Tage Erlander

Erlander (1901-85), svensk socialdemokratisk politiker. Erlander studerede natur- og samfundsvidenskab ved Lunds Universitet, hvor han i 1928 blev cand.fil. I studietiden var Erlander aktiv i studenterpolitik. Bl.a. var han et stykke tid formand for den kulturradikale studenterforeningen DYG. Erlander meldte sig tidlig ind i socialdemokratiet og i 1930 blev han valgt ind i bystyret i Lund. Samtidig med at socialdemokratiet vandt valget i 1932, blev han indvalgt i den svenske rigsdags andetkammer.

I løbet af sin lange og usædvanlig fremgangsrige politiske karriere havde Erlander en række tillidshverv i partiet og i statsforvaltningen. I 1930'erne deltog han i flere store statslige udvalg for social- og arbejdsmarkedspolitik. Han blev medlem af Per Albin Hanssons samlingsregering i 1944, som konsultativ statsråd. Da socialdemokratiet alene overtog regeringsansvaret efter krigen, blev Erlander kirke- og undervisningsminister. Han ledede et omfattende arbejde med at forbedre og udbygge det svenske uddannelsessystem på gymnasie- og universitetsniveau.

Da Per Albin Hansson pludselig døde i 1946, blev Erlander helt overraskende valgt til formand i det socialdemokratiske parti, samtidig med at han overtog statsministerposten. Det var ikke et samlet parti, der stod bag Erlander og valget skete efter en kraftig personstrid med Gustav Møller, som sammen med Per Albin Hansson og Ernst Wigforss i en snes år havde udformet partiets ideologiske profil. Erlander havde størst støtte blandt regeringskollegaerne og partiets yngre medlemmer. Konflikterne i forbindelse med statsminister- og partiledervalget blev imidlertid hurtigt bilagt, og allerede ved kongressen i 1948 havde Erlander samlet hele partiet bag sig.

I sin rekordlange statsministerperiode fra 1946 til 1970 førte Erlander en tilbageholdende og forsigtig politik, som i høj grad blev præget af den kolde krigs ideologiske spændinger. Det er ingen overdrivelse at sige, at det svenske socialdemokrati i denne periode endnu stærkere markerede en harmoniseringslinie og klassesamarbejdspolitik. Erlander indtog en principielt afvisende holdning over for kommunister, som til tider grænsede til hadefuldhed. Selv om Erlanders politiske virke stort set bar præg af samarbejde og forsigtighed, var der i hans statsministerperiode også politisk og ideologisk strid af stor rækkevidde - nemlig i det såkaldte pensionsspørgsmål. Socialdemokratiets og Erlanders standpunkt var, at pensionsspørgsmålet burde løses ved en almindelig og obligatorisk reform som omfattede alle lønmodtagere, mens de borgerlige ønskede, at pensionsreformen skulle gennemføres som en valgfri forsikring. Modsætningen delte svensk politik i en klassisk modsætning mellem arbejderbevægelse og borgerskab, og den svenske arbejderklasse blev mobiliseret for socialdemokratiet på en måde, som fik afgørende betydning for den politiske udvikling op gennem 60'erne.

Generelt set var Erlanders politiske indsats præget af hans taktiske parlamentariske begavelse, mens den ideologisk set var præget af begrænsninger og en vis perspektivløshed.

H.A.