Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Aristoteles (384-322), græsk filosof. Aristoteles blev født i Stageira som søn af en livlæge ved det makedonske hof. Fra 367-347 studerede han i Platons Akademi i Athen. 343-340 var han lærer for den senere Alexander den Store, og i 335 vendte han tilbage til Athen og grundlagde sin egen skole, Lykeion, som han dog måtte forlade i 323 på grund af en antimakedonsk opstand efter Alexanders død. Aristoteles' filosofi er en kritisk videreførelse og på mange måder fuldendelse af Platons filosofiske projekt, men har bl.a. i kraft af en fornyende indfaldsvinkel og større systematik en helt egenkarakter. Aristoteles grundlægger de filosofiske og videnskabelige discipliner, og hans opdelinger i fagområder er fortsat gældende. Renæssancen gjorde op med hans verdensbillede og opfattelse af navnlig naturvidenskab, men indenfor etik og politik har hans tanker haft uafbrudt betydning og i de seneste årtier fornyet aktualitet. Hans filosofi må som helhed betragtes som den mest indflydelsesrige i filosofiens historie.

Aristoteles' forfatterskab omfatter arbejder inden for alle senere traditionelle discipliner, hvis begreber og terminologi han har præget grundlæggende. En række skrifter med fællesbetegnelsen Organon behandler primært logik, argumentation og erkendelsens og videnskabens grundprincipper, herunder den grundlæggende skelnen mellem substans og accidens, dvs. mellem en tings faste væsen og dens variable egenskaber. Omdrejningspunktet for hans filosofi er Fysikken (græsk fysis = natur), hvor han undersøger de naturlige ting og processer. Modsat Platon ser Aristoteles ikke verdens orden som et overordnet ideelt mønster, men som en iboende struktur i tingene. En ting kan betragtes som en sammensætning af form og materie, hvor formen er det, vi anfører som det mest oplysende svar på, hvad en ting er, f.eks.«menneske» eller «hus» (i modsætning til kød og blod eller tømmer og mursten). Formen er nemlig det, der består gennem tilblivelse og forgåen og forandring: Et menneske avler et menneske, og et menneske forbliver menneske, selv om det vokser og ændrer sig kvantitativt og kvalitativt. Ved natur eller form forstår Aristoteles altså et indre dynamisk årsagsprincip, der af sig selv regulerer («former») tingenes udvikling og forandringsprocesser. Natur eller form kan derfor også bestemmes som tingenes formål (græsk telos), dvs. hvad de udvikler sig hen imod, og enhver forandring er en aktualisering eller virkeliggørelse af en iboende mulighed. Naturlige processer har således for Aristoteles ikke karakter af nødvendige, mekaniske lovmæssigheder, men ses snarere som organisk vækst, hvor et givet mål (et bestemt potentiale) vil aktualiseres under normale, naturlige omstændigheder.

I Metafysikken undersøges det værende som sådan, uafhængigt af hvilken slags det er. Det værende findes og udsiges på mange forskellige måder (som bl.a. ting, egenskaber, mulighed, virkelighed, sandhed), der ikke kan reduceres til hinanden, men som alle forudsætter en primær instans, substantielle former eller essenser. Som et nødvendigt grundlag for hele universet må vi tillige antage en første årsag, en guddom, der som det ultimative formål opretholder bevægelse og forandring, uden selv at være bevæget af noget andet.

Begreberne substans/egenskab, form/materie, virkeårsag/formål og mulighed/virkelighed, der er udviklet fra betragtningen af de naturlige ting, præger Aristoteles' tænkning på alle andre områder. Ikke-naturlig produktion (græsk poiesis) som håndværk eller kunst efterligner eller forbedrer naturen, og etisk og politisk handling (græsk praxis) er for så vidt naturlige aktiviteter, som mennesket af natur (altså formål) er et politisk væsen. Politisk styring er således ikke som hos Platon nødvendig, fordi menneskets natur er genstridig, men fordi mennesket overhovedet først kan blive menneske og virkeliggøre sit særlige formål, lykken eller det gode liv, i det politiske fællesskab, i staten. I Politikken må Aristoteles derfor bl.a. godtgøre, at politisk styring er forenelig med individuel autonomi og frihed. I et raffineret opgør med Platon fastslår han, at styring ikke udelukkende kan bestå som herredømme, altså at noget overordnet styrer noget underordnet: politisk styre vil netop sige, at lige styrer lige. Dette medfører, at det rettelig er loven, ikke enkeltpersoner, der skal styre i staten, og at alle borgere på en eller anden måde skal have del i magten. I den bedst mulige forfatning er magten derfor fordelt på forskellige politiske instanser («den blandede forfatning»), som sørger for en balance mellem de fundamentale menneskelige værdier lykke, frihed og velstand.

Aristoteles' Nikomacheiske Etik hører til de mest indflydelsesrige bøger i europæisk kulturhistorie. Heri grundlægges etikken som særlig filosofisk disciplin: Etikkens mål er ikke teoretisk erkendelse, men handling; den udøves derfor af en særlig fornuftsform, den praktiske fornuft (græsk fronesis), der - på grundlag af den under opdragelsen erhvervede karakter eller holdning – gennem overvejelse og beslutning finder frem til det rette i enkeltsituationen. Da etik og politik således forudsætter normer og værdier, vil det rette og retfærdige variere indholdsmæssigt efter kulturel sædvane. Dog fastholder Aristoteles, at når alle hensyn til omstændighederne er taget, vil der over alt være et politisk system, der er det bedste, dvs. mest i overensstemmelse med den menneskelige natur.

A.E.O.