Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 23/1 2004
Læst af: 10.815
: :
Restgruppen

I Danmark bruges betegnelsen «restgruppe» som regel om gruppen af kortuddannede. Denne betegnelse blev introduceret i 1970'erne, hvor det længe havde været sådan, at den del af en årgang unge, som måtte nøjes med skolegang i grundskolen, udgjorde et lille mindretal. Dette i modsætning til situationen frem til 1950'erne, hvor flertallet af danskere havde syv års skolegang eller mindre bag sig og som regel klarede sig fortrinligt med denne skolebaggrund.

Definitionerne

Definitionen på restgruppen har ændret sig siden 1970'erne, hvor gruppen blev afgrænset som den del af en skoleårgang, der ikke efter grundskolen fortsatte i en ungdomsuddannelse. I dag afgrænses restgruppen som den del af en årgang, der ikke opnår en erhvervskompetencegivende uddannelse. Derfor omfatter restgruppen nu eksempelvis også dem, der har fået en studentereksamen, men ikke har påbegyndt eller fuldført en videregående uddannelse, og ej heller efter gymnasiet har fuldført en erhvervsrettet ungdomsuddannelse.

I de fleste henseender er den nuværende definition på restgruppen den mest relevante definition. Det er nemlig sådan, at forskellene mellem befolkningsgrupperne i indkomst, formue, helbred, boligforhold, politisk indflydelse, opvækstkår for børnene mv. især er afledt af befolkningens fordeling på de forskellige positioner i arbejdslivet. Og adgangen til de forskellige trin i disse hierarkisk ordnede positioner er i overvejende grad baseret på de arbejdssøgendes uddannelsesniveau således, at en højere placering i uddannelseshierarkierne giver en højere placering i arbejdsmarkedets hierarkier. Restgruppe er derfor reelt betegnelsen på den del af befolkningen, hvis formelle kompetence højest giver mulighed for ikke-faglært arbejde.

Skæv social rekruttering

Med denne konstatering er der ikke tilkendegivet nogen nedvurdering af den samfundsmæssige betydning af ikke-faglært arbejde - endsige af de personer som har dette arbejde. Derimod er der givet udtryk for den opfattelse, at intet menneske kun bør have mulighed for én form for arbejde - især ikke når dette arbejde som hovedregel er det mest slidsomme, mindst udfordrende og mindst givtige i samfundet. Endnu alvorligere bliver dette, når disse begrænsede erhvervsmuligheder overvejende tilfalder personer fra de dårligst stillede opvækstmiljøer. Og dette er på grund af den sociale skævhed i rekrutteringen til uddannelserne i udpræget grad tilfældet.

Den skæve sociale rekruttering til restgruppen kan eksempelvis illustreres ved to lidt forskellige inddelinger af opvækstmiljøerne. Vi kan foretage en inddeling i «sociale klasser», hvor det ene yderpunkt er «professionerne», der er afgrænset som opvækstmiljøer med megen kundskabskapital, og det andet yderpunkt er ikke-faglærte arbejdere. Her viser undersøgelser, at restgruppen i 38-års alderen i den generation, der var født medio 1950'erne, varierer fra 7% af døtrene af professionerne til 34% af døtrene af ikke-faglærte arbejdere, mens de tilsvarende tal for sønnernes vedkommende «kun» viser en variation fra 14% til 25%. Bruger vi i stedet den meget anvendte inddeling i socialgrupper, viser de samme undersøgelser, at restgruppen i 38-års alderen blandt mænd varierer fra 18% af sønnerne fra socialgruppe I til 26% af sønnerne fra socialgruppe V. Blandt kvinderne er variationen fra 5% af døtrene fra socialgruppe I til 36% af døtrene fra socialgruppe V. Som nævnt kan man tilhøre restgruppen med en ikke-gennemført videregående uddannelse bag sig, hvad der netop var tilfældet for en del af sønnerne fra professionerne og fra socialgruppe I. (Hansen 1995). Opvækstmiljøet «professionerne» eller opvækstmiljøet socialgruppe I udgør dog en langt mindre del af opvækstmiljøerne end opvækstmiljøet «ikke-faglærte arbejdere» eller socialgruppe V. Og et forholdsvis lille antal i restgruppen fra en forholdsvis lille befolkningsgruppe indebærer, at netop sønner og døtre fra «professionerne» eller fra socialgruppe I knap nok anes i den sociale sammensætning af restgruppen.

Går vi frem til fødselsårgang 1966 og ser på deres situation i 23-års alderen, finder vi det samme grundlæggende mønster, som blandt tidligere generationer, af social ulighed i rekrutteringen til restgruppen. (Ingerslev m.fl. 1992).

Hvor stor er restgruppen?

Mens der ikke hersker tvivl om den sociale skævhed i rekrutteringen til restgruppen, er der stor usikkerhed, når det handler om dens størrelse. Det skyldes især, at denne størrelse er omgærdet af den allerstørste politiske interesse på samme måde som eksempelvis arbejdsløshedstallene. Den førte uddannelsespolitik bliver nemlig blandt andet vurderet på, i hvilken grad det lykkes at formindske restgruppens omfang. Derfor er der politiske motiver til at udnytte den kendsgerning, at «restgruppe» slet ikke er nogen entydig størrelse. Nogle lader sig således friste til at anvende den definition, som giver den mindste restgruppe, og andre den som giver den største. Ser vi på den del af en skoleårgang, som efter grundskolen ikke fortsætter på en ungdomsuddannelse, nemlig den oprindelige definition på restgruppen, har restgruppen været faldende til omkring 5% af en årgang unge. Det er en størrelsesorden, som ikke fremkalder politisk dramatik.

Fremdrager vi i stedet for den del af en skoleårgang, der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse er restgruppen en hel del større. Først og fremmest fordi der fortsat er ikke mindre end 12% af en årgang unge, som påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse uden at gennemføre denne. Det skyldes bl.a. en vedvarende mangel på praktikpladser.

For at nå frem til det aktuelle restgruppebegreb, nemlig «andelen uden erhvervskompetencegivende uddannelse», må restgruppen som nævnt også omfatte den del, som efter en fuldendt gymnasial uddannelse ikke gennemfører en af de uddannelser, der giver erhvervskompetence - uanset hvilken. Hermed når vi frem til en talstørrelse, som i nogle beregninger viser fald i restgruppens omfang, men ifølge andre beregninger viser et næsten uændret omfang. I alle tilfælde dog et tocifret tal mellem 20% og godt 30%.

Når det interval, hvor beregningernes slutresultat kan ligge, er så bredt som 10 procentpoint, hænger det først og fremmest sammen med det tidspunkt i en ungdomsårgangs aldersforløb, beregningerne vedrører. På grund af de lange studietider, som er så almindelige i Danmark, bør uddannelsesresultatet for en årgang unge egentlig først opgøres, når årgangen er et godt stykke forbi 30-års alderen. Så omfatter restgruppen «kun» 20% af alderskategorien.

Arbejdsmarkedet er altafgørende

Uanset restgruppetallenes størrelse er selve eksistensen af en restgruppe fortsat et uddannelsespolitisk problem. Det skyldes, at arbejdsmarkedet som tidligere nævnt i vor tid er næsten totalt organiseret omkring de trinvist ordnede uddannelsesniveauer således, at der til de forskellige niveauer i arbejdspladsernes stillingsstrukturer kræves bestemte uddannelsesniveauer. De afgørende mekanismer, der hersker her, benævnes i uddannelsessociologien «credentialisme» eller «certificering». Det vil sige en indretning af arbejdsmarkedet som indebærer, at man skal kunne fremvise bestemte eksamensbeviser eller hvad dertil svarer for at få adgang til bestemte job og det dermed følgende aflønningsniveau. Og de forskellige organisationer på arbejdsmarkedet fra de faglærtes til akademikernes overvåger, at disse «regler» overholdes. Man kan derfor tale om, at hver enkelt af disse organisationer - for at cementere «rettighederne» for såvel deres nuværende som deres potentielle medlemmer - har taget monopol på udførelsen af, hvad de selv definerer som «deres» arbejde. Ganske vist et ældgammelt fænomen, men i nutidens lønmodtagersamfund omfattende meget større dele af de beskæftigede end tidligere.

Fuld beskæftigelse er løsningen

Om grupperne uden netop de formelle kvalifikationer, som mere eller mindre arbitrært er defineret som erhvervskompetencegivende, får beskæftigelse afhænger herefter alene af de økonomiske konjunkturer. At det er samfundsøkonomien, der er afgørende, indebærer, at man ikke kan fjerne restgruppefænomenets kerne, nemlig arbejdsløshed og begrænsede livschancer hos dem med relativ mindst uddannelse - selv om man giver «de sidste» 20% en erhvervskompetencegivende uddannelse - så længe der stadigvæk er forskellige uddannelsesniveauer (og andet er jo utænkeligt). Det har nemlig hidtil været sådan, at ligegyldigt hvor meget det gennemsnitlige uddannelsesniveau stiger fra generation til generation, vil mangel på arbejdspladser som hovedregel altid ramme dem med mindst uddannelse. Det er den mekanisme, der ofte omtales som «gøgeungeeffekten», nemlig at mangel på arbejdspladser resulterer i, at der på de enkelte jobniveauer trænger personer ind med et højere uddannelsesniveau end niveauet hos de personer, som hidtil har kunnet klare de pågældende job. De længere uddannede blokerer for eller skubber de kortere uddannede ud. Kun en økonomisk politik, der sikrer fuld beskæftigelse, kan løse restgruppeproblemet.

E.J.H.


Litteratur

Hansen, Erik Jørgen: En generation blev voksen. København. Socialforskningsinstituttet. Rapport 95:8  (1995).
Hansen, Erik Jørgen: Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv. København. Hans Reitzels Forlag (2003).
Ingerslev, Olaf m.fl.: Forløbsanalyser af de unge i 1980'erne. København. Socialkommissionens sekretariat (1992).