Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Anerkendelse som begreb kan findes i forskellige teorier om selvudvikling hos mennesket (se f.eks. Benjamin, 1987, Schibbye, 2002, Honneth 2002 og 2006, Cooperider (2001). Begrebet bliver defineret forskelligt dels i dagligdags, dels i teoretisk sammenhæng. Når begrebet bliver anvendt i en almindelig dagligdags betydning bruges det på linje med det at lytte, det vil sige «jeg hører på det du siger på en imødekommende måde». I nogle bøger skelnes ikke mellem anerkendelse og appreciation - af Cooperider defineret som værdsættelse (Cooperider et. al. 2001). I bogen Anerkendelse i børnehøjde (red. hertz, B. & Iversen, F., 2004) tages f.eks. udgangspunkt i appreciation og der tales uden at skelne om anerkendelse og værdsættelse i praksis Da værdsættelse som fænomen ikke er det samme som anerkendelse fagligt set, er det dog væsentligt at skelne mellem de to begreber. Da begrebet anerkendelse således kan rumme noget forskelligt, afhængig af hvem, der anvender det, og i hvilken sammenhæng det anvendes, er det en god ide at sørge for en afklaring og præcis definition af begrebet, når man anvender det.

Når anerkendelse er kommet på dagsordenen pædagogisk og mellemmenneskeligt set, hænger det sammen med samfundsudviklingen fra industri- til videnssamfund. Det postmoderne samfund er højt differentieret, komplekst, multikulturelt og i stadig ændring. Hastig udvikling og forandring er blevet et vilkår, og det enkelte menneske må omstillingsparat indstille sig på disse ændringer, selv ændre sig og træffe nye valg og beslutninger. Dette stiller krav om udvikling af en god forankring i selv`et, hvorfor selvværd og sociale kompetencer er kommet i fokus som forudsætninger for at kunne indgå i det postmoderne. I denne sammenhæng er opmærksomheden skærpet omkring udvikling af relationer mellem børn og voksne, samt voksne imellem for at det bliver muligt for den enkelte på samme tid at kunne mestre såvel individualiteten som samhørigheden med andre. Der peges fra forskellige psykologiske og sociologiske teorier på betydningen af ligeværdige og demokratiske relationer mellem børn og voksne som en grundlæggende forudsætning for udvikling af disse kompetencer (se f.eks. Jens Rasmussen, 1997, Stern, 2000, Schibbye, 2002, Honneth, 2006).

I Danmark er den norske psykolog Anne Lise Løvlie Schibbyes teori om anerkendende relationer den mest kendte og anvendte, ikke mindst som denne er formidlet gennem en anden nordmand Berit Bae, der har forsket i anerkendende relationer i pædagogisk arbejde.

Schibbyes teori er udviklet på baggrund af arbejde med familieterapi, og er udfoldet i bogen En dialektisk relationsforståelse i psykoterapi med individ, par og familie (2002). Schibbyes udgangspunkt for teorien om anerkendelse er, at selv'et – menneskets oplevelse og forankring i sig selv som udgangspunkt for væren og handlen i verden – udvikles i relationen med andre mennesker, en relation, hvor både oplevelsen af samhørighed (tilknytning) med andre og oplevelsen af afgrænsning/adskilthed (individuation) i forhold til andre, har stor betydning for selv'ets udvikling.

Ifølge Schibbye (220) er det ikke enkelt og entydigt at definere begrebet anerkendelse. Begrebet stammer fra Hegel, og gensidig anerkendelse viser hen til, at begge parter i relationen kan tage hinandens synspunkter og bytte perspektiv – for et kort øjeblik at kunne se, hvorledes verden ser ud med den andens øjne. Bae (1999) sammenholder de to begreber erkendelse og anerkendelse. Erkendelse defineres som det at give sig selv lov til at komme nær og blive bekendt med det, der er. Anerkendelse defineres som det at være åben, at kunne lytte til og gå ind i den andens oplevelsesverden for et øjeblik, idet an som forstavelse viser hen til det at stå hos eller være med. Anerkendelse indebærer følgende fem delelementer: Forståelse og indlevelse, at kunne genkende oplevelsen i sig selv, bekræftelse, åbenhed, selvrefleksion og afgrænsning.

Schibbyes teori om anerkendelse har et eksplicit metateoretisk udgangspunkt, og hun gør det klart at det altid er væsentligt at gøre sig det metateoretiske ståsted i enhver teori klart, fordi disse bagvedliggende opfattelser er med til at styre vores forståelser og handlinger. Menneskesynet hos Schibbye er eksistentialistisk. Ontologisk antages det, at eksistens kommer før essens – at vi er kommer før hvem vi bliver i relationen til andre. Det, at mennesket har en bevidsthed om sin egen eksistens, betyder, at mennesket kan træffe valg, og kan være selv-refleksiv – det vil sige reflektere vores liv og handlinger, samt de valg vi træffer, og derigennem ændre på os selv og vores relationer til andre mennesker. Selvrefleksion er dialektisk forbundet med selvafgrænsning – det at kunne skelne mellem hvad der mit og hvad der er den andens i relationen.

Det er et grundsyn hos Schibbye (2002), at virkeligheden kun kan forstås som en sammenhængende helhed, samt at relationer altid er proces. Relationer er desuden dialektiske, hvilket vil sige gensidigt vekselvirkende. Mennesket er ikke forudsigeligt og udvikler sig ikke lineært. Man kan således ikke forstå den ene i en relation uafhængig af den anden og den fælles relation. Bae formulerer det på denne måde (1999, s. 11):

Som et andet grundsyn påpeger Schibbye, at en subjekt-subjekt relation er en forudsætning for anerkendelse. Et subjekt-subjekt syn vil sige, at parterne i relationen ser den anden som et subjek – eller en person- med sine egne oplevelser og synspunkter, der ikke nødvendigvis er samstemmende med ens egne. Som modsætning beskrives et subjekt-objekt syn at pege hen til, at vi betragter den anden person som et objekt, der skal styres og kontrolleres. På denne måde bliver således anerkendelse en grundholdning og ikke en pædagogisk eller psykologisk metode, gennem hvilken man kan forandre eller behandle et andet menneske.

Den tyske sociolog og filosof, professor ved Goethe Universitetet i Frankfurt Axel Honneth beskriver i sin bog Kamp om anerkendelse tre former for anerkendelse. Ligeledes beskriver han betydningen af anerkendelse for menneskets liv og udvikling, samt viser, hvorledes manglende anerkendelse slår igennem som en række bevidsthedsforstyrrelser hos mennesket. Honneth definerer tre former for anerkendelse, og bestemmer således begrebet forskelligt fra Løvlie Schibbye, selv om der er lighedspunkter, idet Honneth, som Schibbye, beskriver hvorledes selv`et (hos Honneth selvbevidsthed) opstår via anerkendelse. Honneth fokuserer dog eksplicit på, hvorledes anerkendelse og krænkelse er hinandens modsætning, et forhold, der ikke er betonet med samme eksplicitet hos Schibbye.

Honneth beskriver anerkendelsens tre sfærer som bestående af: Anerkendelse i privatsfæren – det at blive mødt med kærlighed – med følelsesmæssig opmærksomhed. Anerkendelse i denne sfære vil resultere i udvikling og vedligeholdelse af selvtillid. Anerkendelse i den retslige sfære – det at blive mødt som et autonomt og respekteret menneske. Anerkendelse i den retslige sfære vil resultere i oplevelsen af ligeværd. Anerkendelse i den solidariske sfære – det at blive værdsat i det sociale fællesskab. At blive værdsat i det sociale fællesskab vil føre til at den enkelte kan føle sig værdifuld i fællesskabet.

G.K-M.