Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Kvinder
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Israel
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Premierminister
      .  Justitsminister
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/1 2009
Læst af: 5.169
: :
Livni, Tzipi (Tzipora) Malka
Tzipi Livni
Tzipi Livni

Tzipi (Tzipora) Malka Livni (8. juli 1958-), israelsk politiker, jurist, Mossad spion og krigsforbryder.

Livni er datter af Eitan Livni og Sara Rosenberg, der var fremtrædende medlemmer af den zionistiske terrororganisation Irgun i årene op til Israels selvstændighed i 1948. Irgun stod bag terrorattentatet mod Hotel King David i Jerusalem. Den 26. juli 1946 blev hotellets sydfløj sprunget i luften og 91 personer dræbt. I de følgende år optrappedes terroren mod den palæstinensiske befolkning. Den 9. april 1948 gennemførte gruppen den første massakre på en palæstinensisk landsby: massakren i Deir Yassin der kostede over 250 palæstinensere livet. Sammen med en anden zionistisk terrororganisation - Stern-gruppen - stod Irgun bag mordet på FN’s fredsmængler Folke Bernadotte den 17. september 1948.

Bombeattentater i Mellemøsten var ikke palæstinensernes ide. Den stammer fra de zionistiske terrorgrupper.
22. juli 1946: Israels senere premierminister Menahim Begin beordrer sydfløjen af Hotel King David i Jerusalem sprængt i luften. Den rummer den civile del af den britiske mandatadministration. 91 funktionærer og besøgende bliver dræbt, heraf 41 palæstinensere, 28 briter og 17 jøder. Det er terrorgruppen Irgun der i 1937 introducerer anvendelsen af voldsomme bomber mod civile mål. Under Begins ledelse perfektioneres denne praksis i 1947-48 til bygningen af kraftige bilbomber.
(Before their Diaspora)

Livni var løjtnant i den israelske besættelseshær (IOF) og blev efterfølgende ansat i 2 år i det israelske efterretningsvæsen, Mossad. Hun trak sig fra dette arbejde i 1983, hvor hun blev gift og efterfølgende helligede sig sit jurastudium. Efter endt jurastudium arbejdede hun i 10 som jurist, inden hun i 1993 trådte ind i politik, da hun meldte sig ind i Likud partiet. Anledningen var hendes modstand mod den fredsaftale - Oslofredsaftalen - arbejderpartiet samme år havde forhandlet på plads med PLO.

Hun blev valgt ind i Knesset i 1999, og gjorde lynkarriere da krigsforbryderen Ariel Sharon i februar 2001 overtog posten som premierminister. Hun fik en række forskellige ministerposter, indtil hun i oktober 2005 overtog posten som justitsminister. Måneden efter fulgte hun med Sharon over i det nydannede Kadima parti, der var en konsekvens af den personlige magtkamp mellem Sharon og det andet centrale Likud medlem, Benjamin Netanyahu. I forbindelsen med den nye partidannelse blev hun forfremmet til udenrigsminister. På denne post skulle hun under Israels angrebskrig mod Libanon i juli-august 2006 forsøge at afværge omverdenens kritik af Israels krigsforbrydelser.

Hendes mål lå imidlertid højere. I maj 2007 offentliggjordes en rapport om fejlene begået under Israels krig mod Libanon året inden, og denne rapport lagde en betydelig del af skylden for Israels nederlag på premierminister Ehud Olmert. Livni opfordrede derfor umiddelbart Olmert til at træde tilbage, og tilbød sig selv som leder af Kadima og Israels premierminister. Denne chance fik hun først 1 år senere. I slutningen af juli 2008 meddelte premierminister Ehud Olmert at han ville trække sig fra begge poster, når der var fundet en ny leder af partiet. Anledningen var de stadig stærkere anklager om korruption mod ham.

Ved det interne valg i Kadima i september vandt Livni snævert over tidligere generalstabschef Shaul Mofaz, og vejen var dermed åben til premierministerposten, som Olmert nogle dage senere erklærede at ville trække sig fra. Under Israels terrorbombninger, invasion og massakrer i Gaza, der blev indledt 27. december 2008 fik hun til opgave at legitimere Israels krigsforbrydelser overfor omverdenen.

Livni er efter valget i israelske og internationale medier blevet fremstillet som en «Moder Theresa» type. Der er intet i hendes politiske eller familiære fortid, der kan bekræfte denne karakteristik.

A.J.