Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 43.166
: :
Engelske revolution

Den engelske revolution bruges som betegnelse for dels de politiske, kirkelige og samfundsmæssige ændringer i England 1640-60 under borgerkrigen og Cromwells styre og dels den konstitutionelle revolution (The Glorious Revolution) i 1688-89.

I den «klassiske» fortolkning af de engelske revolutioner i 1600 tallet blev hovedvægten lagt dels på «den puritanske revolution», dels på «parlamentsrevolutionen» som brød ud i 1640 og som blev afgjort til parlamentets fordel i 1688-89.

Slægten Stuart kom på den engelske trone med Jakob den 1. i 1603 og der var mange konflikter med parlamentet. Jakobs søn, Karl den 1. regerede uden parlament fra 1629-40. Regimet udviklede sig i retning af enevælde. Der var centrale kongelige organer inden for retsvæsen og administration, som blev sat op mod de lokale administrationer og common-law-domstole, der var behersket af godsejerne. Samtidig førte ærkebiskop Laud en autoritær højkirkelig politik, der var i konflikt med den omfattende puritanske bevægelse inden for og uden for den anglikanske kirke.

I 1640 måtte Karl den 1. indkalde parlamentet for at få bevillinger til at finansiere undertrykkelsen af oprør i Skotland. Hermed fik oppositionen mulighed for at gå over fra modstand til modangreb: Parlamentet vedtog programerklæringen «Den store remonstransen» og stillede Laud og den førende eksponent for det bureaukratiske enevælde; Jarlen af Strafford, for en rigsret.

På det religiøse plan førte borgerkrigen, som brød ud i 1642, til sejr for puritanerne, men det intolerante puritanske regime under Cromwells protektorat 1653-58 fremkaldte en reaktion med ny tilslutning til den anglikanske kirkeordning i de højere sociale lag. Den sidste konflikt blev løst ved revolutionen i 1688, hvor den katolske Jakob den 2. blev afsat.

Før 1640 var kongen ifølge den engelske forfatning bæreren af suverænitet, mens parlamentet havde visse rettigheder, som begrænsede kongemagten. Efter at parlamentshæren havde sejret i borgerkrigen, blev kongen henrettet og overhuset afskaffet i 1649. Underhuset stod tilbage som den eneste konstitutionelle myndighed. Konflikter med hæren og dens chef Cromwell førte til Det lange parlaments opløsning i 1653, og Cromwells regime blev organiseret som militærstyre.

I 1660 blev kongemagten og overhuset genindført, og i perioden 1660-88 stod konge og parlament over for hinanden, uden at nogen af de to parter var klart overordnet den anden. Revolutionen i 1688-89 førte til en afgørelse. Kongens prærogativ (det område hvor kongen kunne handle uden at få fuldmagt eller tilslutning fra parlamentet) blev stærkt begrænset. Kongen kunne herefter kun lede politikken ved at øve indflydelse på parlamentet.

Drivkraften bag revolutionen

Hovedemnet for det 20. århundredes debat om den engelske revolution har været sammenhængen mellem puritansk og parlamentarisk revolution og samfundsmæssige ændringer. Den handlekraft som den brede godsejerstand - og også selvejende bønder - viste, er blevet forklaret med, at lavadelen havde frigjort sig fra højadelens ledelse. R. H. Tawney (1880-1962) forsøgte at give dette en økonomisk forklaring gående på, at der var sket en forskydning i den økonomisk tyngde fra den feudale, «gammeldags» nobility (overhusslægter) til driftigere og mere «moderne» investorer.

Der har også været stor interesse for Leveller-bevægelsen fra 1646. Levellers (fordelerne/udjævnerne) udsprang fra det radikale miljø i London, hvis kerne i starten udgjordes af småhandlende, håndværksmestre og -svende, men bevægelsen fik hurtigt støtte fra soldater og lavere officerer i parlamentshæren. De hævdede, at parlamentsoprøret mod kongen og teorien om parlamentets suverænitet forudsatte folkesuverænitet. Som følge deraf burde parlamentet repræsentere hele folket. I 1647 fremlagde de et konstitutionsudkast: The Agreement of the People. De foreslog stemmeret til alle uafhængige voksne mænd, hvilket var mere demokratisk end hærledelsens og parlamentets princip om, at kun mænd, der havde en permanent interesse i samfundet - i form af ejendom - kunne få stemmeret. (Modtagere af forsørgelse, tjenere og lønarbejdere, blev i forslaget fra Levellers også holdt uden for.) Levellers rejste også en serie sociale og økonomiske krav: Ophævelse af privilegier, garantier for daglejere, afskaffelse af tiende og af skatter som særlig hvilede på den lille mand. Levellers havde indflydelse sålænge hærledelsen kunne bruge dem under konflikten med parlamentet og forhandlingene med Karl den 1. under hans fangenskab, men efter henrettelsen af kongen i 1649 knuste Cromwell Levellers som venstreopposition.

I mellemkrigstiden formulerede sovjetiske historikere tesen om den engelske revolution som en borgerlig revolution. Selv om byborgerskab og fremfor alt City of London vejede tungt på parlamentets side, skal det bemærkes, at tesen ikke indebærer nogen påstand om, at borgerskabet alene udgjorde den revolutionære klasse. Parlamentet havde en stærk basis i store dele af lavadel, særlig i de økonomisk mest udviklede dele af England, mens «Kavalererne», kongens parti, havde sin stærkeste støtte i de mindst udviklede landsdele. I lighed med Tawney ser den marxistiske tese lavadel som en progressiv klasse som udviklede en kapitalistisk organisation i landbruget.

Resultater

Hvis man fra spørgsmålet om drivkræfterne bag revolutionen går over til revolutionens resultater, kan man pege på en række ændringer af betydning for det økonomiske liv. Der blev afviklet rester af feudalvælde i godsejersystemet. Krongods og konfiskeret kavalergods blev solgt. Privilegie- og monopolsystemet som havde været en kongelig indtægtskilde, blev afskaffet i industri og indre handel, mens privilegerede kompagnier blev opretholdt som led i den oversøiske handels- og koloniekspansion. Laugstvangen forsvandt for en væsentlig del. Rump-parlamentet - det lange parlament efter udrensningen i 1648 - førte en aktiv handels- og søfartspolitik med udbygning af krigsflåden og vedtagelse af søfartsloven (navigationsakten) af 1651, som førte til krig med Holland.

Selve den konstitutionelle reform må tilskrives stor økonomisk betydning. Underhuset var i 1700 tallet behersket af godsejere som repræsentanter både for landkredse og mindre bykredse samt storkøbmænd som repræsentanter for større byer. Parlamentet havde sikret sig en aktiv rolle i udformningen af statens politik. Dette betød igen statens aktive medvirken til økonomiske ændringer og ekspansion. Parlamentet blev et redskab til at få gennemført udskiftninger - enclosures - som et led i den engelske landbrugsrevolution. Gennem parlamentet blev britisk udenrigspolitik i 1700 tallet i høj grad bestemt af handels-, søfarts- og koloniinteresser. Dette var ikke mindst af stor betydning i forholdet til de franske konkurrenter, som ikke i samme grad magtede at påvirke den franske stats udenrigspolitik.

K.D.T.


Litteratur

C. Hill: The Century of Revolution 1603-1714, Edinburgh 1962.