Befolkning 10,6 mio. Valuta Sydsudanesiske pund (SSP) Areal 619.745 Km2 Hovedstad Juba Befolkningstæthed 13,3 indb./Km2     HDI placering 191

Sydsudan er et land i det nordøstlige Afrika uden kyststrækning. Landet har sletteområder i nord og regnskov i syd. Det rummer det udstrakte sumpområde Sudd, der er dannet af den Hvide Nil. Landet grænser op mod Sudan i nord, Ethiopien i øst, Kenya mod sydøst, Uganda mod syd, den Demokratiske Republik Congo mod sydvest og den Centralafrikanske Republik mod vest.

Sudan og Sydsudan var oprindelig en del af Egypten, og blev siden britisk koloni, til selvstændigheden i 1956. Efter den første sudanesiske borgerkrig blev den Autonome Region Sydsudan dannet i 1972. Den eksisterede frem til 1983. En ny borgerkrig brød ud og varede frem til 2005, hvor der blev indgået en omfattende fredsaftale. Senere samme år fik Sydsudan atter autonomi, og der blev oprettet en autonom regering for regeringen. Efter en folkeafstemning i starten af 2011 fik Sydsudan formelt sin selvstændighed den 9. juli 2011. Det er medlem af FN og AU.

Diktatur præget af grov undertrykkelse af menneskerettighederne, allieret med EU, USA og Israel.

 

Folket: Sydsudan rummer flere etniske grupper og folk. De største etniske grupper er Dinka (15% af befolkningen), Nuer (10%) Bari, Azande og Shilluk.

Religion: Som følge af intens kristen missioneren er kristendommen udbredt i den nordlige del af landet. I den sydlige del er oprindelig animistisk tro i forskellige afskygninger den mest udbredte.

Sprog: Engelsk (officielt); de forskellige etniske grupper anvender desuden deres egne sprog, hvoraf der findes mere end 60. Mange taler desuden en eller anden form for arabisk (Chad-arabisk, Sudan-arabisk eller klassisk arabisk). Regeringen besluttede i august 2011 at introducere swahili for at understrege fællesskabet med Østafrika og på sigt at erstatte arabisk som 2. sprog.

Politiske partier: Sudan Peoples Liberation Movement (SPLM) - drivende militær kraft i kampen mod Sudan.

Officielt navn: Republic of South Sudan.

Administrativ inddeling: 10 stater, 86 amter.

Hovedstad: Juba (372.410). Hovedstaden planlægges flyttet til den mere centralt beliggende Ramciel.

Regering: Salva Kiir Mayardit, diktator og præsident siden 11. juli 2011. Kiir fjernede gennem 2012 og 13 alle modstandere i regering, parti og militær.
Føderal præsidentiel demokratisk republik. Parlamentet har to kamre: Underhuset (den Nationale lovgivende Forsamling) med 170 medlemmer; Overhuset (Staternes Råd). Det består af de oprindelige medlemmer fra Sudans Statsråd samt 20 medlemmer udpeget af præsidenten.

Nationaldag: 9. juli (Selvstændighed, 2011)

Væbnede styrker: Sydsudans militær er bygget over Sudan Peoples Liberation Army (SPLA), der fra 1980'erne førte guerillakamp mod Sudan.

 

Den ubrudte indflydelse fra faraonernes Egypten over de områder egypterne kaldte Khus og grækerne Nubia var en af de vigtigste årsager til, at det i perioden fra det 3. årtusinde f.v.t. til omkring år 0 ikke var muligt at udvikle en selvstændig stat i området. Faraonerne foretrak at have spredte stammer i sit bagland. Derfor opstod kongedømmet Napata i det 8. århundrede f.v.t., hvor forfaldet i Egypten var så fremskredent, at landet kunne regeres af udenlandske dynastier. Det sidste af disse var netop sudanesisk. Kongerne i Napata erobrede Egypten i 730 f.v.t. og regerede landet frem til 663, hvor det blev erobret af assyrerne. Dynastiets fald medførte samtidig, at dets bagland i Sudan - selv om det ikke blev besat - faldt fra hinanden. Men i dets sted opstod hurtigt 3 nye riger: Nobatia, Dongola og Alodia, der eksisterede de følgende 20 århundreder.

Mens perserne, grækerne, romerne og araberne på skift overtog kontrollen over Egypten, bevarede disse riger en politisk og kulturel autonomi. Det skyldtes bl.a. deres stilling som mellemhandlere mellem Middelhavet og Centralafrika, hvorfra der leveredes slaver, elfenben og andre varer. Alligevel er antallet af større begivenheder under denne lange periode begrænset: Efter indflydelse fra Ethiopien konverterede landet i det 6. århundrede til kristendom; et århundrede senere blev landet invaderet af araberne, der tvang kong Dongola at åbne op overfor arabiske handelsfolk og islam. Samarbejdet var baseret på en traktat, der holdt sig i over 600 år.

Omkring det 14. århundrede brød de kristne nubiske kongeriger Makuria og Alodia sammen. Sammenbruddet faldt sammen med arabiske handelsfolks fremtrængen i det centrale Sudan. Samtidig begyndte de etniske grupper Dinka, Shilluk og Luo at tage over. De kom fra markområderne Sudd. Arkæologiske undersøgelser viser, at dette område siden 3000 f.v.t. havde været beboet af kvægfarmere. Andre undersøgelser viser, at Dinku og de øvrige grupper i denne periode trådte ind i jernalderen, og det var givet medvirkende til deres politiske ekspansion.

Kongedømmet Shilluk bredte sig fra slutningen af det 15. århundrede mod øst til områderne omkring den Hvide Nil. Det skete under ledelse af den legendariske kong Nyikang, der menes at have ledet riget i ca. 1490-1517. Han fik kontrol over den Hvide nils vestbred så langt mod nord som Kosti i Sudan. Rigets økonomi var baseret på kvægdrift, dyrkning af korn og fiskeri. Der var tale om intensivt landbrug, og i det 17. århundrede svarede rigets befolkningstæthed til tætheden langs den egyptiske Nil.

Mens Dinka folket i højere grad var beskyttet og isoleret fra sine naboer, var Shilluk involveret i internationale affærer. Mens Shilluk kontrollerede den vestlige side af Nilen, kontrolleredes den østlige af Funj sultatnatet, og der var hyppige konflikter mellem de to. Shilluk betjente sig af kanoer og kunne derfor gennemføre nålestiksaktioner over Nilen. Funj havde en stående hær bestående af kavalleri, og det gjorde det muligt for dem at kontrollere dele af Sahel.

Midt i det 17. århundrede førte Shilluk 30 års krig om kontrollen over handelsruterne på Nilen. Det skete i alliance med sultanatet Darfur og kongedømmet Takali. Men da Takali til sidst måtte kapitulere, endte krigen i Funj's favør. Senere sammen århundrede gik Shilluk og Funj i alliance mod Jieng, der var et rige under ledelse af Dinka'er der voksede frem i grænseområdet mellem Shilluk og Funj. Shilluks politiske struktur blev gradvist mere centraliseret under ledelse af en konge. Den vigtigste af disse var kong Tugo der regerede i 1690-1710. Han etablerede Shilluks hovedstad Fashoda. I samme periode skete der et gradvist kollaps i Funj, hvilket gav Shilluk fuld kontrol over Nilen og dens handelsruter. Kongerigets magt var baseret på denne kontrol over floden.

I det 17. århundrede trægte Azande folket ind i det sydlige Sudan, hvor de etablerede regionens største stat. Gruppen er fortsat den 3. største etniske gruppe i Sydsudan. De findes i Maridi, Iba, Yambio Nzara, Ezon, Tambura og Nagere amterne i det tropiske regnskovsområde og i Bahr el Ghazal. I det 18. århundrede trængte Avungara folket ind i området og underlagde sig hurtigt Azande. Avungaras magt forblev stort set uantastet frem til den britiske kolonialismes fremtrængen i slutningen af det 19. århundrede. Geografiske barrierer afskærmede folkene i syd fra islams fremmarch i nord, og gjorde det muligt for dem at bevare deres kulturelle, politiske og religiøse institutioner. Især Dinka folket var ret sikre i Sudd markområderne, hvor de var beskyttet mod udefrakommende indblanding uden at have nogen større stående hær. Shilluk, Azande og Bari folkene havde langt hyppigere konflikter med deres nabostater.

I 1821 brød Sennar sultanatet i nord sammen efter en egyptiske invasion. Efter at have konsolideret deres kontrol over det nordlige Sudan rykkede de egyptiske styrker mod syd. I 1827 førte Ali Khurshid Pasha en egyptisk styrke gennem Dinka folkets område, og i 1830 førte han en ekspedition frem til knudepunktet mellem den Hvide Nil og Sobat. I 1839 og 42 førte admiral Salim Qabudan ekspeditioner ned ad den Hvide Nil så langt som til det nuværende Juba. Egypterne forsøgte at etablere garnisoner i området, men sygdom og desertering førte til, at disse koloniseringsforsøg hurtigt måtte opgives. Egypten hævdede at have kontrol over områderne i Sydsudan, men havde ingen reel autoritet over områderne. Efter pres fra de europæiske kolonimagter gav Egypten i 1851 europæiske handelsfolk og missionærer adgang til områderne. Europæerne fandt store mængder af elfenben, men opdagede samtidig at Bari folket var ret uinteresseret i handel i det hele taget. Handelsfolkene erobrede derfor ofte elfenbenen med magt, men det viste sig hurtigt ikke at være økonomisk, og det europæiske handelseventyr havde derfor ringe succes. Kristne missionærer etablerede en række poster i området under ledelse af det katolsk apostolske embede i Centralafrika. Missionærerne havde dog ringe inflydelse i regionen i det 19. århundrede.

Manglen på formel statslig autoritet blev midt i det 19. århundrede kompenseret ved udviklingen af stærke handelsfyrster. Mod øst kontrollerede Muhammad Ahmad al-Aqqad store landområder, men den stærkeste var Al-Zubayr Rahma Mansur, der fik kontrol over Bahr el Ghazal og andre dele af det sydlige Sudan. Al-Zubayr var en handelsmand fra Khartoum, der hyrede en privat hær og marcherede mod syd. Han etablerede et netværk af handels-fæstninger - der blev kendt som Zaribas - i området, og derfra kontrollerede han den lokale handel. Den mest værdifulde handelsvare var fortsat elfenben. Gennem de foregående århundreder havde sudanesiske handelsfolk ikke tillagt elfenben nogen større værdi, men i USA og Europa begyndte velhavere at efterspørge pianoer (med elfenbens tangenter) og billardkugler. For at klare handelen havde al-Zubayr brug for arbejdskraft, og han begyndte derfor at indfange afrikanere, der blev gjort til slaver. Til at supplere sin lejehær opbyggede han desuden en større slavehær. Hans handelsimperium kom hurtigt i konflikt med sultanatet i Darfur, som han derfor angreb. I 1874 blev sultanatet endeligt slået og den sidste sultan, Ibrahim dræbt.

I Egypten var vicekongen (Khediven), Isma'il Pasha foruroliget over al-Zubayrs tiltagende magt. Pasha oprettede derfor  provinsen Equatoria, som han planlagde at kolonisere. Han hyrede i 1869 den britiske opdagelsesrejsende Samuel Baker til at regere provinsen og forsynede ham med soldater og penge, men Baker var ikke i stand til at udstrække Pashas magt i områddet. I stedet hyrede han lejesoldaten Muhammed al-Bulalwi og lovede ham at han ville få guvernørposten over Bahr el Ghazal, hvis han kunen knuse al-Zubayr. Men i stedet var det al-Zubayr der knuste invasionsstyrken og dræbte al-Bulalwi. I 1873 valgte Pashaen i stedet nødtvunget at udnævne al-Zubayr til guvernør.

Pasha følte sig dog fortsat truet af al-Zubayr og hans betydelige magtbasis. Ligeldes var de britiske medier fyldt med historier om «slavekongen» al-Zubayr. I 1874 blev Charles George Gordon derfor udnævnt af briterne som guvernør over Equatoria. I 1877 rejste al-Zubayr til Cairo for at anmode om også at blive udnævnt til guvernør over Darfur, men i stedet blev han sat under husarrest af Pasha. Samtidig besejrede Gordon al-Zubayr's søn og endte dermed handelsfyrsten kontrol over området. Trods sejren var Gordon ude af stand til at udstrække sin autoritet i regionen - bortset fra de områder der lå lige i nærheden af hans garnisoner. I 1878 blev Gordon erstattet af Emin Pasha (Eduard Schnitzer), men hans styre blev kortvarigt. Mahdi-oprøret i Nordsudan (1881-85) spredte sig godt nok ikke så langt mod syd som til den ikke-muslimske region, men afskar alligevel Sydsudan fra Egypten. Emin Pasha sad isoleret og uden ressourcer, og måtte til sidst reddes af en styrke under ledelse af Henry Stanley.

Equatoria ophørte med at eksistere som egyptisk provins i 1889. De vigtigste byer i regionen var da Lado, Gondokoro, Dufile og Wadelai. I 1947 planlagde det britiske kolonistyre at forene Sydsudan med Uganda, men konferencen i Juba spændte ben for de planer. Den besluttede at forene Nord- og Sydsudan.

Et år før den sudanesiske selvstændighed i 1956 brød den første borgerkrig ud. Formålet var at opnå repræsentation og større regional autonomi. Gennem 16 år bekæmpede Sudans regering Anyanya befrielseshæren. I 1971 samlede den tidligere løjtnant Joseph Lagu alle de mindre guerillagruppen i sin South Sudan Liberation Movement (SSLM). Det var første gang i de forløbne 15 år at guerillaen fik en forenet kommandostruktur og ledelse. Det var samtidig første gang at SSLM kunne forhandle og udtale sig på vegne af et samlet Sydsudan. World Council of Churches (WCC) og All Africa Conference of Churches (AACC) gik ind som mæglere i konflikten, og det førte i 1972 til undertegnelsen af Addis Abeba aftalen, der skabte den Autonome Region Sydsudan.

I 1983 erklærede Sudans præsident Gaafar Nimeiry hele landet for en islamisk stat, der skulle underlægges Sharia lovgivning. Dette gjaldt også for den ikke-islamiske majoritet i Sydsudan. Regionen fik ophævet sin autonomi den 5. juni 1983, og dermed var Addis Abeba aftalen samtidig ophævet. Dette førte til at John Garang oprettede Sudan People's Liberation Army/Movement (SPLA/M) og dermed brød den 2. sudanesiske borgerkrig ud. Den kom til at vare i 22 år, og blev dermed den længstvarende borgerkrig i Afrika. Med Intergovernmental Authority on Development (IGAD) og en række donorlande som mæglere forhandledes i 2005 en fredsaftale på plads i Nairobi, der bl.a. førte til oprettelsen af en autonom regering i Sydsudan.

2011 Selvstændighed

I dagene 9-15. januar 2011 stemte Sydsudan om selvstændighed. Resultatet blev offentliggjort 30. januar og viste at 98,3% havde stemt for selvstændighed. Den 9. juli udråbte den nye stat sin selvstændighed. Fem dage senere blev den optaget i FN, og den 28. juli blev den optaget i den Afrikanske Union. 55 års mere eller mindre intensiv konflikt havde da kostet 2½ mio. dræbte og flere millioner drevet på flugt.

Selvstændigheden førte imidlertid ikke til fred. Grænseregionen Abyei er omstridt og skal senere gennemføre en folkeafstemning om den vil høre til Sudan eller Sydsudan. Endvidere har olieindtægterne et stort stridspotentiale. 80% af olieindtægterne i det oprindelige forenede Sudan kom fra Sydsudan, og nord ser ikke med blide øjne på at miste disse.

Allerede en måned inden selvstændigheden, i juni 2011, kom det til kampe mellem nord og syd om Abyei. Det internationale samfund trådte da ind som mægler og fik udstationeret 4.200 ethiopiske soldater som fredsbevarende styrke i Abyei. I marts 2012 bombede Sudan Sydsudan i området syd for Abyei. Sudsudanesiske styrker svarede igen ved at indtage Heglig oliefeltet.

Dertil kommer en række interne konflikter i Sydsudan, der udover regeringen involverede Shilluk, Murle og Lou Nuer folkene. De voldelige konflikter berørte 9 af landets 10 stater.

Frem til selvstændigheden havde Israel gennem 20 år forsynet SPLA med våben, med det formål at destabilisere det store muslimske land Sudan. Og i december 2011 besøgte præsidenten Israel for at takke israelerne for deres bistand under borgerkrigen, Men i 2012 begyndte Israel at deportere sydsudanesiske flygtninge. Flere tusinde blev holdt indespærret i interneringslejre i afventen på deportation.

Som del af Sudan havde Sydsudan indtil selvstændigheden været underlagt USA's blokade af Sudan. Med sin selvstændighed bleb Sydsudan undtaget USA's økonomiske og militære blokade og i januar meddelte Barack Obama, at USA var parat til at levere våben og rådgivere til Sydsudans militær. Få dage senere sendte USA de første 5 militærrådgivere afsted.

I marts angreb Sydsudan Heglig oliefeltet i Syd Kordofan staten i Sudan. Det skete på baggrund af uenighed om grænsedragningen og uenighed om Sudans betaling for transport af olie gennem Sudan. De sydsudanesiske tropper blev hurtigt presset ud af Sudan og i september indgik de to lande en aftale om grænsedragning og olietransport. Aftalen gav bl.a. Sydsudan ret til at eksportere 350.000 tønder olie dagligt. Men allerede i november atter op, da Sudan bombede Bahr el Ghazal staten i det nordlige Sydsudan. På dette tidspunkt var befolkningen i Syd Kordofan og Blå Nil staterne i det sydlige Sudan også involveret, idet de havde startet et væbnet oprør mod centralregeringen for at blive indlemmet i Sydsudan.

I slutningen af 2012 begyndte der at cirkulere rygter om et kup i Juva, hvilket fik Kiir til at igangsætte en større udrensning indenfor regeringen, partiet og hæren. I januar 2013 fjernede han rigspolitichefen og 29 højtstående generaler. Måneden efter fjernede han yderligere 117 generaler og antydede at hans modstandere søgte at de nære de modsætninger der i 1990'erne havde ført til bitre interne kampe.

Sydsudan offentliggjorde i januar, at det havde indgået en aftale med flere israelske olieselskaber om efterforskning efter olie.

I juni 2013 ophævede Kiir to af hans ministres parlamentariske immunitet, efter de blev anklaget for at være indblandet i korruption. Måneden efter opløste han hele sin regering. I november opløste han alle de højere organer i partiet.

I december 2003 skød den sydsudanesiske hær en FN helikopter fra UNMISS styrken ned i Jonglei.

2013-15 Borgerkrig

I december forsøgte dele af militæret med den afsatte vicepræsident Riek Machar i spidsen at afsætter Kiir, men kupforsøget slog fejl. Situationen udviklede sig hurtigt til borgerkrig, da skillelinien mellem Kiir og Machar var af etnisk art. Rundt omkring i landet begyndte folk spontant at chikanere eller dræbe folk fra den anden stamme. Samtidig deserterede omkring halvdelen af militæret til Machar. I starten af januar 2014 var kampene så udbredte, at flere lande valgte at evakuere deres borgere.

Borgerkrigen bølgende frem og tilbage gennem 2014, mens de vigtigste byer faldt til snart den ene, snart den anden part. Flere våbenhviler blev forhandlet på plads, men holdt aldrig mere end i nogle få timer. FN blev også hurtigt inddraget, da Kiir anklagede FN missionen i landet for at holde med Machar. Det førte til en lang række angreb på FN i hele landet. Begge sider gennemførte massakrer på civilbefolkningen i de områder de indtog og i april 2014 blev 58 dræbt, da unge angreb en FN base i Bor, hvor 5.000 civile havde søgt tilflugt.

I november 2014 vurderede International Crisis Group, (ICG) at 50-100.000 var dræbt under årets kampe. De internationale menneskerettighedsorganisationer opfordrede allerede fra sidste halvdel af 2014 USA og de andre vestlige leverandører af våben til regimet om at arbejde for international våbenblokade i FN's Sikkerhedsråds regi. Forgæves.

Kiir og Machar underskrev midt i januar 2015 en aftale om genforening af partiet (SPLM). Der var blevet indgået så mange aftaler mellem de stridende partier de foregående 12 måneder, at omverdenen tvivlede på levedygtigheden af denne.

I marts optrappede Sikkerhedsrådet presset på de stridende parter ved at indføre skrappe målrettede sanktioner mod en liste af personer, der blev anklaget for at have begået krigsforbrydelser. De fik indefrosset deres midler og fik rejseforbud. Det motiverede parterne til forhandling, og i august blev der indgået en fredsaftale med den Østafrikanske udviklingsorganisation IGAD som mægler. Den blev fulgt af en endelig våbenhvile i november. 1,6 mio. mennesker var dog fortsat internt fordrevne, 600.000 flygtet til nabolandene, 300.000 dræbt og 4 mio. havde brug for akut fødevarebistand.

I oktober omdannede Kiir pr. dekret landets opdeling i 10 stater til en opdeling i 28 stater - overvejende opdelt efter etniske linier. En række oppositionspartier og NGO'er kritiserede dekretet og i november fik Kiir derfor parlamentets opbakning til den nye opdeling af Sydsudan.

Som led i fredsaftalen vendte Riek Machar i marts 2016 tilbage til landet og blev genindsat som vicepræsident. Der er derefter afsat 30 måneder til at forberede og gennemføre valg i landet.

A.J.