Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Danmark
Arbejde  .  Videnskab  .  Samfundsvidenskab  .  Pædagogik
      .  Undervisning
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 18/12 2011
Ansvarlig redaktion: Pædagogik
Læst af: 8.729
: :
Fængselsundervisning
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Fængselsundervisning er den formelle form for undervisning, der finder sted i de danske fængsler og er hvad, dette opslag handler om, både historisk, faktuelt, debatterende og diskuterende. Der er altså ikke tale om, den mere uformelle undervisning, såsom terapi, alkoholbehandling osv.

Et ikke-fokus område

Der er ganske lidt fokus på de indsattes forhold under afsoningen, deres hverdag, hvilke muligheder de har osv. Dette til trods for, at der hvert år er 17.200 indsatte, som afsoner i de danske fængsler. I 1970-80'erne var Danmark foregangsland mht. at fremme mulighederne for uddannelse i fængslerne og var med til at præge fængselsundervisningen i både Norden og Europa (Nordisk Ministerråd 2003: 3). I dag er Danmark det eneste af de nordiske lande, som ikke systematisk gennemfører forskningsmæssige evalueringer af undervisningen i fængslerne (Ibid.: 19). Denne manglende evaluering står i stærk kontrast til evalueringsiveren, der ellers er på uddannelsesområdet og i samfundet generelt.

I 2004 blev der dog påbegyndt de første kortlægninger af fængselsundervisningen i Danmark i mere end 25 år, efter Nordisk Ministerråd i 2000 besluttede, at indsatsen i kriminalforsorgen i de nordiske lande i forbindelse med fængselsundervisningen skulle kortlægges (Ibid.: 9). Undersøgelserne skulle være med til at indlede et forskningsbaseret vidensgrundlag, så det fremover ville være muligt at forbedre fængselsundervisningen samt sikre en professionalisering af Kriminalforsorgens arbejde i forbindelse med undervisningen af de indsatte. Trods den nye forskning, svarende til tre rapporter, er der dog stadig tale om begrænset viden om fængselsundervisningen.

Kriminalforsorgens opgave

Kriminalforsorgen definerer sin hovedopgave således: "Kriminalforsorgen skal fuldbyrde straffene med den nødvendige kontrol og sikkerhed, men skal samtidig støtte og motivere de dømte til gennem personlig og social udvikling at leve en kriminalitetsfri tilværelse. De to led i hovedopgaven er sidestillede og lige vigtige." (Kriminalforsorgen 1993). Det bliver understreget, at der er tale om en toleddet opgave, hvor begge led er lige vigtige. Første led fokuserer på kontrol og sikkerhed, i en erkendelse af, at begge er nødvendige for at kunne fuldbyrde straffen. Det er det andet led i hovedopgaven, støtte og motivere de dømte til gennem personlig og social udvikling at leve et kriminalitetsfrit liv, hvor bl.a. beskæftigelse og fængselsundervisningen kan bidrage, og svarer til en fremadrettet individualpræventiv indsats, hvor der kan være tale om både en faglig og personlig udvikling.

I forbindelse med Kriminalforsorgens hovedopgave, kan det overvejes, hvorvidt formuleringen er tilstrækkeligt klart formuleret for tilrettelæggelse af beskæftigelse, herunder undervisning. Ole Ingstrup, som var direktør og manden bag en stor reform af det canadiske fængselsvæsen i 1990'erne, peger på, at der i Danmark arbejdes ud fra upræcise mål. Ingstrup mener, at en tydelig og fælles anerkendt formulering af målene i Kriminalforsorgen er nødvendig for at vide, hvad der præcist arbejdes ud fra og hen imod. Desuden vil en stærk og klar formålsformulering naturligt medføre en øget evaluering (Ingstrup 1998). I forlængelse af dette, kan det undre, at der i den danske Kriminalforsorg arbejdes ud fra så løst fastsatte mål, og yderligere, at der samtidig ikke foretages undersøgelser omkring den resocialiserende del af Kriminalforsorgens arbejde, hvilket ville kunne muliggøre en effektivisering og muligvis, at færre af de indsatte recidiverer. På den måde kan det også undgås, at recidivstatistikkerne er den eneste måde, hvorpå anden del af hovedopgaven indirekte evalueres.

Lovgrundlaget for undervisningen i fængslerne er baseret på internationale anbefalinger og konventioner. Alle borgere, og dermed også indsatte, har ret til at udvikle færdigheder, læse, skrive, analysere osv., fordi de skal have samme rettigheder og muligheder for at uddanne sig som andre borgere (Nordisk Ministerråd 2003: 183-1886). De indsatte har desuden under afsoningen beskæftigelsespligt, hvilket betyder, at de har pligt og ret til at være beskæftiget med enten uddannelse, arbejde eller anden godkendt aktivitet, eksempelvis behandlingsprogrammer mod stofmisbrug. Alle tre former for aktiviteter er ligestillede og de indsatte får udbetalt arbejdsvederlag herfor (Justitsministeriet 2007). Tilbuddene varierer fra fængsel til fængsel, og det er de enkelte fængslers kapacitet, som afgør, hvor mange der kan være beskæftiget med hvad, og det er derfor ofte de fysiske rammer, som sætter begrænsningerne (Nordisk Ministerråd 2003: 215-216).

Fængselsundervisningen historisk set

Hvorvidt straf er med til at mindske kriminalitet og recidiv, har været diskuteret så længe fængslet har eksisteret, fordi fængslerne fra starten af, ikke var med til at forbedre de indsatte, men derimod var med til at skabe forbrydere i kraft af det liv, de indsatte blev budt under afsoning. Allerede i 1838 blev det konstateret, at antallet af recidivister steg (Foucault 2002: 284-285). Fængslet blev fra starten af vurderet som en dobbeltfiasko i kraft af dets store omkostninger og at det ikke bekæmpede kriminaliteten.

Fængselsundervisningen i Danmark tager form i sidste halvdel af 1800-tallet. Dette sker ved indførslen af straffeloven i 1866, hvor der fokuseres på to former for frihedsstraf: tugthus og forbedringshus. Med udgangspunkt i denne todeling var der altså tidligt en formodning om, at der skulle andet til end blot straf, såfremt den indsatte skulle forbedres og indgå i samfundet igen.

Med den Borgerlige straffelov af 1930 begynder den mere organiserede fængselsundervisning og der opstår ungdomsfængsler, som skal have en mere opdragende funktion. I ungdomsfængslerne blev undervisningen gjort obligatorisk, fordi forståelsen var, at de indsatte var socialt retarderede.

I en betænkning fra 1973 blev det konstateret, at undervisningen i fængslerne ikke kan følge med udvikling på uddannelsesområdet i samfundet pga. manglende ressourcer (Justitsministeriet 1973). Betænkningen anbefalede desuden, at undervisningen ikke længere skulle være obligatorisk, men frivillig på lige fod med de andre beskæftigelsesformer i institutionerne (Nordisk Ministerråd 2003: 48-49). Den såkaldte Skaghauge-plan fra 1971 fokuserede på at integrere de indsatte i uddannelsessystemet udenfor murene. Skaghauge-planen kommer til at præge tiden op gennem 1970'erne og 1980'erne.

I 1986 blev der udarbejdet en undersøgelse, hvor konklusionen var, at recidivet hos tre forskellige grupper med ingen eller forskellige tilknytninger til et uddannelsesforløb, var lige stort. Dog blev der peget på, at dem med frigang havde en markant lavere recidiv end dem uden frigang, og jo længere frigang, jo lavere recidiv (Holstein 1986: 41-42). Konstruktiv anvendelse af tid og meningsgivende beskæftigelse havde størst betydning for recidivet, større end uddannelse alene under afsoning (Ibid.: 6).

De seneste ændringer på fængselsundervisningsområdet sker i 2002, hvor fokus er at få så mange indsatte til at deltage i undervisning og der foretrækkes derfor deltidsundervisning med enkeltfag, frem for fuldtidsundervisning. Det understreges desuden i betænkningen, at der ikke er tale om en nedprioritering, men en opprioritering, fordi flere af de indsatte kan indgå i et undervisningsforløb (Justitsministeriet 2002: 75). Desuden fokuseres der på mere tidssvarende undervisning, eksempelvis med mere brug af IT og en mere moderne form for produktionsskoler kaldet projektvirksomheder.

Der skal gå ca. 25 år før området igen undersøges og denne gang er der først og fremmest tale om en kortlægning af de aktuelle uddannelsesforhold og indsattes ønsker i forbindelse med uddannelse i fængslerne. I rapporterne fra henholdsvis 2006 og 2007, hvor der i den ene kortlægges de indsattes og fængselslærernes syn på undervisningen under afsoning og der i den anden konkluderes bl.a., at der skal gøres mere for at sikre, at de indsatte får bedre muligheder for at opnå basale kvalifikationer og kompetencer gennem eksempelvis en uddannelsesgaranti (Koudahl 2006 og 2007). Den sidste nye rapport fra 2010 anbefaler bl.a., at der kommer mere fokus på udarbejdelse af de indsattes uddannelsesplaner samt mere fokus på kontaktpersonordningen og dens konsekvenser for den indsattes uddannelsesønsker (Koudahl 2010).

Status for fængselsundervisningen

I Danmark tilbydes der undervisning til både de domfældte og varetægtsarrestanter, og der kan modtages undervisning i de 8 åbne fængsler, i de 5 lukkede fængsler samt i de 37 arresthuse. Danmark er det eneste af de nordiske lande, hvor der tilbydes undervisning allerede inden dommen er afsagt (Ibid.: 54). I de lukkede fængsler tilbydes der alt fra ordblindeundervisning til selvstudium på universiteter. I de åbne fængsler er der desuden mulighed for frigang til uddannelse under særlige forhold samt mulighed for at benytte internettet (Nordisk Ministerråd 2003: 61-71).

Ifølge undersøgelsesmateriale fra 2007 ser fordelingen på de forskellige fag og niveau ud som følgende (Koudahl 2007: 33):

Tallene viser hvor mange af de indsatte, som er i gang med en eller anden form for undervisning, men angiver ikke, hvor mange af de indsatte, som afslutter fagene. Frafaldet er baseret på en opfattelse og der bruges formuleringen: "Det er ikke opfattelsen, at frafaldsprocenten er højere i fængselsskolerne end i skoler for voksne udenfor." (Nordisk Ministerråd 2003: 73). Der antages altså, at frafaldsprocenten i fængslerne er mindre end de 45 %, som den er udenfor, dette til trods for, at det ikke statistisk kan underbygges (Ibid.).

Motiverne for at deltage i fængselsundervisningen varierer, men særligt uddannelsens betydning for fremtiden, motiverer den indsatte (Koudahl 2007: 36). Det tyder altså på, der ligger et ønske om et kriminalitetsfrit liv efter afsoningen. Desuden afhænger valg af deltagelse af alder og afsoningens længde. De indsatte fremhæver de formelle uddannelsesmæssige mål som motivation for uddannelse under afsoning, såsom at udvikle faglige kundskaber, stimulerer lysten til at lære samt muligheden for at få et uddannelsesbevis.

Fængselsundervisningens aktører

De fysiske rammer har svært ved at leve op til de krav, der er i det 21. århundrede i forhold til at kunne gennemføre en tidssvarende undervisning. Dette skyldes primært, at de fleste af fængslerne er gamle og bygget i slutningen af 1800-tallet eller i starten af 1900-tallet (Nordisk Ministerråd 2003: 64). Undervisningslokalerne er i meget svingende stand, nogle steder er de meget velholdte og pæne, andre steder er de nedslidte og beskidte (Koudahl 2010).

Foruden de fysiske rammer, er det væsentligt at medtænke gruppen af indsatte for at forstå fængselsundervisningens vilkår. De indsatte udgør deres helt egen demografiske og socioøkonomiske gruppe og der er ofte tale om udsatte og socialt belastede mænd (ca. 96 % af de indsatte er mænd, jf. Koudahl 2007: 28), med negative livserfaringer og dårlige sociale netværk, de har ofte problemer med rusmidler og er dårligt forankret i arbejdsmarkedet (Nordisk Ministerråd 2003: 178-181). Derudover har den typiske indsattes forældre ofte et lavt uddannelsesniveau og lav indkomst, og familiens struktur har ofte været præget af ustabilitet (AE-rådet 2007: 9-10). Yderligere har mange indsatte ofte ikke færdiggjort folkeskolen og hvis vedkommende har, er udbyttet ofte meget ringe (Koudahl 2010: 28). De indsattes syn på undervisning og uddannelse er ofte præget af meget dårlige oplevelser med at gå i skole, og generelt har de dårlige skolemæssige forudsætninger, hvilket kan være med til at besværliggøre undervisningen i fængslerne. Desuden har de indsatte generelt en meget ringe tillid til sig selv i forbindelse med uddannelse.

Desuden kan det være væsentligt at medtænke lærerne i forhold til undervisningssituationen, da en rapport fra 2006 viser, at der er uenighed om, hvorvidt det er at være omsorgsperson eller en fagperson, der er lærernes primære opgave. Til trods for, at omsorg kan være en nødvendig forudsætning for situationen for undervisning i fængslerne, kan det være problematisk, hvis der kun fokuseres på den del. Undervisningen kræver et fagligt indhold, som kan resultere i udvikling og læring (Koudahl 2006: 21). Uden et fagligt fokus kan lærerne være med til at fastholde de indsatte i deres marginaliserede og ekskluderede situation.

Mindsker fængselsundervisning recidiv?

Fængselsundervisningen kan anses som en aktivitet, som kan have en individualpræventiv effekt, der kan være med til netop at støtte og motivere de dømte til gennem personlig og social udvikling at leve et kriminalitetsfrit liv. Viden om netop uddannelses betydning for reduktion af recidiv er videnskabeligt behandlet i andre lande og bekræftes i internationale undersøgelser, men der er uenighed om, hvor meget recidivet mindskes eller præcis hvilken uddannelsestype, der mindsker recidivet mest. Desuden er der uenighed om, hvilke metoder der bør anvendes for at gøre undersøgelserne mest valide (Vacca 2004: 3-5, Case & Fasenfest 2004: 25). Der konkluderes dog, at det vigtigt, at uddannelsen færdiggøres under afsoning og resulterer i et uddannelsesbevis. Desuden vurderes der, at undervisningen har en bedre effekt, hvis der samtidig også er tale om undervisning af en mere uformel slags, såsom følelseshåndtering og udvikling af sociale kompetencer (Vacca 2004: 298-299). Der er dog enighed om, at selv med små resultater i forhold til at mindske recidivet, er der økonomiske fordele ved undervisning i fængslerne (Gaes 2008: 11). Trods kontekstforskelle må det være muligt at overføre de overordnede forskningsresultater og antage, at det samme ville gøre sig gældende i Danmark. Dette kan selvfølgelig ikke siges med sikkerhed, før det er blevet undersøgt.

Rapporten Å lære bak murene tilslutter sig holdningen om, at undervisning i fængslerne kan være med til at reducere recidivet, men kun gennem vage formuleringer. I rapporten udtrykkes det således: "Det er indtrykket, at deltagelse i undervisning fremmer indsattes sociale forståelse og gør dem mere bevidste om samfundsmæssige forhold og dermed på sigt betyder mindre sandsynlighed for recidiv." (Nordisk Ministerråd 2003: 74). Desuden ses det i forskellige sammenhænge, at uddannelsesniveau generelt er en afgørende faktor for, om der overhovedet begås kriminalitet (AE-rådet 2007). I forlængelse af dette, kan der argumenteres for, at uddannelsesniveauet både er vigtigt, når det gælder om at holde sig væk for kriminalitet, og når vedkommende skal ud af det igen. Også de indsatte angiver, at et af deres motiver for at deltage i fængselsundervisningen netop er at lære noget og derved forbedre mulighederne for arbejde og uddannelse efter afsoning (Koudahl 2006: 32). Det tyder altså på, at flertallet af de indsatte har en idé om, at uddannelse kan hjælpe dem med at leve et kriminalitetsfrit liv efter afsoningen.

Kort sagt er der enighed blandt de internationale undersøgelser, formodningerne i Skandinavien og blandt de indsatte selv om, at uddannelse kan have en betydning for recidiv, og dermed en effekt i forhold til at bryde med kriminalitet.

Fængselsundersvisningen kan modvirke et fængselsopholds konsekvenser

I mange år har det været almen kendt og beskrevet i fængselslitteraturen (eksempelvis Goffman, Foucault mfl..), at et fængselsophold kan have negative konsekvenser for den indsatte. Eksempelvis kan afsoning resultere i, at handlekraften forsvinder fra den indsatte og der kan opstå en form for perspektivløshed, hvor det er svært for den indsatte at tro på fremtiden. Men undersøgelser peger på, at fængselsundervisning og andre former for meningsfuld tidsanvendelse, kan være med til at modvirke afsoningens konsekvenser (Holstein 1986, Vanderskrog 2010).

En undersøgelse fra 2010 peger på, at fængselsundervisningen er en investering i fremtiden. En måde, at den indsatte undgår at "spilde tiden", særligt set ud fra samfundets uddannelsesagenda, hvor der med årene er kommet mere og mere fokus på uddannelse, og dette i en sådan grad, at succes i tilværelsen ofte kobles sammen med gennemførsel af uddannelse. Fængselsundervisningen kan desuden fungere som en flugt fra fængslets hverdag og rutiner, hvor den faglige fordybelse kan være med til at udelukke omverdenen. Undervisningen kan derudover ses, som en måde, der kan resultere i selvtillid, selvværd og tro på egne evner i uddannelsessammenhænge. En følelse, som de tidligere indsatte ikke har oplevet ofte før. Gennemførelse af et fag kan altså have en mere overordnet subjektiv betydning for de tidligere indsatte, som gavner de indsattes personlige udvikling, og på sigt også deres faglige. (Vanderskrog 2010). Desuden tyder det på, at det er det at ansøge om et fag eller uddannelse, følge det seriøst og tilmed afslutte det, er det vigtigste for den indsatte. Dermed sagt, at det ikke så meget er faget eller fagets niveau, der er i fokus.

Men når det er sagt, så peger tidligere indsatte også på, ligesom de internationale undersøgelser gør, at den formelle fængselsundervisning ikke kan stå alene, men at den bør kombineres med mere uformel undervisning, hvor den enkelte arbejder med at bryde de kriminelle tankemønstre. Det er ikke nok at gennemføre fag eller en uddannelse, hvis den indsatte stadig ikke er i stand til at klare hverdagslivets udfordringer pga. livshistorie, sociale problemer og fængslets passivisering. Det kunne altså tyde på, at der er tale om en gensidig afhængighed mellem den formelle og mere uformelle uddannelse, som skal ses i et komplekst samspil, hvor mange forskellige faktorer spiller ind, før et brud med kriminalitet kan lykkes. Men pointen må være, at den ene form for undervisning ikke kan stå alene.

Lad os få gjort fængselsundervisningen til et fokus område

Det er væsentligt at få viden om fængselsundervisningen, for at få afdækket dens potentialer, særligt fordi, at det tyder på, at meningsfuld beskæftigelse såsom deltagelse i fængselsundervisningen har betydning for den indsatte på forskellige måder. Det er derfor oplagt, at der gennemføres undersøgelser af fængselsundervisningen. Evalueringer burde tilmed være i Kriminalforsorgens egen interesse, fordi det vil give viden om, hvorvidt fængselsundervisningen kan være med til at indfri målet om at støtte og motivere den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, og være med til at indfri den mere resocialiserende del af Kriminalforsorgens hovedopgave. Samtidig er fokus på fængselsundervisningens betydning og effekt en måde at undgå, at fængselsundervisningen bliver et organisatorisk redskab, men at der holdes fast i, at den indsatte er et subjekt med ønsker og rettigheder, som samfundet ønsker at resocialisere.

For at forøge betydningen og effekten af fængselsundervisningen skal der ske en opprioritering. En måde at gøre dette på, er ved at gøre fængselsundervisningen mere seriøs ved at foretage en screening af både de indsatte og lærere, så kun dem med fokus på at være aktive og på faglig samt personlig udvikling er til stede. Desuden vurderes indførsel af en kontrakt som givtig, hvor mål og forventninger bliver præciseret (Vanderskrog 2010). På den måde bliver det også lettere at evaluere, hvorvidt den indsatte og fængselslæreren udretter det, som er blevet aftalt. Forestillingen er desuden, at det kan generere mere motiverede og seriøse lærere og indsatte, hvis der kunne fremlægges dokumentation for, at fængselsundervisningen har en positiv betydning og effekt for den indsatte både under og efter afsoningen. Så også i denne sammenhæng synes mere evaluering som en god idé.

Trods besværligheder og mangler i forbindelse med fængselsundervisningen, tyder det på, at fængselsundervisningen allerede på nuværende tidspunkt har betydning. Med dette in mente, så må det stå klart, at betydningen og effekten af fængselsundervisningen kunne blive endnu større, hvis den blev opprioriteret. I den forbindelse er det væsentligt at medtænke vilkårene for undervisningen, som kan være med til at besværliggøre undervisningssituationen indenfor murene, men som også burde lægge op til, at uddannelsestilbuddene tænkes bredere og anderledes, så de målrettes gruppen. Måske ligefrem en fængselspædagogik og fængselsdidaktik? Et godt sted at starte, et hvis der blev ansat flere personer til at varetage undervisningen, så der ikke længere kun er 5 % af det samlede personale, der står for undervisning (og sundhed!), til sammen ligning med, at der er 65 % til at holde opsyn. Hvis der blev ansat flere lærere, så ville de indsatte kunne få muligheden for at få flere undervisningstimer og ideelt set kunne undervisningen intensiveres. På den måde kunne det undgås, at fængselsundervisningen blot blev set som tidsfordriv, hvor de indsatte opfordres til at tage fag, de allerede har taget eller "udtynde" deres uddannelsesplaner, så de kan strækkes over en længere tid af afsoningstiden. Flere lærere ville også afhjælpe det overordnede kapacitetsproblem i fængselsskolen og sikre, at flere indsatte ville få muligheden for at deltage i undervisningen. Desuden ville ansættelse af flere typer af lærere til at varetage undervisning på flere niveauer end det er muligt på nuværende tidspunkt, kunne imødekomme behovet om bredere undervisningsudbud. Hvis dette skal være muligt, kræver det alt andet lige, at undervisningen i fængslerne prioriteres højere politisk og i praksis.

K.Van.


Litteratur

AE-rådet (2007): Kriminalitet og social baggrund, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Case Patricia & Fasenfest David (2004): Expectations for Opportunities Following Prison Education: A discussion of Race and Gender, The Journal of Correctional Education, 55 (1), March 2004
Foucault, Michel (2002): Overvågning og straf – fængslets fødsel, Det lille Forlag (oprindelig udgave 1975)
Gaes, Gerald (2008): The Impact of Prison Education on Post-Realese Outcomes, John Jay College of Criminal Justice in New York City
Holstein, Bjørn (1985): Uddannelse og recidiv – en undersøgelse af sammenhængen mellem uddannelse under afsoning og kriminelt recidiv hos 1325 løsladte, Justitsministeriet
Ingstrup, Ole (1998): Professionalisme og forskning i kriminalforsorgen, Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab, 1998, nr. 3-4, s. 241-254
Justitsministeriet (1973): Betænkning om undervisning, erhvervsuddannelse og fritidsaktiviteter for indsatte i fængselsvæsenets anstalter; Justitsministeriet
Justitsministeriet (2002): Beskæftigelse af indsatte, Justitsministeriet
Justitsministeriet (2007): Lovbekendtgørelse om fuldbyrdelse af straf mv., LBK 2007-12-03 nr. 1337, Justitsministeriet
Koudahl, Peter (2006): Evaluering af resultaterne den eksisterende fængselsundervisning (Et pilotprojekt), Direktoratet for Kriminalforsorgen, kan downloades på: http://www.kriminalforsorgen.dk/Default.aspx?ID=1371
Koudahl, Peter (2007): Indsatte i de danske fængsler – Uddannelse og uddannelsesønsker, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ny revideret udgave, kan downloades på: http://www.kriminalforsorgen.dk/Default.aspx?ID=1371
Koudahl, Peter (2010): Uddannelse i fængslerne. Hvad siger de indsatte?, Direktoratet for Kriminalforsorgen, nye revideret udgave, kan downloades på:
http://www.kriminalforsorgen.dk/Default.aspx?ID=1371
Kriminalforsorgen (1993): Kriminalforsorgens principprogram, kan downloades på: http://www.kriminalforsorgen.dk/Default.aspx?ID=251
Nordisk Ministerråd (2003): Å lære bak murene - Nordisk kartlegging av fengselsundervisningen, Norden
Vacca, James S. (2004): Educated Prisoners Are Less Likely to Return to Prison, The Journal of Correctional Education, 55 (4), December 2004
Vanderskrog, Karina (2010): Fængselsundervisning – et empirisk studie af dens betydning og effekt, kan downloades på Danmarks Pædagogiske Bibliotek på: http://www.dpb.dpu.dk/