Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Første-persons perspektivet er eller skulle være et centralt begreb i psykologi. Det sigter mod at gøre psykologiske processer og den subjektive dimension af menneskers liv forståelige. Begrebet henviser til «jegets» perspektiv som den måde, hvorpå et menneskeligt subjekt har adgang til sig selv og verden og til sine erfaringer, følelser, tanker og handlinger. Begrebet bygger på en socio-materiel, situeret forståelse af den menneskelige væren og står i modsætning til psykologiske traditioner, som tager udgangspunkt i et ydre, tredje-persons perspektiv. Ud fra et sådant blik ovenfra, eller som kritikere anfører: «ingen steder fra», kan psykologiske fænomener og menneskeligt liv kun forstås i en abstrakt og reduceret form. Individet fremstår ensidigt som et passivt og betinget væsen, og den konkrete virkelighed ved menneskelig subjektivitet og handling, den aktive og handlende side ved hverdagslivspraksis, forbliver ude af syne.

Definition

Psykiske processer er altid givet subjektivt, i første person. På den ene side er menneskelige erfaringer, følelser, tanker, handlinger – i og med verden – altid socio-materielt formidlede processer (gennem andre, kultur, sprog og den sociale og teknologiske verden); på den anden side er de altid nogens processer. De eksisterer kun ud fra subjektets synsvinkel, og på den måde eksisterer de altid på en perspektivisk måde, og derfor som første-persons perspektiv. Denne indsigt er baseret på en skelnen mellem ontologisk subjektivitet og ontologisk objektivitet. Nogle givne ting har en subjektiv eksistensmåde, mens andre har en objektiv måde. Følelsen af frygt er f.eks. ontologisk subjektiv i den forstand, at den kun eksisterer, fordi den opleves af et «jeg», dvs. i modus første-person. Uden et «jegs» konkrete oplevelse af frygt eksisterer frygten ikke. Således er alle psykologiske processer ontologisk subjektive og givet i første-persons modus, fordi de må opleves af et menneske for at kunne eksistere. I denne forstand adskiller psykologiske fænomener sig fra for eksempel nervebaner, blomster, mobiltelefoner eller atomkraftværker. Siden disse ikke behøver at blive erfaret af mennesker for at eksistere, har deres virkelighed en objektiv eksistensmåde.

Traditionelle og kritiske debatter

Første-persons perspektivet har endnu ikke spillet en essentiel rolle i psykologiens historie, selvom førende forskere, helt fra begyndelsen af psykologiens etablering, opfordrede til at systematisk integrere den subjektive dimension ved det menneskelige liv i psykologiens teori og forskningspraksis. Grunden til dette ligger i fremherskende psykologiske tilganges videnskabelige selvforståelse og i teoretisk sprog og metodologi, som er taget fra naturvidenskaberne. Inden for disse tankeformer reduceres psykologiske fænomener til kausale hvis-så relationer, hvori fokus kun er på verden som stimulus, der virker ind som en effekt på individet. Et sådant strukturelt effektperspektiv forkorter radikalt den menneskelige subjektivitet. Det menneskelige væsen fremstår alene som afhængigt af ydre faktorer, som responderende på ydre stimuli: Mennesket bliver tingsliggjort og opfattet, som om det var et objekt eller en ting. Det udelukker den subjektive dimension: Perspektivet på det handlende individ, kompleksiteten af erfaringer, konflikter og modsætninger i hverdagslivspraksis, overvejelserne over, hvad man gerne ville gøre eller hvad man ikke ville gøre, enhver begribende forståelse af det menneskelige «jeg» og «vi» og hans/hendes/vores adgang til selv, andre og verden (hvilket egentlig skulle være psykologiens centrale genstandsområde).

Et nærmere kig på psykologihistorien afslører at første-persons perspektivet, helt fra begyndelsen og i det mindste implicit, var integreret i psykologiens identitet som en akademisk disciplin og i dens teoretiske og metodologiske forståelser. «Jeg»-perspektivet er et centralt emne i alle de forskelige «subjektpsykologiske» tilgange, som allerede kan skelnes fra «objektpsykologiske» tilgange i det 19. århundrede (Stern, 1900, s. 431). Når Wilhelm Wundt for eksempel taler om det «handlende subjekt» og «umiddelbar erfaring» som psykologiens genstandsfelt (1897, s. 3), referer han til første-persons perspektivet uden eksplicit at kalde det sådan. Sigmund Freuds psykoanalyse repræsenterer den første systematiske og omfattende tilgang baseret på et jeg-perspektiv (dog stadig uden at benævne det sådan). Udgangspunkt for Freuds analyser er patienternes fortællinger om deres oplevelser af sig selv, andre og verden, og han forsøger gennem deres sammenhænge i sociale og kulturelle verden at begrebsliggøre oplevelsernes konfliktfylde indhold med psykoanalytiske teorikonceptioner.

George Politzer var en af de første, der udtrykkeligt talte om de psykiske fænomeners første-persons ontologi. I 1928 understregede han, at «the character of the psychological facts is that of being 'in the first person'» (1994, s. 28), og han argumenterede for psykologi som en «science of the first person» (ibid, s. 29). Udover individuelle stemmer som Politzer, hvis arbejde i store træk blev glemt efter hans tidlige død (han blev skudt af nazisterne i 1942), er der i dag stadig tre indflydelsesrige tænketraditioner, som eksplicit tager udgangspunkt i den menneskelige subjektivitet som givet i første-person: fænomenologi, den analytiske filosofi og kritisk psykologi.

Fænomenologien viser, hvordan menneskers erfaringer er principielt givet i første-persons perspektiv. Inden for fænomenologien spiller erfaring en central rolle, fordi det kun er gennem erfaring, at de forskelligartede fænomener i menneskers liv er tilgængelige. Edmund Husserl understregede, at erfaringer grundlæggende er «mine erfaringer». Hvis de ikke er givne i første-person, ville den ophøre med at være erfaring. Derfor drejer fænomenologi sig ikke kun om erfaringer, endsige om erfaringer og deres objekter, men om første-persons standpunkter (Ashworth & Chung, 2006; Zahavi, 2008).

I analytisk filosofi spiller første-persons perspektivet også en hovedrolle, selvom fokus her er på bevidsthed. John Searle, en af de ledende repræsentanter for denne filosofiske tradition, som argumenterer for første-persons perspektivet, fremhævede at: «Conscious states have a first-person mode of existence» ( 1999, p. 42). Searle kritiserer stærkt psykologiens og filosofiens mislykkede forsøg på, gennem det sidste halve århundrede, at komme overens med bevidsthedens subjektivitet. Han pointerer, at bevidsthedstilstande repræsenterer ontologisk subjektive forudsætninger, fordi de udelukkende eksisterer, når de erfares af et subjekt. «The most important feature of consciousness … is ontological subjectivity» (Searle, 1999, p. 73), «each of my conscious states exists only as the state it is because it is experienced by me, the subject» (ibid, p. 42).

Kritisk psykologi (især den tyske og skandinaviske tradition) repræsenterer en anden tilgang, som tager udgangspunkt i det forhold, at de forskellige aspekter af menneskets subjektivitet er givet første-person. Denne tilgang anerkender også, at erfaring og bevidsthed er givet i første-person, men denne indsigt er præciseret ved at fremhæve de menneskelige handlegrundes første-persons ontologi. Som Holzkamp understregede: «Reasons for action are always in the 'first-person'. They are always in the case of 'my' reasons, i.e., reasons from my standpoint and my perspective. When I ask anyone else about the reasons for her/his actions, I am asking about reasons from her/his standpoint and perspective» (2013, s. 285). Ud fra et kritisk psykologisk perspektiv repræsenterer menneskets handleevne psykologiens grundlæggende kategori. Andre levende væsener erfarer verden gennem deres virke og har bevidsthedstilstande, men kun mennesker besidder evne til at handle. Handling betyder her ikke kun menneskets evne til bevidst at relatere sig til sig selv, andre og verden. Handling muliggør snarere, på den ene side en fælles skabelse af den verden, vi fører vores liv i, og på den anden side er det alene gennem handling, at mennesket har muligheden for at tilegne sig og ændre den skabte verden. Siden handleevnen forener de forskellige psykiske evner så som erfaring, perception, emotionalitet, kognition, bevidsthed etc., kan den betragtes som den evne, der konstituerer menneskets subjektivitet. Af den grund fokuserer kritisk psykologi på handleevne og handlegrundenes første-persons ontologi.

Fokusset på individets første-persons perspektiv kunne indikere en ensidig, individualistisk og subjektivistisk forståelse. Men det ville være en misforståelse. Intet individuelt subjekt eksisterer blot for sig selv, uafhængigt af andre og verden i et socialt og samfundsmæssigt vakuum. Det erfarende, handlende subjekt udstyret med bevidsthedens muligheder, repræsenterer et socio-materielt, situeret væsen. Hun/han erfarer subjektivt givne fænomener, så som smerte, i første-person modus. Alligevel er erfaringsprocessen – som alle psykologiske processer – formidlet gennem andre og af de specifikke samfundshistoriske forhold og magtrelationer, hvori subjektet fører sit daglige liv.

Endvidere muliggør begrebet om første-persons perspektivet vigtige afklaringer i forståelsen af menneskelig socialitet. Da «jeg» erfarer mig selv og verden ud fra mit perspektiv og handler i verden fra mit perspektiv og standpunkt, så er det logisk, at de andre også erfarer sig selv og verden ud fra deres perspektiv og handler fra deres perspektiv og standpunkt i verden. Denne symmetriske gensidighed ved subjekternes første-persons perspektiv i menneskelige relationer er en grundlæggende særegenhed ved menneskelig socialitet. Menneskelig socialitet bygger på en gensidig anerkendelse af den andens første-persons perspektiver og på en forståelse af den anden som et ligeværdigt intentionalitets-centrum og som ophav til sine handlinger. Således kan første-persons perspektivet ikke indebære, at man anlægger en individualistisk, subjektivistisk eller ensidigt tilgang. Modsat, kan netop den systematiske inddragelse af subjektet og hans/hendes første-persons perspektiv fremme en decentreret, intersubjektiv, symmetrisk forståelse af menneskelig socialitet baseret på flerheden og gensidigheden af perspektiver og standpunkter (Schraube, 2013).

Begrebet første-persons perspektiv kan hjælpe kritiske psykologer til at overvinde den abstrakte modsætning mellem individ og verden, og udvikle et radikalt, epistemologisk skift i forskningsperspektivet. Det klassiske, psykologiske forskningsperspektiv fra et ydre, tredje-persons standpunkt tilbyder kun en anskuelse af subjektets betingethed og en verdens effekt på det individuelle subjekt. Denne verden reduceres samtidig til en samling af abstrakte stimuli. Men individet er ikke kausalt betinget af andre og verden, tværtimod, står det i relation til dem i et aktivt, første-persons forhold. Fremfor at anlægge et ydre »Guds-øje-perspektiv» funderer  kritisk forskning derfor sine undersøgelser i «jeg’ets» og «vi’ets» standpunkt og perspektiv, og undersøger gennem subjektive erfaringer hvad verden betyder for menneskelige subjekter, og deres muligheder og nødvendigheder for at handle.

E.Sch.