Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Afrika  .  Kenya
DatoOpdatering
2015.01.21Årlig opdatering
Indhold
Diskussionsforum
Atlas
Send
Sidst ajourført: 28/3 2016
Læst af: 183.358
Verden  .  Afrika  .  Kenya
: :
Kenya
Befolkning30,7 mio.
ValutaKenyanske shilling
Areal580.370 Km2
HovedstadNairobi
Befolkningstæthed52,8 indb./Km2    
HDI placering128    

Kenya ligger i det centrale Østafrika og er etnisk og geografisk ret varieret. Landet kan opdeles i 4 klimatiske regioner fra øst mod vest: Kystområdet ud mod det Indiske Ocean er lavtliggende og fladt med hyppige regnskyl og tropisk vegetation. Længere inde findes et tyndt befolket område med fald mod nord og nordøst. Bjergområdet længere inde udgør den østlige del af Rift forkastningen. Klimaet er moderet af højden, og den vulkanske jord er velegnet til landbrug. I dette område er størstedelen af befolkningen og den økonomiske aktivitet koncentreret. Længst mod vest ligger en tør steppe, der dog nogle steder nyder godt af nedbøren fra Victoria søen. Landets alvorligste miljøproblemer er: Udpining af jorden, erosion og omdannelse til ørken, skovfældning, forurening af drikkevandskilderne - især omkring de større byer som Nairobi og Mombasa.

Folket: Kenyanerne nedstammer fra de vigtigste etniske afrikanske stammer: Bantuerne, nilocamiterne, sudaneserne og kushiterne. De numerisk og kulturelt mest betydningsfulde grupper er kikuyuerne og luoerne. De øvrige etniske grupper er baluya, kamba, meru, kissi og embu. Desuden findes der minoriteter af indere og arabere.

Religion: Kristne (73%), traditionelle religioner (20%), muslimer (6%)

Sprog: Engelsk (officiel). Swahili er det nationale sprog. Endvidere tales over 50 andre sprog - især kikuyu og kamba.

Politiske partier: Kenya African National Union (KANU) dannet af Jomo Kenyatta i 1943. En forfatningsreform gjorde det fra slutningen af 1991 lovligt at danne nye partier. Partiet for national Enhed (PNU) ledes af Mwai Kibaki; Orange Democratic Movement (ODM) ledet af Raila Odinga. Forum for Restoration of Democracy (FORD) er det vigtigste oppositionsparti. Det blev i 1992 delt i to grene: FORD-Asili y FORD-Kenya. Desuden: Democratic Party (DP), National Party for Development (NPD), Kenya Social Congress (KSC), Kenya National Congress (KNC).

Sociale organisationer: Landsorganisationen COTU blev oprettet af regeringen i 1965 og er landets eneste. Studenterorganisationen ved Nairobis Universitet. Miljøorganisationen det Grønne Bælte.

Officielt navn: Jamhuriya Kenya

Administrativ inddeling: 7 provinser og 1 område

Hovedstad: Nairobi, 3.138.000 indb. (2009)

Andre vigtige byer: Mombasa, 685.000 indb. Kisumu 266.300; Nakuru, 319.200; Machakos, 173.700 (2000).

Regering: Uhuru Kenyatta er siden april 2013 landets præsident. Premierminister siden april 2008: Raila Odinga. Tokammersystem: Nationalforsamlingen har 349 medlemmer, der vælges for en 5 årig periode; senatate har 67 medlemmer.

Nationaldag: 12. december (uafhængighed, 1963)

Væbnede styrker: 24.200 (1996).

Paramilitære styrker: 5.000

 

Kenya ligger på Afrikas østkyst, nær ækvator. Landets nyere historie illustrerer hvordan kolonisystemet har ført til en underudviklet og forvredet økonomi. Der er blevet skabt produktions- og klasseforhold, som opretholder social ulighed og økonomisk afhængighed - også uden noget formelt kolonistyre. Fra konservativ side blev der tidligere talt om et «kenyansk under». Landets hurtige vækst i BNP og politiske stabilitet i det første årti efter selvstændigheden, er blevet fremhævet. Kenya var frem til midten af 90'erne et af Danmarks vigtigste modtagere af ulandsbistand.

Historie

Det førkoloniale Kenya var præget af små og selvforsynende lokalsamfund i det indre af landet, mens kystområdet allerede fra begyndelsen af vor tidsregning blev trukket ind i handelen med den arabiske verden og med Indien. Da portugiserne startede deres plyndringer omkring år 1500, stødte de på store handelsbyer under arabisk indflydelse - som f.eks. Mombasa. Det indre af landet der overvejende var befolket af bantuer havde ikke udviklet en kultur af tilsvarende højde som ved kysten og ej heller organiserede stater. Først i det 19. århundrede lykkedes i nogen udstrækning masaifolket at etablere en form for hegemoni over de øvrige folk, men få årtier senere blev denne udvikling standset efter udbruddet af kvægpest. I 1800 tallet blev handelen med slaver og elfenben fra det indre af landet en indbringende forretning, ikke mindst for det arabiske aristokrati på Zanzibar. Formelt blev Kenya koloniseret af Storbritannien i 1895, efter et intermezzo med et privat koloniselskab. Koloniseringen var en konsekvens af Berlinkonferencen og den efterfølgende tysk-britiske aftale, der fastlagde grænserne for de to kolonimagters interessessfærer. Zanzíbar, Kenya og Uganda blev med denne aftale anerkendt som britiske.

Da jernbanen til Victoriasøen stod færdig i 1902, blev det besluttet, at europæiske «settlere» skulle flytte ind - ikke mindst efter inspiration fra Rhodesia (det senere Zimbabwe) og Sydafrika. Mens størstedelen af Kenya består af områder med dårlig jord og utilstrækkelig nedbør, findes der også frugtbare højlandsområder. Denne jord blev besat af europæiske indvandrere. Lokalbefolkningen blev drevet ind i reservater, og der blev oprettet godser, plantager og ranches. Dette gik særligt ud over kikuyu- og masaifolket. Myndighederne så det som deres vigtigste opgave at sikre tilgangen af afrikansk arbejdskraft og sørge for det europæiske eksportlandbrugs lønsomhed. Gennem jordbesættelser, tvangslove, skatter, prispolitik og forbud mod afrikansk produktion af f.eks. kaffe, blev lokalbefolkningens landbrug vanskeliggjort. Infrastrukturen - anlæggene til transport, samfærdsel, forsyning med elektricitet, vand o.l. - og udviklingsmidler blev ensidigt sat ind til fordel for det europæiske eksportlandbrug, og i enkelte perioder blev egentlig tvangsarbejde taget i brug for at skaffe billig og tilstrækkelig arbejdskraft.

Den kapitalistiske produktionsmåde blev påtvunget Kenya udefra gennem en statsreguleret økonomi, som blev forsvaret af kolonimyndighedernes militær- og politiapparat og den europæiske befolknings monopol på politisk magt. Regulerings- og tvangstiltag krævede også en omfattende administration på lokalplanet. Denne specielle form for kolonistruktur er efter 1963 blevet overtaget og tilpasset den afrikanske overklasses interesser, som ud fra sin position i det politisk-administrative apparat ofte har skaffet sig store jordbesiddelser.

Sammenlignet med mange andre afrikanske stater var der også basis for en vis industrialisering, samtidig med at udenlandske banker og handelsselskaber fik en mægtig position indenfor den eksport- og importorienterede økonomi. Kenya var endvidere tiltrækkende for udenlandske selskaber, fordi landet udgjorde et centrum for de omkringliggende østafrikanske områder. Da den udenlandske handels-, finans- og industrikapital fik bedre fodfæste efter den 2. verdenskrig, blev settlernes politiske magt svækket. Deres lokale forankring kom i en vis udstrækning i konflikt med Storbritanniens og de udenlandske selskabers langsigtede strategi - på samme måde som i Zimbabwe ti år senere. Indenfor den hvide magtblok i Kenya fandtes der grupper, som tidligt startede arbejdet for en «afkolonisering», som kunne sikre fortsat udenlandsk dominans. Oprøret i 1950'erne satte ekstra gang i denne udvikling.

Modstand og oprør

Modstanden mod koloniherredømmet og besættelsen af Kenyas jorde er lige så gammel som kolonistyret selv. Efter at modstanden mod erobringen var slået ned med våben, opstod der nye bevægelser i 1920'erne. Opmærksomheden blev særlig rettet mod manglen på jord, tvangsarbejde og forbuddet mod kaffedyrkning. I 1944 oprettedes Kenya African Union (KAU) til forsvar for kikuyuernes interesser. Under ledelse af nationalistlederen Jomo Kenyatta gennemførte den strejker, bondemarcher og massedemonstrationer. Efter 1945 blev forholdene yderligere tilspidset. En radikaliseret fagbevægelse gennemførte flere strejker, og forværringen på landet gav basis for det store oprør - kaldet «Mau Mau». Oprøret blev i vestlige massemedier fremstillet som «en blodig stammekrig med barbarisk terror». En del historikere har - efter at Kenya blev selvstændig - set det som en nationalistisk kamp for selvstyre. Det er imidlertid mere naturligt at opfatte ejendoms- og arbejdsforholdene i landbruget som den umiddelbare årsag.

I reservaterne var situationen præget af manglen på jord, økologisk forværring og social degradering. Befolkningstallet steg mens madproduktionen sank. Enkelte afrikanere slog sig desuden op, og kontrollerede jord og lokale magtpositioner gennem alliance med kolonimyndighederne. De europæiske farmere satsede på mekanisering og stordrift, og titusinder af afrikanere på arbejds- og husmandskontrakter blev opsagt eller fik deres vilkår kraftig forværret.

Samtidig herskede der en oprørsstemning blandt militante grupper indenfor proletariatet i Nairobi, og dette udløste et oprør, som imidlertid var dårlig forberedt og organiseret. Trods heroisk guerillakamp i skovområderne blev oprøret knust af det britiske militærapparat - med støtte fra afrikanske «loyalister». De officielle tabstal viser karakteren af et socialt opgør mellem jordløse kikuyuer og mere velstående kollaboratører: I alt blev omkring 12.000 oprørere, 2.000 afrikanske «loyalister» og ca. 100 europæere (heraf 32 civile) dræbt. Mere end 75.000 afrikanere blev interneret i koncentrationslejre. Disse tal står i grel kontrast til den strøm af meldinger om afrikansk «terror» som strømmede til Europa, suppleret af rædselsberetninger fra settlere. Under den kolde krig var der ikke særlig megen alternativ information tilgængelig, og der fandtes ingen solidaritetsbevægelse med dem som kæmpede mod kolonialismen. (Se også Afkolonisering).

Stabilisering og selvstændighed

Midt i 1950'erne gennemførte briterne nye jordlove i Kenya. Ved at udstykke privat jord i reservaterne ønskede de at skabe en stabiliserende sort middelklasse. De europæere der ønskede at sælge deres jordejendomme fik desuden mulighed for at gøre dette mod fuld kompensation. Dette blev bl.a. muliggjort gennem store lån fra Verdensbanken, USA og Storbritannien. Ledig jord blev dels udstykket til småbønder, dels solgt som storgodser til afrikanere med lånemuligheder og politiske forbindelser. De der havde gjort oprør og kæmpet for en retfærdig jordfordeling var dermed sat ud af spillet.

Ved forbud mod landsdækkende partier og bevægelser og ved en stram opdeling af landet langs «stamme»-grænser, opstod der i 1950'erne desuden god grobund for en del-og-herskpolitik. Udenlandske handels- og industriinteresser fik forsikringer om, at de kunne fortsætte som før. Det var en stiltiende forudsætning for lån og udviklingsbistand til den nye stat. På denne måde faldt brikkerne på plads. Den politiske garant for «afkoloniseringskontrakten» var Jomo Kenyatta. Han havde tilbragt det meste af 1950'erne i fængsel efter en opdigtet anklage om deltagelse i oprøret. Han var først blevet løsladt i 1961. Året inden var hans parti, KAU, atter blevet legalt, men nu under navnet KANU (Kenya African National Union). I 1962 blev Kenyatta valgt til den lovgivende forsamling. Efter valget i maj 1963 fik Kenya autonomi indenfor det britiske Commonwealth. Den 12. december samme blev Kenyatta indsat som premierminister, og da landet præcist et år senere fik fuld selvstændighed, blev han valgt til dets første præsident.

I det første årti efter 1963 fandt der en betydelig vækst sted i bruttonationalproduktet i Kenya. Industri- og landbrugsproduktionen steg. I første omgang gjaldt det kaffe og te til eksport, samt forbrugsvarer til et beskyttet og luksuspræget hjemmemarked. Samtidig blev de etablerede magtforhold yderligere befæstet, og de sociale skævheder blev endnu skarpere: Udviklingsmidler i landbruget kom ikke de fattigste bønder til gode, flere blev jordløse, tilflytningen til byerne førte til arbejdsløshed, industriinvesteringerne byggede på udenlandsk kapital og teknologi som gav få arbejdspladser, et politisk-administrativt lag af afrikanere købte jord, aktier osv. Kenyattafamilien blev selv et symbol på korruption, magtmisbrug, store jordejendomme og alliancer med udenlandske selskaber.

Indre styre

Når der under disse forhold trods alt alligevel eksisterede en høj grad af politisk stabilitet, skyldtes dette mange forhold. Det var vokset en betydelig klasse af mellemstore bønder frem, og der var i lange perioder forventninger om fortsat vækst. Grupper indenfor administrationen, det politiske apparat - ikke mindst lokalt - og i erhvervslivet har alle haft fælles interesse i at bevare samfundets grundtræk. Konflikter med Uganda og Somalia skabte et vist nationalt sammenhold, og var desuden udgangspunkt for oprustning med moderne militærudstyr fra bl.a. USA. Inden da var Kenya i 1967 gået ind i dannelsen af et Østafrikansk Fællesmarked sammen med Uganda og Tanzania, men efter konflikterne med Uganda og pga. forskellene mellem Kenyas og Tanzanias økonomiske politik brød eksperimentet endelig sammen i 1977

Når der i lang tid herskede «ro og orden» hang dette også sammen med, at fagbevægelsen var inddraget i statsapparatet. Regeringspartiet KANU var praktisk talt dødt, og der blev slået hårdt ned på alle former for opposition. Under ledelse af tidligere vicepræsident Oginga Odinga samlede Kenya Peoples Union (KPU) en vis progressiv-populistisk opbakning, men partiet blev forbudt i 1969. I 1975/76 blev en række kritiske personer indenfor KANU og Parlamentet myrdet (J. M. Kariuiki), fængslet, interneret eller skubbet til side. Dette faldt sammen med en økonomisk krise, med nedgang i bruttonationalproduktet pr. indbygger, stigende arbejdsløshed og social afmagt.

1978 Exit Kenyatta

Højere kaffepriser, sammen med betydelige overføringer fra Verdensbanken og vestlige bistandsorganisationer førte til, at den økonomiske krise mod slutningen af 1970'erne blev noget dæmpet. Da Kenyatta døde i august 1978 - 85 år gammel - blev han efterfulgt af Daniel Arap Moi og Mwai Kibaki som hhv. præsident og vicepræsident. På overfladen kunne dette se ud til at indebære en ny stabilisering med en mere strømlinet facade og enkelte småreformer, men virkeligheden blev en anden. Moi regerede midlertidigt i perioden september-november, hvor der blev afholdt valg. Regeringspartiet KANU var det eneste, der fik lov at deltage, og Moi blev valgt som præsident.

I begyndelsen af 79 udstedte præsident Moi amnesti til landets politiske fanger og indledte en kampagne mod korruption. Regeringens første skridt pegede på, at den ønskede at føre en teknokratisk linie uden at tolerere radikale forandringer i landets strukturer. Blandt teknokraterne begyndte Charles Njonjo at udmærke sig. I juni 80 blev han udpeget til indenrigsminister.

Njonjo spillede en hovedrolle i opløsningen af de etniske organisationer, der siden starten af 70'erne var opstået i landet. Den største af disse - GEMA (sammenslutningen af Kikuyuer, Embuer og Meruer) - var ledet af en forretningsmand og millionær. Den blev et stærkt magtinstrument for de etniske ledere, der berigede sig ved forretninger med nordamerikanere og englændere. GEMA satte sig imod udnævnelsen af Moi til præsident og var indirekte indblandet i en konspiration, der havde til formål at myrde hele regeringen efter Jomo Kenyattas død.

Produktionen af majs faldt brat og det samme gjaldt andre af de basale fødevarer. Årsagerne var dels tørke, dels forandringer i produktionsmåden. Med lån fra multinationale virksomheder begyndte de kenyanske bønder at dyrke sukkerrør, kaffe, te og blomster. Alt sammen eksportproduktion, der blev eksporteret under kontrol af nordamerikanske og europæiske virksomheder. Konsekvensen af fødevarebristen var, at regeringen blev tvunget til at importere betydelige mængder af majs og hvede fra USA og Sydafrika.

Problemerne tvang præsident Moi til at søge forsoning med sine gamle politiske rivaler, der ellers var elimineret fra det politiske liv. Operationen havde til formål at neutralisere udviklingen af mulige oppositionslommer i dette øjeblik med betydelig ustabilitet. En af de politikere der nød størst gavn af forsoningspolitkken var den tidligere vicepræsident Oginga Odinga. Nationalistpolitikeren havde brudt med Jomo Kenyatta allerede i 1971 efter at have kritiseret KANU's forsoningspolitik. Odinga blev efterfølgende politisk bandlyst. Efter 10 års bandlysning vendte han i slutningen af 81 tilbage til parlamentet.

1982 Arap Moi styrker sin magt

Alligevel førte krisen i august 82 til voldelige optøjer, da et militært komplot kulminerede i store folkelige demonstrationer og omfattende plyndringer af forretninger og offentlige bygninger i hovedstaden Nairobi. De ansvarlige for kupforsøget kom alle fra luftvåbnet, og dette blev ganske enkelt opløst, efter at tropper loyale overfor præsident Moi havde knust oprøret. Undertrykkelsen bredte sig til universitetet, hvor snesevis af lærere og studenter blev arresteret. Oginga Odinga blev sat i husarrest, og universitetet blev lukket på ubestemt tid. Konsekvenserne af det fejlslagne kup ændrede grundlæggende de politiske forhold i landet, og øgede drastisk mistænksomheden blandt de forskellige politiske grupper, der indgik i KANU.

I maj 83 afslørede Moi planer for et nyt kup organiseret af hans egen minister Charles Njonjo og som angiveligt var støttet af Israel og Sydafrika. Midt i forvirringen udskrev præsidenten valg, som han vandt stort, og hvor de største tabere var Njonjo og hans tilhængere.

På det udenrigspolitiske område tog Moi i november 83 beslutning om at genåbne grænsen mod Tanzania, efter at der i Arusha var blevet gennemført et topmøde mellem de to lande samt Uganda. Topmødet besluttede samtidig at indlede en gradvis koordinering af den økonomiske politik mellem de tre lande - 6 år efter at det Østafrikanske Fællesmarked var brudt officielt sammen.

Præsident Moi øgede sine egne beføjelser på parlamentets bekostning, pålagde alle offentlige ansatte at være medlemmer af KANU og erstattede de hemmelige valg i partiet med offentlige, for på den måde at gøre det lettere at intimidere. Den moderate kvindeorganisation Manndeleo Ya Wanawake blev i 86 standset af regeringen. Imens gjorde Amnesty International og andre menneskerettighedsorganisationer regeringen ansvarlig for tortur og mord på oppositionelle - især på medlemmer af den «subversive» Mwakenya bevægelse.

Gennem oktober og november 87 tjente protester fra muslimske grupper i Mombasa som påskud for en ny bølge af undertrykkelse fra regimets side, og universitetet i Nairobi blev atter lukket. I december kom det til en række træfninger langs grænsen til Uganda, og libyske diplomater blev udvist, beskyldt for at tilskynde til offentlige uroligheder. Begge hændelser syntes at varsle nye uroligheder.

Trods de barske strukturtilpasningsprogrammer udarbejdet af IMF og Verdensbanken vandt Moi og hans tilhængere frem ved valget i maj 88 - både internt i KANU og i statsapparatet. I august strammede Moi yderligere sit autoritære styre, da han bragte retsvæsenet under sin personlige kontrol og udvidede tidsrammen for præventiv tilbageholdelse fra 24 timer til 14 dage - uden pligt til at stille den tilbageholdte for en dommer.

Omfanget af korruption og krænkelser af menneskerettighederne tog drastisk til de følgende år. I april 89 mistede vicepræsident Josephat Karanja parlamentets tillid efter at være blevet beskyldt for at handle for egen vinding og for sin stammes. Karanja trådte tilbage og blev efterfølgende ekskluderet af KANU. I februar 90 blev udenrigsminister Robert Ouko myrdet. Han havde været en skarp kritiker af korruptionen på ministerplan. En efterforskning af mordet gennemført af det britiske Scotland Yard afslørede, at de skyldige var at finde blandt præsidentens nærmeste medarbejdere. Dette udløste en ny bølge af folkelige protester mod regeringen.

Kravene om demokratisering bredte sig til hele landet, og den protestantiske og katolske kirke sluttede sig til kravet. Da en protestantisk præst engageret i demokratiseringsbevægelsen døde under mystiske omstændigheder, udløste det nye demonstrationer. Regeringen svarede ved at udstede forbud mod anerkendelse af nye politiske partier.

Diplomatisk isolering

Kenyas diplomatiske isolering tog til i slutningen af 80'erne, men dette ændredes efter Golfkrigen i februar 91. Kenyas tætte alliance med USA og den allierede styrke skaffede landet økonomisk bistand fra Storbritannien og militær støtte fra USA. Alligevel førte den stadige forværring af menneskerettighedssituationen til, at de diplomatiske forbindelser mellem Kenya og Norge samme år blev afbrudt. Samtidig forværredes situationen ifht. nabolandene Sudan, Ethiopien og Uganda. I første tilfælde beskyldte de to regeringer hinanden gensidigt for at give husly og støtte til partisaner, der angreb modparten. Ifht. Uganda havde de politiske forskelle siden 86 ført til gentagne træfninger. Modsætningerne med Ethiopien udsprang af smuglingen af vilde dyr fra Kenya til nabolandet gennemført af ethiopiere, der levede i Kenya.

Den økonomiske vækst faldt ned under gennemsnittet, der var blevet opnået i det foregående årti. Ifølge officielle oplysninger var inflationen i 90 på 15%, men uafhængige kilder opgav den til 30%. Som følge af Golfkrigen steg udgifterne til import af olie, hvilket ramte handelsbalancen. Turismen faldt ifht. de foregående år, og betalingerne på udlandsgælden nåede op på 30% af de samlede eksportindtægter. På samme måde som andre lande i regionen gennemførte Kenya en opstramning i de offentlige udgifter gennem privatisering af statslige virksomheder og manglende genbesættelse af ledige stillinger i den offentlige sektor. Samtidig var landet stærkt afhængig af bistand fra udlandet.

1991 Demokratisering

KANU indkaldte Partirådet for at diskutere gennemførelsen af demokratiske reformer, der bl.a. skulle gøre det muligt for flere partier at fungere på landsplan. Pressionsgrupper som Forum for Restoration of Democracy (FORD) under ledelse af Oginga Odinga og Moral Alliance for Peace (MAP) blev umiddelbart omdannet til egentlige partier. Men for at bevare situationen «under kontrol» fortsatte regeringen med at arrestere medlemmer af oppositionen. I starten af 92 blev advokaten James Orengo og miljøforkæmperen Wangari Maathai arresteret på beskyldninger om «udbredelse af ondsindede rygter», der implicerede præsident Moi i en plan for afbrydelse af demokratiseringsprocessen, der var blevet indledt i 91.

I februar 92 dannedes Democratic Party (DP). Et nyt oppositionsparti der gik ind for udviklingen af et demokratisk system baseret på flere partier. Indtil da havde regeringen afvist at fastlægge det nøjagtige tidspunkt for afholdelsen af valg. Samtidig krævede kvindegrupper større deltagelse i det politiske liv, da kvinderne udgjorde 53% af vælgermassen og 80% af arbejdskraften i landbruget - landets vigtigste erhverv.

Samme måned gennemførte FORD en demonstration i Nairobi med deltagelse af over 100.000 mennesker. Kravene var indstilling af undertrykkelsen og pressecensuren samt udarbejdelse af en præcis tidsplan for gennemførelsen af valg. Demonstrationen var den første legale demonstration vendt mod regeringen under landets 22 års selvstændighed.

I januar trådte flere ministre tilbage for at danne nye politiske partier. I marts slog regeringen til mod en generalstrejke planlagt af hustruer til politiske fanger. Regeringen forbød politiske møder og censurerede pressen, men generalstrejken tvang alligevel præsident Moi på tilbagetog. I januar 93 indledte Moi sin 4. mandatperiode efter at have besejret oppositionen ved valget i december 92. I et klima præget af stærke beskyldninger om korruption og valgsvindel fik KANU officielt 36,35% af stemmerne og 95 pladser i parlamentet. Trods det at de 7 oppositionspartier fik over 60% af stemmerne, fik de kun 88 pladser i parlamentet.

I februar offentliggjorde regeringen en plan for privatiseringer og liberalisering af udenrigshandelen, men IMF kritiserede den for at være utilstrækkelig. Det førte til, at forhandlingerne med valutafonden blev indstillet. Arap Moi afviste at hæve renten med 45% og reducere antallet af offentlige ansatte fra 270.000 til 45.000. Forhandlingerne kom senere i gang igen, i april blev valutaen devalueret med 23,47% og Verdensbanken frigav et lån på 350 millioner dollars. Liberaliseringerne fortsatte i 94. Nairobi fjernede valutakontrollen med det formål at tiltrække private kenyanske og udenlandske investeringer. Samme år ramte en alvorlig tørke flere provinser i især den østlige del af landet og Rift Valley. Regeringen bevilgede katastrofehjælp til de berørte områder, men tvangsforflytningen af 2000 kikuyu bønder fra Rift Valley udløste alvorlige uroligheder og sammenstød med politiet.

I december 94 erklærede de internationale finansinstitutioner og Kenyas kreditorlande sig tilfredse med den økonomiske politik og gennemførelsen af flerpartistyre. I 95 annoncerede Nairobi delvis privatisering af det nationale luftfartsselskab og andre vigtige statsvirksomheder. I marts 96 bevilgede Verdensbanken et lån på 115 millioner dollars til udbedring af landets vejnet, og en måned senere bevilgede IMF 214 millioner dollars, der havde været tilbageholdt siden 94. Samme år indgik Kenya en aftale om økonomisk og teknisk samarbejde med Kina, og Iran tilbød bistand indenfor områderne energi, industri og landbrug.

I 1997 måtte tusinder af personer forflyttes som følge af oversvømmelser, der ramte den nordøstlige del af landet. Samtidig tog den økonomiske og politiske spænding afgørende til i løbet af året. I februar demonstrerede tusinder af studerende efter drabet på en studenterleder. I slutningen af oktober blev en oppositionskandidat dræbt under en skudveksling mellem politi og kriminelle. I Nairobi indledte regeringen og dele af oppositionen forhandlinger mhp. gennemførelsen af valg. I november opløste Moi parlamentet, og den 29. december blev han genvalgt med 40,1% af stemmerne. Samtidig fik regeringspartiet 109 ud af parlamentets 202 pladser. I januar 98 udpegede den kontroversielle præsident sin nye regering.

Miljøgrupper og fiskerimyndigheder advarede imod, at der kan forventes alvorlige skader på økosystemet i Victoria søen - en verdens største fiskerireserver - hvis det ikke lykkes regeringerne i Kenya, Uganda og Tanzania at standse forgiftningen af søens fisk og de tilstødende floder. Fiskere fra alle tre lande anvender kemiske produkter for at forgifte fiskene og dermed øge deres fangst.

Arap Moi erklærede sig som tilhænger af et forbud mod kvindelig omskæring. Erklæringen forstærkede imidlertid denne praksis og gjorde den langt farligere, eftersom piger blev udsat for det kirurgiske indgreb midt om natten og ved en lavere alder end normalt. Som modsvar indførte en NGO en alternativ tradition, der blev kendt som Ntanira na Mugambo - «omskæring gennem ord». Ntanira na Mugambo begyndte at fortrænge den traditionelle mishandling af de kvindelige kønsorganer, der fortsat praktiseres i halvdelen af landets landdistrikter.

I marts 2000 gennemførtes et afrikansk topmøde i Nairobi mod spredning af skydevåben. Efterfølgende gav Moi i tråd med topmødets beslutninger frit lejde for aflevering af illegale våben i Kenya til landets myndigheder. Samme måned meddelte medierne, at hungersnøden i Wajir området dræbte snesevis af mennesker, og beskyldte samtidig regeringen for at ignorere situationen. Regeringen benægtede til gengæld, at der overhovedet eksisterede hungersnød, og beskyldte i stedet medierne for at «politisere tørken». Alligevel blev året som helhed det værste tørkeår i de sidste 100 år. Tørken førte til fødevaremangel, rationering af vand og afbrydelser af elektricitetsforsyningen til både private og industrier.

I 2001 afbrød USA's præsident Bush bistanden til Kenya indenfor familieplanlægning. Årsagen var et rygte om, at salg af fremsendte kondomer blev anvendt til financiering af abort. For at bremse spredningen af HIV blev regeringen i stedet tvunget at købe kondomer fra en tysk virksomhed financieret af Verdensbanken.

Gennem 1990'erne stod politiet bag 60% af alle mord i landet. Dette tal voksede i 2001 til 90%. Samme år brød der stammestridigheder ud på konflikter om jord og adgang til vand - både i Nairobi området og i den sydlige del af landet. Afbrændingen af landsbyer førte til interne flygtningestrømme.

I februar 2002 blev en lov vedtaget, der forbyder omskæring af piger under 18 år. Overtrædelse medfører fængselsstraf. Omskræing praktiseres i halvdelen af landdistrikterne og anses traditionelt som et middel til at hindre promiskuitet.

I november bragtes en selvmordsbombe i en bil til sprængning foran et israelsk turisthotel i nærheden af Mombasa. Den kostede 10 kenyanere og 3 israelere livet. Samtidig blev et israelsk fly der lettede fra lufthavnen i Mombasa beskudt med et varmesøgende missil. Dette angreb mislykkedes dog og flyet landede sikkert i Tel Aviv i Israel. Al-Qaeda tog ansvaret for attentaterne og annoncerede at der ville blive rettet nye dødbringende angreb mod Israel og USA. Vicepræsident Musalia Mudavadi erklærede, at hans land var «blevet omdannet til en slagsmark for andres krige».

Valget 27. december 2002 blev vundet af Regnbuekoalitionen, der havde opstillet Mwai Kibaki til præsidentposten. Da næsten alle valgkredse var talt op, havde den 71 årige Kibaki fået 63% af stemmerne og gjorde dermed en ende på 40 års KANU styre. Hans modstander var den 42 årige Uhuru Kenyatta, søn af KANU's grundlægger Jomo Kenyatta. Regnbuekoalitionen består af 10 partier og flere afhoppere fra KANU. Den vandt 122 valgkredse, KANU 52, mens de resterende valgkredse blev vundet af mindre partier.

Kibaki erklærede efter valgsejren, at kampen mod korruptionen der var udbredt under KANU vil blive den vigtigste opgave for den nye regering. I januar 2003 nedsatte han en anti-korruptionskomission, der i juni formelt fik rejst anklage mod ekspræsident Moi for bedrageri. Alligevel gav regeringen i december garantier for immunitet til Moi. Måneden inden havde IMF givet sit første lån i 3 år til financiering af netop anti-korruptionskomissionens arbejde.

I 2003 faldt prisen på kaffe til det laveste niveau nogen sinde. Kaffe er Kenyas vigtigste eksportartikel, og krisen ramte derfor landet hårdt. På den Internationale Kaffekonference i London i maj afslørede tal fra den Internationale Kaffeorganisation og Verdensbanken, at krisen var udløst af en nedgang i forbruget i USA. Under konferencen offentliggjorde den humanitære organisation OXFAM et dokument, hvori det hedder, at krisen «ødelægger levevilkårene for 25 millioner kaffearbejdere verden over».

Kaffekrisen har ført til økonomisk ruin for størstedelen af småproducenterne i Kenya. 80% af disse er kvinder. Præsident Kibaki der har en grad fra London School of Economics og hvis periode løber frem til december 2007 må håndtere de socio-økonomiske konsekvenser af denne krise i et land hvor arbejdsløsheden allerede var 40% før krisens start.

I marts 2004 fremlagde Kibaki et ny udkast til forfatning, som han havde lovet allerede ved sin tiltræden. Udkastet skulle vetages af parlamentet og rummede bl.a. en indskrænkning af præsidentens magt og indførelsen af et premierministerembede. I juli var der opnået et flertal for den nye forfatning, men få dage senere meddelte Kibaki, at vedtagelsen af forfatningen var udsat. Dette udløste protester i Nairobi og Kisumu. Demonstranterne blev angrebet af politiet, der skød mod flere hundrede personer. I Kisumu blev en dræbt og mindst 10 såret. Begivenhederne forstærkede konflikterne i regeringen og førte til flere sammenstød i hovedstaden. Over 100 blev arresteret under urolighederne.

I oktober vandt miljø- og menneskerettighedsaktivisten Wangari Maathai Nobels Fredspris. Hun havde viet en stor del af sit liv til kampen for miljøspørgsmål. I sin begrundelse fortalte den norske Nobelkomite, at Maathai var blevet valgt for «sine bidrag til en bæredygtig udvikling, demokrati og fred». Den 64 årige Maathai er den første kvindelige afrikaner der får fredsprisen.

I december blev Sydøstasien ramt af en volsom Tsunami, hvis bølge nåede helt til Afrika, hvor den også forårsagede ødelæggelsen langs Kenyas kyst ud mod det Indiske Ocean.

I august 2005 blev det meddelt, at Kenya og Uganda i fællesskab bygger en olierørledning, der skal forbinde den kenyanske by Eldoret med Ugandas hovedstad Kampala. Byggeriet indledes i august 2006, og rørledningen forventes at kunne åbnes i slutningen af 2007. De to landes regeringer skal investere 49% af projektets pris, mens private investorer skal bidrage med de resterende 51%.

Iflg. en rapport fra den britiske bistandsorganisation Oxfam fra marts 2006 vil det tage landene på Afrikas Horn - især Kenya, Ethiopien og Somalia - der er ramt af tørke op mod 15 år at komme sig, hvis de ikke omgående modtager nødhjælp. I nogle områder har nomaderne mistet op mod 95% af deres kvæg. Omkring 400.000 modtager allerede nødhjælp fra internationale organisationer.

Regeringen annullerede i maj en aftale om køb af 50% af Shell Petroleums aktiviteter i landet. Det var første gang siden Kibaki kom til magten at styrelsen for kontrol med monopoler og priser trådte i karakter for at hindre overtagelsen af et olieselskab. Iflg. iagttagere var det med til at hindre, at Shell kom til at dominere landets olieindustri.

Præsidenten lancerede i juni 2007 en kampagne for at redde Victoria Søen, der er plaget af forurening og overfiskning. Iflg. Kibaki skal kampagne sikre livsbetingelserne for de 30 mio. mennesker der bor langs søens bredder.

27. december gennemførtes præsidentvalg. Den kenyanske valgkommission gav efterhånden som tallene kom ind oppositionens kandidat, Raila Odinga en stadig større føring, til tendensen pludselig vendte og kommissionen lod den siddende præsident Kibaki stå som sejrherre. EU's valgobservatører rapporterede om valgsvindel og oppositionen gik på gaden i protest. Rivaliseringen mellem de to politiske kandidater blev hurtigt transformeret over i etniske sammenstød mellem Kikuyuer loyale overfor Kibaki på den ene side, og på den anden Luoer loyale overfor Odinga. Der var dog også i høj grad tale om et klassevalg mellem Kibaki der var støttet af det kenyanske borgerskab og Odinga der var støttet af landets fattige.

Sammenstødene kostede flere hundrede dræbte inden FN's tidligere generalsekretær i midten af januar 2008 gik ind som mægler mellem de to kandidater. Det bremsede imidlertid kun volden for nogle få dage. Udover direkte sammenstød mellem riveliserende grupper, har den siddende præsident også sat hær og politi ind mod sine modstandere. Sammenstødene drev 300.000 på flugt, og endte med at koste 1200 livet, mens 40.000 huse blev brændt ned eller plyndret.

Kibaki og Odinga indgik i april en aftale om deling af magten, således at Kibaki fortsatte på posten som præsident, mens Odinga blev udnævnt til premierminister. Magtdelingen skabte i de følgende år politisk og social ro i landet.

I august 2010 stemte kenyanerne om en ny forfatning. Den blev vedtaget med 67% af de afgivne stemmer og trådte i kraft 3 uger senere. Den erstattede forfatningen fra 1969. De vigtigste ændringer var: magtens tredeling gennemføres, så den deles i udførende, lovgivende og dømmende magt; magten fordeles på nationalt og kommunalt niveau; kønsdiskrimination må ikke længere finde sted ved tildeling af statsborgerskab og kenyanere kan oppebære dobbelt statsborgerskab; nedsættelse af en national menneskerettigheds- og ligestillingskommission. Selv om der ikke umiddelbart blev igangsat undersøgelser af valgkonflikten i 2007/08 var der positive tegn efter den ny forfatnings vedtagelse. Den nationale anti-korruptions kommission rejste sigtelse mod flere højtstående statslige embedsmænd for korruption, og en minister blev suspenderet i forlængelse af en sådan sigtelse.

I december 2010 udstedte ICC's chefanklager Luis Moreno Ocampo arrestordre på 6 kenyanere for forbrydelser mod menneskeheden i forbindelse med valget i 2007/08. Arrestordren blev afvist af de kenyanske myndigheder, der slog fast at det kenyanske retsvæsen selv havde kapaciteten til at efterforske sagerne. ICC har et noget blakket rygte i Afrika, da de eneste sager krigsforbryderdomstolen har ønsket at rejse de sidste 10 år har været i Afrika, mens de ansvarlige for massemord i Sri Lanka, Afghanistan, Iraq, Libanon og Palæstina ikke er blevet stillet til ansvar.

I januar 2011 udpegede Kibaki personer til stillingerne som højesteretspræsident, vicepræsident, statsanklager og direktør for den offentlige anklagemyndighed. Dette skridt var i strid med den nye forfatning. En række folkelige organisationer lagde sag an om forfatningsbrud og fik ret. Parlamentet karakteriserede ligeledes udnævnelserne som forfatningsstridige, og Kibaki måtte trække dem tilbage. Over de følgende 3-4 måneder blev den korrekte forfatningsproces gennemført for at få disse poster udfyldt. Gennem hele 2011 gennemførtes en kompliceres politisk proces omkring vedtagelsen af en omfattende politireform. Politiet forsøgte at bevare kontrollen og efterforskningen af politiovergreb som et rent internt anliggende, men parlamentet besluttede, at politiovergreb skal efterforskes af en civil og uafhængig myndighed.

I marts 2011 gik Kenya ind i konflikten i Somalia, da regeringen besluttede at støtte militser knyttet til den somaliske overgangsregering, trods det at disse militser allerede var kendt for overgreb på menneskerettighederne. I juli svarede den islamiske al-Shabaab milits igen, da den angreb en kenyansk grænsepatrulje i Liboi. Træfningen varede flere timer og involverede flere hundrede mand. Få dage tidligere havde al-Shabaab taget ansvaret for en terroraktion i Uganda, der kostede 74 dræbte. I oktober blev konflikten yderligere skærpet, da kenyanske styrker invaderede al-Shabaab kontrollerede områder i Somalia, efter at somaliere havde kidnappet 2 spaniere der arbejdede for Læger uden Grænser i en flygtningelejr i Dadaab. Med i invasionsstyrken var soldater fra Ethiopien, Frankrig og USA. Sammen med ethiopiske tropper bekæmpede kenyanske soldater og krigsfly al-Shabaab militsen ind i 2012. Kenyas såkaldte Linda Nchi (Beskyt Fædrelandet) operation strakte sig frem til juni 2012. Nok lykkedes det Kenya og Ethiopien i fællesskab at trænge al-Shabaab tilbage, men bevægelsen var ikke knust og Somalias grundliggende problemer var statdig uløste.

Samtidig udviklede flygtningesituationen sig dramatisk. De kenyanske myndigheder havde i forvejen en praksis for illegalt at sende somaliske flygtninge tilbage til Somalia, hvilket medførte at somalierne ofte måtte rejse ind i landet illegalt. De kenyanske myndigheder forhalede længe åbningen af to nye lejre - Ifo Extension og Kambios - og foreslog i stedet at åbne lejre inde i Somalia. Noget de internationale flygtningemyndigheder frarådede pga. den tilspidsede sikkerhedssituation. Da Ifo Extension og Kambios endelig åbnede i slutningen af 2011, husede de 3 eksisterende lejre 400.000 flygtninge, trods det at de var bygget til 90.000.

Uhuru Kenyatta vandt præsidentvalget i marts 2013 med 50,5% af stemmerne. Raila Odinga fik 43,7%. Valgdeltagelsen var 85,9%. Odinga protesterede mod valgresultatet og henviste til en række uregelmæssigheder, men højesteret bekræftede i en kendelse den 30. marts enstemmigt resultatet. Uhuru Kenyatta var søn af landets første præsident Jomo Kenyatta.

Samtidig med præsidentvalget gennemførtes parlamentsvalg. Kenyattas Jubilee koalition blev den største i Nationalforsamlingen med 167 pladser ud af forsamlingens 167. Odingas CORD koalition fik 141. Til Senatet fik Jubilee og CORD henholdsvis 30 og 28 ud af de 67 pladser.

Kenyatta igangsatte flere store udviklingsprojekter: ved Olkaria blev der bygget et stort geotermisk kraftværk, der stod færdigt i november 2014. Det leverede 140MW. Sammen med ledere fra de andre østafrikanske lande igangsatte han et højhastigheds togprojekt, der skulle forbinde det sydlige Sudan med Rwanda gennem Keya og Uganda. Projektet planlægegs at være færdigt i 2018. Endvidere erklærede Kenyatta, at alle kenyanske underskoleelever skulle forsynes med egen laptop computer. Dette projekt blev dog annulleret af højesteret, der fandt fejl i udbudsprocessen.

Kenyattas første udenlandsrejse efter sin indsættelse som præsident gik i august 2013 til Rusland og Kina. Det blev set både som en protest mod ICC's retsag mod ham og et udtryk for specielt Kinas stigende engagement. Kina var i forvejen landets næststørste handelspartner og erklærede sig villig til at bidrage med financiering af højhastighedstogprojektet og et stort dæmningsbyggeri. Kina har siden været den største bidragsyder til landets udviklingsprojekter.

Som hævn for Kenyas offensiv mod al-Shabaab i 2011-12 angreb en gruppe al-Shabaab partisaner i september 2013 det luksuriøse Westgate shoppingcenter i Nairobi. Angrebet og belejringen af centret kom til at vare 3 dage, før partisanerne var nedkæmpet. 67 var da dræbt (deriblandt 4 partisaner) og 175 såret. Westgate var ejet af israelske pengemænd og israelske specialstyrker deltog i nedkæmpelsen af partisanerne. Efterfølgende blev næsten alle butikker i centret plyndret af kenyanske soldater, men kun 2 blev dømt for plyndring.

Året efter, i juni 2014 angreb al-Shabaab over flere dage området omkring Mpeketoni og dræbte over 60.

Uhuru Kenyatta var en af de kenyanere ICC i 2010 udstedte arrestordre imod. I oktober 2013 kritiserede han i en tale til AU ICC for at være et redskab for kolonialmagter i forfald. ICC selv udsatte sagen mod Kenyatta frem til starten af 2014, da forsvaret havde bedt om mere tid. I oktober 2014 rejste Kenyatta selv til Haag for at deltage i retsagen. Han blev dermed den første fungerende statschef, der trådte frem i en ICC retsal. Helt fungerende var han dog ikke. Kenyatta trådte teknisk tilbage som præsident i de 3 dage han var i Haag, så det ikke var Kenyas præsident der var stillet for retten, men privatpersonen Kenyatta. Han lagde vægt på, at han var rejst til Haag som privatperson og ikke som præsident, for at sagen ikke skulle berøre præsidentembedet eller Kenya som nation. Kenyatta blev ikke afhørt i retten, men afviste efterfølgende anklagerne overfor journalister. I december 2014 opgav anklagemyndigheden sagen med henvisning til at den kenyanske regering havde afvist at udlevere vigtige beviser i sagen. Kenyatta selv erklærede at han «følte sig renset».

Selv om Kenya selv havde alvorlige sikkerhedsproblemer pga. konflikten i Somalia, bidrog landet alligevel til konfliktløsning i nabolandene. I december 2013 var det med at forhandle en fredsaftale på plads mellem M23 oprørsgruppen og centralregeringen i den Demokratiske Republik Congo. Og i november 2014 deltog Kenya i fredsprocessen i Sydsudan.

Kenya vedtog i december 2014 en drakonisk terrorlov, der drastisk forværrede retssikkerheden og menneskerettighederne i landet. Politiet fik ret til at tilbageholde terrormistænkte i op til 1 år uden at stille dem for en dommer. Perioden var tidligere 90 dage. Strafferammerne blev udvidet og politiet fik udvidede beføjelser til telefonaflytning. Journalister ville kunne blive idømt op til 3 års fængsel for at «underminere efterforskning eller sikkerhedsoperationer i forbindelse med terror». En lang række nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer kritiserede den nye lov, og i en sjælden fællesudtalelse kritiserede USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig loven for at være for vidtgående.

Den vidtgående terrorlov og al-Shabaabs fortsatte angreb inde i Kenya medførte en hastig forværring af menneskerettighedssituationen gennem 2015. Hundredevis af personer blev forsvundet eller henrettet. NGO'er - specielt de der dokumenterede krænkelser af menneskerettighederne - blev af myndighederne anklaget for at krænke skattelovgivningen eller for at støtte terror. NGO'erne blev truet med afregistrering af landets NGO Råd. Afregistrering medfører at de er ulovlige.

I april 2015 angreb bevæbnede mænd Garissa University College i det nordøstlige Kenya nær grænsen til Somalia. 147 studerende blev dræbt og 79 såret inden gerningsmændene blev omringet og sprang sig selv i luften. Al-Shabaab påtog sig offentligt ansvaret for angrebet. Alligevel anklagede politikere og lokale ledere de somaliske flygtninge for at være ansvarlige. De erklærede, at Daadab flygtningelejren i Garissa var et «arnested» for terrorisme. Lejren huser 600.000 flygtninge og asylansøgere. De fleste somaliske. Vicepræsidenten erklærede, at lejren skulle lukkes inden 1. juli. På et møde i UNHCR i Geneve i oktober erklærede Kenyas indenrigsminister, at han var bekymret over nogle af UNHCR's medarbejderes ageren, og at de «faciliterede terroristernes aktioner i Kenya». Ved udgangen af 2015 var flygtningelejren fortsat i fare for at blive lukket og 350.000 somaliske flygtninge sendt tilbage til Somalia. Det ville være i strid med både FN's Flygtningekonvention og AU's tilsvarende konvention. Mens Kenya dog fortsat overholdt konventionerne, begyndte EU i 2016 at bryde de internationale konventioner ved at sende flygtninge tilbage til deres oprindelsesland.

Blot en uge efter angrebet på Garissa erklærede politiet i Statstidende 85 kenyanske virksomheder og NGO'er for at være «specielle entiteter» - trinet umiddelbart før at blive erklæret for en terrororganisation. Landsretten i Mombasa greb flere gange i løbet af 2015 ind i sagen og erklærede, at organisationerne ingen forbindelser havde med terror, men uden at det stoppede politiets forfølgelse, ransagninger og beslaglæggelser rettet mod dem. I oktober truede det statslige NGO Råd 987 NGO'er med afregistrering (forbud), hvis de ikke indenfor 2 uger afleverede reviderede bankudtog. Rådet anklagede NGO'erne for bedrageri, financiering af terrorisme, pengevask, svindel med donorpenge og for ikke at aflevere regnskaber i overensstemmelse med loven.

Tortur og mishandling af fanger og arrestanter er fortsat udbredt og straffriheden for disse overgreb er ligeledes udbredt. Landet har heller ikke fomået at tage et retsopgør omkring overgrebene begået i 2007-08.

A.J. og Guia del Mundo


 

Internet

Index on Africa - relevante links (engelsk)
Nyheder på engelsk (Africa News Online)
Political ressources on the Net (Kenya)
Amnesty International Annual Report 2016 (engelsk)
Amnesty International landerapporter (engelsk)
Human Rights Watch World Report 2015 (engelsk)
Human Rights Watch landerapporter (engelsk)
Lonely Planet rejseinformation (engelsk)