Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Psykologi
Læst af: 216.025
: :
Familie
Den borgerlige families fremvækst betød dyrkelse af privatlivets fred og tilbagetrækning fra socialt liv, og hænger nøje sammen med den moderne individualisme.

Med familie menes i dag som regel «kernefamille». Dvs. en samlivsgruppe som består af et ægtepar og deres fælles børn. Men kernefamilien er blot én bestemt familieform. Rundt om i verden eksisterer der en række varianter af «den udvidede familie». Former der også tidligere har eksisteret i vor del af verden. Eksempler er «fællesfamilien», hvor flere voksne søskendes kernefamilier danner et fællesskab; «stammefamilien», som består af forældrefamilien og en af de voksne børns familie; og «storfamilien», som indeholder forældrefamilien og flere voksne børns familie og måske også voksne og gifte børnebørn.

Indenfor alle disse typer af den udvidede familie kan man imidlertid udskille kernefamilien som en enhed med helt specielle funktioner - f.eks. seksualliv og børneavl. Det er dette som gør, at kernefamilien ofte betragtes som universel, dvs. som en enhed som er grundlæggende overalt i verden, til alle tider og i alle samfundstyper. Indenfor borgerlig og kristen ideologi fremhæves dette universelle forhold ved familien. Familien gøres til en slags samfundets grundcelle, som varetager fundamentale menneskelige, gerne biologisk forankrede behov. Den må derfor forsvares og værnes, for at hele samfundet ikke skal gå i opløsning. Dette tidløse og universelle ved familien og dens biologiske forankring gør, at den hæves over politisk kritik.

De tidløse træk ved familien er imidlertid underordnet sammenlignet med det ved familien, som er bestemt af det omkringliggende samfund. Selve de funktioner familien har varierer fra samfund til samfund. I de fleste samfund har familien elementer af følgende funktioner: Produktion, forbrug, seksualliv, børneavl, børneopdragelse og rekreation (hvile, afkobling og samling af psykiske og fysiske kræfter). Men sammensætningen og betydningen af disse funktioner varierer. Der findes f.eks. ikke noget samfund, hvor seksuallivet er begrænset til det ægteskabelige samliv i familien. Hvor tilladt eller forbudt andre seksuelle forhold er, varierer stærkt fra samfund til samfund. Endvidere er det biologiske faderskab og moderskab ikke noget som altid er knyttet til børneopdragelsen, da det mange steder er normalt at sende børn bort til opfostring hos slægtninge eller andre. Det var f.eks. almindeligt i vikingetiden og i middelalderen i hele Europa. I mange samfund er det desuden af mindre betydning hvem der er biologisk far til børnene i en familie. I de moderne vestlige samfund er seksuallivet med den nye præventionsteknik i færd med at blive adskilt fra det at få børn, og i nogen grad løsrevet fra ægteskabet.

Disse eksempler viser, at det ikke er et tilfælde, at alle de nævnte funktioner altid er forenet i familien. Funktionsfordelingen mellem familien og andre samfundsinstitutioner varierer meget. Familien har forskellige opgaver i forskellige samfund, og varierer derfor også i sin form.

Også under kapitalismen findes der en tæt sammenhæng mellem familie og samfundssystem. Det er specielt for kapitalismen, at familien har mistet sine opgaver som produktionsenhed. I feudalismens før-industrielle samfund foregik produktionen i familierne, og produktion og forbrug var ikke adskilt. Produktion og forbrug, arbejde og fritid, arbejdsplads og familieliv med børn var ikke adskilt i tid og sted; man var vævet sammen og alt foregik i familien eller i det sociale liv, som fandtes umiddelbart omkring familien - landsbyfællesskabet.

I modsætning til dette er kapitalismen som økonomisk system baseret på, at lønarbejderen sælger sin arbejdskraft og arbejder produktivt udenfor familien - for kapitalen - og at han så får sin løn som forbruges i familien til dens underhold. Dermed er der skabt et grundlæggende skel mellem produktionen, som er flyttet ud af familien, og de funktioner som er tilbage - forbrug, seksualliv, børneavl, børneopdragelse, rekreation - og som samlet kan betegnes som reproduktion. Dermed menes, at det der er tilbage af familiens opgaver under kapitalismen er fornyelsen af arbejdskraften. Det indebærer dels skabelsen af ny arbejdskraft (børneavl og -opdragelse), dels fornyelsen af den eksisterende arbejdskraft (rekreation).

Den moderne kernefamilie varetager altså ikke opgaver, som er universelle og biologisk forankret, men indgår i en arbejdsdeling med det kapitalistiske samfundssystems øvrige institutioner. Det vigtige er forholdet mellem familien og det omgivende samfund. Under kapitalismen er dette forhold kendetegnet af, at familien er adskilt fra den samfundsmæssige produktion. Det er dette, der er grundlaget for privatiseringen i den moderne familie - tilbagetrækningen fra samfundslivet i øvrigt, social isolation og selvoptagethed.

At familieinstitutionen så let betragtes som noget tidløst og universelt, er et udtryk for at familielivet dagligt opleves som noget selvfølgeligt, som det er vanskeligt at forestille sig anderledes. Dette skyldes netop privatiseringen; at livet i familien leves tilbagetrukket fra de dele af samfundet, hvor udviklingen og ændringerne sker, og i stedet tilsyneladende dækker tidløse biologiske behov. Opfattelsen af familielivet som noget tidløst og selvfølgeligt brydes imidlertid, når man undersøger forholdene i tidligere tiders Europa.

Familiens historie

I middelalderen var kernefamilien ikke nogen vigtig enhed. Det var slægten, der moralsk havde krav på solidaritet, og det var den, der blev idealiseret i litteratur og kunst. Heller ikke kirken betragtede familien som en vigtig enhed. Det var tværtimod cølibatet (det at leve ugift), som blev fremhævet som ideal for de unge. Det var vanskeligt at betragte familien som en adskilt enhed med klare grænser mod det omkringliggende sociale liv. Familien var tværtimod åben med flydende grænser. Kernefamilien boede f.eks. sjældent for sig selv. I underklassen delte flere familier som regel bolig, selv om den blot bestod af ét rum, og det var næsten altid andre mennesker til stede udover kernefamilien selv. En stor del af det sociale liv foregik desuden udendørs på offentlige steder. Det sociale rum var overfyldt på en måde, som gjorde at et privat familieliv i moderne forstand ikke kunne eksistere. Dette skyldtes ikke kun de trange leveforhold. Det gjaldt nemlig også i overklassen, hvor husene havde rigelig med plads. De var bare ikke indrettet efter et privatliv, da dette begreb ikke eksisterede. Husene havde f.eks. ikke gange. Alle rum var således gennemgangsrum. Rummene var heller ikke specialiserede som soverum, spiserum etc., men var fælles alrum, og tjenerskab, opfostrede børn og besøgende boede midt blandt familien. Selv seksuallivet - som i den moderne familie er noget ganske privat - foregik med andre mennesker til stede.

Familien var heller ikke en fast enhed af forældre og børn. Som nævnt var det almindeligt, at børn blev sendt bort allerede fra småbørnsalderen. Det nære følelsesmæssige forhold mellem forældre og børn - som i dag betragtes som naturgivet - blev derfor ikke udviklet. Den høje børnedødelighed som gjorde at man ikke kunne regne med at et barn voksede op bidrog også til dette.

Den moderne kernefamilie er af forholdsvis ny dato og udviklede sig i Vesteuropa fra 1500- til 1800-tallet. Den opstod først i det nye handelsborgerskab og spredte sig langsomt til andre klasser og lag. Kernefamilien blev nu en vigtig enhed, som blev fremhævet moralsk; den blev en fastere organiseret enhed af forældre og børn og fik klarere grænser mod omverdenen - både ifht. boligsituationen, den sociale omgang og følelseslivet. Denne udvikling kan aflæses på en række felter. Arkitektonisk tilpasser boligerne sig til det nye privatliv. Gange i boligen blev «opfundet», således at det blev muligt med egne privatrum. Fællesrummene skrumpede ind og blev til den borgerlige salon, og selv her havde udenforstående kun adgang efter strenge regler for forhåndsinvitation. Tjenerskab og andre udenfor kernefamilien kom nu til at bo for sig selv. Forældrene fik mere ansvar for børnene, og med udviklingen af skolevæsenet blev børnene efterhånden boende hjemme - efter en historisk overgangsperiode med internatskoler. Med reformationen fik også kirken en fornyet interesse i familien. Cølibatet blev ikke længer fremholdt som et ideal. I modsætning til den katolske kirkes ugifte præster, munke og nonner opstod den protestantiske kirkes præstefamilie som det moralske ideal i lokalsamfundene - jfr. de danske præstegårde. Ægteskabet blev nu betragtet som indstiftet af gud, og «den hellige familie» med Maria, Josef og Jesusbarnet blev for første gang fremhævet og blev et yndet motiv for billedkunsten. Også den verdslige kunst afspejlede den nye styrkede kernefamilie, og for første gang opstod familieportrættet.

Den nye familie medførte, at forholdet mellem mand og kvinde blev ændret. I Norden opstod der en ny skik med, at kvinden tog mandens navn, og gennem love og juridiske regler blev det slået fast, at manden var familiens overhoved. Manden havde nok tidligere også haft magt over kvinder og børn, da dette var et gennemgående historiske træk (se Patriarkat). Men nu blev dette knyttet til den ægteskabelige underordning i kernefamilien. Kvinden mistede f.eks. retten til selvstændig ejendom og retten til at indgå aftaler på egne vegne. Manden fik i familien moralsk ret og pligt til at tugte kone og børn.

Udviklingen af den nye familie hang sammen med den fremvoksende kapitalisme. Individets rolle i markedsøkonomien gav anledning til udviklingen af den borgerlige individualistiske ideologi, som fremhævede individets betydning og ret på alle områder fra det juridiske til det kulturelle. Privatiseringen i familien med fremhævelse af privatlivets fred og tilbagetrækning fra det sociale liv i øvrigt må ses i sammenhæng med den moderne individualisme. Desuden blev familien en vigtig enhed i det økonomiske liv i og med at den tidligere handelskapitalisme baserede sig direkte på familiebedriften. Handelsborgerskabets familieform repræsenterede højdepunktet for kernefamilien. Familien var stærk, fordi den var en enhed i det økonomiske liv. Indgåelsen af fordelagtige ægteskaber var en økonomisk strategi for at sikre familiekapitalen. Men denne familieform stod først og fremmest stærkt blandt byborgerskabet. Familien hos bønder som ejede deres egen jord, havde lignende træk. Men i landsbyen var der før industrialiseringen en betydelig del af befolkningen, som var ejendomsløse: husmænd, tjenestefolk, daglejere, omstrejfere, osv. Der var en høj andel af ugifte i disse grupper, og et slående tegn på hvor svagt familien stod var skikken med at «auktionere familiemedlemmer bort» til arbejdskraft på gårdene, når en familie led økonomisk nød. Det blev ikke anset som noget grusomt eller umoralsk at adskille forældre fra børn og ægtefæller fra hinanden.

Industrialiseringen trak skarer af ejendomsløse og småbønder fra landsbyerne ind til byerne, og førte til en yderligere svækkelse af familien i underklassen. Især under den oprindelige industrialisering i England i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet var dette slående. Når både mand, kvinde og barn havde en arbejdsdag på op imod 20 timer, var et familieliv i almindelig betydning ikke muligt. I Norden havde overbefolkningen i landbruget i 1700- og 1800-tallet ført til en stigning i antallet af husmænd, tjenestefolk og landarbejdere, mens andelen af selvejende bønder var gået tilbage. Der var tale om grupper, som i mindre grad end bønderne stiftede familie, og som en følge af det sank andelen af den voksne befolkning over 15 år som var gift, til omkring 50 % i århundredet før industrialiseringen slog igennem. Industrialiseringen fortsatte denne svækkelse af familien i underklassen, og tallet fortsatte med at vise en svagt faldende tendens frem til 1930. Men fra midten af 30'erne vendte udviklingen. Det blev mere almindeligt at gifte sig, og andelen af gifte i befolkningen steg. Stigningen fortsatte i efterkrigstiden frem til 1970. I 1999 var 62 % af befolkningen over 18 år gifte eller samboende (de viede udgjorde 48 %). Det er interessant, at omslaget i 30'erne kom samtidig med de første offentlige tilskud til børnefamilierne (børneforsorg m.m.). Efterhånden har der fundet en stadig mere omfattende indtægtsoverførsel sted via staten fra enlige og barnløse til børnefamilierne.

Selv om kernefamilien fik sit gennembrud i lønarbejderklassen i denne periode, skete det på en anden måde end for den klassiske borgerlige familie. Mens den borgerlige familie var en stærk enhed med basis i det økonomiske liv, blev sikringen af lønarbejderfamilien en statslig opgave. Denne familie er ret fattig på selvstændige funktioner. Det gælder for øvrigt også til en vis grad i borgerskabet, hvor familievirksomheden er et fænomen der er ved at forsvinde til fordel for aktieselskaberne og de store koncerner. Den moderne families funktioner er knyttet til forbrug og reproduktionen af arbejdskraft.

Den moderne familie

Livet i den moderne familie leves tilbagetrukket fra arbejde og samfundslivet i øvrigt. Dagliglivet er skarpt opdelt i arbejde og fritid, og fritiden leves hovedsageligt i familien. Arbejdet har ikke værdi i sig selv, men udholdes for at skaffe midler til familiens underhold. «Det egentlige liv» begynder først efter arbejdstidens afslutning. Det ligger indbygget i selve lønarbejdersystemet - den måde at producere på som er grundlæggende for kapitalismen. I dette system sælger arbejderen sin arbejdskraft som en vare, og der opstår et afgørende skel mellem den tid der sælges til arbejdskøberen (arbejdstiden), og den tid som er arbejderens egen (fritiden) (se Arbejdstid). Da kapitalen prøver at presse så meget som muligt ud af arbejderen i arbejdstiden, opstår der et behov for at beskytte familielivet mod omverdenens krav.

I den borgerlige ideologi fremstilles det private familieliv som stedet for frihed og lykke og tilfredsstillelsen af behov. Arbejdet skal og må udholdes uden spørgsmål, fordi livets krav vil blive tilfredsstillet udenfor arbejdet - i familien og i fritiden. Kapitalen kan herske frit og uindskrænket på arbejdspladsen, som er kapitalens privatejendom, fordi arbejderen får sin «retfærdige» løn og kan bruge den til at købe varer og virkeliggøre det gode liv i sit privatliv. Denne borgerlige ideologi dækker imidlertid over en dobbelt falskhed. På den ene side er kapital og arbejdsplads skabt af arbejderne, og er ikke noget arbejdskøberen har nogen naturlig ejendomsret til. På den anden side er fritiden ikke fri, men får sine betingelser fastsat af arbejdet (knapheden på løn, tid og energi), og alle virkelige behov tilfredsstilles på en fordrejet måde, når det sker indenfor grænser, som er udstukket af kapitalen og med varer som kapitalen har produceret for profit. I praksis ser man da også, at fællesskabet i familien der er baseret på forbrug, som regel ikke bliver til familielykke, men tvært imod ofte ender i kriser og ulykke.

Lønarbejderfamiliens økonomiske grundlag er primært ægtefællernes salg af deres arbejdskraft. Men dette er ikke jævnt fordelt mellem mand og kvinde. Det typiske er at manden er forsørger og skaffer (størstedelen af) lønindtægterne. Kvindens rolle i familien er fortsat ofte at være husmor og mor, selvom der i anden halvdel af det 20. århundrede blev trukket langt flere kvinder ud på arbejdsmarkedet. Kvindernes erhvervsfrekvens er fortsat 8 % lavere end mændenes, og omkring 25 % af kvinderne var endnu i 1998 på deltid (selvom procentdelen var faldet fra 40 % i 1985). Kvindernes arbejdstid var derfor i 1998 kun godt 80 % af mændenes.

Men selv når kvinden arbejder ude, vil manden næsten altid være hovedforsørger og tjene mest. Trods næsten 30 års kamp for ligestilling på arbejdsmarkedet, er mænds lønninger fortsat oftest højere end kvinders. Samtidig er det oftest kvinden, der udfører størstedelen af husarbejdet (som regel dobbelt så meget som manden). Hun bliver dobbeltarbejdende, (se Dobbeltarbejde). Hele kvinderollen er tilpasset arbejdet med hjem og børn, mens manderollen er forankret i arbejdslivet. Egenskaber som ofte knyttes til manderollen er effektivitet, målrettethed, selvstændighed, mens kvinderollen er tjenende med følsomhed som en vigtig egenskab.

Problemer

Tilbagetrækningen til hjemmet og privatiseringen rammer derfor kvinderne specielt hårdt. Det er dette, der er baggrunden for kvindernes ofte lave selvtillid. Manden får på sin side et fjernt forhold til børnene. Mand og kvinde lever i hver sin verden og har få ting tilfælles - bortset fra forbruget af ting. Det er dette der udgør en betydelig del af baggrunden for krisetendenserne i det moderne familieliv. Det der er tilbage af den moderne families opgaver - udover forbrug - drejer sig i høj grad om børn. De er noget af det, ægtefællerne har tilbage af fællesopgaver, selv om det meste af arbejdet med børnene oftest hviler på kvinderne. Sammen med skolen skal familien skabe «duelige mennesker» eller «samfundsborgere» af børnene. Opdragelsen betragtes som en neutral og upolitisk opgave, som skal foregå udfra moralske normer, som er højt hævet over samfundsliv og politik. Netop privatiseringen og tilbagetrækningen til familien gør at opdragelsen kan ske tilsyneladende neutralt og fjernt fra samfundets konflikter. Resultatet er at børnene opdrages til at være lydig arbejdskraft, som ikke stiller spørgsmål. Og det er netop det at skaffe ny anvendelig arbejdskraft, der er en af familiens hovedopgaver. Som kapitalismens arbejdsliv er udformet, kan dette kun ske gennem en systematisk undertrykkelse og disciplinering af børnene. Som biprodukt skaber denne undertrykkelse neuroser og andre psykiske lidelser. Allerede Freud påviste, hvordan den borgerlige families dannelse af barnet til et veltilpasset voksent individ havde sin bagside i form af neuroser (se Psykoanalyse). Den neurotiske og den «normale» personlighed havde ifølge Freud en fælles baggrund i undertrykkelsen og dannelsen af barnets seksualitet og følelsesliv gennem familiekonflikterne. Den moderne familiepsykologi har fortsat denne påvisning af, hvordan psykiske problemer udspringer af familielivet. Følelsesmæssigt betyder den lille kernefamilie enormt for sine medlemmer. Der har udviklet sig et stigende skel mellem de menneskelige bånd i familien - som er præget af følelser og intimitet - og andre typer af sociale bånd som er mere følelsesneutrale eller direkte opleves som truende (f.eks. skole og arbejdsliv). Følelseslivet og den psykiske balance hos både voksne og børn er blevet helt afhængige af den lille kernefamilie og de andre familiemedlemmer, og dermed mere sårbar for kriser og skæv udvikling. Som konsekvens af dette tages hele familier oftere i behandling. Men dybest set skyldes familieproblemerne, at hele familieinstitutionen er i krise, hvilket hænger sammen med familiens placering indenfor det kapitalistiske samfundssystem. Familien mangler fælles materielle opgaver udover forbrug, og er tynget af de psykologiske og følelsesmæssige krav som stilles til den, fordi den er det eneste sted hvor de følelsesmæssige behov kan dækkes. Alternative sociale og følelsesmæssige anknytningspunkter ud over familien er svage.

En vigtig side ved dette er det manglende fællesskab på tværs af familierne. Her har der altid eksisteret væsentlige forskelle mellem arbejderklassen og borgerlige lag. Arbejderklassens solidaritet og kollektive værdier har gjort, at det sociale netværk omkring familierne har haft mindre præg af at være en så privatiseret enhed som i borgerskabet (se Netværk). Men familierne isoleres i stigende grad fra hinanden - også i arbejderklassen. De naturlige lokalmiljøer går i opløsning pga. hyppig flytning, pendling og øget stress i arbejdslivet. Undersøgelser fra flere lande har påvist, hvordan traditionelle arbejdermiljøer nedbrydes, således at den sociale omgang og gensidige hjælp og støtte aftager. Den ekstreme form er i den forbindelse den moderne forstadsby med anonymitet, og hvor kun få kender hinanden.

Familien presses altså fra to sider. Udefra ved at lokalmiljøerne nedbrydes og den sociale isolation øges, og ved at stresset i arbejdslivet tiltager, hvilket alt sammen fører til, at familierne mister sine støttepunkter og bliver mere overladt til sig selv. Dette forstærker det «indre pres» i familien med privatisering, forskansning mod omverdenen, og at den følelsesmæssige overafhængighed mellem familiemedlemmerne øges. Forudsætningerne for at virkeliggøre den borgerlige familieideologis familielykke bliver derfor stadig dårligere.

Familiens fremtid

I hvilken retning udvikler vore dages familie sig så? Efter al sandsynlighed vil krisetendenserne forstærkes. Det vigtigste er i den forbindelse ikke de øgede tal for skilsmisser, som allerede får megen opmærksomhed (se Ægteskab). De allerfleste som skilles, gifter sig på ny, og aldrig tidligere har så stor en del af befolkningen levet i familier som i vore dage. Det vigtigste er det dobbelte pres med ydre social isolation og indre psykologisk krise, som er skitseret ovenfor. I de nye forstads- og sovebyer er denne proces nået så langt, at familiens opgave som skaber af ny arbejdskraft og nye tilpassede samfundsmedlemmer er truet. Ungdomskriminalitet, stofmisbrug og psykiske problemer er klare tegn på dette.

At familiens opgave som opdrager er truet, vil kræve statslige indgreb og støttetiltag. Men en statslig overtagelse af opgaver som familien tidligere har varetaget, betyder samtidig en svækkelse af familien. Udbygningen af børneinstitutioner betyder f.eks., at familiens opgave som børneopdrager deles med det offentlige, og at familien får en af sine vigtigste opgaver og ansvarsområder beskåret. For socialister er der imidlertid al mulig grund til at gå ind for udbygning af børneforsorgen. Udover at denne udbygning er nødvendig for at både kvinder og mænd skal kunne gå ud på lønarbejde, betyder udbygningen at forhold som tidligere var familiens private område nu gøres samfundsmæssige og dermed mere tilgængelig for politisering. Det er lettere at trænge igennem med kritik af offentlig børnehavepolitik end af familiens private opdragelse. Men satsningen på øget udbygning af børneinstitutionerne må ikke forhindre, at socialister på længere sigt må søge at nedbryde den isolering af børnene fra produktion og samfundsliv, der ligger i de specialiserede opbevaringsinstitutioner for børn - børnehaver, fritids- og ungdomsklubber samt skoler.

Også den kønsbestemte arbejdsdeling udvikler sig i en retning, som er uforenelig med den traditionelle familieform. Når kvinderne bliver mindre økonomisk afhængige af mænd, vil magtforholdet mellem mand og kvinde i familien ændres. Det vil også kræve ændringer i arbejdslivet, dersom familier med to forsørgere skal kunne tage sig af børnene på en tilfredsstillende måde - igen af hensyn til opdragelsen. Der eksisterer en modsætning mellem kapitalens udvikling - inddragelsen af kvinderne på arbejdsmarkedet - og borgerlighedens ønske om at bevare den traditionelle familie.

Kapitalens pres på familien er altså tvetydig og modsætningsfyldt. På den ene side er kapitalen interesseret i stabile, privatiserede familier som fortsætter med at opdrage tilpasset arbejdskraft. På den anden side truer den kapitalistiske samfundsudvikling på mange forskellige måder forudsætningerne for disse familier - opløsningen af lokalmiljøerne, øget stress i arbejdslivet, øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet. Modsætningen søges løst gennem offentlig familie- og socialpolitik, som skal støtte familien og sikre opdragelsen, samtidig med at familien i videst muligt omfang bevares som en privatiseret institution. Men selve statsindgrebene kan medvirke til at politisere de tidligere private spørgsmål omkring familie, samliv og opdragelse. At disse temaer i den borgerlige ideologi har været hellige og private, har været en forudsætning for den automatiske indoktrinering til tilpasset og politisk passiv arbejdskraft. Det er socialisters opgave at drive denne politisering i en rigtig retning. Visse tendenser i kapitalens modsætningsfyldte pres på familien må støttes - øget kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, udvidelse af børneinstitutionerne - samtidig med at de mødes med politiske krav: krav om kortere arbejdstid, om en anden arbejdsdeling i familierne, krav til indholdet i det børn lærer i børnehaverne osv. Andre udviklingstendenser må der mere entydigt politisk mobiliseres imod - f.eks. nedbrydningen af lokalmiljøerne og udformningen af nye bomiljøer, således at privatiseringen og isolationen øges.

Det overordnede i en socialistisk familiepolitik må være at nedbryde den privatisering, der ligger i den borgerlige familie. Det betyder bl.a. debat om alternative samlivsformer som kollektiver o.l. (se Kollektive boformer). Socialister må kunne pege på en anden og kollektiv organisering af samliv og såkaldt privatliv, en organisering som fremmer en bredere solidaritet.

A.Gj.


Litteratur

E. Grønseth: Familie, seksualitet og samfund, Oslo 1966.
H. Holter m.fl.: Familien i klassesamfundet, Oslo 1975.
Kontrast nr. 5 1974. R. Liljestrøm: Uppväxtvillkor, Stockholm 1974.
P. Ariés: Centuries of childhood, New York 1962.