Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

I den oprindelige græske betydning var dialektik en proces, hvor sandheden vinder frem gennem en kamp mellem modsatte synspunkter. Fra og med Hegel er dialektik blevet et af de vigtigste begreber indenfor filosofi og samfundsanalyse, men der findes ingen bred enighed om, hvad det står for. Et problem er, hvorvidt dialektik er et redskab for tanken - «den dialektiske metode» - eller en egenskab ved virkeligheden selv - «en dialektisk udvikling». Blandt dem der mener, at dialektik kan genfindes i virkeligheden, hersker der uenighed om hvorvidt de dialektiske processer findes overalt eller bare i samfundet. Der eksisterer en vis enighed om, at dialektik på en eller anden måde er knyttet til kamp, konflikter, negation og modsigelse, men disse begreber er så bøjelige, at de i en given situation kan anvendes på mange forskellige måder. Udover disse saglige problemer kommer, at ordet «dialektik» ofte anvendes på en besværgende måde, som hindrer snarere end fremmer fornuftig diskussion. Man kunne fristes til at sige, at ordet nu er så misbrugt, at det bedste ville være at undgå det fuldstændig, men det ville være forhastet. Hvis vi magter at udskille de mindre frugtbare dele ved dialektikken hos Hegel og Marx, bliver der mange elementer tilbage, som kan vejlede tanke og handling.

Indenfor Hegels filosofiske psykologi og i Marx' samfundsanalyser, findes der et præcist og frugtbart begreb om modsigelser, som har haft enorm betydning for vor indsigt i mennesket og samfundet. Fra Hegel overtog Marx også et begreb om negationens negation, som kaster lys over vigtige sider af psykologisk og social forandring. Derimod er det vanskeligt at bygge videre på det Engels og Mao Tse-tung har skrevet om dialektik. Det gælder specielt, at ingen af dem har magtet at lægge nogen overbevisende betydning i begrebet om naturdialektik. Et centralt paradoks indenfor filosofien, og udgangspunkt for Hegels teori om dialektik, er pilens paradoks, udformet af den græske filosof Zenon fra Elea. Zenon argumenterede for, at en pil i sin flugt gennem luften på hvert tidspunkt både er og ikke er i bevægelse. Pilen er i bevægelse, for ellers ville den aldrig forlade buestrengen, men samtidig er den ikke i bevægelse, for den kan ikke flytte sig i løbet af et tidspunkt - et tidsinterval af længde nul. Overfor dette paradoks har filosoffer indtaget tre forskellige holdninger. Nogle - som Zenon selv - mente at argumentet viser, at bevægelse er umulig, og at vore sanser bedrager os, når vi mener at iagttage forandring i verden. Andre har ment, at der må være noget galt med argumentet, da vi ved, at bevægelse faktisk er mulig. Hegel indtog det mest radikale standpunkt. Han mente, at argumentet beviser, at pilen på hvert tidspunkt både er og ikke er i bevægelse, og at der med andre ord eksisterer modsigelser i virkeligheden selv. Dette er i strid med det såkaldte «kontradiktionsprincip», som siger, at én og samme egenskab ikke både kan tilkomme og ikke tilkomme én og samme genstand i én og samme henseende. Til trods for at næsten alle filosoffer har sluttet sig til dette princip - bl.a. fordi hvert forsøg på at argumentere mod princippet må forudsætte princippet selv - gik Hegel altså så langt som til at påstå, at virkeligheden selv indeholder modsigelser. Han kom frem til denne påstand gennem en analyse af forandring. Hvis en ting blot er det den er, vil den hvile i sig selv, og aldrig forandre sig. Kun hvis den også er det, den ikke er, kan forandringen finde sted. Sådanne tanker (eller metaforer) er det der må have ført Hegel frem til at opgive kontradiktionsprincippet.

Hegel fremsætter med andre ord to teser om modsigelser: 1. Det findes modsigelser i virkeligheden. 2. En sand beskrivelse af virkeligheden må indeholde selvmodsigende udsagn. Hegels kritikere har sagt, at disse teser er meningsløse, og at den som slutter sig til dem, river grunden bort under sin egen argumentation. Denne kritik er berettiget, men overfladisk. Hvis man fra Hegels teori om dialektik - i værket «Wissenschaft der Logik» - går videre til de konkrete analyser, hvor han bruger dialektikken - især «Phänomenologie des Geistes» - bliver der grundlag for at tillægge ham en tredje tese, som ikke rammes af disse indvendinger: 3. Der findes situationer i virkeligheden, som må beskrives gennem begrebet om modsigelse. En situation som falder ind under denne tredje tese, er Hegels «herre-træl dialektik». I forlængelse af Jean-Jacques Rousseaus påstand om at «Den som er herre, kan ikke være fri», analyserer Hegel de modsigelser, som opstår hos et menneske, som vil bekræfte sig selv gennem at undertrykke et andet menneske. Forsøget på at bekræfte sig selv gennem en sådan ensidig anerkendelse er selvmodsigende, fordi den anerkendelse man får fra en person, man ikke anerkender er uden værdi. Tænk på en nation som forsøgte at blive diplomatisk anerkendt af én af sine egne kolonier. Senere filosoffer og psykologer har videreført disse analyser af selvmodsigende bevidsthedsformer, hvor en person har selvmodsigende ønsker eller meninger og af disse modsigelser drives til stadig forandring. Jean-Paul Sartre har i direkte forlængelse af Hegel sagt, at mennesket bærer på et selvmodsigende ønske om både at være en ting og at være en bevidsthed. Gregory Bateson har beskrevet situationer, hvor et menneske bliver fanget i et net af selvmodsigende direktiver, som når en mor siger til sin søn: «Vær ikke så lydig». I sådanne og lignende situationer opstår der psykiske spændinger, fordi en person tror eller ønsker ting, som af rent logiske eller begrebsmæssige grunde ikke kan realiseres samtidig. Sådanne spændinger leder til forandring, således at modsigelser og forandring bliver knyttet til hinanden på en måde, som ikke rammes af den kritik, som ofte rettes mod Hegel.

I modsætning til Hegel har Marx ikke skrevet noget om dialektik, men i hans analyser af den kapitalistiske produktionsmåde finder vi tanken om samfundsmæssige modsigelser, som kan gøres til det centrale begreb i en teori om historisk forandring. En sådan modsigelse er den afvigelse mellem hensigt og resultat som opstår, når alle personer i en gruppe handler udfra modstridende antagelser om hinandens adfærd. Ofte er situationen således, at hver person tror, at han er den eneste der handler på en bestemt måde. Hvis han virkelig var den eneste, ville han opnå hvad han ønskede, men da alle andre gør det samme, bliver resultatet et andet og dårligere end det tilsigtede. Et eksempel på en sådan proces giver Marx i sin teori om den faldende profitrate. Hvis arbejdslønnen stiger fordi efterspørgslen på arbejdskraft vokser hurtigere end udbudet, vil det for hver enkelt kapitalist synes fornuftigt at mekanisere produktionen ved at erstatte arbejdere med maskiner. Men hvis alle kapitalister gør dette, saver de den gren over de sidder på, for færre arbejdere betyder mindre merværdi og mindre profit.

Nøjagtig den samme type modsigelse fandt John Maynard Keynes i sin analyse af den økonomiske krise i 1930'erne. Joan Robinson - en radikal elev af Keynes - har beskrevet kapitalismens paradoks således: Hver kapitalist ønsker høje lønninger for andre kapitalisters arbejdere (dette skaber stor efterspørgsel) og lave lønninger for sine egne arbejdere (dette giver høj profit). Krisen blev så alvorlig, fordi hver enkelt kapitalist troede han på denne måde kunne få både i pose og sæk. Han reagerede på en svag krise ved at fyre arbejdere eller sætte arbejdslønnen ned - uden at tænke over at han på denne måde bidrog til at reducere efterspørgslen og dermed forstærke krisen. Hver kapitalist kan skærme sig mod krisens virkninger ved at sætte lønnen ned, men når alle gør dette, bliver resultatet det modsatte af det tilsigtede. En beslægtet modsigelse er det der i spilteorien kaldes Fangens Dilemma. Hvis alle personer i en gruppe har valget mellem at samarbejde og ikke samarbejde opstår dette dilemma, hvis det for hver enkelt er bedst at være den eneste, som ikke samarbejder, næstbedst at alle samarbejder, tredje bedst at ingen samarbejder og værst at være den eneste som samarbejder. Dette medfører, at det er klogest for hver enkelt at afstå fra at samarbejde, uanset hvad de andre gør. Resultatet bliver, at ingen samarbejder, hvilket er værre for alle, end hvis de havde samarbejdet. En serie «fornuftige» enkeltbeslutninger kan give et resultat som er klart ufornuftigt for alle. Sådanne samfundsmæssige modsigelser har bl.a. præget arbejderklassens udvikling af solidaritet og klassebevidsthed. Hvis alle arbejdere bare tænkte på egen økonomisk gevinst, ville strejker og fagforeninger aldrig opstå. Sådanne samfundsmæssige modsigelser ligger til grund for mange former for social forandring. Politisk eller kollektiv handling kan ofte fortolkes som et svar på sådanne modsigelser.

Hegels og Marx' teori om negationens negation er samtidig et forsøg på at indfange nogle hovedtræk ved historisk forandring. Teorien siger, at udviklingsforløb i samfundet - og i menneskesindet - kan inddeles i tre faser. Udgangspunktet kaldes gerne en position; fra denne kommer vi til en første negation, som derefter fører til negationens negation. Dette mønster beskrives også gennem formlen tese-antitese-syntese. Den centrale tanke er, at negationens negation ikke blot bringer os tilbage til udgangspunktet, men er præget af den mellemliggende fase. Marx mente f.eks., at udviklingen feudalisme-kapitalisme-kommunisme var et eksempel på dette mønster. Fra feudalismen henter kommunismen tanken om et fællesskab, fra kapitalismen overtager den en højt udviklet teknologi og en større betoning af individets rolle. Kapitalismen som gennemgangsfase er nødvendig; En direkte overgang fra feudalisme til kommunisme er utænkelig. Også psykologiske processer foregår ofte således, at dramatiske omslag er nødvendige for modning. Vi kan vanskelig forestille os en jævn overgang fra barnets umiddelbare tryghed til den voksnes reflekterede tryghed; En fase med tvivl og usikkerhed er nødvendig.

Disse tanker svarer åbenbart til noget vigtigt. Nogle kritikere har alligevel ment, at forestillingen om en negation er så uklar, at alle processer gnidningsløst kan indpasses i dette mønster. Som svar på sådanne indvendinger kan vi foreslå følgende præcisering af, hvad det betyder at en proces A-B-C er et eksempel på negationes negation: 1. A, B og C udelukker hinanden parvis. 2. udviklingen A-B-A er umulig. 3. udviklingen A-C er umulig. Det første kriterie udelukker processer hvor hvert enkelt trin indeholder det foregående, som i organisk vækst eller teknologisk forandring. Det andet kriterie indfanger vor forestilling om, at enkelte processer fører til uigenkaldelig forandring. Det tredje kriterie siger, at gennemgangsfasen er nødvendig for at nå frem til slutfasen. Hvis vi accepterer denne præcisering, ser vi også, at processer i den organiske eller uorganiske natur sjældent eller aldrig vil have dette mønster. Eksemplet med teknologisk forandring viser samtidig, at ikke alle sociale processer har et sådan mønster, men det er alligevel så centralt, at det kan styre vor begrebs- og teoridannelse i mange situationer.

Friedrich Engels opstillede loven om negationens negation som en af de tre dialektiske love. Ordet «lov» er næppe på sin plads her, fordi der i samfundets udvikling findes eksempler på processer, som ikke følger skemaet. Dette gælder i endnu højere grad loven om «kvantitetens overgang til kvalitet». Af de eksempler Engels formulerer fremgår det, at han sigter til situationer, hvor en størrelse forandrer sig som en funktion af forandring i en anden størrelse, på en sådan måde at jævn forandring i den uafhængige størrelse ikke fører til jævn forandring i den afhængige størrelse. Hvis f.eks. vi udsætter vand for en gradvis temperaturændring, sker der bratte ændringer ved 0 grader og ved 100 grader, hvor vandet går fra én form til en anden. Et andet eksempel kan hentes fra økonomien, hvor det ofte forholder sig således, at en fordobling af virksomhedens størrelse medfører mere end en fordobling af produktionen - stordriftsfordele. Teknisk formuleret kan vi sige, at Engels påpegede, at funktionelle sammenhænge kan være ikke-lineære og til og med diskontinuerlige. Det er nok korrekt, at man i videnskaberne ofte begynder med en arbejdshypotese om, at jævn forandring i den uafhængige størrelse medfører en jævn forandring i den afhængige størrelse, og at dette ofte viser sig at være forkert. Alligevel giver dette ikke noget grundlag for at opstille en lov om, at det altid går galt. Loven om kvantitetens omslag til kvalitet udtrykker blot én mulighed blandt flere. Den har forsåvidt mindre betydning end loven om negationens negation, som - til trods for undtagelser - er typisk for sociale og psykologiske processer. Den tredje dialektiske lov om «modsætningerne som gennemtrænger hinanden» har mindre betydning end de to første og er langt hen ad vejen blot en variation af loven om negationens negation.

Spørgsmålet om der findes en naturdialektik lader sig i en vis udstrækning besvare ud fra det som allerede er sagt. Hverken begrebet om modsigelser eller teorien om negationens negation kommer til anvendelse på biologiske eller fysiske processer. Loven om kvantitetens omslag til kvalitet kan illustreres med eksempler fra alle områder af virkeligheden, men betydningen af dette svækkes af, at man også kan opstille modeksempler fra alle områder. En metodisk svaghed ved Engels' fremgangsmåde var netop, at han forsøgte at bevise lovene gennem eksempler. Indenfor moderne videnskabsteori mener man, at en lov kun kan bevises - eller bekræftes - ved at man afleder forudsigelser fra teorien og gennem iagttagelser eller eksperimenter undersøger om de kan bekræftes.

Dette betyder, at dialektikken reduceres til en håndfuld uhyre frugtbare begreber. Disse begreber udgør ingen selvstændig «dialektisk logik», som kunne være et alternativ til formal logik. Der findes kun én logik, og de dialektiske begreber som ikke kan formuleres indenfor denne bør kastes på lossepladsen. Begrebet om modsigelser indebærer ikke, at to selvmodsigende påstande begge kan være sande. I teorien om negationens negation, ligger der ikke nogen påstand om, at der findes en selvstændig dialektisk negation, som står i modsætning til logisk negation. Hegel mente nok, at dialektisk tænkning lå på et højere plan end almindelig logik, men han tog fejl. Hans egne eksempler på brugen af den dialektiske metode er også eksempler på (god) brug af almindelig formal logik.

J.E.