De første universiteter

I slutningen af det 12. århundrede er der en levende katedralskole i Paris. Dialektikerne underviser på Petit Pont. Teologi og retsvidenskab foregår tilsyneladende på Ile de la Cité. En strid mellem borgere og studerende fører til dannelsen af et universitet, som i datidens sprogbrug blot er en korporation som så mange andre. Skolemestre og studerende klager til kongen og får medhold. År 1200 får de privilegium på, at de ikke er underlagt de verdslige myndigheder, men biskoppen. Biskoppen forsøger efterfølgende at få kontrol over den noget turbulente masse af skolemestre og studerende, men de påfølgende stridigheder bliver af paven afgjort til fordel for mestre og studerende. Skolerne er nu samlet i en korporation, der selv har ansvaret for den indre disciplin. Hver skole gennemfører et fuldt undervisningsforløb inden for sit fagområde, og der kan således være konkurrence mellem skolerne. Universitets statutter regulerer denne interne konkurrence. Hver skole blev ledet af en magister regens, som både forestod undervisning, ledede studiet og havde myndighed over de studerende. I det teologiske studium var der 8 senere 12 sådanne skolemestre.

Fakulteterne kom med tiden til at betegne skolerne, dvs. skolemestre og studerende, inden for den samme disciplin. Der var således et filosofisk fakultet (facultas artium eller artistae), et teologisk fakultet, et retsvidenskabeligt fakultet og et lægevidenskabeligt fakultet. De tre sidste var styret af et råd af skolemestre ledet af en dekan. Det filosofiske fakultet var lidt anderledes end de andre, da de studerende først skulle igennem dette for at fortsætte på de andre fakulteter. Det var her man fandt det største antal studerende. Det filosofiske fakultet er derfor yderligere opdelt i nationer. I 1222 var der fire: englændere/tyskere, franskmænd/middelhavsområdet/Italien/Spanien, normannerne, picardere/flamlændere. Hver nation valgte en prokurator, som igen valgte en rektor, og det er rektoren, der blev til universitetets egentlige leder.

Bologna-universitetet i Norditalien har en lidt anden historie. Man formoder, at det er udgået fra en verdslig skole til uddannelse af notarer (tabelliones, notarii), som ikke var ualmindelige i det 11. århundredes Italien. Genopdagelsen af Justinians lovbog (Corpus Juris Civilis) fornyer undervisningen i retsvidenskaben. Det er specielt Irnerius (c. 1050 – efter 1125), der er forbundet med denne fornyelse, idet han løsriver retsvidenskaben fra retorikken og gør den til en selvstændig disciplin. Bologna-universitet har således fra starten en særlig professionaliseret og verdslig karakter, som man ikke kender fra Paris. I Bologna er skolemestrene stærkt integreret i byens liv og ønsker ikke at danne en særlig korporation inden for dens rammer. Det er derimod de studerende som giver skolerne i Bologna en korporativ overbygning, som gør dem til et universitet. De fremmede studerende nyder ikke godt af nogen retsbeskyttelse, eftersom de ikke er borgere i byen. Den opnår de imidlertid af kejser Frederik Barbarossa i 1158, men på trods af denne grundlæggende beskyttelse føler de ikke, at dette er tilstrækkeligt og sammenslutningerne af studerende kræver at få borgerret i Bologna. De studerende er organiseret i nationer efter deres geografiske oprindelse, der hver vælger en rektor, der som regel er en klerk i en moden alder, men som dog er student. Dette er muligt fordi de retsvidenskabelige studerende generelt er meget ældre end de studerende ved det filosofiske fakultet i Paris. Desuden er der en del unge mennesker fra velhavende og adelige familier, som har en betydelig indflydelse. Men sidst men ikke mindst er det de studerende, der betaler skolemesteren. Med pavens støtte opnår de studerende borgerrettigheder i 1245 og fra 1259 kan universitetet (de studerende) vælge en fremmed skolemester som lærer, noget som bystyret længe havde vægret sig ved. Det holdt nemlig på at skolemesteren skulle være borger i Bologna, og det forsøgte på alle måder at forhindre ham i at flytte fra byen.

Oxford-universitetets oprindelse kan føres tilbage til nogle begivenheder, der meget ligner dem i Paris. Tre studerende bliver dræbt af byens borgere. Skolemestre og studerende forlader Oxford til fordel for Paris og Cambridge. I 1214 indgås der en aftale om en særlig beskyttelse af de studerende, og de underlægges biskoppen af Lincoln, men da biskoppen af Lincoln altid vælger en kansler blandt universitets teologiprofessorer, opstår der ikke de samme gnidninger mellem biskop og universitet som i Paris. Andre universiteter opstod som aflæggere af de første universiteter, på grund af udvandringer i forbindelse med de forskellige kriser, såsom Cambridge (1209) fra Oxford, Padua (1222) fra Bologna og Orléans (1229-1231) fra Paris. Andre universiteter oprettes af kejsere og konger, således universitetet i Napoli (1224) og Københavns Universitet i 1479. De gamle lægeskoler i Salerno (1231) og Montpellier (1220) bliver også gjort til universiteter.

Undervisning og tekster

I Paris starter de studerende på det filosofiske fakultet i en alder af 14-15 år, på hvilket tidspunkt de allerede har gennemgået en elementær skoleundervisning. Herefter følger der 6 års undervisning, hvorefter den studerende går op til eksamen foran en jury bestående af hele fakultets skolemestre. Den studerende er nu bachelor og forpligtet til at undervise i to år under magister regens’ opsyn. Ud over at undervise skal den studerende også deltage i en diskussion (disputatio) om et emne efter eget valg. Derefter kan den studerende opnå tilladelse (licentia) til at undervise ved at sværge at overholde universitetets statutter og holde en tiltrædelseslektion. Den nybagte mester (magister) kan nu undervise på det filosofiske fakultet eller gå videre på en af de andre fakulteter. På det teologiske fakultet begynder den studerende med 5 års passive studier, hvorefter den studerende bliver bachelor i Biblen eller cursor. Herefter underviser den studerende i Biblen, som kommenteres og forklares, i to år. Herefter bliver den studerende bachelor i Peter Lombards Sentenser. Den studerende bør kommentere Sentenserne kapitel for kapitel. Dette varer 2 år og fra slutningen af det 13. århundrede kun 1 år. Herefter skal den studerende blive 3 år i mesterens skole og først da kan den studerende modtage tilladelse til at undervise efter at have gennemgået en eksamination.

Undervisningen består i lektionen (lectio), som er en fuldstændig kommentar til teksten. Det drejer sig ikke her om en fortolkning af teksten i lyset af dens historiske kontekst. Det drejer sig således ikke så meget om, hvad forfatteren tænkte, men om at nå frem til sandheden. Kommentatoren er derfor ikke bundet strengt til teksten, men kan mere eller mindre bevidst lægge sine egne tanker ned i teksten. Kommentaren kan da føre til en questio, hvor forskellige udlægninger af teksten diskuteres, men en questio kan også være en afskrift af en offentlig diskussion af et emne; en øvelse som var en integreret del af universitetslivet. Typisk begynder en questio med, at man overvejer forskellige argumenter for et negativt og positivt svar på spørgsmålet, derefter giver forfatteren sit eget svar og svarer derefter på indvendingerne mod sit eget synspunkt. Et eksempel er Quodlibeta-genren, som var afskrifter af offentlige diskussioner, hvor de studerende kunne stille ligegyldig hvilke spørgsmål de ville for afprøve deres skolemester, og heraf kommer navnet, for quodlibeta betyder nemlig «ligegyldig hvad man vil». En questio kan også omhandle et specielt emne, såsom Thomas Aquinas' Quaestiones disputatae de malo (Diskuterede spørgsmål om ondskaben). En Summa er snarere et kompendium eller en håndbog, som mere systematisk samler en række questiones om et emne, f.eks Thomas Aquinas' Summa theologica. En middelalderlig universitetslærers værker vil derfor typisk bestå af kommentarværker, særligt kommentaren til Peter Lombards Sentenser, men som regel også til Biblen og Aristoteles' værker, samt af forskellige diskuterede spørgsmål. Hertil kommer så prædikener og breve.