Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Agnete Weis Bentzon (1918-), dansk professor dr.juris, en af pionererne indenfor dansk og nordisk retssociologi, og med stor betydning for udviklingen af dette fagområde siden 1950'erne, da dette fag endnu var i støbeskeen. Hun har endvidere spillet en betydelig rolle for udviklingsforskningen samt for retsvidenskaben, herunder kvinderetten.

Bentzon blev født i 1918. Hendes far var en fremtrædende jurist, der endte sin karriere som højesteretspræsident. Hun valgte også selv jurastudiet og blev cand.jur. i 1942. Efter nogle års praktisk juridisk arbejde var hun i 1948-49, sammen med bl.a. Verner Goldschmidt, deltager i den såkaldte juridiske ekspedition til Grønland, og dette betød starten på hendes retssociologiske løbebane. Ekspeditionen var sendt ud for at kortlægge den grønlandske sædvaneret. Denne kortlægning skulle danne grundlag for en særlig grønlandsk lovgivning - i første omgang inden for strafferetten - der skulle bidrage til at fastholde væsentlige elementer i den grønlandske retskultur i den efterfølgende tid, hvor Grønland efter planen skulle gennemgå en omfattende moderniseringsproces.

Trods sit arbejde indenfor dansk administration og retsvæsen fortsatte Agnete Weis Bentzon i de følgende år sine studier af grønlandske retsforhold, og hun interesserede sig særligt for den grønlandske retspleje og familie- og arveret. I 1968 udgav hun bogen Familiens økonomiske administration og ejendelenes tilhørsforhold i de vest­grønlandske samfund, som analyserede indholdet i væsentlige dele af den grønlandske sædvaneret på familielivets område, og som udpegede, hvor der var behov for en særlig grønlandsk lovgivning, der afveg fra den danske. Denne bog blev forsvaret for den norske juridiske doktorgrad, og hun blev dermed den første danske kvindelige dr.jur. I 1974 blev hun udnævnt til professor ved RUC i samfundsvidenskab med særligt henblik på retssociologi og var hermed den første danske kvindelige jurist, der blev professor.

I 1979 udgav hun et af hovedværkerne i forfatterskabet: Ret og reformer, der indeholdt en stort anlagt undersøgelse af udviklingen inden for den grønlandske retspleje fra 1948 og frem - en periode, hvor det grønlandske samfund undergik en kolossal udvikling.

Efter sin afgang fra professoratet i 1988 blev hun tilknyttet Det juridiske Fakultet ved Københavns Universitet, og hendes forskningsindsats blev bestemt ikke mindre i de følgende år. Hun fortsatte med at studere de grønlandske retsforhold, men har også studeret mange andre emner. Desuden har hun ydet en vigtig indsats som rådgiver og inspirator for unge og ældre kolleger og dermed bidraget til at udbrede interessen for retssociologi inden for juraen.

Fra 1989 og fremefter kom en væsentlig del af hendes indsats til at angå studiet af afrikansk ret i forbindelse med udførelsen af en række konsulentopgaver for bl.a. Danida. Hun var særligt aktiv i forbindelse med gennemførelsen af kvinderetlige diplomkurser i Zimbabwe, hvor målet var at uddanne lokale kvinder til at studere de reelle retsforhold for kvinder med sigte på at forbedre kvindernes retsstilling. Et resultat af dette arbejde er bogen Pursuing Grounded Theory in Law fra 1998, som hun skrev i samarbejde med andre forskere, der var involveret i projektet.

Som retssociolog er Agnete Weis Bentzon et markant eksempel på en forsker, der fra starten har valgt at beskæftige sig med emner af stor praktisk betydning for samfundet og borgerne. Hendes forskning har især haft betydning ved at belyse nogle forhold, som lovgivere bør have kendskab til, når de overvejer retlige reformer. Hendes særlige emnefelt har været sammenstød og interaktioner mellem forskellige former for retsnormer og forskellige retskulturer.

I bogen Ret og reformer udvidede hun undersøgelsesfeltet ved også at se på retten i et dynamisk udviklingsperspektiv, hvor hun ønskede at belyse den komplicerede sammenhæng mellem strukturelle faktorer og deres samspil over tid på makroplan og betydningen heraf for holdningerne til lov og ret.

Agnete Weis Bentzon har som grundindstilling, at man, når forskellige retsopfattelser støder sammen, da bør bestræbe sig på at løse konflikterne gennem dialog og ikke via diktat fra den statslige lovgivningsmagt. Og dette grundsyn har hun forfægtet ikke blot i en grønlandsk og afrikansk sammenhæng, men også i en dansk i forbindelse med den udvikling, som har betinget, at man stadig oftere får behov for at sætte sig ind i fremmede retskulturer, der er bragt hertil af indvandrere og flygtninge. Se f.eks. artiklen «Danmark på vej mod multikultur og retlig pluralisme» fra 2003, som hun skrev i samarbejde med Torben Agersnap.

Teoretisk set er Agnete Weis Bentzon fra starten påvirket af den nordiske realistiske retstænkning, som hendes farfar, den juridiske professor Viggo Bentzon, var en fremtrædende repræsentant for. Denne retstænkning er senere udviklet af Alf Ross. Inden for retssociologien har den også inspireret bl.a. Verner Goldschmidt og nordmanden Vilhelm Aubert, og disses teorier har også haft betydning for hende. I forbindelse med studierne af den grønlandske retsudvikling fandt hun inspiration i strukturalistisk teori om overgangssamfundets karakter, og senere er hun blevet inspireret af og har bidraget til videreudvikling af teorier om retlig pluralisme. Hun har dog aldrig opfattet det at udvikle en ren abstrakt teoretisk forståelse af forholdet mellem ret og samfund som et mål i sig selv, men snarere som et middel til at forstå og forholde sig til konkrete problemstillinger - hvad enten det drejer sig om kvindeundertrykkelse i Afrika eller diskrimination af indvandrere i Danmark.

I bogen Ret og skønsomhed i en overgangstid fra 1998, der er tilegnet Agnete Weis Bentzon, findes en bibliografi over hendes forfatterskab.

J.D-L.