Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Begreberne lov og ret spiller en central rolle indenfor politisk ideologi og samfundsdebat. De kan anvendes både til at beskrive og agitere, til at klargøre og tilsløre, til at behandle afgrænsede faglige spørgsmål og til at karakterisere verdensordenen. Vi slipper aldrig fuldstændig væk fra ordenes magt, fra de associationer ordene har opsamlet i tidens løb, gennem den anvendelse de har været udsat for. Ingen klar og ordentlig ny definition kan desinficere dem og rense dem for de mangetydige, uklare og emotionelle impulser, de bærer i sig.

Lov og ret henviser til det gode, det moralsk korrekte, det retlinede, det retfærdige. Ret henviser også til det sande, det rette svar på spørgsmål om faktiske forhold. Og lov - i lighed med det engelske udtryk for ret: law - giver indtryk af en dybere regelmæssighed i den virkelige verden - som i naturlovene. Guds lov ligger atter på et andet plan.

Allerede oldtidens græske tænkere var opmærksomme på spændingen mellem retten som et ideal - noget som burde gælde og adlydes - og retten som et faktum - en realitet som kunne være grusom, men som man måtte bøje sig for. Denne tvetydighed løber gennem hele Vestens historiske retsbegreb som en rød tråd i dens retsteorier og politiske ideologi. Kunsten har bestået i at blande det faktiske og det ideelle i overensstemmelse med de interesser, der har båret retsteorierne.

Retsteorier er forsøg på at sige noget alment om retten, om definitionen af retsbegrebet eller om rettens virkemåde i samfundet. Retsteoriernes forsøg på at definere hvad ret er, glider ofte over i teorier om hvordan love, domstole, politi m.m. virker i samfundet, og hvordan retten igen er påvirket af samfundsforholdene. Der eksisterer en tæt sammenhæng mellem retsteori og politisk teori. Hovedskellet indenfor retsteorierne går mellem de der er forankret i noget faktisk og de der tager udgangspunkt i idealer - i det som burde være.

Naturretten

Det er en meget gammel forestilling, at der findes en ret, som står over menneskene. Ikke kun over de almindelige samfundsmedlemmer, men også over magthaverne. Naturret er det navn, disse normer har fået. Kontrasten mellem den naturlige ret og magthavernes faktiske retslige påbud findes klart udtrykt i de græske tragedier. Særlig i Sofokles' «Antigone».

I sine ældre former var naturretten religiøst præget. Gud eller guderne var rettens kilde. I islamisk og jødisk ret glider det religiøse og det verdslige sammen - delvist også i dag. Indenfor Romerretten spillede jus naturale en betydelig rolle. Men der lå udpræget verdslige interesser bag begrebet, interesser knyttet til romernes imperieopbygning og bestræbelser på at regulere forholdene i et verdensrige sammensat af en række forskellige folk og kulturer hvor det var forskellige retstraditioner, og hvor centralmagten stadig var truet af oprør.

Op gennem den europæiske middelalder tjente naturretslige forestillinger først og fremmest kirkens og pavemagtens interesser. Naturretten og Romerretten var et integrerende element i europæisk kultur, noget fælles på tværs af lokale interesser, sprogforskelle, toldgrænser, retssædvaner m.m. Men i pavekirkens hænder blev den en hindring for udviklingen af nationalstaterne. I 1300 tallet rettede den vigtige politiske filosof Marsilius fra Padua et skarpsindigt angreb mod naturretten og sammenblandingen af den religiøse og verdslige ordning. Marsilius definerede retten som regler, som der står faktiske sanktioner bag. Han blev på den måde en forløber for positivismen i retstænkningen. En anden - og noget senere - central skikkelse i traditionen fra Marsilius var Niccolo Machiavelli.

Som idé overlevede naturretten disse angreb og fik af hollænderen Hugo Grotius (1583-1645) en ny rent verdslig udformning baseret på fornuften. Grotius skrev under indtryk af de store opdagelser, af stigende handel og søfart, af krig og sørøveri. Verden begyndte atter at blive sammenhængende, som den syntes at være på Romerrigets tid. Grotius blev grundlæggeren af den nye internationale ret - folkeretten. Det var nødvendigt med principper for samkvem, der ikke havde udgangspunkt i en overordnet magts sanktioner. Retskilden måtte en søges andre steder, og Grotius mente at finde den i den menneskelige fornuft. Problemet ligger også i dag der. Den menneskelige fornuft har endnu ikke sejret i løsningen af de internationale problemer.

To naturretslige forestillinger kom til at spille en afgørende rolle i Europas politiske udvikling: Ideen om samfundskontrakten og om menneskets medfødte naturlige rettigheder. Samfundskontrakten - idéen om at vi må tænke os samfundet, dvs. nationalstaten oprettet ved en overenskomst mellem borgerne - er afgørende som grundlag for senere teorier om demokrati, repræsentation og medbestemmelse. I Thomas Hobbes' udformning tog teorien om samfundskontrakten udgangspunkt i den opfattelse, at mennesket af natur er et ondt, syndigt og farligt væsen. Derfor må menneskene i deres egen interesse slutte sig sammen og uddelegere beslutninger til en overordnet stærk magt, som kan udøve den nødvendige disciplin og hindre alles krig mod alle. I Rousseaus udformning tog teorien om samfundskontrakten udgangspunkt i den opfattelse, at mennesket af naturen er godt og derfor har evne til at leve sammen med og vise hensyn overfor andre.

Teorien om menneskets naturlige rettigheder til liv, frihed og ejendom - udviklet af bl.a. Rousseau og John Locke - blev indarbejdet i den franske menneskeretserklæring fra 1789 og i den nordamerikanske uafhængighedserklæring fra 1776. Her finder vi det ideologiske grundlag for beskyttelsen af individet og af retssikkerheden for den enkelte - også i en eventuel konflikt med den kompakte majoritet. Dette er den anden side af demokratiets Janusansigt.

Positivismen

Det der karakteriserer positivismen eller realismen i retstænkningen, er ønsket om at binde retsbegrebet til de faktiske forhold. Denne tankegang er bl.a. udtrykt af den ledende nordiske retsfilosof, dansken Alf Ross: «Gældende dansk ret kan herefter bestemmes som en normativ ideologi der faktisk er virksom, eller må tænkes virksom, i dommerens sind, fordi den opleves af ham som socialt forbindende og derfor effektivt efterleves.» Ross hævder endvidere, at retsregler «angår udøvelse af fysisk tvang mod person gennem dertil bestemt offentlig myndighed».

Baggrunden for denne retsfilosofi - i Norden den såkaldte Uppsalafilosofi og i USA retsrealismen (legal realism) - er bl.a. ønsket om at gøre juraen til en videnskab. Naturvidenskaben spøger i baggrunden som en mulig model, men de praktiske, politiske og erhvervsmæssige interesser trækker stort set i samme retning - under normale forhold. Ønsket om at kunne forudberegne trækker i retning af at bygge på de love, der er givet og den retspraksis der er fastlagt. I mange vigtige spørgsmål er det i dag vanskeligt at opnå enighed om eller opnå en klar majoritet for, at en bestemt ordning er hensigtsmæssig og retfærdig. Derfor falder man tilbage på den ordning, som faktisk er etableret og sanktioneret. For de grupper der har mest magt i samfundet, beskytter en sådan retsdefinition i hovedtrækkene den bestående ordning.

Nu må man ikke tillægge retsfilosofien for stor samfundsmæssig og politisk betydning. Uanset om den dominerende filosofi er realistisk eller normativ, vil man i det praktiske retsliv finde en blanding af argumenter, som henviser til lov og praksis og argumenter som går ud over denne og henviser til det, som bør være: Samfundsmæssige hensyn, menneskelige behov og gruppers interesser. Gennem denne argumentation sker der en stadig nydannelse i rettens indhold, en nydannelse der bliver præget af de grupper, der har de største juridiske ressourcer, og ikke mindst den bedste adgang til juristers bistand. Men de største ændringer sker i dag gennem lovgivning, hvor andre gruppers interesser har større muligheder for at blive varetaget.

Et argument som ofte bliver anvendt ved tolkning og anvendelse af retsregler, er henvisningen til retsbevidstheden eller retsfølelsen i befolkningen. Der findes faktisk retninger indenfor retsteorierne, som vil gøre retsbevidstheden i befolkningen til en vigtig retskilde. En norm må være i overensstemmelse med retsbevidstheden blandt folk for at blive gældende ret. I princippet drejer det sig her om rent faktiske forhold. Men hvordan skal man registrere retsbevidstheden? Og hvad hvis der ikke findes nogen ensartet almen retsbevidsthed? Det der i princippet er en demokratisk retsfilosofi, kan i praksis blive en ren argumentationsteknik, hvor juristernes egne interesser og retsbevidsthed bliver normdannende.

Marxistisk retsteori

I de retsteorier der hidtil er nævnt, betragtes retten som noget værdifuldt. «Ret» er et positivt begreb, som det gælder om at få knyttet til sammenhænge, man finder positive. I den oprindelige «klassiske» marxistiske retsteori forholdt det sig anderledes. Retten som sådan - og ikke bare en bestemt retsorden - var noget som måtte overvindes, noget negativt. Fremtidssamfundet - utopien - var et samfund uden retsregler og retshåndhævning. Retten var her blevet erstattet af andre styrings- og konfliktløsningsmekanismer.

En række kommunister og anarkister har fremført denne opfattelse af retten: William Godwin, Proudhon, Bakunin og Kropotkin. Men den mest indflydelsesrige udformning af denne retsteori finder vi hos Marx, Engels, Lenin, Jevgenij Pasjukanis og andre marxistiske teoretikere. Retten var et borgerligt fænomen, knyttet til det privatkapitalistiske system, som det afspejlede. Retten var en del af den ideologiske overbygning over de materielle forhold, varebyttet og markedsforbindelserne. Retten var som en side af staten et tvangsmiddel, en organiseret magt i kapitalens tjeneste rettet mod proletariatet. Stat og ret var konsekvenser af de uforligelige modsætninger mellem samfundsklasserne under kapitalismen.

En revolutionær ændring i produktions- og klasseforholdene ville føre til, at staten og retten «visnede bort». Før dette kommunistiske samfund blev realiseret og «nødvendighedens rige» blev erstattet af «frihedens rige», måtte proletariatets diktatur etableres. Det var især Lenin, der udviklede teorien om statens og rettens funktion i denne overgangsfase under socialismen. Han mente, at staten og retten ikke ville blive afskaffet, men ville visne bort i takt med at produktionsforholdene nåede højere trin. Og han understregede. at dette kunne tage lang tid. Det har han fået ret i. Udviklingen i de «socialistiske samfund» er gået i retning af en stadig stærkere udbygning af staten. Under Stalin skete dette i ly af teorien om behovet for en stærk stat for at værne socialismen og kommunismen i en verden, hvor Sovjetunionen var omgivet af fjendtlige magter. I de østeuropæiske lande blev den klassiske marxistiske retsteori i realiteten forladt. Ikke blot i praksis, men også i den juridiske teori - skønt Marx' og Engels' teorier fortsat blev tillagt en vis filosofisk gyldighed.

En vigtig tanke hos Marx og Engels var, at menneskers herredømme over mennesker skulle blive erstattet af administrationen af ting. De troede på en intens teknisk udvikling; der ville føre til komplicerede økonomiske og samfundsmæssige forhold. Det ville blive urealistisk at satse på en rent spontan samordning af menneskelig aktivitet. Under kommunismen træder planen ind som en erstatning for retten.

Det var især Pasjukanis, der udviklede denne kontrast mellem ret og plan. I dag forbinder vi gerne samfundsplanlægning med lovgivning og forvaltningsret, men Pasjukanis opererede med et retsbegreb, der var så tilpas snævert, at et system af administrative regler faldt udenfor. Det kan næsten virke som om dette retsbegreb var bestemt af et ønske om at opretholde teorien om at staten og retten ville visne bort, men uden at havne i ren ønsketænkning om spontan, folkelig koordinering af en avanceret økonomi.

Kernen i retten er - ifølge Pasjukanis - forestillingen om lige retssubjekter som står overfor hinanden. Retsforhold er noget der kan procederes ved en domstol - i modsætning til en administrativ løsning af sagen. Pasjukanis hævdede, at kontraktretten udgør et mønster for alle områder af den borgerlige ret - inklusive forvaltningsretten, familieretten og strafferetten. Men den formelle ligestilling mellem kontraktparterne skjuler en betydelig reel ulighed og uretfærdighed. «Markedets republik» skjuler «fabrikkens despoti».

Pasjukanis' analyse af retten som et borgerlig fænomen som måtte overvindes, kom i konflikt med Stalins politik i slutningen af 1930'erne. Han blev fordømt som forræder og forsvandt sporløst i 1937. Overfor ham stod teorien om socialisme i et land. Staten måtte udbygges, ikke trappes ned. Og det skete i Sovjetunionen også under retslige former med lovbøger, retsvidenskab, jurister og hele det formelle borgerlige apparat.

Afstanden mellem den klassiske marxistiske retsteori og retspraksisen blev meget stor i Sovjetunionen. Det samme præger det kinesiske retsvæsen. Tendenserne til formalisering er dog svage indenfor den kinesiske ret. Trykte lærebøger i jura forekommer vist nok ikke - eller kun i beskedent omfang. Disse træk ved den kinesiske retsudvikling kan være afledet af den marxistiske retsteori, men har samtidig dybe rødder i kinesiske traditioner og i konfutsianismen.

Samtidig med at Pasjukanis udviklede sin retsteori, udarbejdede den østrigske jurist og politiker Karl Renner en skarpsindig analyse af privatrettens funktion i et kapitalistisk samfund. Et hovedpointe hos ham - som det havde været hos Marx - var, at den ret der udspringer af lovens ord er en ret til en ting. I praksis fører den til magt over mennesker. Dette er tilfældet når tingen er et produktionsmiddel og får karakter af kapital. Ejeren får i kraft af sin ejendomsret en ledelsesret, en styringsret over sine ansatte.

Dette synspunkt førte Renner videre til en teori om privatrettens funktion som tilsløring af de reelle magtforhold i samfundet. Han hævdede, at lønarbejde indebærer et autoritetsforhold med despotiske træk. Fabrikken er en organisation med normer, som har retsreglernes egenskaber. Ifølge Renners opfattelse er kapitalistens rettigheder som kapitalejer en uddelegeret offentlig myndighed, som imidlertid kan anvendes til hans egen fordel.

Renner fik en helt anden skæbne end Pasjukanis. Han udviklede sig i socialdemokratisk retning. Han så fremvæksten af den moderne velfærdsstat som delvis ophævelse af privatrettens tilslørende funktion - ved at nye forvaltningsretslige bestemmelser drog konsekvensen af de faktiske magtforhold i arbejdslivet og bidrog til at modificere disse. Han døde som Østrigs præsident i 1950.

Rettens funktion

I dag stiller spørgsmålet om rettens funktion sig meget forskelligt i forskellige samfund. I nogle stater spiller voldsapparatet en dominerende rolle - både i og udenfor den egentlige retshåndhævning. I andre stater spiller voldsudøvelsen en beskeden rolle, mens staten og retten øver deres indflydelse gennem fordelingen af ressourcer. Ud fra de forskellige retsteorier som i det foregående er skitseret, rejser der sig et par politisk hovedspørgsmål: Kan samfundet forandres ad rettens vej, er retten et vigtigt reforminstrument, eller må væsentlige reformer i samfundslivet gennemføres med andre midler - eventuelt af revolutionær karakter?

Både den klassiske marxist-leninist og den borgerlige liberalist vil have en tendens til at stille sig skeptiske overfor forsøg på at forandre samfundet gennem retslige reformer - omend af meget forskellige grunde. Det er næppe helt forkert at hævde, at det er indenfor socialdemokratiet at man finder den stærkeste tro på mulighederne for at ændre samfundet - «kvalitativt» gennem lovgivning og andre retslige tiltag.

Går man nærmere ind på spørgsmålet om rettens værdi som politisk virkemiddel, vil man hurtigt opdage, at svaret afhænger af en række forhold. Det afhænger af, hvilke politiske målsætninger man har, af hvilken opfattelse man har om hvad der er «kvalitative» ændringer af samfundsforholdene, af tidsperspektivet på ændringerne og ikke mindst hvilken politisk støtte disse synspunkter har i befolkningen. Det er også afhængig af træk ved landets retslige traditioner.

Det er relativt uinteressant at slå fast, at en lille gruppe med yderliggående synspunkter om behovet for sociale ændringer og med ringe opbakning i befolkningen, ikke vil kunne opnå ret meget gennem retslige reformer. Fra et socialistisk synspunkt er det interessante spørgsmål i stedet, hvilke muligheder der eksisterer for at skabe et samfund med større lighed, solidaritet, frihed og trivsel gennem retslige reformer i en situation, hvor den socialistiske bevægelse formelt set har en betydelig grad af kontrol over udformningen og iværksættelsen af retsregler. Dette har i større eller mindre perioder været situationen i mange vesteuropæiske lande i efterkrigstiden.

Når både de traditionelle borgerlige og de marxistiske retsteoretikere indtager en skeptisk holdning overfor omfattende retsligt reformarbejde, hænger det bl.a. sammen med teoriernes oprindelse i et samfund, hvor ret og tvang var knyttet tæt sammen. Selv i dag er det almindelig at definere retten gennem henvisning til tvangsmidler, trods det at nattevægterstaten - den fattige stat med lov og orden som hovedopgave - er blevet afløst af «velfærdsstaten» - staten som fordeler ressourcer blandt borgerne. I og med at staten i de avancerede industrilande - takket være en stærk økonomisk vækst og effektiv beskatning - kontrollerer enorme ressourcer, kan den gribe ind i borgernes situation med helt andre midler end tidligere. Retten får i stor udstrækning et præg af tilbud. Forvaltningen af skoletilbuddet, sundhedsvæsenet, bistandssystemet, vejbygningen, kredittilbud m.m. bygger for en stor del på love og cirkulærer, der giver procederbare rettigheder.

Denne ændring flytter det gamle problem om lighed for loven fra strafferetten - tvangsretten par excellence - til den moderne forvaltningsret. Vi ved fra en række undersøgelser, at tvangsanvendelsen i samfundet i meget ensidig grad har været rettet mod de underprivilegerede. Klasseforskellene - de sociale uligheder - har været bygget ind i reglerne og håndhævningen - både i strafferetten og privatretten. Ekspansionen i forvaltningsretten har yderligere bidraget til at modificere det klassepræg, som retssystemet har haft.

Privatret og strafferet beskytter den private ejendomsret og bidrager til at indgåede aftaler opfyldes. I dette ligger et forsvar for konkurrencen og markedskræfterne og for den skævhed der eksisterer i fordelingen af velstand og magt. Til den der har, skal mere gives. Sådanne tendenser er ikke ukendte i velfærdsstatens forvaltningsretslige praksis. Men de er ikke dominerende, og i hvert fald ikke enerådende. I hvilken udstrækning har den nye lovgivning bidraget til at ændre klasseforholdene, og hvilke muligheder for retslige reformer kan vi se i fremtiden?

Vi må her nøjes med at anføre nogle holdepunkter for forestillingen om disse spørgsmål - og ikke foregive at levere nogen svar. Det ser ud som reformlovgivningen har haft en udjævnende virkning i befolkningen ifht. forbruget. Sundheds- og sociallovgivningen har bidraget til at hæve minimumsstandarden i materiel velfærd og langt hen ad vejen afskaffet den direkte nød. Progressiv beskatning har i den anden ende af indtægtskalaen bidraget noget til at begrænse luksusforbruget. Det gælder også for en del anden lovgivning, der berører folks forbrug.

Derimod har retsregler antagelig bidraget mindre til at skabe større lighed blandt borgerne som producenter og som deltagere i beslutningsprocesserne i samfundet. Denne forskel ses mest tydeligt ifht. kvinderne, der har nyt godt af velfærdslovgivningen, men som hidtil kun har fået en begrænset retslig basis for ligestilling som producenter eller som deltagere i beslutningsprocesserne. Grundlovens §75 om «retten til arbejde» er en symbolsk bestemmelse, der ikke giver procederbare rettigheder, og det er heller ikke let at se hvordan grundlovens bestemmelse skulle kunne strammes op, uden meget radikale ændringer i hele det økonomiske system.

Den nye lovgivning om medbestemmelse i ledelsen af større virksomheder tager sigte på en udjævning af magtforholdene i det økonomiske liv. Men også her støder retsreglerne på problemer, som ikke let lader sig overvinde ved juridiske virkemidler.

Dette leder os videre til et andet træk ved de retslige virkemidler. De er mere egnet til at skabe lighed i chancer end lighed i resultater. Vel at mærke hvis loven ikke direkte fastsætter hvad hver enkelt borger skal modtage - som tilfældet er med folkepensionen. Skolelovgivningen giver i princippet alle lige chancer, men resultaterne er alligevel meget uens. Skolen favoriserer fortsat middelklassens børn.

Årsagerne til de problemer der har været nævnt her er bl.a., at retsreglerne spiller sammen med, eller ofte i strid med, andre sociale faktorer, der kan have stor gennemslagskraft. Men en vigtig årsag ligger også i selve den retslige metode. Træk som også hænger sammen med hensynet til retssikkerhed og med adskillelsen af retssfæren fra markedssfæren.

Retten har udviklet sig som et middel til at løse konflikter og udøve kontrol. Det er noget nyt, at den i så stor udstrækning bliver anvendt som et dynamisk element i den sociale skabelsesproces. Markedet har været en stor arena for en «uansvarlig» skabelsesproces. Indenfor partier og organisationer - der i princippet er «private» sammenslutninger - er der også blevet plads til nyskabende processer, for personlig initiativ og lederskab, for dannelsen af dybe og stærke sociale netværk hvor mange sammen kunne udrette ting, som ingen alene ville kunne klare.

I dag stoler vi mindre på, at markedet, partierne eller organisationerne skal kunne løse de enorme opgaver der ligger foran os. Forventningerne retter sig mod staten og mod dens vigtige virkemiddel: Retten. Og staten er «ansvarlig», splittet, pluralistisk og stærkt præget af sine opgaver i retning af at udøve kontrol og bilægge eller mildne de samfundsmæssige konflikter. Den største udfordring til en fremtidsorienteret retsteori bliver at finde frem til et samspil mellem de stadig stigende krav til lighed og retssikkerhed på den ene side, og behovet for nyskabelse, spontanitet og massedeltagelse i samfundslivet på den anden.

V.A.