Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 106.310
: :
Revolution

En revolution er en omfattende og gerne voldelig forandring af samfundets politiske organer, med rødder i klassekampen og med det formål at ændre magt- og ejendomsforholdene. Revolution må på den ene side skelnes fra reform, og på den anden side fra oprør og statskup.

«Friheden fører folket» Delacroix' klassiske revolutionsbillede, malet i tiden lige efter julioprøret i Paris i 1830.

Reform er en langsom og ublodig proces, som omformer samfundet gennem beslutninger, der er lovlige på systemets egne præmisser. Mens revolution både er en social og en politisk proces, er oprør overvejende et socialt og statskup overvejende et politisk fænomen.

Oprør retter sig mod forhold, som opleves som urimelige eller utålelige. Ikke mod den dybereliggende magt- og ejendomsstruktur, som frembringer disse forhold. Bondeoprør mod høje skatter har ikke til formål at fjerne skatterne, men at begrænse dem. Statskup er, når en lille gruppe med støtte fra de væbnede styrker - snarere end fra en bred massebevægelse - på ulovlig vis bemægtiger sig statsapparatet.

Formålet med et statskup kan være at igangsætte sociale og økonomiske ændringer - eller ganske enkelt at få andel i magtens goder. Både oprør og statskup retter sig ofte mod personer - ikke mod positioner. Oprørerne tror, at situationen vil forbedre sig, dersom den gamle skatteopkræver skiftes ud med en ny. Statskup gennemføres for at overtage en magtposition - ikke for at nedlægge den.

Formålet med revolutionen er derimod at forandre selve strukturen af disse positioner. Kontrarevolution er en revolution - eller et statskup - med det formål at ophæve virkningerne af en forudgående revolution - og at sikre, at revolutionen ikke gentager sig. Symmetrien mellem «revolution» og «kontrarevolution» er derfor misvisende. Efter Frei fulgte Allende i Chile, men efter Allende var der ingen vej tilbage til Frei, men derimod en mulighed for Pinochet. Hvis en revolution er et skridt frem, vil kontrarevolutionen være to skridt tilbage.

Revolutioner i historien

Revolutioner i denne forstand hører den nyere tid til. Antikkens slaveopstande - f.eks. Spartakusoprøret - havde ikke til formål generelt at ophæve slaveriet, men derimod at frigøre de slaver som gjorde oprør. Bondekrigene i Tyskland i begyndelsen af 1500 tallet havde mere ærgerrige mål, men gik sjældent ud over de lokale krav, og når det skete som i Thomas Müntzers bevægelse, var målet det utopiske tusindårsrige og ikke et praktisk alternativ til undertrykkelsen. Før nyere tid var opstande og oprør overvejende spontane reaktioner på nød og undertrykkelse - ikke målrettede aktioner med en klar strategi. Den spontane karakter som de havde afspejler sig i, at de uden undtagelse blev slået ned.

Den nyere tid præges af fem store revolutioner, hvoraf de tre er særligt vigtige. Den engelske revolution (1640-1689) var en borgerlig revolution - både udfra dens klassegrundlag og dens konsekvenser - skønt det ikke var lige så klart som i de senere borgerlige revolutioner. Den fik heller ikke lige så dybtgående konsekvenser for det politiske system: Den førte til en ændring i magtbalancen mellem konge og parlament, men ikke til en fuldstændig politisk omvæltning.

Den nordamerikanske revolution (1776) var en ren national befrielseskrig, og kan knapt kaldes en revolution, som begrebet defineres her.

Den franske revolutionen (1789-1794) var den første revolution i ordets fulde forstand. Den kan ikke i nogen enkel forstand kaldes for en borgerlig revolution, selv om den blandt sine mange resultater også førte til, at vejen blev ryddet for kapitalistisk virksomhed. De varige resultater af revolutionen var i øvrigt, at der blev skabt en klasse af selvejende bønder, et mægtigt statsapparat og et ideologisk budskab om frihed, lighed og broderskab.

Den russiske revolution i 1917 havde to faser: Februarrevolutionen som under Kerenskijs ledelse indførte et borgerligt demokrati, og oktoberrevolutionen som gav bolsjevikkerne under ledelse af Lenin magten. Det varige resultat af denne revolution var på den ene side et totalitært samfund, som mere og mere nærmede sig det zarvælde det havde afløst, og på den anden side et ideologisk budskab - som med tiden blev forvitret - om at de ejendomsløse kunne tage magten i egen hånd.

Den kinesiske revolutionen (1911-1949) var i virkeligheden en serie af revolutioner: Først en borgerlig-national revolution, senere en kommunistisk massebevægelse baseret på frigørelse af bønderne og kamp mod japansk herredømme. Det samfund der blev resultatet af kommunisternes magtovertagelse i 1949 har gennemgået en række voldsomme svingninger, hvor effektivitet og lighed skiftevis er blevet sat i højsædet. Men gennem alle disse faser går som en rød tråd tanken om, at socialismen kan opbygges i et bondesamfund og at industriarbejderne ikke indtager nogen særstilling som revolutionær klasse.

Det 20. århundrede har derudover oplevet en lang række revolutioner af forskellig karakter. Vietnam og Algeriet har gennemført nationale befrielseskrige. I det første tilfælde med en klar, i det andet en diffus kommunistisk ideologi. Den cubanske revolution (1956-59) var i udgangspunktet åben overfor mange udviklingsretninger, men sluttede sig snart til sine fjenders fjender - Sovjetunionen. Som i lang række andre situationer har USA's økonomiske og militærpolitiske interesser haft større betydning for revolutionens udvikling end de revolutionæres oprindelige mål. Revolutionen i Iran (1979) indtager en særstilling, der primært er en antimodernistisk revolution og derfor lige negativ overfor kapitalisme og kommunisme.

Revolutionens sociologi

På baggrund af disse historiske erfaringer er det mulig at opstille en række generelle spørgsmål, og et stykke af vejen at besvare dem:

  1. Ofte er det nødvendig at skelne mellem det gamle samfunds sammenbrud og revolutionens gennembrud. Frankrig var i 1789 i en dyb finanskrise, Rusland var i 1917 i en lige så dyb militær krise, Kina var i 1911 opløst i feudale fragmenter. Disse kriser var ikke skabt af en aktiv revolutionær bevægelse, men skabte snarere grobund for disse bevægelser.
  2. Revolutioner gennemføres af klasser eller klassealliancer, som har bestemte mål, men disse mål bliver praktisk talt aldrig realiseret. En «vellykket revolution» er en revolution, hvor de revolutionære beholder magten - ikke en revolution hvor de gennemfører deres fortsætter. I 1921 indrømmede Lenin, at hans tidligere planer var fantasteri, men tilføjede at revolutionen aldrig kunne være gennemført af andre end fantaster.
  3. For kommunistiske revolutioner gælder det mere specielt, at betingelserne for en vellykket revolution ikke er de samme som betingelserne for at oprette et kommunistisk samfund. Marx havde ganske givet ret i, at et kommunistisk samfund kun kunne oprettes på grundlag af et højt materielt og teknologisk niveau, men tog grundig fejl i sin teori om, at revolutionen ville indtræffe først i de mest udviklede kapitalistiske lande. Kommunistiske revolutioner har uden undtagelse fundet sted i tilbagestående bondesamfund, som knapt nok har haft mulighed for at udvikle det materielle niveau, der kræves for kommunistiske produktionsforhold.
  4. Alle de store revolutioner - fra den engelske til den kinesiske - har haft elementer både af borgerlig og af folkelig revolution. De engelske Levellers og de franske Sans-Culotter var radikale folkelige indslag i en bevægelse, der overvejende var borgerlig i sit indhold og sin sammensætning. Fra og med Februarrevolutionen i 1848 tog arbejderklassen plads ved borgerskabets side som ligeværdig partner, og fra og med dette tidspunkt har borgerskabet holdt sig tilbage med at fuldføre de revolutioner, det har påbegyndt. Det er ikke underligt, at borgerskabet nødig vil hjælpes til magten af en klasse, som i næste omgang vil tage magten fra det. Endnu mere underlig er det dog, at socialister har været så naive at tro, at borgerskabet var så naivt. Et særlig tragisk resultat af denne naive holdning var Chiang Kai-sheks massakre i 1927 på de kinesiske kommunister, som efter ordre fra Komintern havde underlagt sig hans lederskab.
  5. Der findes ingen eksempler på, at regimer der trues af revolution, har kunnet afværge denne gennem liberalisering. I den type af autoritære stater der skaber grobund for revolution, vil liberalisering opfattes som et svaghedstegn og vil forstærke den revolutionære bevægelse. På den anden side vil et samfund som liberaliserer sig uden at være tvunget til det, vil heller ikke skabe grobund for revolution.
  6. Revolutionens vellykkethed er for en stor del et spørgsmål om forventninger. En revolution bliver mulig, når tilstrækkelig mange mener, at den er mulig, og dette kan ske ved at nogen med tilstrækkelig styrke siger, at den er mulig. I en revolutionær situation vil «analysen af situationen» derfor selv være et element i det den skal analysere. Men dette betyder ikke, at ordmagi kan erstatte handling. Det betyder snarere, at en forkert analyse bør kaldes «mislykket» og ikke «ukorrekt».
  7. Udspringer en vellykket revolution af de tilbagestående eller af de udviklede områder i et land? Den kinesiske revolution viser, at begge dele kan være tilfældet: Den revolutionære bevægelse opstod i de mest udviklede dele af Kina, men den sejrede i det tilbagestående Shensi. Generelt forholder det sig således, at højt udviklede kommunikationsmidler er en fordel - både for de undertrykte klasser der skal udvikle en organisation, og for de herskende klasser der skal slå dem ned.

Revolution som politisk virkemiddel

Hvornår er revolutionen et egnet virkemiddel til gennemførelsen af et politisk mål? Selve spørgsmålet er misvisende, for revolutioner er kun undtagelsesvis et bevidst valgt «virkemiddel». Revolutioner har ofte større lighed med jordskælv eller andre naturkatastrofer, som indtræffer uafhængigt af enkeltpersoners bevidsthed.

De der skaber betingelserne for revolutionen gennem oprør eller strejke, er sjældent de der fører den frem til en politisk konklusion. De der skaber ideologien bag revolutionen - gennem kritik af det bestående system og udviklingen af en skitse for fremtidssamfundet - viger ofte tilbage for de midler, som andre anvender for at gå fra det ene stadie til det næste. Alle disse grupper er nødvendige i en revolution, men ingen af dem står i en sådan position, at revolutionen kan siges at være deres værk. Blandt de store revolutioner er det muligvis den kinesiske som efter en mislykket start var mest målrettet og strategisk. Men også den er på mange måder blevet til noget helt andet, end dens aktører havde forestillet sig.

Vi kan også stille spørgsmålet i en noget anden form, hvor vi lægger mindre vægt på, at revolutioner er voldelige og ulovlige, og større vægt på at de udgør omfattende ændringer, som står i modsætning til gradvise reformer. Spørgsmålet bliver da, hvilke grunde der taler for og imod at gennemføre store ændringer i løbet af kort tid - i stedet for at sprede dem over et længere tidsrum. Et argument mod reformer er, at mange tiltag er gensidig afhængige af hinanden for at fungere. Indførelsen af dem et for et vil derfor ikke lede fremad. Et andet argument - nært beslægtet med det første - er at mange forbedringer har en sådan karakter, at de kun kan realiseres gennem midlertidige tilbageslag.

En reformpolitik som kræver, at hvert enkelt tiltag på kort sigt skal være en forbedring, udelukker sådanne langsigtede mål. En omlægning af vor økonomi til et lavenergisystem kan på længere sigt skabe øget trivsel, men på kort sigt vil den føre til arbejdsløshed, social uro og utilfredshed. Dette eksempel viser også nogle af de forhold, der taler mod revolution. For det første: Har vi der lever i dag ret til at pålægge vore børn ofre, for at vore børnebørn skal få et bedre liv? Bag udtrykket «omstillingsproblemer» skjuler der sig utallige menneskelige tragedier. For det andet: Har vi virkelig så god viden om tekniske og sociale årsagssammenhænge, at vi med sikkerhed kan sige, at lavenergisamfundet lader sig realisere? For det tredje: Er vi virkelig sikre på, at det økologiske samfund vil være så rart? Måske vil vore ønsker forandre sig under udviklingsprocessen, sådan at vi ikke længere ønsker os målet, når vi når det?

Et andet sæt af problemer knytter sig til forholdet mellem lederskabet og massebevægelsen i en revolution. Hvis det er rigtig, at en revolutionær bevidsthed kendetegnes af tålmodighed og evnen til at foretage taktiske tilbagetog, og at massernes store aktiv netop er deres spontanitet, da følger det, at en revolutionær bevægelse aldrig kan gennemføres af masserne.

Lenin og Rosa Luxemburg løste dette problem på forskellige måder. Lenin drog uden videre den konklusion, at revolutionen måtte styres ovenfra, og at masserne var et redskab i partiets hånd. Luxemburg mente, at revolutionen måtte gennemføres af masserne, men at lederne skulle gå foran og foreslå stadig nye mål, som var lige udenfor rækkevidde, således at massernes klassebevidsthed skulle skærpes gennem nederlag. På denne måde ville spontaniteten blive disciplineret, men af masserne selv og ikke af deres ledere.

Begge teorier indeholder elementer af manipulering. Lenins teori kan sammenlignes med autoritære teorier om børneopdragelse, og Luxemburgs teori med et planlagt program for at bringe barnet ind i nye og skiftende situationer, hvor det kan lære af sine egne fejl. Begge holdninger er uforsvarlige overfor børn, og desto mere uforsvarlige overfor voksne mennesker. Hvis «arbejderklassens frigørelse kun kan være dens eget værk», er der grund til at tro, at denne frigørelse kun undtagelsesvis vil ske gennem revolution.

J.E.


Litteratur

J. Dunn: Modern Revolutions, Cambridge 1972.
T. Scopcol: States and Social Revolutions, Cambridge 1979.
S.-C. Kolm: La Transition Socialiste, Paris 1977.
R. Larsson: Theories of Revolution, Stockholm 1970.