Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Afvigelse er blevet en sociologisk fællesbetegnelse for opførsel og tilstande, der strider mod almindeligt accepterede sociale normer. På mange områder eksisterer der imidlertid ikke normer, der er accepterede i hele samfundet. Specielle grupper eller samfundsklasser har deres egne standarder og normer, der ikke nødvendigvis falder sammen med samfundets. Kvinder og mænd har forskellige værdier. Derfor må afvigelsesbegrebet specificeres i forhold til den sociale gruppe, der bestemmer normen.

Uoverensstemmelser i værdier i et samfund og modsætningerne i de underliggende interesser, fører til en tæt forbindelse mellem afvigelse og konflikt. Forbryderen bliver gerne karakteriseret som en afviger, men der bliver også talt om, at forbryderen er kommet i konflikt med politiet eller med samfundet. Udtrykket konflikt er mere neutralt i forhold til parterne, mens det bliver til afvigelse, når vi betragter det fra et bestemt socialt synspunkt. Men heller ikke dette behøver at indebære en fordømmelse, bare en konstatering af at nogen handler i strid med normer, der bliver accepteret og praktiseret af flertallet eller af de toneangivende indenfor en gruppe.

Forbrydelsen har allerede været nævnt som et eksempel på afvigelse. Men der findes mange andre forhold, der regnes som afvigelse, selv om de ikke bliver straffet. Undladelse af at betale gæld er en anden afvigelsesform, der har retslige men ikke strafferetslige følger. Umoral, og hvad der af mange betragtes som synd, hører også hjemme under afvigelsesbegrebet, selv om normerne her ofte er usikre og skiftende. En række mangelfænomener bliver også i samfundsvidenskaberne karakteriseret som afvigelse, selv om det ikke altid stemmer med almindelig sprogbrug. Det gælder f.eks. sygdom, handicap, lav intelligens og fattigdom.

Afvigelse bliver ofte opfattet som noget rent negativt, men betegnelsen har også været anvendt om handlinger, der bryder mod gamle normer, og bidrager til at skabe nye. De der er forud for deres tid, opfindere, forskere, kunstnere. profeter og fornyere i religion og politik, kan blive kaldt afvigere. Nogle af dem bliver imidlertid grundlæggere af nye værdier, der efterhånden bliver accepteret af et flertal. Det er derfor en forbindelse mellem visse afvigelser, fornyelse og samfundsudvikling.

Bevidst og ufrivillig afvigelse

Indenfor afvigelsesbegrebet eksisterer der en vigtig skelnen mellem de typer afvigelse - ofte i negativ forstand - som er bevidste, og de der er ufrivillige. Forskellen mellem selvforskyldt og anden form for fattigdom har spillet en stor rolle i socialpolitikken, og er fortsat gældende, når f.eks. alkoholikere har vanskeligheder ved at få invalidepension. Der findes en vigtig skelnen mellem forbrydelser og sygdom. Forbrydelsen betragtes som en bevidst handling, et forkert valg. Sygdommen derimod er et ufrivillig onde, der rammer den enkelte som følge af årsagsprocesser, som personen ikke har herredømme over. For sociologen er det ikke et spørgsmål, om forbryderens vilje egentlig er fri, eller om al sygdom virkelig er ufrivillig. Her gælder istedet samfundets syn på de forskellige menneskelige handlinger. Inddelingen er derfor ikke naturgivet, men et produkt af samfundsmæssige faktorer.

I mange såkaldte «primitive» kulturer bliver sygdom og død opfattet som resultater af bevidste handlinger, af andres trolddomskunster eller af egen syndig opførsel. Den engelske forfatter Samuel Butler skrev en utopisk roman: «Erehwon» (nowhere = ingensteds), om et samfund, hvor de syge blev straffet og hvor der blev draget omsorg for forbryderne. Også i vor egen tid kan vi spore en vis tendens til omvurdering og udjævning mellem begreberne. Godt nok lidt usikkert og haltende er der opstået den opfattelse, at en del forbrydelser er symptomer på en form for psykisk sygdom. Omvendt har lægevidenskaben pålagt os en ny skyld og et nyt ansvar for en række vigtige sygdomme, som lungekræft og enkelte hjerte- og karsygdomme. Livsførsel er blevet inddraget som en vigtig faktor for sundhed og sygdom. Derved kan også skyld og ansvar imidlertid delvist blive væltet videre over på samfundet, sådan som det undertiden sker i forklaringen af lovovertrædelser.

Alkoholisme som eksempel

Alkoholisme og alkoholmisbrug har traditionelt stået i skæringspunktet mellem begreberne forbrydelse eller umoral og sygdom. Det kan derfor illustrere nogle af de sociale faktorer i nærmiljøet der afgør, om denne afvigelse falder i den ene eller den anden kategori. Alkoholikeren udfører en handling, han drikker og synes at vælge at drikke, fordi det er godt eller gør ham godt. Men hans valg af dette gode går ofte stærkt ud over andres interesser, først og fremmest familien, men også arbejdskammerater, arbejdsgiver, naboer, kreditorer osv. På disse områder ligner alkoholisme en forbrydelse. Imidlertid spurgte vi tidligt om, hvorfor Jeppe drikker. En antydning af at druk er forårsaget af forhold, som alkoholikeren ikke selv er skyld i. Dertil kommer det tvangsprægede ved drikningen og de fysiologiske ændringer under beruselse. Det ser ud som om alkoholikeren ikke kan lade være med at drikke. Desuden skader alkoholen ham selv, også gennem fysiske processer, sådan at han f.eks. får delirium, skrumpelever eller andre lidelser udover de psykiske og sociale problemer. Udfra denne synsvinkel ligner alkoholisme mere en sygdom.

De træk man vælger at lægge vægten på, afhænger blandt andet af hvad omgivelserne mener de bør eller kan gøre ved forholdet. I et samfund med en stærk tro på videnskaben vil det være nærliggende at søge årsagerne, også til synd og umoral, og tro at der findes eksperter, der kan gribe ind i og rette op på de bagvedliggende årsager. Alkoholismens skadevirkninger i familien gør det vanskeligt at operere med begrebsstillingen forbryder-offer, fordi ofrene, kone og børn, har så vanskeligt ved at optræde i denne rolle og ofte blot vil tabe på det. Hvis man kunne retfærdiggøre et indgreb, der lettede på disse forholde ved at opfatte alkoholmisbruget som en sygdom, da bliver indgrebet behandling og i princippet til alkoholmisbrugerens eget bedste. Alkoholikerens rolle får sin udformning mere udfra de forskellige parters interesser end ud fra en neutral videnskabelig analyse af hvad alkoholisme er.

For afvigeren har det vigtige konsekvenser, hvorvidt afvigelsen bliver klassificeret som forbrydelse og umoral, eller som en sygdom. Forbryderen skal - eller kan i hvertfald - straffes. Den syge skal have hjælp og tilføres ressourcer. Forbryderen skal dømmes og straffes af jurister, mens den syge skal diagnosticeres og behandles af læger og andet sundhedspersonale. Eftersom rollen som syg er bestemt af en række sociale faktorer, må man nødvendigvis stille spørgsmålet, om hvorvidt den medicinske videnskab og lægernes kvalifikationer giver dem den nødvendige kompetence i alle de spørgsmål, der i dag forekommer i social- og sundhedssektoren. Ved tildeling af invalidepension er der f.eks. med rette blevet rejst spørgsmål om, hvor grænsen går mellem pension, der bunder i sygdom og invaliditet og sygdom der bunder i manglen på egnede arbejdspladser. Definitionen af afvigelse er påvirket af strukturen på arbejdsmarkedet og i samfundet.

V.A.