Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Fluor er et giftigt, gasformigt grundstof, der findes i en række bjergarter og i havet. Fluor anvendes i en række industriprocesser, og er bl.a. et affaldsstof i aluminiumsproduktionen. En vigtig grund til at det er vigtigt at vide noget om stoffet er, at forskellige fluorforbindelser bruges som led i det forebyggende tandplejearbejde. Teorien går her ud på, at fluor i små portioner kan forbedre folks tandpleje, dvs. gøre tænderne stærkere, sådan at man ikke så let får huller, selv om kosten og pasningen af tænderne ikke er, som det ideelt set burde være. Dette er en teori, der har fået stor udbredelse i en række lande. Både fordi der står stærke økonomiske interesser bag, og fordi ideen om at kunne forbedre tandplejen ved tilskud af fluor er tillokkende og enkel - langt enklere end hvis man skulle foretage fundamentale ændringer i kosten i de overudviklede industrilande.

Forskellige fluorforbindelser findes næsten overalt i naturen, så det er praktisk taget umuligt at undgå at indtage fluor under en eller anden form. Det faktum at fluor findes i naturmiljøet, er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi behøver det. Frem til i dag venter vi fortsat på beviser for, at dette skulle være tilfældet. Mens naturligt forekommende fluor ofte findes i form af calciumfluorid, er det natriumfluorid som anvendes i Danmark. NaF er mere letopløselig end CaF₂, og vil derfor lettere akkumuleres i tænder og knokler. Meningen er, at når fluor binder sig til tænderne, bliver de hårdere, sådan at de ikke så let angribes.

I Danmark er tilsætning af fluor til drikkevandet tilladt, men dette er f.eks. ikke tilfældet i Norge, til trods for at fluoristerne (fluor-tilhængerne) længe førte en kamp for dette. Istedet for uddeles fluortabletter af lægerne og sælges på apotekerne. På skolerne foregår der en udstrakt anvendelse af skylning eller pensling af tænderne med fluoropløsning, samtidig med at folk opfordres til at bruge fluortandpasta.

Hvis vi spiser meget sukker, får det ret umiddelbare følger for tænderne, mens konsekvenserne i form af overvægt, hjerte-karsygdomme, sukkersyge osv., først kommer senere og ikke når alle. Spiser man rigtigt, får man hverken dårlige tænder eller sygdomme som skyldes fejlernæring. Lakering af tænderne eller forsøg på at hindre caries, kan derfor virke som en sovepude. De dårlige tænder bliver en form for legitimering for vor dårlige ernæring, istedet for at medføre at vi stoppede anvendelsen af mindreværdig, industriforarbejdet mad.

Det er helt klart, at for stort indtagelse af fluor har meget store skadevirkninger. Diskussionen drejer sig om, hvor stor indtagelse der er for meget. For eksempel er en dosis på nogle få gram fluor dødelig, mens fluortabletter indeholder 0,25-0,75 mg, afhængigt af hvilket alderstrin tabletterne er beregnet på. Grænseværdierne for fluorindtagelse ligger på omkring 2 mg pr. dag for en voksen mand, dvs. at man må indtage mindre end dette gennem et helt liv, hvis det ikke skal føre til målbare skader. Imidlertid er der gjort en del undersøgelser, som tyder på, at folk i industrilande ofte indtager langt mere end dette. Særligt mennesker som spiser mad med megen fluor, samt drikker mere fluorholdigt vand end andre, eller som evt. får meget tandpasta i sig.

Der ser ud til at være flere tegn på en sammenhæng mellem fluor og mongolfødsler. Det samme gælder fluor og kræft. En større nordamerikansk undersøgelse af 20 storbyer med en befolkning på ca. 18,5 millioner mennesker viser store forskelle i dødelighedsraterne for kræft i byer som har haft vandfluoridering overfor byer uden en sådan fluoridering i tidsrummet 1952/56 til 1970. Til trods for hårdnakket imødegåelse af disse undersøgelser fra officielt hold, har det nordamerikanske National Cancer Institute måttet indrømme, at de ikke har foretaget undersøgelser der kan garantere, at der ikke findes en sammenhæng mellem fluor og kræft.

D.P.