorde fly blev taget ud af drift til eftersyn.

Foreløbig begrænser trafikken sig til New York London/Paris, men ekspansionen er allerede i gang. Concorde har formået at halvere rejsetiden mellem de internationale lufthavne, men samtidig er billetprisen fordoblet. Derfor er det kun de øverste kredse indenfor erhvervslivet og bureaukratiet der kan nyde godt af den reducerede rejsetid. Det forstærkede klasseskel i flytrafikken ses klart i Heathrowlufthavnen udenfor London. Her er der opført to indgange til lufthavnen: En for Concordepassagerer og en for alle andre.

T.S.