Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Cubakrisen i oktober 1962 repræsenterer den alvorligste konfrontation mellem de to supermagter USA og Sovjetunionen. Den 16. oktober modtog præsident Kennedy luftfotografier, der viste, at der var installation af atomvåbenbestykkede mellemdistanceraketter i gang i Cuba. Den nordamerikanske ledelse var nu i et meget alvorligt dilemma. Fra og med det øjeblik raketterne var skudklare, kunne de dække væsentlige dele af USA, og den strategiske balance ville blive væsentligt forrykket i russisk favør. En række militære ledere var mest stemt for enten et tilintetgørende luftangreb eller væbnet invasion, mens Kennedy, støttet af sin bror Robert Kennedy og specielt af forsvarsminister McNamara, foretrak at anvende marinen for at hindre transporten af flere atomvåben til Cuba. Mandag den 22. oktober fremlagde præsidenten beslutningen om blokade i en offentlig fjernsynstale til hele det nordamerikanske folk. Samtidig sendte han et personligt brev til Krustsjov. De dage og minutter der fulgte, udgør de mest nervepirrende i hele efterkrigstiden. Marinen såvel som atomvåben var i fuldt beredskab, men endnu onsdag fortsatte to russiske skibe uanfægtet sejladsen mod Cuba. Et sammenstød ville blive uundgåeligt ud på formiddagen. Det var med en enorm lettelse, at USA modtog nyheden om, at de russiske skibe var vendt om. Fredag aften kom så et brev fra Krustsjov, hvor han lovede at fjerne raketterne fra Cuba, mod at USA på sin side lovede ikke at angribe øen, samt trække sine raketter tilbage fra Tyrkiet. Raketter som det for øvrigt allerede var besluttet at demontere. Dermed var den alvorligste krise i hele efterkrigstiden overstået. Den sidste hændelse var, at Cuba lørdag den 27. oktober nedskød et nordamerikansk U2 spionfly, der overfløj øen.

Cubakrisen førte umiddelbart til et mere afspændt forhold mellem de to supermagter, først og fremmest ved etablering af en direkte telefonlinie mellem Kreml og Washington («The hot line»), og videre med aftalen om stop for atomprøvesprængninger i sommeren 1963. Krisen havde også væsentlig indirekte betydning for Norden, pga. en stiltiende overenskomst om at stationære atomvåben aldrig mere måtte placeres i umiddelbar nærhed af den anden part.

Udgangen på krisen blev dengang opfattet som en klar nordamerikansk sejr, og specielt som en personlig triumf for Kennedy - «his finest hour». Og tilsvarende som et nederlag for Sovjet, og specielt for Krustsjov der ifølge eget udsagn havde taget beslutningen om stationering af raketter i Cuba temmeligt impulsivt efter en indskydelse han fik på en morgentur i Bulgarien et stykke tid i forvejen. I dag er opfattelsen nok noget mere nuanceret, når det gælder Kennedy. Godt nok magtede han at gennemføre en fleksibel strategi i modsætning til massiv gengældelse, men den åbenbare offentlige ydmygelse som Sovjet blev udsat for førte til øget oprustning, og specielt til øget oprustning af den sovjetiske marine. Der er også blevet rettet væsentlig kritik mod Kennedy for, at han i sin fjernsynstale valgte at informere hele verdensopinionen i stedet for at anvende traditionelle diplomatiske kanaler. Men på daværende tidspunkt - efter nederlaget i Svinebugten i 1961 og ligeledes efter at Berlinmuren samme år var blevet rejst - havde Kennedy et åbenbart behov for at fremstå som den stærke mand overfor de nordamerikanske vælgere - specielt så kort tid før valget til Kongressen i 1962. I den forstand kan man sige, at nordamerikansk demokratisk åbenhed, i stedet for det engang så foragtede hemmelige diplomati, i væsentlig grad bidrog til at forværre krisen.

J.A.C.