Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Filmindustrien i Hollywood er blevet betegnet som «drømmefabrikken» og det med rette. I vort århundrede har spillefilmen udviklet sig til en utrolig lønsom forretning, samtidig med at filmen er blevet en fortællende kunstform, som vi i vort samfund på godt og ondt benytter os af dagligt - enten via fjernsynet eller i biografen.

Med fremvæksten af filmindustrien fulgte også stjernedyrkelsen. Enkelte filmskuespillere viste sig at have bedre gennemslagskraft hos publikum end andre og blev mere efterspurgte. Som andre «sjældne varer» i samfundet steg også de dermed i pris. De mest populære filmstjerner kan - så længe de er på toppen - forlange stort set hvad som helst i honorar, uanset om de er gode eller dårlige skuespillere. Er man ukendt, må man derimod nærmest betale for at måtte være med.

De fleste almindelige mennesker har ikke blot i biografen stiftet bekendtskab med filmstjerner, men også via ugepressen og stjernebilleder i tyggegummipakker. Opfundne historier om romantiske kærlighedsaffærer og folk fra fattige kår, der når toppen. Det har givet et skin af en verden egnet til at skabe drømmeflugt. Mange nordamerikanske unge er bukket under i kampen for at nå den fløjlsbløde stjernehimmel i troen på den såkaldte amerikanske drøm om fremgang og succes. Løgnen om at enhver kan blive præsident, finansfyrste eller filmstjerne, hvis man blot arbejder hårdt nok.

Virkeligheden har vist, at livet bag kulisserne langt fra er problemfrit. Tragiske skæbner som Rudolph Valentino, Judy Garland og Marilyn Monroe har afsløret, at æren og berømmelsen de fik gennem filmbyen er baseret på et hårdt og brutalt liv og slet ikke nogen glansfuld drømmetilværelse. Myten om stjerneverdenen og afsløringen af den er ikke andet end en ny version af den gamle historie om lykken, der ikke kan købes for penge. Stofmisbrug, psykiske problemer, primadonnanykker, korruption og et opløst privatliv er ofte sandheden bag en popularitet så omfattende og uvirkelig, at man skal være meget stærk for at kunne bære den.

Toppen blandt mandlige filmstjerner har udviklet sig fra komikere som Charles Chaplin og Buster Keaton til slagsbrødre som John Wayne, Kirk Douglas og Clint Eastwood. Barske karakterskuespillere som Marlon Brando og James Dean eller flotte mænd som Paul Newman og Robert Redford har også været blandt publikums favoritter. Gennem 60'erne og 70'erne var der en række såkaldte antihelttyper - hverken specielt pæne eller barske - der nåede stjerneklassen. Folk som Dustin Hoffman, Robert de Niro, Richard Dreyfus og Woody Allen er slået igennem - ikke mindst fordi de er glimrende skuespillere.

Der har også været en generel tendens de seneste år til, at film sælger mere på god teknik og fængende historier end på enkeltstjerner. Et glimrende eksempel på dette er kassesuccesen «Star Wars», der overvejende har totalt ukendte skuespillere i hovedrollerne.

F.W.