Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Ordet Incest stammer fra latin, (Incesto, vb), at besmitte og besudle, gøre moralsk uren, at begå ved religionen forbuden utugt. Som substantiv er det synonymt med det nordiske ord Blodskam. Ordet er blevet brugt til at angive heteroseksuelt samleje mellem tæt blodbeslægtede såsom mellem forældre og deres børn eller børnebørn, og mellem søskende.
Forbuddet mod incest er universelt med enkelte undtagelser, f.eks. blandt faraonerne. Der eksisterer en række teorier om begrundelsen for incestforbuddet eller -tabuet. Risikoen for indavl og deraf følgende risiko for ophobning af sygdomsfremkaldende gener har været foreslået som begrundelse, men også kritiseret som ikke relevant i forhistoriske samfund, hvor man ikke havde forudsætninger for at forholde sig til denne risiko. Incesttabuet har været anskuet som en indikation på hvad der skiller mennesker fra dyr. Udvikling af samfund og begrænsning af konflikter gennem familieskab mellem stammer har været en tredje hypotese. Det har været en kilde til undren, at man har haft behov for så stærkt et tabu, selvom risikoen for incest ikke synes overhængende.
I middelalderen tog kirken sig af dette problem som en form for kætteri med mulig dødsstraf til følge. Begge parter blev straffet ved incest. Først i det tyvende århundrede er det blevet et tema, at ved incest mellem voksne og børn involveres børn i alders-inadækvate seksuelle aktiviteter. I dag er børn straffri.
Forbrydelser inden for familien og forbrydelser imod kønssædeligheden er i Danmark to forskellige dele af straffeloven. Der eksisterer ikke nogen aldersgrænse for incest det er relationen der tæller. Hensynet til barnet kriminaliserer en lang række seksuelle overgreb mod børn (under 15 år i Danmark) på grund af aldersforskellen og skadeligheden ved overgrebene. Straffeloven er blevet ændret således at de samme bestemmelse også omfatter homoseksuelle forhold - f.eks. mellem far og søn.
Uheldigvis er betegnelsen Incest i Danmark kommet til at dække over alle former for seksualitet mellem voksne og børn og er derved blevet sidestillet med begrebet seksuelle overgreb, som burde tjene som overordnet begreb. En hyppigt brugt definition af seksuelle overgreb: «Seksuelle overgreb er enhver brug af afhængige, følelsesmæssige umodne børn og unge i seksuelle aktiviteter, som de ikke fuldt forstår, og som de ikke er i stand til at give samtykke til, eller som krænker sociale tabu mod familieroller» (Schecter & Roberge, 1976).
Forekomst: Der har i Norden været foretaget flere undersøgelser af seksuelle overgreb mod børn. I disse kan man uddrage incestforhold. Resultaterne er forskellige. Den seneste danske undersøgelse (K. Helweg-Larsen og Helmer Larsen 2002) angiver at ca. 8 procent af de 15 årige har været udsat for seksuelle overgreb. Heraf hidrører 11% fra et nærtstående familiemedlem, dvs. også onkler, tanter og fætre. Dette tyder på, at egentlige incesttilfælde er en sjældent forekommende form for seksuelt misbrug.
Incest som årsag til psykisk følgevirkninger: Incest imod børn er en alvorlig form for børnemishandling. At den oftest finder sted uden vidner, og at krænkeren er en vigtig rollemodel for barnet, betyder at barnet kan komme til at indlære uhensigtsmæssige interpersonelle relationer uden at få korrigeret sin virkelighedsopfattelse.
Et barns hele personlighedsudvikling påvirkes af at blive udsat for overgreb inden for familien, som skulle være en sikker beskyttelse for børn trygge opvækst. Familier med incest er dysfungerende og kan være en alvorlig belastning for barnets sunde udvikling. Forskning og kliniske erfaringer viser, at incest i barndommen er en alvorlig risiko for psykiske skadevirkninger hos barnet på både kort og lang sigt afhængigt af barnets alder og af typen og varigheden af den seksuelle krænkelse.
Incest kan give langtidsfølger både i form af psykiske lidelser og psykosociale problemer såsom: depressioner, personlighedsforstyrrelser, stof- og alkoholafhængighed, seksuelle vanskeligheder, og vanskeligheder i relation til andre mennesker herunder egne børn.
I størstedelen af det tyvende århundrede har seksuelle overgreb og incest været opfattet som meget sjældent forekommende og ikke skadeligt, og der har været en tendens til at mene, at det var barnets egen skyld; det var moralsk depraverede børn (Bender & Blau).
Den psykoanalytiske teori om den ødipale konflikt var medvirkende til at opfatte børns udsagn om seksuelle aktiviteter med forældre som udtryk for ønsketænkning, som noget børn fantaserer om i den ødipale fase (førskolealderen). Børn er ofte ikke blevet troet når de fortalte om seksuelle erfaringer med voksne.
I begyndelsen af 1980'erne er Incest og seksuelle overgreb mod børn anskuet i et nyt perspektiv som følge af kvindebevægelsens opmærksomhed på, hvad der foregik inden for familierne såsom vold mod kvinder og børn.
Denne bevågenhed førte til en øget forskning inden for dette område og derved en revurdering af fænomenet Incest. At kvinder kan begå seksuelle overgreb er blevet påvist, dog er det yderst sjældent mødre, og da er det ofte i forbindelse med alvorlig psykopatologi.
Inden for de sidste tyve år er forældre (mødre) i højere grad parate til at tro på deres børn og tage dem alvorligt, hvis de fortæller om incest, i modsætning til 1980'erne hvor mange børn blev anbragt uden for hjemmet når de berettede om disse erfaringer.
I incestfamilier har der været et behov for behandling af hele familien, også krænkeren, således at familiemedlemmerne har kunnet forsones efter afdækning af incest. Behandling som en nødvendighed er også kommet ind i juraen, hvor der er indført mulighed for behandlingsdomme.